Det finansielle systems håndtering af miljø

Inge Røpke, professor MSO, Aalborg Universitet

De miljømæssige udfordringer
På det miljømæssige område står vi som samfund over for nogle store udfordringer. Set i et meget langsigtet perspektiv står vi over for en fjerde fase i menneskets energihistorie. De første to faser var alene baseret på vedvarende energi: jæger-samlersamfundet på biomasse og det førindustrielle landbrugssamfund desuden på trækdyr, vind- og vandkraft. Den tredje fase, industrisamfundet, tilføjer de fossile brændsler, der bliver den helt dominerende energikilde og stadig er det. På grundlag af de fossile brændslers fantastiske egenskaber er antallet af mennesker forøget betydeligt, og levestandarden i dele af verden er steget dramatisk. Udviklingen har samtidig ført en lang række miljøproblemer med sig, der risikerer at undergrave livsbetingelserne for mennesker, for slet ikke at tale om betingelserne for andre arter, der udryddes i stor stil. Den store udfordring i dag er, at samfundet skal omstilles til et nyt energigrundlag – en fjerde fase i menneskets energihistorie – fordi brugen af de fossile brændsler skaber klimaforandringer. Udfordringen bliver ekstra stor, fordi omstillingen skal foregå samtidig med håndteringen af de mange andre miljøproblemer, der trænger sig på. Ud over de miljømæssige udfordringer står det globale samfund over for store sociale udfordringer, der f.eks. afspejles i formuleringen af FN’s verdensmål.

En afgørende betingelse for en fornuftig håndtering af de mange udfordringer er, at en stor del af samfundets biofysiske ressourcer anvendes til at løse problemerne. De biofysiske ressourcer omfatter energikilder, råstoffer, jord og vand samt arbejdskraften, både de fysiske kræfter og den intellektuelle energi. Mængden af naturressourcer er begrænset ikke mindst af det vilkår, at overudnyttelse risikerer at undergrave de livsopretholdende systemer (økosystemer, vandkredsløb, næringsstofkredsløb, atmosfærens sammensætning osv.). Knapheden betyder, at samfundets socioøkonomiske systemer helst skal dirigere ressourcerne derhen, hvor de bidrager til at løse de vigtigste opgaver.

Det finansielle system er et af de centrale socioøkonomiske systemer, der bestemmer, hvad de biofysiske ressourcer bliver brugt til. I de senere år er der kommet stigende fokus på behovet for at reformere det finansielle system, sådan at det bliver bedre til at dirigere ressourcerne henimod aktiviteter, der understøtter omstillingen til et nyt energisystem og løsningen af forskellige miljøproblemer.

Den officielle interesse for at fremme det finansielle systems bidrag til bæredygtig udvikling går i hvert fald tilbage til 1992, hvor UNEP (FN’s miljøprogram) i forlængelse af Rio-konferencen etablerede et såkaldt finansielt initiativ, UNEP FI (The United Nations Environment Programme Finance Initiative). Det udmøntede sig bl.a. i formuleringen af nogle principper for ansvarlige investeringer og ansvarlig forsikring, men initiativet fik meget begrænset gennemslagskraft. Siden har miljø nok været på dagsordenen med forskellige mindre initiativer som f.eks. den første grønne obligation i 2007, men først efter indgåelsen af den globale klimaaftale på Paris-konferencen i 2015 er der kommet mere skred i interessen. I perioden 2015-2017 er der således kommet en lang række publikationer om, hvordan det finansielle system i højere grad kan komme til at bidrage til bæredygtig omstilling. Organisationer som UNEP, EU’s High-Level Expert Group on Sustainable Finance, tænketanken Bruegel, EBF (European Banking Federation) og en sammenslutning af flere kritiske stemmer som Finance Watch og Global Alliance for Banking on Values har udgivet rapporter om emnet.


SYNSPUNKTER OM REALKREDIT

Finn Østrup, Copenhagen Business School

Synspunkter om realkredit
Realkredit er lån, der gives med sikkerhed i fast ejendom. En huskøber kan f.eks. låne til købet af en ny bolig. En boligejer kan også optage lån i sin faste ejendom for at realisere et højere forbrug eller for at finansiere forbedringer af ejendommen. Endelig kan realkredit være aktuelt, når der skal skaffes finansiering til bygning af en ny bolig eller af en anden ejendom, f.eks. en kontorejendom eller en fabrik. Som sikkerhed for realkreditlånet vil långiver normalt få pant i ejendommen, hvilket indebærer mulighed for hurtigt at kræve ejendommen solgt ved en tvangsauktion, hvis låntager ikke betaler de aftalte ydelser. Muligheden for at kræve ejendommen solgt ved tvangsauktion giver en ekstra sikkerhed bag realkreditlån.

Køb eller byggeri af fast ejendom er en vigtig beslutning, der normalt påvirker en låntagers økonomi i en lang periode fremover. Det er derfor vigtigt, at der er et effektivt fungerende realkreditsystem, hvor låntager kan opnå hurtig og helst også billig finansiering. Låntager må også kunne stole på, at han/hun i en lang periode fremover har rådighed over lånet. Det vil skabe en uholdbar situation for låntager, hvis vedkommende bliver tvunget til at hente ny finansiering, hvis långiver skulle finde på at opsige lånet.

