Euroen og de makroøkonomiske ubalancer: mellem sydeuropæisk umådeholdenhed og nordeuropæisk selvretfærdighed

af Jakob Vestergaard

Økonomer kan langt hen ad vejen blive enige om, at makroøkonomiske ubalancer var og er euroens store problem. Men så rækker enigheden ikke længere. Den dominante opfattelse – at det er sydeuropæernes skyld – er udtryk for en forbløffende reduktionisme, som ikke har meget med makroøkonomisk analyse at gøre.

I politiske diskussioner af hvori EU samarbejdets primære økonomiske problemer består, fylder bekymring for medlemslandenes offentlige finanser usædvanlig meget. Det nærmer sig det tragikomiske, fordi det har så uendelig lidt at gøre med de massive og meget virkelige problemer den økonomiske og monetære union (ØMU) står overfor. De ubalancer, der giver problemer, er de makroøkonomiske; altså det fænomen at nogle lande har mere eller mindre permanente underskud på handelsbalancen, som de må finansiere ved at optage lån i udlandet – og vice versa.

Den debat, der er væsentlig for reformer af ØMU’en handler om netop sådanne makroøkonomiske ubalancer. Men den foregår i en form for parallel-univers, uden synderlig berøring med den offentlige debat, hvilket i sig selv medvirker til at sedimentere misforståelserne.

Undtagelsen der bekræfter reglen her, har i en årrække været Financial Times. Som det internationalt førende nyhedsmedie i krydsfeltet mellem international økonomi og politik har der været en betydelig befrielse i at følge skribenter som Martin Wolf og Wolfgang Münchau, som begge har forsøgt at lede offentlighedens og politikernes opmærksomhed i retning af de egentlige problematikker.

Martin Wolf gjorde således tilbage i 2011 – da euro krisen var på sit højeste – i meget klare vendinger opmærksom på, hvor skæv og misvisende den offentlige debat om den europæiske bank- og statsgældskrise var blevet. Det som Estland, Grækenland, Irland, Italien og Spanien havde til fælles, var ikke anløbne offentlige finanser, understregede han, men derimod underskud på betalingsbalancens løbende poster.

I disse spørgsmål kan vi tænke på betalingsbalancens løbende poster som altovervejende et udtryk for et lands handelsbalance. Et underskud på handelsbalancen vil modsvares af et overskud på kapitalbalancen, sådan at betalinger ind og ud af landet balancerer. ’Overskud på kapitalbalancen’ lyder betydeligt flottere end det nødvendigvis behøver at være; det betyder kort fortalt, at der flyder kapital ind i landet fra udlandet, til finansiering af handelsunderskuddet.

Den udenlandske finansiering af handelsunderskuddet har umiddelbart ikke noget med de offentlige finanser at gøre. Det er private virksomheder og husholdninger, der forbruger mere end de dækker med egne indtægter, og det merforbrug finansieres gennem låntagning i udlandet, ofte via indenlandske banker, der hjemtager lån fra internationale pengemarkeder.

Det væsentlige her er, at langt de fleste økonomer anerkender, at fællesnævneren for de lande, der kom i alvorlige problemer i forbindelse med den europæiske bank- og statsgældskrise, netop var tilstedeværelsen af sådanne mere eller mindre kroniske makroøkonomiske ubalancer. Men så rækker enigheden ikke meget længere. En ting er at kunne enes om at identificere en makroøkonomisk indikator, der synes afgørende i forhold til at udpege, hvilke lande der fik problemer og hvilke der ikke gjorde. Noget helt andet er at nå til enighed om hvilke faktorer der bedst forklarer, hvordan ubalancerne opstod og hvordan man bedst tackler dem.

Inden vi når til de uenigheder, en kort men vigtig mellemregning: hvilke mekanismer gjorde, at lande der havde store handelsunderskud da finanskrisen indtraf i 2008, endte i en statsgældskrise blot et par år efter? Hvilke faktorer gjorde, at det der startede som en massiv europæiske bankkrise udviklede sig til en alvorlig statsgældskrise i en række lande, der indtil da havde haft nærmest forsvindende lille offentlig gæld set i forhold til BNP (som eksempelvis Spanien og Irland)?

