Gør kapitalkrav ondt på økonomien?

af Jakob Vestergaard, lektor, RUC

Gør kapitalkrav ondt på økonomien?
Hvor der er betydelige økonomiske interesser på spil, er der oftest også stærke narrativer, der forsvarer dem. Således også når det gælder kapitalkrav til bankerne. Kernen i forsvaret mod højere kapitalkrav er, at det bliver dyrt, både for bankerne og for samfundet. Argumentet går på, at det er dyrt for bankerne at skaffe ny skattefinansiering – og at disse øgede omkostninger vil gå ud over bankens kunder og mindske bankens evne til at forsyne økonomien med finansiering.

Helt centralt i narrativet står idéen om at kapital er noget man ”sætter til side”. Når man beder bankerne om at øge deres kapitalfinansiering, forårsager man, at kapital der ellers kunne ”arbejde i økonomien” bliver gjort passiv, med uheldige samfundsøkonomiske konsekvenser. Den idé er imidlertid så forstyrret, at den er alvorligt behandlingskrævende.

Kapital er ikke en ”reserve” – en stak penge som sættes til side – men en finansieringsmodalitet. Når man taler om en banks ”kapital reserve”, blander man de to primære reguleringsredskaber sammen. Kapitalkrav og reservekrav er to helt forskellige ting, der målrettes to forskellige sider af bankers balance. Kapitalkravet sikrer, at banken har en vis buffer til at absorbere tab; reservekravet sikrer at banken har et vist niveau af likvide aktiver, som kan bruges til at møde dens løbende fordringer. ”Kapitalreserver”, derimod, er noget sludder, slet og ret.

I betragtning af hvor vigtig denne skelnen mellem kapitalkrav og reservekrav, eller likviditetskrav som det også hedder, kan det være umagen værd at stille det skematisk op:

Tabel Forskellem på kapitalkrav og likviditetskrav
 

For bankerne er den sprogforbistring, der ligger i den udbredte brug af ordet ”kapitalreserver” imidlertid ganske nyttig. Det understøtter forestillingen om, at øgede kapitalkrav ville føre til at vigtige kapitalressourcer, der ellers kunne være produktivt i spil i økonomien, ville blive ”parkeret”.

Men er det da ikke rigtigt, at hvis banker må tiltrække mere kapital fra eksterne investorer, så vil disse investorer nødvendigvis have mindre kapital til rådighed til andre investeringer? Den idé bygger på en anden misforstået forestilling, nemlig at det der begrænser den samfundsøkonomiske udvikling er en knaphed på ”kapital”. Problemet er snarere det omvendte; at der er en overflod af kapital, som har alvorlige vanskeligheder med at finde investeringer, der giver en rimelig forrentning.  Og set fra det samfundsøkonomiske perspektiv, er der få ting, der vil være mere nyttige at investere i end at styrke vores bankers robusthed.

Der er faktisk kun en måde, hvorpå øgede kapitalkrav faktisk er fordyrende. Og den hører ikke til blandt de faktorer, bankerne ynder at tale om. Vi har skruet vores skattesystem sammen på en sådan måde, at gældsfinansiering giver fradrag i skatten, mens forrentning af kapitalfinansiering beskattes. Hvis vi derfor – udover at øge de regulatoriske kapitalkrav – ønsker at indrette skattesystemet således, at bankerne får incitamenter til af egen kraft at agere i størst mulig overensstemmelse med de samfundsøkonomiske interesser, skal vi hurtigst muligt fjerne skattefradraget for renteudgifter.


Kapitalforrentning

af Jakob Vestergaard, lektor, RUC

Kapitalforrentning
Hvad er bankernes interesse i at operere deres virksomhed med så lave niveauer af kapital? Hvorfor ønsker de at holde den tabs-absorberende kapitalfinansiering så langt nede som muligt? For at kunne svare på det spørgsmål, må vi tilføje en vigtig brik til puslespillet. For at forstå dynamikken må vi rette blikket mod den dominerende indikator for bankers performance, nemlig forrentningen af deres egenkapital.

Det tal, bankens egenkapitalforrentning, er helt afgørende for alle de store banker. Det er afgørende for hvor store bonusser bankens chefer får; det er afgørende for hvordan bankens aktiekurs udvikler sig; og det er afgørende for hvem der er cool og på vej op, og hvem der har mistet grebet og er på vej ned. Bankindustrien og finansmarkederne opfatter det som helt centralt for, hvor god en forretning banken er. Kort sagt: alles øjne er rettet stift mod egenkapitalforretningen (’return on equity’).