Hvad er det optimale realkreditsystem?
I Danmark har der gennem lang tid eksisteret særlige finansielle virksomheder − nu realkreditinstitutter, tidligere benævnt kreditforeninger eller hypotekforeninger − der står for ydelse af realkredit. Realkreditinstitutterne er blevet reguleret gennem særlig lovgivning. Den første lov kom i 1850. Gennem de skiftende love er der blevet fastlagt nogle simple principper for institutternes ydelse af realkredit: (i) Et realkreditinstitut må kun beskæftige sig med realkredit, (ii) instituttet må kun yde lån op til en vis procent af ejendommens værdi, (iii) lån ydes med en lang løbetid som fast forrentede annuitetslån, dvs. der er lige store ydelser hvert år, samt (iv) til at finansiere lånene udstedes der obligationer, der har den samme løbetid, rente og afdragsprofil som de ydede realkreditlån (det såkaldte balanceprincip). I en lang periode var det kun muligt at optage reakredit til at finansiere nybyggeri eller køb af fast ejendom. Endvidere var det et fast princip, at lån fulgte med ejendommen. Dette indebar, at en ny ejer, som overtog en ejendom, kunne regne med også at overtage de realkreditlån, der stod i ejendommen. Realkreditlån var altså uopsigelige selv ved ejerskifte. Endelig var realkreditinstitutterne gennem lang tid organiseret som foreninger (kreditforeninger eller hypotekforeninger) styret af låntagerne. Når en låntager optog et realkreditlån gennem kredit- eller hypotekforeningen, stillede vedkommende med en vis sum (et reservefondsbidrag), der skulle beskytte foreningen mod tab, hvis låntagerne ikke kunne betale de lovede ydelser. Hvis låntagerne ikke betalte deres ydelser, gik reservefondsbidraget helt eller delvist tabt. Låntagerne havde selvfølgelig en interesse i at styre foreningen på en sådan forsigtig måde, at deres reservefondsbidrag ikke gik tabt. Hvis der ikke var tab, fik låntagerne deres bidrag tilbage, når lånet var tilbagebetalt.

Det er mit synspunkt, at der er megen sund fornuft bag det realkreditsystem, der blev etableret med loven i 1850. Princippet om lige store årlige ydelser medfører, at låntager i hver periode har sikkerhed for, hvad der skal betales. En stadig større del af ydelsen kommer over lånets løbetid til at bestå af afdrag, dvs. at låntager gradvist opbygger en stadig større opsparing. Det skaber en stødpude, hvis det skulle blive nødvendigt at finansiere uventede negative begivenheder som arbejdsløshed eller skilsmisse, ligesom låntager også ved lånets udløb vil stå med en friværdi, der mindsker udgifterne f.eks. i pensionisttilværelsen. Endelig skaber det sikkerhed for obligationsejerne, at de ved, at lån ydes efter bestemte principper fastlagt i lovgivningen. De vil derfor kræve en lavere risikopræmie, når de placerer i realkreditobligationer.

Det viste sig, at det danske realkreditsystem fungerede uhyre effektivt og billigt. Gennem systemet med reservefondsbidrag blev der skabt en stor sikkerhed bag de udstedte realkreditobligationer, og der var kun små tab. Allerede tidligt opstod der et marked for realkreditobligationer, hvor obligationerne kunne handles til en rente, der stort set var den samme som renten på statsobligationer.

Desværre er de bagvedliggende principper for dansk realkredit gradvist blevet opgivet gennem de sidste årtier. Realkreditinstitutterne drives ikke længere som foreninger. Systemet med reservefondsbidrag, der tilbagebetales ved lånets udløb, er blevet opgivet. Lån ydes heller ikke længere udelukkende som annuitetslån. Siden 2003 har lån uden afdrag således vundet stigende indpas. En stigende andel af lånene ydes også med variabel rente (de såkaldte rentetilpasningslån), hvor låntager måske umiddelbart får en lavere rente, men må leve med usikkerheden om, hvad der sker, når/hvis renten stiger.

Realkreditinstitutterne indgår nu i større finansielle koncerner. Det skaber usikkerhed for låntagerne, at de kan komme til at betale regningen, hvis der er en lav indtjening i andre dele af den finansielle koncern. Et eksempel har været udviklingen gennem de sidste år, hvor låntagerne af realkredit er blevet tvunget til at betale stigende bidragssatser.

Der gives nu realkreditlån op til en højere procent af ejendomsværdien, og i modsætning til tidligere er det blevet almindeligt at optage realkreditlån ikke blot til boligkøb og nybyggeri, men også til løbende at finansiere forbrug.

Endelig har mængden af nye låneformer, den mindskede sikkerhed bag realkreditlånene samt et vildtvoksende regelsæt medført, at realkreditobligationerne er blevet langt mere ugennemskuelige. En konsekvens har været, at renten på realkreditobligationer er steget i forhold til andre værdipapirer. Realkreditsystemet er med andre ord blevet dyrere og mere usikkert.

Gennem de senere år er reglerne for realkredit jævnligt blevet ændret, hvilket har øget usikkerheden både om lånevilkårene og om boligpriserne. Skiftende regeringer har været fristet til at lempe reglerne for herved at glæde de eksisterende boligejere og øge efterspørgslen i samfundet.

Målet ved indretningen af realkreditsystemet må være at skabe et holdbart system, der ikke ændres jævnligt. Det er mit synspunkt, at der er behov for en gennemgribende reform af det danske realkreditsystem. Det vil i den forbindelse være optimalt, hvis vi ved indretningen af et nyt holdbart system vender tilbage til nogle af de principper, der gennem mange år var kendetegnende for dansk realkredit.