Når en markant finanskrise indtræffer, som tilfældet var i 2008, så vil den ramme ekstra hårdt i lande, der har gjort stor brug af ekstern finansiering – og det var præcis hvad private virksomheder og banker i Spanien og Irland havde gjort i perioden fra 1999 til 2007. En meget stor del af den akkumulerede private gæld blev imidlertid i løbet af få år til offentlig gæld, blandt andet igennem en stribe redningsaktioner for nødlidende banker. En anden af de helt store faktorer var naturligvis den kraftige fordyrelse af forrentningen af gælden (se figur 1)

>> indsæt figur 1, komparativ renteudvikling

Der kan siges meget mere om processen, der på rekordtid ledte fra sunde offentlige finanser og private handelsunderskud, til massiv offentlig gæld, men det mere interessante spørgsmål er i første omgang, hvordan de massive makroøkonomiske ubalancer overhovedet kunne opstå. Det var jo en grundtanke i etableringen af den økonomiske og monetære union, at landenes økonomiske udvikling skulle være præget af stadig større konvergens imellem medlemslandene. Og de permanente og stigende makroøkonomiske ubalancer i eurosamarbejdets første 7-8 år signalerer mere end noget andet, at den konvergens udeblev, for nu at udtrykke det diplomatisk.

>> indsæt figur, makroøkonomiske ubalancer.

Netop dette er formentlig det allermest politisk ømfindtlige spørgsmål i diskussioner, der vedrører ØMU’en. Det bør således ikke komme som nogen større overraskelse, at der ikke ligefrem er konsensus blandt økonomer og analytikere om svaret. For så vidt angår årsagerne til makroubalancerne, er der en fuld pallette af teorier i spil.

Allerførst må vi for god ordens skyld konstatere, at en gammel kending dukker op igen her. Det handler om finanspolitik, lyder det fra en særligt ukuelig og hårdnakket position. Underskud på de offentlige finanser repræsenterer en ”kunstig” stimulering af efterspørgslen i økonomien, og det er den ”forvridning”, der skaber handelsunderskuddet. Med fare for at trætte læseren, en kort repetition: Spanien og Irland havde store ikke underskud på de offentlige finanser, så der må være noget andet på spil.

Langt den mest udbredte forklaringsfigur er, at de makroøkonomiske ubalancer skyldes markante forskelle i udviklingen i lønomkostninger i medlemslandene. I Tyskland og flere andre nordeuropæiske lande har lønudviklingen været mere beskeden og behersket end i de sydeuropæiske lande, med det forudsigelige resultat, at sydeuropæerne har tabt konkurrenceevne set i forhold til nordeuropæerne. De store handelsunderskud, år efter år, skyldes med andre ord umådeholdne lønstigninger i syd.

Det er en enkelt forklaring med stor intuitiv appel, men den er problematisk – især hvis den får lov at stå alene, som den ofte gør. Der er en række forbløffende analytiske reduktioner i spil i ræsonnementet bag den. Lad os kort indikere to af dem. At forskelle i lønudvikling skulle være så afgørende et parameter for europæiske industriers indbyrdes konkurrenceevne, at det fænomen alene skulle kunne forklare de store skift i handelsbalancerne, som vi så fra 1999 til 2007, er en heroisk forsimpling.

Dertil kommer, at det ensidige fokus på lønomkostninger i sig selv er en reduktion af makroøkonomisk kompleksitet af galaktiske proportioner. Skulle det virkelig forholde sig sådan, at forhold der ligger ud over en snæver betragtning om lønstigningers betydning for varepriser – som eksempelvis udviklingen i lønindkomster i de forskellige EU landenes økonomier, samt den stadigt nemmere adgang til billig låntagning – er så uvæsentlige, at vi ikke behøver at inddrage dem i vores analyse af, hvordan de makroøkonomiske ubalancer er opstået? Spørgsmålet er ledende, og vi vender i næste uge tilbage til en mere seriøs makroøkonomisk analyse, der tager sådanne spørgsmål alvorligt.

På den korte bane kan vi konstatere, at den gængse fortælling går på, at de makroøkonomiske ubalancer dybest set er udtryk for to ting: en stærk nordeuropæisk konkurrenceevne og en uansvarlig sydeuropæisk lønfest. Det er en fortælling, der ræsonnerer forbløffende godt med idéen om tysk industriel overlegenhed og med den machismo heroisering af eksport-drevet vækst, der har præget mainstream økonomisk tænkning i de seneste årtier. Fortællingens primære appel til de nordeuropæiske borgere er – foruden dens skyldsforløsende selvretfærdighed – at melodien er simpel og refrænet fortryllende nemt at synge med på. Dens store svaghed er, at den rummer kimen til ØMU’ens undergang.

Jakob Vestergaard er lektor i global politisk økonomi på RUC. Denne artikel er tidligere udgivet i Information (26/7)-2019, som den anden af i alt seks artikler om euroens uløste problemer.