Der findes en løsning på euroens problemer, som ikke er Europas forenede stater

af Jakob Vestergaard

Hvis euroen skal gøres bæredygtig og det europæiske projekt fremtidssikres, er der to ting vi må vinke farvel til: den selvretfærdige, nationalromantiske moralisering over ’de andre’, og de neoliberale laissez-fairy tales om markedernes automatiske ligevægtstendenser. De finansielle markeder redder ikke EU, heller ikke selvom de skulle få endnu friere spil, end de har haft tidligere. Men der findes en løsning.

Hvordan reformerer vi euroen, så den ikke kollapser næste gang den kommer under et så stort pres, som det vi så i 2011-2012? Der er typisk to positioner, der fylder i den debat. To hovedfortællinger om hvordan vi sikrer at EU’s økonomiske og monetære union bliver økonomisk og politisk robust og bæredygtig.

I den ene ende står føderalisterne. Man kan ikke få en monetær union til at fungere, siger de, uden at indføre en politisk union. Med en politisk union får man ud over fælles valuta også en fælles finanspolitik og harmonisering af en masse anden lovgivning og institutionelle forhold. Det, der før var mellemstatslige, makroøkonomiske ubalancer, vil så i stedet blot være regionale forskelle i produktivitet, beskæftigelse og velstand, som unionen tackler i fællesskab og solidaritet, ikke mindst via fælles skatte- og finanspolitik – ligesom man kender det i Danmark f.eks. med omfordeling mellem kommunerne.

Der er ikke meget i den europæiske, politiske virkelighed, der tyder på, at den løsning er realistisk. Tværtimod forekommer United States of Europe at være utopi i al overskuelig fremtid.

I den anden ende står de, som er enig i grundpræmissen – at en monetær union kan ikke fungere uden politisk union – men som drager den modsatte konklusion: Vi må droppe den monetære union og smide euroen på bålet for at redde resten af det europæiske projekt. Nogle forestiller sig en totalopløsning af euroen, andre at de fleste lande trækker sig ud, men at euroen fortsætter for en lille kerne af de centrale og rimeligt homogene lande (Tyskland, Frankrig og Holland og måske et par stykker mere).

Der er imidlertid meget langt imellem europæiske politikere, der ønsker sig et opbruds-scenarie. Og i langt de fleste lande, er der også fortsat solide opbakning til at bevare euroen i befolkningen. Så i den forstand er det heller ikke et udpræget realistisk scenarie. I al fald ikke som noget der politisk besluttes og tiltrædes.

En tredje strategi

I stedet har det europæiske politiske establishment formuleret en helt tredje strategi, der skal ’fuldende ØMU’en’ på en måde, der ligger ret langt fra føderalisternes politiske union – men som ikke desto mindre vækker tilsvarende stor opstandelse og politisk modstand.

Meget kort fortalt fokuserer de reformer, EU-Kommissionen foreslår, på en kombination af solidarisk hæftelse på tværs af landegrænser for banker, der kommer i problemer, og på endnu strammere regler for finanspolitikken i lande, der har store statsgældsproblemer. Den europæiske bankunion blev udtænkt i 2012 og begyndte sit virke i 2014. Men ideen om solidarisk hæftelse for eurozonens banker – som helt central stabiliseringsmekanisme for euroen – måtte udvandes så meget for at gøre den spiselig for de nordeuropæiske lande, at den til sidst var ualmindelig svær at få øje på. Få er uenige i, at bankunionen i bedste fald er en halvfærdig konstruktion, der ikke for alvor kan sikre euroen.

Er der så andet end forfærdelse og håbløshed tilbage på menuen? Ja, det er der. Den mest lovende reform – både fordi den er politisk mulig og økonomisk effektiv – er relativt enkel og ligger lige til højrebenet. Den kan implementeres inden for rammerne af allerede eksisterende, institutionelle strukturer. Og de reformer, der skal til, for at den kan ændre ØMU’ens tendens til at forstærke ubalancer og divergens, er enkle.

Som reformstrategi har den tre primære ulemper: at man bliver nødt til at bruge fem minutter på at sætte sig ind i, hvad det system, der hedder Target2, egentlig er; at den bryder med den populære fortælling om, at det er de andres skyld; og at man skal en omvej forbi økonomen J.M Keynes for at forstå, hvad grundtanken i reformen går ud på.