 


DEN FINANSIELLE SEKTORS ROLLE I DEN BÆREDYGTIGE OMSTILLING

Af Lars Pehrson, adm. direktør i Merkur Andelskasse

Den finansielle sektors rolle i den bæredygtige omstilling
Teksten stammer fra et kapitel i bogen ”Livet efter væksten – samfundsvisioner i en omstillingstid”, udgivet af Forlaget Hovedland i 2016. Teksten anvendes med tilladelse fra forfatter og udgiver.

Manchet: Nyliberalismens sejrsmarch fra 1980’erne og frem fik med dens fokus på liberalisering og deregulering en afgørende betydning for den finansielle sektor. Hvor tankegangen før var, at banker og andre finansielle institutioner i et eller andet omfang skulle tjene samfundet, blev parolen nu ’shareholder value’: De skulle alene skabe værdi til deres ejere! Hermed begyndte den udvikling, der endte i et spekulativt amokløb, som udløste den finanskrise i 2008, hvis eftervirkninger vi stadigt lider under. I denne artikel diskuteres nødvendigheden af et opgør med et løsrevet finansielt system og hvordan vi hver især kan bidrage til, at vores penge spændes for den grønne omstilling.

Hvordan kan den finansielle sektor sætte mere fart i omstillingen til et mere bæredygtigt samfund? Hvordan bliver det naturligt for den finansielle sektor, at lade hensynet til miljøet og social retfærdighed indgå som centrale elementer i investerings- og udlånsbeslutninger?

Den finansielle sektor omfatter forskellige virksomheder, der på hver deres måde forvalter borgeres og virksomheders opsparing og løbende konti og omsætter dem i udlån eller investeringer.

De vigtigste er

  1. Pengeinstitutter
  2. Pensionskasser m.v.
  3. Investeringsforeninger af forskellig art

Vi bruger næsten alle et pengeinstitut. I dag har en meget stor del af befolkningen desuden midler i en pensionskasse, typisk via ansættelsesforhold, eller i det mindste i ATP, der er en pligtig ordning for alle i arbejde. Mange bruger også investeringsforeninger til en del af deres opsparing.


HVAD ER EN BANK?

Hvad er en bank?
- og hvilke banker vil vi have?

Af Lars Pehrson, administrerende direktør i Merkur Andelskasse

Teksten stammer fra et kapitel i bogen ”Hvad vil vi med bankerne? Et oplæg til debat om EU’s bankunion”, udgivet af DEO i 2016. Ord i kursiv forklares i bogens ordliste. Hele bogen kan købes her: http://deo.dk/projekter/hvad-vil-vi-med-bankerne/hvad-vil-vi-med-bankerne/. Teksten anvendes med tilladelse fra forfatter og udgiver.

Når det ofte hævdes, at en bank er en forretning som enhver anden, eller at en bank er sat i verden for at tjene penge, er det i mine øjne forkert. Bankerne udøver en central samfundsfunktion, både ved at tilbyde tryg placering af opsparing og ved at stille lånekapital til rådighed for virksomheder, boligbyggeri med mere. Det samme kan man ikke sige om en købmandsbutik, en gummistøvlefabrik eller andre virksomheder, der kommer og går efter tidernes skiften, uden at den enkelte har afgørende betydning for samfundet.

Bankvirksomhed er et privilegium, som bankerne udøver på basis af en licens udstedt af myndighederne. Ingen andre end bankerne kan lovligt tage imod indlån fra offentligheden. Samtidig er bankernes långivning i høj grad med til at forme fremtiden for det samfund, vi skal leve i. Det er derfor naturligt, at der er stor offentlig interesse omkring bankernes virksomhed. Det er en meget vigtig demokratisk diskussion, hvilket bankvæsen vi ønsker i samfundet.

Bankerne er ”sat i verden” for at løse deres samfundsmæssige opgaver. Det er – set fra samfundets side – derfor, vi har dem. Opgaverne skal selvfølgelig løses forretningsmæssigt fornuftigt. Det vil sige på en måde, som også giver overskud. Men det er ikke selve forretningen, der er opgaven. Løser en bank sin opgave på en god måde, vil den også tjene penge. Desværre forplumres billedet af, at man ikke uden videre kan påstå det modsatte. Det kan nemlig godt lade sig gøre, især på kort sigt, at tjene penge på bankvirksomhed, der ikke bidrager til gode løsninger af den samfundsmæssige opgave.


Spekulation i fremmed valuta

Af Katarina Juselius, professor emeritus ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Spekulation i fremmed valuta og dens effekt på valutakursen 

For et land som Danmark, der har en dominerende eksportsektor, er det prisen omregnet i fremmed valuta, som har betydning for konkurrenceevnen og væksten − det vil sige de danske priser gange valutakursen. Valutakursen kan enten være markedsbestemt og frit flydende eller politisk bestemt, hvor den kan være fast eller delvis flydende. For eksempel har den danske krone fast kurs over for euroen, men er frit flydende over for dollaren, mens den kinesiske yuan er kontrolleret flydende. Men selvom en stor del af den danske eksport går til euroområdet, vil for eksempel euro/dollar- og euro/yuan-kursen indirekte påvirke omfanget af den danske euro-eksport, da euroområdet jo også konkurrerer med resten af verden. Særligt de lave kinesiske lønninger sætter et loft for, hvor meget prisen i resten af verden kan stige.

