Euroens som spændetrøje: det, der sælges som dydens smalle sti, er snarere kurs mod langsom kvælning

af Jakob Vestergaard

Den økonomiske og monetære union (ØMU) fratager euro-landene adgang til de centrale makroøkonomiske tilpasningsmekanismer, og derfor er de finansielle og handelsmæssige ubalancer imellem EU landene blevet langt større end de ellers ville have været.

Det har givet store problemer for det europæiske projekt, at der opstået markante makroøkonomiske ubalancer mellem EU medlemslandene. Den finansielle integration spillede en helt centralt rolle: en lind strøm af kapital flød fra den private sektor i nord til den private sektor i syd, og det blev grundlaget for stigende vækst i syd, men også for inflation og lønstigninger, der underminerede de sydeuropæiske landes konkurrenceevne. Da finanskrisen indtraf stoppede kapitalstrømmene, og en række lande i syd kom i alvorlige problemer. Men hvor stor en rolle spillede EU’s økonomiske og monetære union (ØMU) egentlig i alt dette?

For dem, der tror på EU’s økonomiske projekt, sådan som det er skruet sammen nu, er det nærliggende at hævde at de makroøkonomiske ubalancer i virkeligheden ikke har ret meget med ØMU’en at gøre. Man kan jo sagtens have store makroøkonomiske ubalancer uden en monetær og økonomisk union. Se bare på forholdet mellem Kina og USA. Et mere massivt eksempel på en stor og kronisk handelsubalance mellem to lande, kan man næppe forestille sig. Men lige præcis den case er imidlertid ikke den bedste, fordi dynamikkerne her er kraftigt formgivet af USA’s rolle som udsteder af den valuta, lande verden over bruger som reservevaluta. Rollen som global reservevaluta skaber et mere eller mindre konstant flow af kapital ind i USA, som er forudsætningen for dets massive og kroniske handelsunderskud.

Førtidspensionerede tilpasningsmekanismer

På det principielle plan er det imidlertid helt rigtigt, at makroøkonomiske ubalancer sagtens kan opstå uden, at der er en økonomisk og monetær union involveret. ØMU skeptikernes pointe er da også alene, at ØMU’en gjorde ubalancerne betydeligt større end de ellers ville være blevet. Uden en fælles valuta ville der først og fremmest have været en betydelig tilpasning via de enkelte landes valutakurser. Et land med et varigt handelsunderskud ville opleve et fald i værdien af sin valuta. Dette ville gøre landets eksport billigere i udlandet, og samtidig ville import blive dyrere, hvorved indenlandsk producerede varer ville stå stærkere i konkurrencen med udenlandsk producerede varer. Eksporten ville altså stige og importen falde, og valutakursen ville altså mere eller mindre automatisk mindske ubalancerne i udenrigshandlen.

En anden tilpasningsmekanisme der opgives, når man opgiver sin nationale valuta for at deltage i en moneær union, er rentepolitikken. For en økonomi, der har sin egen valuta, er det muligt at påvirke en række samfundsøkonomiske forhold, ved hjælp af den rente nationalbanken sætter for at lade bankerne få adgang til nationalbankens penge. Når nationalbanken hæver sin policy-rente (diskontoen), så vil bankerne også justere sine renter opad; dermed bliver det dyrere for virksomheder og husholdninger at optage lån til investeringer og forbrug. Og modsat; hvis policy-renten sænkes, og bankerne følger trop, så vil det blive billigere for virksomheder og husholdninger at optage lån til investeringer og forbrug.

Nationalbankens policy-rente er altså et instrument, der kan bruges til at bremse væksten i en økonomi, der galopperer stærkere end tøjret kan holde til – eller omvendt sparke gang i den, hvis den er stagneret. Men denne form for makroøkonomisk tilpasningspolitik havde eurozone-landene altså heller ikke adgang til – uden egen valuta, ingen selvstændig rentepolitik.

Men hvad så med den Europæiske Centralbanks (ECB) rentepolitik for landene i eurozonen? Kunne ECB ikke have hævet sin rente tilstrækkeligt til at det havde bidraget til at bremse den store låntagning i de sydeuropæiske lande? Svaret på den kritik består typisk af to centrale elementer. For det første, at en markant rentestigning måske nok kunne have bremset den lånefinansierede vækst i syd, men at det formentlig ville have haft en alvorligt hæmmende effekt på væksten i nord også, hvilket ville have været uheldigt af en stribe årsager.

For det andet, understreges det at ECB’s primære mandat var (og er) at sørge for prisstabilitet, ikke at forhindre finansiel ustabilitet. På den baggrund giver det ikke mening, anføres det, at gøre ECB ansvarlig for makroøkonomiske ubalancer, heller ikke de finansielle af dem. ECB’s mandat er at lave en fælleseuropæisk pengepolitik, der sætter policy renten på en sådan måde, at inflationen begrænses til det officielle mål, formuleret som ”tæt på men under 2 %”. Tanken bag den måde at konstituere ECB på er, at prisstabilitet er helt afgørende for at andre aktører har et stabilt makroøkonomisk miljø hvori vækst og velstand kan fremmes.

