Skrump dig frem! EU’s giftige medicin til nødlidende medlemslande

af Jakob Vestergaard

De rettroende vil hævde, at det sidste årtis stramme sparepolitik har bragt orden i det europæiske hus og fået styr på de værste udskejelser i eurozonens periferi. Men der er to markante problemer med den fortælling: Det er analytisk ikke korrekt. Og selv hvis det var, har prisen været alt for voldsom.

Den triste fortælling om, hvordan det europæiske politiske establishments trosbekendelser skaber flere problemer end det løser, stopper desværre ikke med Den økonomiske og monetære union (ØMU’en). Den policy-pakke, man har udviklet til de lande, der er havnet i en statsgældskrise, er mindst lige så fejlslagen.

Vi kender parolen for, hvad nødlidende euromedlemslande skal gøre for at bringe sig på fode igen. Vi har hørt den gentaget i et årti. Det er en konsensus, der udspringer fra de bureaukratiske korridorer i EU-Kommissionen i Bruxelles og den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt, og som nyder ualmindelig stor opbakning fra langt de fleste medlemslandes regeringer.

For det første skal der for enhver pris føres såkaldt ”ansvarlig finanspolitik”; forstået som balance mellem offentlige indtægter og udgifter, uanset konjunkturer og uanset budgetmæssige konsekvenser udover indeværende budgetår. Dette vil – i kombination med den prisstabilitet, som den fælleseuropæiske pengepolitik er konstrueret til at sikre – føre til udpræget makroøkonomisk stabilitet, hvilket antages at være særdeles gavnligt for vækst og jobskabelse i økonomien.

Og for det andet skal det nødlidende lands politiske processer dedikeres til vidtgående strukturreformer for at øge konkurrenceevnen og økonomiens åbenhed.

Økonomer kalder strategien for  ’ntern devaluering’. For selv om et euroland ikke har sin egen valutakurs, der kan devalueres for at genetablere balance i udenrigshandlen, så er der faktisk stadig mulighed for devaluering, lyder ræsonnementet: Hvis man kan få det generelle prisniveau i økonomien – ikke mindst lønningerne – til at falde, så har det samme effekt på konkurrenceevnen som en traditionel devaluering af valutakursen.

En mere hverdagslig beskrivelse kunne være, at det handler om at skrumpe sig frem. Når den slanke linje er fundet, skulle lykken i teorien vende for den før så trængte økonomi.

Men inden vi kan kaste kritisk lys på det argument, må vi først kort se på, hvilke elementer der er i spil, når EU-Kommissionen taler om strukturreformer.

Strukturreformernes ABC

Kommissionens opskrift for strukturreformer består kort fortalt af fem komponenter, der har det til fælles, at de lyder virkelig appetitlige.

Vi skal gøre arbejdsmarkederne mere ’adaptive’; vi skal liberalisere og fremme konkurrenceudsættelsen på en bred vifte af produkt- og servicemarkeder; vi skal skabe bedre rammebetingelser for erhvervslivet og tilskynde til innovation; vi skal forbedre kvaliteten af offentlige skattesystemer; og vi skal imødekomme de udfordringer, en aldrende befolkning skaber for velfærdsstaten.

Man behøver ikke have læst Information i mange år for at gennemskue, at den reformpakke er en politisk behændig omskrivning af, at man skal forringe velfærden og arbejdstagernes vilkår, samtidig med at man giver statsstøtte til erhvervslivet. Sagt på en anden måde, består Kommissionens reformpakke alene af udbudspolitiske initiativer. Ethvert perspektiv der peger på vigtigheden af at stimulere efterspørgslen i økonomien er dømt ude. Og det er selvfølgelig særligt uheldigt i en europæisk økonomisk kontekst, hvor det især har været netop efterspørgslen, der har været hårdt ramt.

Genopretning eller langsom kvælning?

EU-Kommissionens strategi blev udviklet i samarbejde med den Europæiske Centralbank (ECB) og den Internationale Valutafond (IMF). Tilsammen udgjorde de tre institutioner det, der blev kendt som Troikaen, og det var disse tre institutioners økonomiske tænkning, der definerede, hvilke krav der skulle stilles til EU-medlemslande med statsgældsproblemer.

Selvom Troikaen i dag er afviklet, så lever det tankesæt den udviklede ufortrødent videre. Men hvilke mekanismer havde man forestillet sig, at Troikanomics ville sætte i gang, og hvordan skulle de kunne bidrage til at bringe et gældplaget land på fode igen?