Ifølge købekraftspariteten bestemmes et lands valutakurs over for et andet land af den relative pris mellem de to lande. Markedskræfterne vil sikre, at prisen på en vare omregnet i den ene valuta er ens i de to lande. I praksis handles med et væld af varer og tjenester, hvorfor man ikke nødvendigvis kan forvente, at valutakursen nøjagtig følger den relative pris (hvor priserne normalt er målt som et prisindeks) − valutakursen vil i stedet svinge omkring dette fundamentale ligevægtsniveau. Hvis kronen bliver for dyr (billig), vil man forvente, at eksporten går ned (op), og at importen vil stige (gå ned) med derpå følgende pres på valutakursen. I en sådan ideel situation vil den reale valutakurs (den nominelle valutakurs divideret med de relative priser) udvise mindre svingninger omkring værdien 1.0. Sådan ser virkeligheden dog ikke ud. Valutakurs-en har udvist en tilbøjelighed til at bevæge sig væk fra ligevægtsprisen i lange perioder, nogle gange op til fem-seks år. Det skyldes, at valutakursen på kort- og mellemlang sigt primært bestemmes af finansiel spekulation i fremmed valuta og i betydelig mindre grad af import og eksport.

Det er ikke usædvanligt, at op mod 100 % af transaktionerne i fremmed valuta stammer fra finansiel spekulation. Derfor bestemmes prisen på valutakursen først og fremmest af marked-ets forventninger, som påvirkes stærkt af markedets dominerende aktører (de professionelle forecasters). Hvis de forudser, at valutaen er undervurderet, så skynder markedet sig at handle i overensstemmelse hermed, hvorefter valutaen stiger i pris. Markedet bliver dermed bekræftet i, at forventningerne var rigtige, hvilket medfører, at prisen bliver ved med at stige, indtil valutaen er åbenlyst overvurderet. Nu begynder markedet at frygte for store tab og kræver en stor risikopræmie for at beholde valutaen.  Alt andet lige vil dette få valutakursen til at skifte retning mod ligevægtsprisen. Markedets aktører begynder derfor at forvente en depreciering og følgelig handle derefter. Prisen på valutaen vil derfor fortsætte med at gå ned, indtil valutaen er klart undervurderet, hvorefter en ny cyklus starter.

Selvom billedet er mere sløret i virkelighedens verden, afspejler ovenstående eksempel den logik og de forventninger, der har vist sig at have en tilbøjelighed til at være selvforstærkende.

Når valutakursen bevæger sig i lange, vedvarende udsving omkring sin fundamentale værdi, kan eksportvirksomheder vanskeligt lade prisen følge med. De er nødt til at sætte prisen efter det internationale niveau, fordi de ellers risikerer at miste markedsandele. Paul Krugman kalder det fænomen for ’pricing-to-market’. Under en længerevarende periode med opvurdering af valutaen kæmper virksomhederne med at bevare konkurrenceevnen. Det gør de bl.a. ved at skrue så meget som muligt på produktiviteten. De kan kræve, at arbejderne producerer mere per time, fyre de mindst produktive, indføre ny teknologi (robotter) og i en vis udstrækning tilpasse profit og indtjeningsmål. Tidligere var også outsourcing populært, men i takt med at robotteknologi sænker produktionsomkostningerne, flytter produktionen langsomt tilbage igen. Når valutakursen vender, har virksomhederne lettere ved at konkurrere, men fordi virksomhederne i de lande, som nu oplever en stigende valutakurs, holder priserne nede, stiger priserne ikke meget.

Empirisk forskning viser, at ovenstående mekanismer er en afgørende forklaring på, at inflation-en (målt som ændringen i forbrugerprisindeks) har været så stabil over tid − under 2 % i flere årtier, en ubalance i sig selv. Det har betydet en lille tilskyndelse hos centralbankerne (først og fremmest ECB og USA’s Federal Reserve Bank) til at hæve centralbankrenten, der har været på et usædvanligt lavt niveau i lang tid.

Den lave centralbankrente har betydet en lav lånerente, hvilket har tilskyndet til stigende låntagning – bl.a. for at finansiere boligkøb, men også almindeligt forbrug. Husprisernes himmelflugt, som begyndte i midten af halvfemserne og toppede, da boligboblen brast i 2008, var til dels et resultat af den usædvanligt lave rente og en stigning i de finansielle formuer, navnlig stigningen i aktiepriser.

Sagt på anden måde var den store recession altså en konsekvens af mange ubalancer, som havde fået lov til at udvikle sig over lang tid. Ubalancer i den reale valutakurs resulterede i en vedvarende lav inflation, som medvirkede til at holde renten på et konstant, lavt niveau, hvilket gav en tilskyndelse til en uholdbart stor gældsætning. Det resulterede i husprisinflation (og aktieprisinflation), men ikke i vareprisinflation (som ovenfor beskrevet).  Der var altså flere ubalancer, som til dels modvirkede hinanden. En balance, som opretholdes af flere ubalancer, er en meget skrøbelig balance. Et lidt større stød eller økonomisk chok et sted i systemet er tilstrækkeligt til, at det hele braser sammen – ganske som det skete med finanskrisen i 2007-2008.

Kan man dæmpe disse spekulative bevægelser? En oplagt mulighed ville være at indføre en finansiel transaktionsskat, også kendt som Tobin-skatten. Det ville fortrinsvis ramme de højfrekvente, spekulative transaktioner, som ligger til grund for den oven for beskrevne dynamik. Import og eksport, som er vigtige for realøkonomien, vil derimod blive påvirket i langt mindre grad. Da den nobelprisvindende økonom James Tobin oprindeligt foreslog den finansielle transaktionsskat, var formålet netop at reducere incitamentet til kortsigtet valutaspekulation og derigennem at skabe mere stabile valutakurser.