Hvordan sikrer en bank sig en høj egenkapitalforretning? Det gør den ved at booste dens aktiver mest muligt, for en given egenkapital. Så mange udlån som muligt, og så mange værdipapirhandler som muligt. Den eneste begrænsning i den øvelse, er faktisk kapitalkravet. Men der er det så, at man i vid udstrækning kan ”massere” bankens egne, interne beregningsmodeller og dens risikovægte på en sådan måde, at man kan slippe afsted med at have en egenkapital på helt nede omkring 2-3 % af de samlede aktiver, uden at komme på kollisionskurs med minimumskravet til kapitalfinansiering set i forhold til risikovægtede aktiver. Dette er en del af årsagen til at de store banker i årtier har ekspanderet deres aktiver mest muligt. Jo flere aktiver i forhold til en given egenkapital, desto større forretning af egenkapitalen – forudsat at hvert ekstra aktiv gav bare en lille marginal, ekstra forrentning.

Udover at bankernes ledelse naturligvis har en interesse i at den bank, de står i spidsen for, klarer sig godt målt i egenkapitalforrentning, så har de ofte også en meget konkret, personlig interesse i det. De fleste bankers bonus-programmer er bundet op på bankens performance på egenkapitalforrentningen.

Problemet er, at hverken bankerne eller deres ledelser på en tilstrækkelig måde står til regnskab for eventuelle negative konsekvenser af deres ekspansive strategier: staterne byder sig til med implicit forsikring af både indskyderne, kreditorerne (likviditetsstøtte) og aktionærerne (bail-out og rekapitalisering). Set fra et samfundsøkonomisk perspektiv er det ualmindeligt bekymrende, at de incitamenter bankerne og deres ledelser har på lange strækninger slet ikke flugter med samfundets.


Risikovægtning

af Jakob Vestergaard, lektor, RUC

Risikovægtning
Kapitalkrav har en lang historie bag sig i USA. I perioden fra 1900 frem til slutningen af 1930’erne havde man et krav om at kapitalen skulle svare til mindst 10 % af de samlede indskud i banken. Fra slutningen af 1930erne og frem til andet verdenskrig skiftede man til at formulere kapitalkrav til bankerne i forhold til samlede aktiver. Efter anden verdenskrig begyndte den amerikanske centralbank så at formulere kapitalkrav i forhold til risikovægtede aktiver, om end man sideløbende fastholdt kapitalkrav set i forhold til samlede aktiver.

Da Basel-komitéen således introducerede den første internationale standard for kapitalkrav som en andel af bankers risikovægtede aktiver var det i tråd med amerikansk praksis. Rationalet for risikovægtning er, at der er meget forskellige niveauer af risici forbundet med bankernes aktiver. En banks beholdning af statsobligationer er forbundet med en meget lille tabsrisiko sammenlignet med dens beholdning af udlån til projektfinansiering i virksomheder, hvor en vis andel altid må forventes at give tab. På den baggrund giver det mening at differentiere hvilket niveau af kapitalfinansiering der kræves som potentiel tabs-absorberende buffer for disse forskellige typer af aktiver.

Basel-komitéen operationaliserede bankernes ønske om risikovægtning af deres aktiver ved at lancere fire risiko-grupper med hver deres risikovægt. Statsobligationer fik en risikovægt på 0 %, andre semi-statslige værdipapirer en risikovægt på 20 %, realkredit obligationer en risikovægt på 50 % og virksomhedslån en risikovægt på 100 %. Kapitalkravet for statsobligationsbeholdninger var altså 0 kr, uanset dens størrelse. En realkreditbeholdning på 10 millioner kroner svarede til et risikovægtet aktiv på det halve, altså 5 millioner kroner, hvilket gav anledning til et kapitalkrav på 400.000 kr (svarende til 8 % af de 5 mio kr).

Siden Basel 1, den første internationale standard for bankregulering, er der kommet både Basel 2 og 3 (og Basel 4 skulle være på vej). I takt med den udvikling er systemet for risikovægtning blevet betydeligt mere kompliceret. Som et led i disse ændringer, har man tilladt de store banker, at bruger deres interne risikostyrings-modeller som udgangspunkt for at beregne deres risikovægtede aktiver. Rationalet for at give mulighed for dette er, at ingen har bedre forudsætninger end bankerne selv for at kunne vurdere de risici, der er forbundet med deres forskellige aktiver.