Keynes’ plan

Da der på den internationale konference i Bretton Woods i 1944 skulle forhandles et internationalt system, der kunne sikre stabile internationale relationer og økonomisk genopbygning efter 2.verdenskrig, var der to udspil på bordet, et amerikansk og et britisk. Grundtanken i det britiske forslag – udvirket af Keynes, men spillet af banen af amerikanerne – var, at systemet skulle konstrueres, så der både var regler og incitamenter, der forhindrede, at der opstod varige makroøkonomiske ubalancer imellem landene.

Kernen i Keynes’ plan var, at der skulle oprettes en international clearing union (ICU) – altså en international institution, lidt i stil med Valutafonden (IMF), men med det simple, helt centrale mandat at være bogholderi for handels- kapital-, og valutastrømme på tværs af landegrænser. Bogholderi med beføjelser, ganske vist: tanken var, at hvis der opstod noget, der blot lignede varige ubalancer imellem de deltagende lande, så skulle det koste penge på begge sider af ubalancen. Et land med et underskud på handelsbalancen på mere end en vis andel af dets BNP skulle betale rente til systemet – og det samme gjaldt for lande med overskud.

Symmetrisk ansvar for makroøkonomisk balance, hedder det i keynesianske termer. Men ville det ikke være absurd at lægge renter på lande, der har overskud på handelsbalancen? Svarer det ikke til at straffe økonomisk succes? Det kan måske umiddelbart se sådan ud, men det er en fejllæsning af konstruktionen. Det, der straffes, er ikke et overskud på handelsbalancen fra det ene år til det andet – men derimod alene gentagne overskud, altså overskud, der bliver til kroniske ubalancer, der underminerer systemet.

På den måde forpligtes lande med handelsoverskud til at foretage en makroøkonomisk disponering af det overskud, de måtte have – enten ved at sætte det indenlandske forbrug i vejret og f.eks. skrue de offentlige lønninger i vejret, eller ved at investere overskuddet i ind- eller udland i eksempelvis infrastruktur og grøn omstilling. Pointen er blot, at det ikke er tilladt at akkumulere overskuddene år efter år, de skal recirkuleres, på den ene eller den anden måde.

En af Keynes’ pointer var, at man uden et sådant system ville få alle de mellemstatslige politiske problemer, der følger med makroøkonomiske ubalancer, men også at man ville få skabt en højst uheldig tendens til deflation, det modsatte af inflation. Når en gruppe lande sætter sig tungt på deres akkumulerede overskud, og en anden gruppe lande tvinges ud i en strategi, der går ud på at skrumpe sig stærke, så kan det samlede resultat meget nemt blive en punkteret økonomi, hvor potentielle kilder til økonomisk vækst langsomt visner hen.

Det er netop den dynamik, der er kernen i det, vi ser udspille sig i Europa i disse uger. Selv det ellers så stærke Tyskland må bøje sig for den ubønhørlige logik, at det er svært at forblive stærk, når efterspørgslen er vigende hele vejen rundt.

Hvordan det fungerer

Men er det ikke den ultimative utopi, at forestille sig at en støvet plan fra 1940’erne, kan være løsningen på noget som helst i dag?

Det er nemt at forfalde til den form for mismod og pessimisme, men vi kan starte med at konstatere, at vi i EU i dag allerede har en konstruktion af den type, Keynes anbefalede. Det såkaldte Target2 system er præcis den form for bogholderi for tværnationale betalinger, som Keynes forestillede sig. Det er ganske vist helt uden de regler, Keynes anbefalede for at modvirke kroniske ubalancer. I Target2 er der ingen symmetrisk forpligtelse til korrektion af ubalancer – men den institutionelle grundstruktur er på plads.

Så hvad går Target2 systemet ud på i sin nuværende form, og hvilke justeringer skal der til, for at det kan transformeres til at blive den konstruktion, der gør euroen bæredygtig og redder det europæiske projekt, både politisk og økonomisk?

Den Europæiske Centralbank (ECB) forklarer selv, at Target2 er et ”betalingssystem, der ejes og drives af Eurosystemet”, den ” førende europæiske platform til håndtering af store betalinger”, som ”anvendes af både centralbanker og forretningsbanker til at håndtere eurobetalinger i realtid”.

Et mere konkret billede på, hvilken rolle Target2 spiller, er at spørge sig selv, hvordan det egentlig kan lade sig gøre, at et land køber flere varer og services, end det sælger for.

Lad os sige at spanske borgere og virksomheder køber for to mia. euro i Tyskland, og tyskerne køber for en mia. euro i Spanien – hvorfra kommer så den milliard euro, der mangler?