Referencer:

De Grauwe, Paul og Grimaldi, Marianna. 2006. The Exchange Rate in a Behavioral Finance Framework. Princeton University Press.

Juselius, Katarina. 2013. “Imperfect Knowledge, Asset Price Swings and Structural Slumps: A Cointegrated VAR Analysis of Their Interdependence,” i (red.) Roman Frydman og Edmund Phelps, Rethinking Expectations: The Way Forward for Macroeconomics. Princeton University Press, s. 328-350.

Juselius, Katarina og Assenmacher, Katrin. 2017. “Real exchange rate persistence: the case of the Swiss franc-US dollar rate”. The Journal of Applied Econometrics. http://dx.doi.org/10.1002/jae.2562


Hvad er skattely?

Af Rasmus Corlin Christensen, PhD Fellow, Copenhagen Business School

Hvad er skattely?
Skattely er et komplekst fænomen, som har mange navne og mange definitioner. Skattely er det danske udtryk, ”tax havens” er den direkte engelske pendant, men herudover anvendes også fx ”offshore centres”, ”secrecy jurisdictions” (hemmelighedsjurisdiktioner) eller ”usamarbejdsvillige lande”. Fælles for de mange betegnelser er en generel karakteristik af større eller mindre grad af særlig tilbagetrækning af regulering og beskatning, ofte målrettet udenlandske forretninger eller individer.

Og hvor er disse skattely så henne? Trods den fokus, der i dag er på området, er der stadig stor uenighed om, hvilke lande der egentlig er skattely. Mange lande har i dag deres egne lister over skattely. EU og OECD har alternative lister, og en række civilsamfundsorganisationer har ligeledes forsøgt sig med egne opgørelser. Årsagen er en grundlæggende uenighed om, hvad der karakteriserer et skattely – er det lave skattesatser, finansiel uigennemsigtighed, mangel på deltagelse i internationalt samarbejde eller særlige aftaler med udvalgte firmaer? – og hvem der kan karakteriseres som et skattely – er det kun små østater eller også vores største handelspartnere?

Alt efter definition så kan stort set alle lande defineres som skattely. Alle lande har i dag aspekter af deres skattelovgivning, som er særlig og mere favorabel end andres. Selv et land som Danmark kan i visse tilfælde betegnes som et skattely, eksempelvis ved udnyttelse af vores kommanditselskaber. Det traditionelle billede af velklædte bankører med kufferten fuld af skatteunddraget valuta på en solklædt ø i Stillehavet er ikke repræsentativt. Udvalget er i virkeligheden langt bredere, og mange etablerede økonomier tilbyder i dag ydelser af samme karakter, som kan findes på de caribiske småøer, mens hele skattelyindustrien i dag lever under andre regler og andre normer end tidligere i historien.

Når vi taler om skattely, har vi med andre ord at gøre med et komplekst fænomen med stor variation, stor forvirring og stor udvikling. Vi kan dog generelt betegne denne verden som karakteriseret af en høj grad af uigennemsigtighed, af lav beskatning og af let regulering. Det er i den forstand, at vi bruger betegnelsen ”skattely” her på siden.


Forskellige skattely lister


OECD: Den mest autoritative internationale organisation på skatteområdet, OECD, vedligeholder en liste over ”ikke-samarbejdsvillige lande”, der ikke lever op til gældende minimumsstandarder for hhv. manuel og automatisk udveksling af information. I dag er der ganske få lande, som ikke lever op til disse standarder.


EU: EU-Kommissionen har i 2016, med opbakning fra medlemsstaterne, igangsat et arbejde med at udfærdige en liste over tredjelande (ikke-EU-lande), der ikke lever op EU’s standarder for ’tax good governance’, som omfatter både gennemsigtighed, særligt fordelagtige skattesystemer og lave skatterater. Kommissionen forventer at have en færdig liste i slutningen af 2017.


I mellemtiden har EU-Kommissionen offentliggjort en fælles oversigt over medlemsstaternes egne lister over lande, der ikke lever op til nationale kriterier for ’tax good governance’. Listerne varierer kraftigt: Frankrig har otte lande på sin liste, Portugal 80, mens Danmark eksempelvis ikke har offentliggjort en liste.


Financial Secrecy Index: Den internationale skatte-NGO, Tax Justice Network, udgiver hvert andet år Financial Secrecy Index, som opgør de vigtigste ”secrecy jurisdictions” (hemmelighedsjurisdiktioner) ud fra kriterier om finansiel og skattemæssig hemmelighedsfuldhed og størrelsen af den finansielle sektor. Sidstnævnte variabel har til formål at flytte fokus fra små østater til store udviklede landes rolle som skattely. På listen finder man således både USA og Storbritannien i top-10 over verdens vigtigste skattely. En ny udgave af indekset forventes offentliggjort i 2018.


Øvrige civilsamfundsopgørelser: En række civilsamfundsorganisationer har i tidens løb offentliggjort egne bud på skattely-lister. Et prominent nyligt eksempel er Oxfam, der i 2016 offentliggjorde en liste med lande som Bermuda, Cayman-øerne, Holland og Schweiz i spidsen. Her var kriterierne brede, med fokus på lave skatterater, særligt fordelagtige skattesystemer, gennemsigtighed, multinationale selskabers skatteundgåelse og placering af datterselskaber og landets størrelse.