Problemet med systemet er, at de store banker har haft en tendens til at risikovægte deres aktiver på en sådan måde, at de for år til år blev stadigt mindre, og dermed gav anledning til en stadigt mindre minimumskapitalkrav. Et studie fra OECD dokumenterede at hvor verdens tyve største banker i starten af 1990erne havde risikovægtede aktiver svarende til 70 % af deres samlede aktiver, så var andel faldet til 35 %, altså blot det halve, tyve år senere (check). Hvis en bank således havde 100 millioner i aktiver i 1990, så ville dette have omsat sig i et kapital krav på 56 millioner kr (8 % af 70 mio kr), mens den samme bank med det samme niveau af aktiver 20 år senere ville slippe med et kapitalkrav på 28 mio kr (8% af 35 mio kr.) Det effektive kapitalkrav, set i forhold til samlede aktiver falder altså til 2,8 % - på grund af risikovægtnings-systemet, og de store bankers brug af interne modeller til selv at vurdere risikovægtningen af deres aktiver.

Figur Udvikling i risikovægtede aktiver, set ifht samlede aktiver, systemisk vigtigste banker

Når bankerne oplyser deres kapitalfinansiering i risikovægtede termer, fremstår de med andre ord ofte betydeligt mere solide end de i virkeligheden er. Derfor bør enhver vurdering af bankers kapitalfinansiering som minimum suppleres med tal for kapitalfinansieringens andel af bankens samlede aktiver (uvægtede tal). Foruden det problem, at billedet af bankers soliditet kan blive misvisende, kan risikovægtningen have en række uheldige virkninger i kraft at de incitamenter det skaber for banken.

Når risikovægtene er sådan skruet sammen, at långivning til virksomheder har en stor risikovægt – og derfor er ”dyr” for banken – mens realkreditlån eller værdipapirer med høj markedsrating har lav risikovægt, så er det jo ikke specielt overraskende, at store banker foretrækker at koncentrere sig om realkredit og værdipapirer, og kun undtagelsesvist begiver sig af med risikable virksomhedslån.

Tag Deutsche Bank som eksempel. Ud af samlede aktiver på 1400 mia euro, var dens udlån til virksomheder på 27 mia euro i 2015, svarende til så lidt som 2 %. Til gengæld tegner reakreditlån sig for ca 200 mia (eller 15 %) og finansielle produkter, kaldet derivater, for næsten 550 mia kr, eller ca 40 %. Et af vores store samfundsproblemer er, at alt for lidt kredit går til at finansiere ”rigtige” investeringer, som skaber økonomisk udvikling, jobs og indkomster til borgerne. Her spiller risikovægtningen en særdeles uheldig rolle.


Ansvarlig fremtid

Af Katrine Ehnhuus, Sussanne Blegaa og Thomas Meinert Larsen, AnsvarligFremtid

AnsvarligFremtid
AnsvarligFremtid er en kampagne, som udspringer af den globale kampagne Go Fossil Free, som startede i USA i 2012. 350  Klimabevægelsen i Danmark har siden 2013 ført kampagnen i Danmark under navnet AnsvarligFremtid.  Kampagnen har til formål at undgå klimakatastrofer ved at svække fossilindustriens politiske legitimitet gennem at få institutionelle investorer til at trække deres investeringer ud af kul, olie og gas, divestment. Dette gør vi i dialog med de institutionelle investorer ved at engagere deres eventuelle medlemmer eller kunder og det øvrige samfund. Vi samarbejder også internationalt med forskellige organisationer, som arbejder med ansvarlige investeringer i forhold til klimaet. I USA startede kampagnen på universiteterne, som har store formuer der. I Danmark startede kampagnen AnsvarligPension med pensionsselskaberne, men senere er den udvidet til kampagnerne AnsvarligKommune og AnsvarligtUniversitet Det næste skridt bliver fagforeninger.

Institutionelle investorer investerer massive summer i aktier i kul-, olie- og gasselskaber, som satser på at udvinde fossile brændsler i mængder, som umuliggør opfyldelsen af målet i klimaaftalen fra Paris om at holde den globale opvarmning under to grader. Disse investeringer er ikke bare til skade for klimaet, de er også en investeringsmæssig gambling, da mange af selskabernes reserver af fossile brændsler vil miste deres værdi ved en implementering af Paris-aftalen. Verdens politiske ledere, som tidligere EU-klimakommissær Connie Hedegaard og tidligere FN-generalsekretær Ban Ki-moon, anser afvikling af investeringer i fossilselskaber som et essentielt skridt mod løsningen af klimaudfordringen. Se mere om AnsvarligFremtids argumentation for nødvendigheden af divestment her.