I sin kerne består en intern devaluerings positive forandringspotentiale i, at lande med handelsunderskud sænker lønningerne, indtil de har genvundet konkurrenceevnen og dermed kan begynde at eksportere så meget, at der kan reetableres balance i handelen med omverdenen. Det er netop i relation til den dynamik, at strukturreformerne spiller en særlig central rolle. Landene opfordres kort fortalt til at iværksætte arbejdsmarkedsreformer, der kan bidrage til en negativ lønudvikling. Højt på ønskelisten står udvanding af mindstelønsregulering, samt reduktion af understøttelse, bistandshjælp, dagpengeperioder og så videre i den dur.

De rettroende vil hævde, at det er lige præcis den finanspolitiske ansvarlighed og strukturreformerne, der har bragt orden i det europæiske hus igen. De makroøkonomiske ubalancer er jo netop blevet langt mindre i takt med at Troikanomics er blevet doseret med fast hånd til de lande, der har haft mest brug for den, vil de sige. Den fortælling har stor intuitiv appel, men lider ikke desto mindre af to alvorlige skavanker: den er analytisk set forkert, hvortil kommer, at selv hvis den rent faktisk var korrekt, så overser ræsonnementet de voldsomme omkostninger strategien har haft.

Lad os starte med det sidste. Den pris, de sydeuropæiske lande har måttet betale for de reformer, der blev sat som betingelse for at få hjælp med statsgælden, har været skyhøj. I flere lande taler man om tabet af en generation – med ungdomsarbejdsløshedsrater på mellem 25 og 50 pct. i en periode på næsten 10 år og en betydelig udvandring af de unge, der skulle have været fundamentet for økonomisk og politik genoprejsning i de pågældende lande.

Pointen er med andre ord, at selvom en vis økonomisk vækst er genetableret – og selvom de makroøkonomiske ubalancer er reduceret – så legitimerer det langt fra, at operationen erklæres veludført og vellykket. Dertil kræves et mere komplet billede af den økonomiske virkelighed: at ungdomsarbejdsløsheden oftest er forblevet et meget stort og uløst problem, at statsgælden typisk er blevet større snarere end mindre, samt at landenes konkurrenceevne ikke er blevet væsentlig bedre, selv efter snart ti års reformbestræbelser.

Foruden de alvorlige blinde vinkler af realøkonomisk karakter, lider ræsonnementet af den analytiske slagside, at en europæisk recession nødvendigvis måtte føre til en reduktion af de makroøkonomiske ubalancer, strukturreformer eller ej. Den dybe recession, især i de sydeuropæiske lande, har uvægerligt mindsket importen, og det er i især fra den side af handelsbalancen, at de mindskede ubalancer stammer, snarere end det er fra en markant stigende eksport, som følge af styrket konkurrenceevne.

Anskuet fra den finansielle side af betalingsbalancen – altså alt det, der vedrører kapitalbevægelser på tværs af landegrænser – handler indsnævringen af ubalancerne om en pludselig og markant fragmentering af de europæiske kapitalmarkeder. Den finansielle krise satte en brat stopper for de massive private kapitalbevægelser fra nord til syd..

Men uanset hvorfra ubalancerne anskues, er den væsentlige observation, at den nedadgående trend ikke skyldes hverken en realøkonomisk styrkelse af landene i syd, eller etablering af mere symmetriske tilpasningsmekanismer, hvor også landene i nord påtager sig et ansvar for at sikre økonomisk konvergens og balance.

Og det bringer os frem til et af de mest grundlæggende problemer, EU står overfor. Når den økonomiske cyklus vender, og vi får et markant økonomisk boom, vil præcis de samme dynamikker være i spil, og de samme problemer vil opstå på ny og med styrket kraft. Resultaterne vil da være endnu mere uheldsvangre, fordi udgangspunktet vil være så meget desto ringere, eftersom de væsentligste problemer ikke blev løst, men voksede sig større i første runde.

Den økonomiske og monetære union (ØMU’en) gør EU’s makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene større, end de ellers ville være. Og den økonomiske strategi, de europæiske institutioner insisterer på, underminerer de kriseramte landes evne til at bringe sig på fode og genskabe en sund, økonomisk vækst. Dermed bidrager altså både ØMU’en og krisepolitikken til at skabe alvorlige problemer for euroensøkonomiske bæredygtighed..

Og dermed har vi også identificeret en af de mest markante faktorer bag den erosion af den folkelige opbakning til det europæiske projekt, som er kommet til udtryk i stigende opbakning til partier, der stiller spørgsmålstegn ved europæisk integration. Det projekt, der i slutningen af 1990’erne så så lyst ud, og som mange troede var en sikker vej til velstand og fremgang, ligner for flere og flere snarere et langsomt virkende dødskys.

Dermed ikke været sagt, at det europæiske projekt ikke kan reddes. For det kan det. Næste uges artikel finder vej ud af mørket.

Jakob Vestergaard er lektor i global politisk økonomi på RUC. Denne artikel blev først udgivet i Information (19/8)-2019, som den femte af i alt seks artikler om euroens uløste problemer.