Euroen er i problemer, og det skyldes hverken italienske populister eller dovne grækere

af Jakob Vestergaard


Det er ikke finanspolitisk uansvarlighed, der ligger til grund for euroens problemer, men derimod systematiske, makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene. Vi nærmer os sidste udkald for reformer, der har et reelt potentiale for at bringe euroen på ret kurs.  

Mens Europas politiske elite kæmper for at konstituere en ny ledelse af de centrale institutioner – fra Kommissionen til den europæiske centralbank – rasler skeletterne i skabet. Sidste forår var retorikken skæbnesvanger og dyster: det var altafgørende, lød det, at afgørende reformer af Europas økonomiske og monetære union (ØMU) blev vedtaget på EU topmødet i juni. Ellers kunne euroen igen komme under pres – f.eks. foranlediget af en stadigt dybere italiensk statsgældskrise – og i sidste ende kunne det europæiske projekt i bredere forstand komme i alvorlige problemer.

Siden da er et år gået og status er: ingen væsentlige reformer af ØMU’en er vedtaget, ingen grundlæggende problemer er løst. Det største problem er imidlertid, at Kommissionen – og langt størstedelen af EU landenes statsledere – tager udgangspunkt i en overfladisk analyse af hvad problemet er, og derfor i øjeblikket ikke er tilnærmelsesvist i nærheden af at kunne løse det.

Det er en udbredt vildfarelse, at det primære problem er at få EU’s medlemsstater til at balancere deres offentlige budgetter. Hvis blot regeringerne i syd, herunder ikke mindst i Italien, kunne sætte tæring efter næring, så behøvede vi ikke være nervøse for at en italiensk gældskrise kunne destabilisere euroen. Virkeligheden er, at ØMU’ens problemer er langt dybere og langt alvorligere end den forførende simple fortælling lader forstå.

I kølvandet på ØMU’ens første store eksistentielle krise, i 2011-2012 – hvor der var udbredt bekymring for at euroen kunne gå hen at kollapse helt – forsøgte både kritiske økonomer og enkelte højt placerede embedsmænd i de europæiske institutioner at påpege, at den standard fortælling der tog form, ikke hang sammen. Det var ikke finanspolitisk uansvarlighed, der var roden til ØMU’ens problemer, uanset hvor politisk belejligt det måtte være at hive dén gamle traver frem og pege fingre af vores naboer i syd. Hvordan kan det være, spurgte Vítor Constâncio, daværende næstformand i den europæiske centralbank, at flere lande af de EU lande der kom i problemer, udmærkede sig ved at have ført en meget konservativ og absolut forsvarlig finanspolitik, mens flere af de lande der ikke kom i problemer, havde en betydeligt mere flosset profil på det parameter? Helt generelt gjaldt det, konstaterede Constâncio, at der på ingen måde kunne etableres en sammenhæng mellem finanspolitik og renten på statsgæld på tværs af EU landene.

Spanien og Irland havde således betydeligt bedre offentlige finanser end både Tyskland og Østrig, eksempelvis. Fra 2000 til 2007 havde både Spanien og Irland faktisk systematiske overskud på de offentlige finanser, og lykkedes med at nedbringe den offentlige gæld markant i denne periode – i Spaniens tilfælde fra 58 til 36 % of BNP og for Irlands vedkommende fra 36 til 24 % af BNP. Til sammenligning steg den tyske statsgæld i samme periode fra 58 til 63 % af BNP. Alligevel var det Spanien og Irland, der pludselig måtte se en eksplosiv fordyrelse af forrentningen af deres statsgæld.

I løbet af de næste 5-6 år eksploderede Spaniens og Irlands statsgæld. Spaniens steg fra 36 % i 2007 til næsten 95% af BNP i 2013, mens Irlands i samme periode steg fra 24 til 120 %. De tre hovedfaktorer bag disse voldsomme stigninger var den offentlige sektors betydelige udgifter i forbindelse med håndtering af bankkrisen i de to lande, den økonomiske recession de gik i gennem i de følgende år, samt den voldsomme stigning i renten på statsgælden. Hvor alarmerende den udvikling end måtte være, så er det analytisk væsentlige her at skelne mellem årsag og virkning. Statsgældskrisen var ikke forårsaget af underskud på de offentlige finanser, men derimod en afledt konsekvens af den finansielle krise – hvis rødder vi altså må kigge andre steder for at finde.

Om end det er en besnærende enkel fortælling om euroens problemer – at det primært handler om at disciplinere medlemslandene til at balancere de offentlige budgetter – så hænger historien ikke sammen, ikke engang på overfladen. Hvad kan forklare, at lande som Spanien og Irland kom i så store problemer, på trods af ekstraordinært sunde offentlige finanser? Først når vi har fundet svaret på det spørgsmål, nærmer vi os en identifikation af ØMU’ens grundlæggende problemer.