AnsvarligPension
Vi har siden 2014 fremsat forslag om frasalg af aktier i visse kul-, olie- og gasselskaber ved en række pensionskassers generalforsamlinger. Vi har mobiliseret medlemmerne til at stemme. Vi forsøger at påvirke, hvem der bliver valgt til bestyrelserne. Vi holder øje med, hvordan pensionskasserne stemmer til de store fossilselskabers generalforsamlinger, når aktionærerne stiller forslag om øget klimahensyn. Vi går i dialog med pensionsselskaberne og deltager i møder, bl.a. Folkemødet på Bornholm. Vi samarbejder med tilsvarende organisationer internationalt. Endelig gør vi vores til, at sagen bliver belyst i medierne.

Pensionsselskaberne er organiseret meget forskelligt, det er f.eks. kun et fåtal af selskaberne, hvor enkeltkunder kan fremsætte forslag direkte på en generalforsamling. I nogle selskaber afholdes der ikke generalforsamling for kunderne, mens andre har et delegeret system. Det er endnu ikke lykkedes os at engagere kunder i alle pensionsselskaberne.

Vi skulle sætte os ind i juridisk viden, som f.eks. at en generalforsamling ikke kan tvinge en bestyrelse til at gennemføre alle typer generalforsamlingsbeslutninger. Vi har lært, at begrebet fiduciary duty er et centralt begreb, som pensionsselskaberne traditionelt fortolker som en pligt til størst mulige afkast på kort sigt, og det bruges ofte som argument for at beholde investeringer i fossile selskaber. Men vi har også lært, at en sådan tolkning ikke er støbt i beton. Interim-rapporten fra EU’s High-Level Expert Group on Sustainable Finance foreslår, at fiduciary duty skal vægte langsigtet afkast og investeringernes konsekvenser for omstilling til et bæredygtigt samfund, og at klimahensyn er en del af dette.

Vi har siden 2014 fået engageret mange pensionskassemedlemmer ved nogle af generalforsamlingerne, hvor klimadebatten har fyldt meget, og mange har stemt på vores forslag. Vi har engageret mange medlemmer til at støtte klimavenlige kandidater til bestyrelsesvalg i enkelte af pensionskasserne. Overvejelser om, hvordan man kan lave en investeringsstrategi i overensstemmelse med klimaaftalen fra Paris, er kommet højere på dagsordenen i mange pensionsselskaber, nogle har lavet kriterier for frasalg af aktier i kul, en del har sat mål for klimavenlige investeringer og er blevet mere åbne og aktive omkring stemmeafgivelse ved generalforsamlingerne i fossile selskaber.

AnsvarligKommune
Kommunerne er betydningsfulde, også fordi de som lokaldemokratier kan være bannerførere for budskabet om, at fossilsektoren er uetisk. Landets største kommune, København, har en formue på ca. syv mia. kr. Kommuner anbringer typisk deres formuer i bankers investeringsforeninger. Da vi skød kampagnen i gang i oktober 2015, ville bankerne ikke udbyde fossilfrie investeringsforeninger til kommunerne. Det har heldigvis ændret sig, da bankerne så, at der kom en efterspørgsel bl.a. fra Københavns Kommune. Nu eksisterer der 19 fossilfrie investeringsforeninger udbudt af otte forskellige kapitalforvaltere. Siden vi skød kampagnen i gang i oktober 2015, har 16 kommuner valgt at sige nej til investeringer i fossilindustrien.

AnsvarligtUniversitet
Denne kampagne startede i 2016. Gennem forskning og undervisning bidrager de danske universiteter til at understøtte en grøn omstilling af samfundet. Derfor giver det heller ikke mening, hvis universitetet samtidig yder moralsk og finansiel opbakning til fossilindustrien gennem aktieinvesteringer. Københavns Universitet siger nej til investeringer i kul-, olie- og gasselskaber takket være det pres, vi har lagt på bestyrelsen.100 engagerede medarbejdere og studerende skrev under på et brev til bestyrelsen for at få universitetet til at tage afstand til klimaskadelige investeringer. Vi satte også fokus på emnet i universitetsavisen og i pressen.