Et kort historisk tilbageblik
Historisk set er skattely et relativt nyt fænomen, opstået og vokset hovedsaligt i løbet af det 20. århundrede. Her voksede kløften mellem geografisk bundne stater og global mobil kapital kraftigt. Egenrådige regeringer med en begrænset appetit på internationalt samarbejde stod i skarp kontrast til den i stigende grad forbundne og sammenflettede globale økonomi. Det gav muligheder for finansiel og lovgivningsmæssig arbitrage – udnyttelse af forskelle mellem enkelte landes love og regler. Men også hjælp fra entreprenante advokater, embedsfolk og politiske aktører spillede ind. Med indflydelse fra disse interesser og med et ønske om at skabe nye muligheder for økonomisk vækst valgte en række mindre jurisdiktioner i løbet af 1900-tallet proaktivt at forfølge ”skattely-strategier”, heriblandt Schweiz, Luxembourg og Bahamas, men også fx London og visse amerikanske stater. Ved at tilbyde favorable vilkår til rige individer og global kapital, var argumentet, kunne skattely-landene tiltrække investeringer og lokal økonomisk aktivitet. Mange steder var det et nødvendigt valg, dels grundet indflydelse fra udenlandske rådgivere, dels grundet de manglende alternativer; for mange små nationer var udviklings- og vækstmuligheder i 1900-tallet begrænsede, og væksten af ”offshore” skal ses i lyset heraf.

Skattely i søgelyset: Nye udviklinger
Fænomenet skattely har for alvor fanget interessen hos både forskere, politikere, medier og andre efter årtusindeskiftet, særligt i kølvandet på finanskrisen og de mange skattely-lækager (fx LuxLeaks og Panama Papers). Her er det blevet påpeget, hvordan skattely bidrager til skatteunddragelse og -undgåelse, til finansiel ustabilitet, til uigennemsigtighed og til et svækket demokrati. Af den årsag har det internationale samfund siden 2000 reageret og pålagt skattely moralsk og økonomisk pres samt vedtaget en lang række nye internationale reformer, hvilket har medført en voldsom ændring af skattely-verdenen. Nogle lande har forladt skattely-strategien (fx Nauru), mens nye lande er trådt ind (fx Somalia), og andre igen er blevet styrket (fx Hong Kong og USA) eller svækket (fx Schweiz). I det store hele har den store reformiver dog bibragt langt større gennemsigtighed, ansvarlighed og samarbejde i det internationale skattesystem, hvorfor mulighederne for skatteundgåelse og -unddragelse i dag er langt mindre end tidligere.

Et særligt populært redskab i kampen mod skattely har været ”sortlister”, som har været effektive til at ændre lovgivning og praksis i små østater som Cayman-øerne og Bahamas uden geopolitisk magt, mens stormagter som USA og Storbritannien, som også i vid udstrækning tilbyder favorable regler for mobil kapital, slipper udenom. I det hele taget har fordømmelsen af skattely historisk set været karakteriseret af en magtudøvelse, hvor rige, indflydelsesrige nationer har misbilliget mindre udviklede lande.

Uklare definitioner og geopolitisk skævhed er forstærket af den store variation i typen af skattely, og hvilke mekanismer som driver hvert enkelt skattely. Enkelte lande specialiserer sig i bankhemmelighed (fx Schweiz), andre i selskabskonstruktioner (fx Delaware i USA), andre igen i formueforvaltning (Singapore) osv. Nogle kanaliserer penge til og fra, og andre fastholder den internationale kapital.

På tværs af de forskellige typer skattely, de forskellige lande og de forskellige definitioner har skattely dog store konsekvenser for lande som Danmark. Dem kan du læse mere om her.

 


Aggressiv planlægning, undgåelse og unddragelse.


Forskellige koncepter bruges ofte til at beskrive multinationale selskaber og individers skattepraksis, særligt når vi har med skattely at gøre. Det er vigtigt at bemærke, at disse koncepter sjældent dækker over en alment forståelig eller konsensusbaseret definition – og at brugen og forståelsen af de forskellige koncepter varierer meget fra land til land og fra kontekst til kontekst. Her følger et forsøg på at tegne nogle overordnede linjer op for de forskellige koncepter:


Skatteplanlægning: Planlægning af skattepraksis og skattebetalinger, som følger både lovens bogstav og lovens ånd, og som er grundlæggende motiveret af ikke-skatterelaterede årsager, eksempelvis planlægning af opsparing ved almindelige skattefordelagtige ordninger (såsom pension).


Aggressiv skatteplanlægning: Skatteplanlægning, som beror på en optimistisk, men anfægtelig fortolkning af gældende lov, motiveret primært af skatteminimering, eksempelvis benyttelse af den såkaldteDouble Dutch Irish Sandwich.


Skatteundgåelse: Skatteplanlægning, som følger lovens bogstav, men givetvis ikke lovens ånd, og som er motiveret primært af skatteminimering, eksempelvis såkaldt profit shifting til skattely, altså flytning af overskud typisk fra højskattelande til lavskattelande ved udnyttelse af huller og uoverensstemmelser mellem landenes regelsæt.


Skatteunddragelse: Ulovlig unddragelse af skat, eksempelvis at skjule skattepligtig indkomst på uoplyste udenlandske bankkonti.



Kapitalkrav

Jakob Vestergaard, lektor, RUC

Kapitalkrav
Det har ikke altid været sådan, at bankers aktiekapital udgjorde så lille en del af deres samlede finansiering, som tilfældet er i dag. I starten af 1900-tallet lå niveauet for bankers aktiekapital på cirka 25-30 % af den samlede finansiering. I løbet at det 20. århundrede faldt aktiekapital finansiering med en faktor fem, til cirka 5-6 % ved indgangen til det 21. århundrede. I samme periode voksede bankerne set i forhold til samfundsøkonomien med helt op imod en faktor ti. I Englands tilfælde, voksede bankernes samlede aktiver fra at have beløbet sig til cirka halvdelen (50%) af en Englands BNP til at være fem gange større med udgangen af det 20.århundrede (500 %).