Foruden det formelle argument om at finansielle ubalancer ikke er ECBs primære mandat, så vil mange desuden pege på, at ECB’s rente under alle omstændigheder ikke ville være noget synderligt velegnet policy-instrument at bringe i anvendelse, netop fordi de finansielle dynamikker i de forskellige lande er alt for asymmetriske til at en fælleseuropæisk rente kan bruges på en overbevisende måde. Så selv hvis finansiel stabilitet var ECB’s primære mandat, ville det ikke være oplagt, at rentepolitikken kunne bruges til ret meget.

Kritikere af EU’s monetære union vil her råbe vagt i gevær. For det er jo præcis det, der er problemet. Hvad der for de fleste er en ’teknisk’ diskussion om hvilke instrumenter der kan bruges til hvad, er for ØMU skeptikerne et spørgsmål om systemisk fejlkonstruktion. Med så stor divergens imellem medlemslandene – i alt lige fra erhvervsøkonomiske strukturer til institutionelle forhold vedrørende løndannelse – er det en skæbnesvanger illusion, at der skulle eksistere en pengepolitik, der skulle kunne være i alle medlemslandenes fælles interesse. Tværtimod vil ECB’s pengepolitik nærmest per definition være for lempelig for nogle lande, og for stram for andre.

Det korte af det lange, er at uden de centrale pengepolitiske redskaber – valutakursen og diskontoen – er finanspolitikken den eneste resterende makroøkonomiske tilpasningsmekanisme. Men også den er der sat ganske stramme grænser for, både i den oprindelige traktat og i form af stramninger i kølvandet på krisen.

ØMU’en gjorde ondt værre

Den finansielle integration der drev de makroøkonomiske ubalancer i EU har på ingen måde været begrænset til de lande, der var med i euroen, men ØMU’en en spændetrøje, der gjorde ondt værre, på tre forskellige måder. For det første ved at ubalancerne blev betydeligt større end de ellers ville have kunnet blive; for det andet, ved at ubalancerne førte til en statsgældskrise i en række lande; og for det tredje ved at krisen blev dybere og mere langvarig, end den havde ellers ville have været.

Argumentet om den tætte forbindelse mellem ØMU’en og det at bankkrisen udviklede sig til en statsgældskrise, er en central pointe for mange Post-Keynesianske økonomer. Se blot på Storbritannien, siger de. Storbritannien havde ligesom Spanien og Irland store private handelsunderskud – såvel som voldsomme stigninger i den private gæld og bobler på boligmarkederne – men fik aldrig en statsgældskrise, som Spanien og Irland gjorde. Hvorfor ikke? Fordi Storbritannien stod uden for euroen. Den manglende deltagelse i den monetære del af unionen betød, at englænderne havde lige præcis de to tilpasningsmekanismer som eurozone-landene ikke havde – egen valutakurs og egen pengepolitisk rente – men også, at de havde en selvstændig nationalbank, der kunne agere uafhængigt af ECB, ikke mindst som ’långiver af sidste instans’.  Det er faktisk kun i fraværet af en troværdig og selvstændig nationalbank, der kan påtage sig at holde hånden under sine banker og sin valuta, at en bankkrise overhovedet kan udvikle sig til en statsgældskrise, hævder de.

Modsætningsforholdet mellem på den ene side de meget store makroøkonomiske ubalancer og på den anden side det forsvindende lille manøvrerum for makroøkonomisk politik, som ØMU’en efterlader, er markant. Når dertil lægges, at der stort set ingen kompetencer for fælles makroøkonomisk politik er institueret på det europæiske niveau, er det svært at se fornuften i konstruktionen.

Dermed ikke været sagt, at ØMU’en blot kører videre uden en plan for hvordan de makroøkonomiske ubalancer kan og bør tackles fremadrettet. Den politiske strategi, der udgår fra Bruxelles og Frankfurt, bliver analyseret i næste uge. Her og nu kan vi nøjes med at pege på, at den tilpasningsmekanisme det europæiske politiske establishment har satset hele butikken på – med betegnelsen ’intern devaluering’ – dybest set består i at lande med handelsunderskud sænker lønningerne indtil de har genvundet konkurrenceevnen og kan eksportere så meget, at balance i handelen med omverdenen kan reetableres. Det er økonomisk set et illusionsnummer af utopiske dimensioner. Og politisk set er det sprængfarligt, fordi der ikke opnås stort andet end at sætte kosmetiske lapper på et stadigt mere flosset europæiske projekt, imens de grundlæggende problemer vokser sig større og stadigt mere uhåndterbare.

Jakob Vestergaard er lektor i global politisk økonomi på RUC. Denne artikel er tidligere udgivet i Information (7/8)-2019, som den fjerde af i alt seks artikler om euroens uløste problemer.