Det korte svar er, at private banker gør det muligt. Tyske banker ender med et tilgodehavende i spanske banker. Det kalder man interbank-markedet. De spanske banker låner de penge, der mangler, hos andre europæiske banker og betaler en vis rente for det. Det, der gjorde den globale finansielle krise akut, var, at interbank-markedet frøs til is. Pludselig ville ingen banker låne til hinanden af frygt for at løbe tør for likvide midler og af frygt for de tab, de eventuelt måtte pådrage sig, hvis andre banker ikke kunne betale tilbage.

Når interbank-markedet fryser til, og bankerne ikke længere vil give kredit til hinanden, træder nationalbankerne til. Så er det den tyske nationalbank der har et tilgodehavende hos den spanske nationalbank. Det er et system af nationale konti, kunne man sige.

Det er det system, der kaldes Target 2. Og her må man være taknemmelig for den mundrette forkortelse, for det egentlige navn ligger bestemt ikke godt i munden: Trans-European Automated Real-time Gross Settlement Express Transfer System.

Et opgør med en neoliberal laissez-fairy tale

Indtil for nylig var det de færreste økonomer, der interesserede sig synderligt for systemet, hvis de overhovedet kendte til det. Først da finanskrisen for alvor blev europæisk, blev Target 2 et emne, som andre end en lille kreds af nationalbanks aficionados kendte til. Omkring 2009-2010 eksploderede de posteringer, der var i Target2 systemet imidlertid pludselig. Kort fortalt flyttede ubalancerne fra interbank-markedet over i de europæiske nationalbankers fælles betalings- og bogholderi-system, Target2.

Blandt tyske økonomer er der stor opstandelse over systemet. Hans Werner Sinn, en konservativ økonom der nyder stor anseelse i Tyskland, har foreslået, at der skal sættes en grænse for, hvor store underskud man må have i Target2-systemet. I de tyske økonomers tænkning er balancerne i Target2 beløb, som andre lande skylder Tyskland: penge, vi aldrig får igen!”. Det ses som camoufleret tysk finansiering af sydeuropæisk forbrug og investering. Og det er det jo på sin vis også med det vigtige korrektiv, at det har utrolig lidt med offentlige udgifter at gøre, og en hel del med borgernes og de private virksomheders økonomiske dispositioner at gøre.

En anden måde at sige det på er, at Target2-systemets eksplosion gjorde nogle ubalancer tydelige, som hele tiden havde været der. Og at hele dynamikken afspejler det faktum, at den finansielle integration ikke af sig selv sikrer nogen form for ligevægt i handel og finansielle bevægelser på tværs af landegrænser.

Idéen om, at økonomierne i en monetær union naturligt balanceres i deres handelsmæssige og finansielle samkvem, og ovenikøbet gradvist konvergerer og bliver mere og mere ens, er et af moderne europæisk idehistories største fatamorganaer, et slags eventyrland for økonomer med skyklapper og grå stær.

Hvis euroen skal gøres bæredygtig og det europæiske projekt fremtidssikres, er der to ting vi må vinke farvel til: den selvretfærdige, nationalromantiske moralisering og de neoliberale laissez-fairy tales om markedernes automatiske ligevægtstendenser. Verden redder ikke sig selv. Og de finansielle markeder redder ikke EU, heller ikke selvom de skulle få endnu friere spil, end de har haft tidligere.

De reformer af Target2 systemet, der skal til, er enkle. Og om end de ikke er ukontroversielle, så udgør de dog så langt det mest realistiske af de reformscenarier, man kan forestille sig.

For det første gælder det, at ubalancer ud over et vist niveau – uanset om de er positive eller negative – vil blive pålagt en rentebetaling. For det andet vil det gælde, at alle de midler, der akkumuleres i systemet, løbende omsættes til realøkonomiske investeringer, eksempelvis igennem den Europæiske Investeringsbank.

Med disse to simple reformer vil man kunne opnå et meget afgørende bidrag til at løse tre af euroens mest grundlæggende problemer: de makroøkonomiske ubalancer, euroens manglende robusthed, og deflationen i EU’s investerings- og efterspørgselshæmmede økonomi. Og det vel at mærke uden ’nådegaver’ fra nord til syd.

Det må være muligt at sælge det projekt til vælgerne rundt omkring i Europa: at vi skal have skabt et system, hvor der er pligt til balance gennem geninvestering, og til vækst og beskæftigelse igennem stimulering af efterspørgslen. Især når man ser på de dødsspiraler, som de eksisterende fortællinger og strategier, giver anledning til.

Jakob Vestergaard er lektor i global politisk økonomi på RUC. Denne artikel blev først udgivet i Information (28/8)-2019, som den sidste af seks artikler om euroens uløste problemer.