Set fra et samfundsmæssigt perspektiv ville det have været hensigtsmæssigt, hvis den voldsomme stigning i bankernes størrelse set i forhold til den samlede samfundsøkonomi havde været ledsaget af en konsolidering og styrkelse af deres aktiekapitalfinansiering. Men i stedet gjorde den modsatte tendens sig altså gældende. Voldsomt voksende banker, der opererede på basis af en drastisk faldende buffer, var en opskrift, der gav anledning til stigende regulatorisk bekymring.

I 1974 etablerede centralbankerne i de ti førende industrialiserede lande den såkaldte Basel-komité, som et forum hvor bankernes vækst og deres stadigt stigende internationale aktiviteter kunne monitoreres og diskuteres. I de første år var det primært et forum for dialog og konsultation, men i starten af 1980’erne blev tonen i dens årlige rapporter stadig mere alvorlig. Bankernes faldende aktiekapital finansiering gav anledning til stigende bekymring, dels på grund af frygten for bankkriser men også fordi man frygtede hvad vi i dag ville kalde et ’race to the bottom’, hvor den internationale konkurrence pressede bankerne til at operere stadigt mere aggressivt og ekspansivt på grundlag af en stadigt tyndere aktiekapital finansiering.

Fra 1980 til 1988 skete der en markant udvikling i international bankvirksomhed. I 1980 var ni og verdens to største banker europæiske eller amerikanske, og kun en enkelt var japansk. Otte år senere var billedet det omvendte. Ni af de ti største banker var japanske, kun en enkelt europæisk kunne blande sig i top 10. Den udvikling fik sat voldsomt skub i de internationale forhandlingsprocesser, ikke mindst fordi USA og de store europæiske lande anså fælles minimums kapitalkrav som helt afgørende for at de kunne bevare og genvinde deres banksektorers internationale konkurrenceevne og markedsandele.

Når økonomer i dag taler om kapitalkrav begrundes deres nødvendighed ofte med, at der for bankers vedkommende gør sig en ”market failure” gældende, som andre virksomheder er fritaget for. Det, at man som nævnt har lavet indskydergaranti-ordninger i langt de fleste lande gør, at vi som borgere undlader for alvor at bekymre os om vores banks soliditet. Hvis den går konkurs, får vi vores penge at staten. Dertil kommer at bankerne også selv har en forventning om at staten kommer dem til undsætning; hvis de er på nippet til at gå konkurs, træder staten til med en eller flere redningspakker, indtil banken er på fode igen. Denne bail-out praksis, og fraværet af kunder der er bekymret for deres indskud, gør at bankerne har en tendens til at tage alt for let på om de har en passende aktiekapital finansiering, som kan beskytte deres solvens i mod uventede tab.

Det, man nåede frem til i 1988, da Basel komitéen lancerede sin første internationale standard, var at minimums kapitalkravet skulle være på 8 %. Det var et tal der var langt fra svundne tiders niveau på 25-30 %, men dog en væsentlig skærpelse i forhold til især de japanske banker, som i slut 1980’erne ofte opererede med kapital på under 3 % af deres samlede aktiver.

På trods af at Basel komitéen satte minimumskravet til aktiekapital finansiering til 8 % af bankens samlede aktiver, opererer mange banker (fortsat) med en aktiekapital på så lidt som omkring 4 % af deres samlede aktiver, altså helt ned til hvad der ligner blot halvdelen af det regulatoriske minimumskrav. Hvordan kan det hænge sammen? Svaret finder man i at kapitalkravet gjaldt aktiekapital set ikke i forhold til bankens samlede aktiver, men set i forhold til dens ”risikovægtede” aktiver.


HVAD ER PENGE?

af Inge Røpke

Indledning
Der er på ingen måde konsensus omkring, hvordan penge skal defineres og forstås, hvordan de skabes, og hvordan pengesystemer bedst reguleres. Det er fascinerende, at mennesker konstruerer sociale institutioner, som vi i den grad er uenige om tolkningen af. Det gælder selvfølgelig mange institutioner, men fænomenet penge er i særklasse svært at forstå og åbent for meget forskellige tolkninger. Samtidig har forståelsen af penge stor praktisk betydning som redskab for interessevaretagelse og som baggrund for pengepolitik og regulering af det finansielle system. Fremstillingen i det følgende trækker især på forståelser hos økonomer, der ikke er en del af mainstream, samt sociologer og antropologer, der har beskæftiget sig med penge. Også inden for denne gruppe er der imidlertid mange uenigheder, som jeg ikke gør rede for. Der linkes til nogle inspirationskilder undervejs, men der er ikke tale om en akademisk tekst med præcise referencer til de enkelte udsagn.