Uden at foregribe alt for meget, kan det kort siges, at roden til problemerne er systematiske makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene, som manifesterer sig både i store handelsubalancer og i tæt forbundne ubalancer på kapitalbalancerne mellem EU landene. Og de ubalancer har betydeligt mere at gøre med den private sektor i almindelighed og banksektoren i særdeleshed, end de har at gøre med den offentlige sektor. Og de har betydeligt mere at gøre med alle mulige andre former for økonomisk politik end lige præcis finanspolitik. Den analyse følger i næste uge.

Inden da er det værd at erindre sig, hvad historien fortæller os om de implikationer det kan have, når mellemstatslig gæld og såkaldt finanspolitisk ”disciplin” gøres til det ultimative imperativ i nære mellemstatslige relationer. Præcis det gjorde den britiske økonomiske historiker, Robert Skidelsky, i et essay forleden, med underspillet men tydelige reference til det drama, der har udspillet sig mellem den italienske regering og EU kommissionen om netop disse spørgsmål i mere end et år.

Efter 1. verdenskrig, indgik de allierede en aftale med Tyskland om betaling for krigens ødelæggelser. En kommission ansatte i 1921 Tysklands krigsskadeerstatning til 33 milliarder dollar, hvilket var mere end fire større end det beløb John Maynard Keynes to år tidligere havde estimeret som det maksimalt mulige for Tyskland at betale, over en 30 årig periode (7.5 milliarder dollars). Under radaren gjorde de allierede dog det, at det beløb man reelt forventede tilbagebetalt blev reduceret til 12.5 milliarder, ved at skyde fristen for tilbagebetaling af en meget stor del af krigsgælden ualmindelig langt ud i fremtiden.

Men selv den gæld der så stod tilbage på den korte bane, kunne tyskerne kun betale ved at tage nye lån, fra amerikanerne. Få år senere kom imidlertid krakket på Wall Street og den efterfølgende depression i USA, og så tørrede den kilde til finansiering fuldstændig ud. Heinrich Brüning, den daværende tyske kansler, lagde sig i selen for at skabe det finanspolitiske overskud, der skulle til for at sikre rettidig betaling af renter og afdrag på krigsgælden. På blot tre år skrumpede den tyske økonomi med 25 % og arbejdsløsheden steg til 35 %. I Skidelskys analyse var det Brünings insisteren på at møde de forpligtelser den mellemstatslige krigsgæld indebar, der banede vejen for Adolf Hitler i 1933.

Det er sørgeligt, siger Skidelsky med et betydeligt element af britisk underdrivelse, at EU ikke har lært lektionen fra det økonomiske efterspil til første verdenskrig. I dag er rollerne skiftet; Tyskland er den største kreditor, Italien den største debitor. Moralen fra Versaille er, at EU’s medlemslande må bestræbe sig på at undgå at ende i mere eller mindre fastlåste kreditor-debitor relationer, pointerer Skidelsky. Og hvis en sådan situation alligevel måtte opstå, er det helt afgørende, at man finder fornuftige og pragmatiske løsninger, der afspejler at social og politisk fred er langt vigtigere end et kortsigtet hensyn til økonomisk retfærdighedsfølelse (dette gælder selvfølgelig så meget desto mere, set i lyset af at ’retfærdigheden’ økonomisk set ofte er til at tage at føle på).

Det bitter-ironiske ved situationen er, at ØMU’en er konstrueret på en sådan måde, at netop disse systematiske, mellemstatslige kreditor-debitor relationer er nærmest uundgåelige. Problemet er systemisk, ikke hverken nationalt eller kulturelt, selvom det er nemmere at udskamme den ’dovne og uansvarlige sydeuropæer’.

Det er ikke udsigt til at EU’s medlemslande i umiddelbar fremtid, vil opnå en markant reduktion af deres statsgæld. Historien fortæller os, at der er al mulig grund til at besinde os, inden vi dissekerer og kløver EU efter hvem der er i størst problemer og mest burde skamme sig. Og besindighed i spørgsmålet om hvordan vi håndterer statsgæld og finanspolitiske underskud, er også lige præcis hvad der ligger i naturlig forlængelse af en sober analyse af, hvad ØMU’ens dybereliggende problemer egentlig er.

Jakob Vestergaard er lektor i global politisk økonomi på RUC. Denne artikel er tidligere udgivet i Information (16/7)-2019, som den første af i alt seks artikler om euroens uløste problemer.