Næste afsnit: Penges funktioner


Ansvarlig fremtid

Af Katrine Ehnhuus, Sussanne Blegaa og Thomas Meinert Larsen, AnsvarligFremtid

AnsvarligFremtid
AnsvarligFremtid er en kampagne, som udspringer af den globale kampagne Go Fossil Free, som startede i USA i 2012. 350  Klimabevægelsen i Danmark har siden 2013 ført kampagnen i Danmark under navnet AnsvarligFremtid.  Kampagnen har til formål at undgå klimakatastrofer ved at svække fossilindustriens politiske legitimitet gennem at få institutionelle investorer til at trække deres investeringer ud af kul, olie og gas, divestment. Dette gør vi i dialog med de institutionelle investorer ved at engagere deres eventuelle medlemmer eller kunder og det øvrige samfund. Vi samarbejder også internationalt med forskellige organisationer, som arbejder med ansvarlige investeringer i forhold til klimaet. I USA startede kampagnen på universiteterne, som har store formuer der. I Danmark startede kampagnen AnsvarligPension med pensionsselskaberne, men senere er den udvidet til kampagnerne AnsvarligKommune og AnsvarligtUniversitet Det næste skridt bliver fagforeninger.

Institutionelle investorer investerer massive summer i aktier i kul-, olie- og gasselskaber, som satser på at udvinde fossile brændsler i mængder, som umuliggør opfyldelsen af målet i klimaaftalen fra Paris om at holde den globale opvarmning under to grader. Disse investeringer er ikke bare til skade for klimaet, de er også en investeringsmæssig gambling, da mange af selskabernes reserver af fossile brændsler vil miste deres værdi ved en implementering af Paris-aftalen. Verdens politiske ledere, som tidligere EU-klimakommissær Connie Hedegaard og tidligere FN-generalsekretær Ban Ki-moon, anser afvikling af investeringer i fossilselskaber som et essentielt skridt mod løsningen af klimaudfordringen. Se mere om AnsvarligFremtids argumentation for nødvendigheden af divestment her.

AnsvarligPension
Vi har siden 2014 fremsat forslag om frasalg af aktier i visse kul-, olie- og gasselskaber ved en række pensionskassers generalforsamlinger. Vi har mobiliseret medlemmerne til at stemme. Vi forsøger at påvirke, hvem der bliver valgt til bestyrelserne. Vi holder øje med, hvordan pensionskasserne stemmer til de store fossilselskabers generalforsamlinger, når aktionærerne stiller forslag om øget klimahensyn. Vi går i dialog med pensionsselskaberne og deltager i møder, bl.a. Folkemødet på Bornholm. Vi samarbejder med tilsvarende organisationer internationalt. Endelig gør vi vores til, at sagen bliver belyst i medierne.

Pensionsselskaberne er organiseret meget forskelligt, det er f.eks. kun et fåtal af selskaberne, hvor enkeltkunder kan fremsætte forslag direkte på en generalforsamling. I nogle selskaber afholdes der ikke generalforsamling for kunderne, mens andre har et delegeret system. Det er endnu ikke lykkedes os at engagere kunder i alle pensionsselskaberne.

Vi skulle sætte os ind i juridisk viden, som f.eks. at en generalforsamling ikke kan tvinge en bestyrelse til at gennemføre alle typer generalforsamlingsbeslutninger. Vi har lært, at begrebet fiduciary duty er et centralt begreb, som pensionsselskaberne traditionelt fortolker som en pligt til størst mulige afkast på kort sigt, og det bruges ofte som argument for at beholde investeringer i fossile selskaber. Men vi har også lært, at en sådan tolkning ikke er støbt i beton. Interim-rapporten fra EU’s High-Level Expert Group on Sustainable Finance foreslår, at fiduciary duty skal vægte langsigtet afkast og investeringernes konsekvenser for omstilling til et bæredygtigt samfund, og at klimahensyn er en del af dette.

Vi har siden 2014 fået engageret mange pensionskassemedlemmer ved nogle af generalforsamlingerne, hvor klimadebatten har fyldt meget, og mange har stemt på vores forslag. Vi har engageret mange medlemmer til at støtte klimavenlige kandidater til bestyrelsesvalg i enkelte af pensionskasserne. Overvejelser om, hvordan man kan lave en investeringsstrategi i overensstemmelse med klimaaftalen fra Paris, er kommet højere på dagsordenen i mange pensionsselskaber, nogle har lavet kriterier for frasalg af aktier i kul, en del har sat mål for klimavenlige investeringer og er blevet mere åbne og aktive omkring stemmeafgivelse ved generalforsamlingerne i fossile selskaber.

AnsvarligKommune
Kommunerne er betydningsfulde, også fordi de som lokaldemokratier kan være bannerførere for budskabet om, at fossilsektoren er uetisk. Landets største kommune, København, har en formue på ca. syv mia. kr. Kommuner anbringer typisk deres formuer i bankers investeringsforeninger. Da vi skød kampagnen i gang i oktober 2015, ville bankerne ikke udbyde fossilfrie investeringsforeninger til kommunerne. Det har heldigvis ændret sig, da bankerne så, at der kom en efterspørgsel bl.a. fra Københavns Kommune. Nu eksisterer der 19 fossilfrie investeringsforeninger udbudt af otte forskellige kapitalforvaltere. Siden vi skød kampagnen i gang i oktober 2015, har 16 kommuner valgt at sige nej til investeringer i fossilindustrien.

AnsvarligtUniversitet
Denne kampagne startede i 2016. Gennem forskning og undervisning bidrager de danske universiteter til at understøtte en grøn omstilling af samfundet. Derfor giver det heller ikke mening, hvis universitetet samtidig yder moralsk og finansiel opbakning til fossilindustrien gennem aktieinvesteringer. Københavns Universitet siger nej til investeringer i kul-, olie- og gasselskaber takket være det pres, vi har lagt på bestyrelsen.100 engagerede medarbejdere og studerende skrev under på et brev til bestyrelsen for at få universitetet til at tage afstand til klimaskadelige investeringer. Vi satte også fokus på emnet i universitetsavisen og i pressen.