Aktivister i kamp om global beskatning

Leonard Seabrooke og Duncan Wigan, Copenhagen Business School

Der er fuld fart på global skattepolitik. OECD, EU og en række stater indfører nye standarder, blandt andet om automatisk udveksling af skatteoplysninger mellem skattemyndigheder og en stor ændring i, hvordan multinationale selskaber skal rapportere om deres aktiviteter rent skattemæssigt. Råderummet for skatteundgåelse og -unddragelse skrumper ind. Den globale finanskrise i 2008 gav stødet til at gå op i gear, med en række lækager blev momentum bevaret, og i førersædet sidder der aktivister.

Men hvordan får aktivister skabt handling omkring global økonomisk retfærdighed, når emnet er så komplekst og den politiske proces skjult bag et tætmasket teknokratisk net? Det kæver både regnskabsmæssig, juridisk, politisk og økonomisk ekspertise at blande sig i international beskatning. Og denne flerfaglige ekspertise er en mangelvare hos de ikke-statslige organisationer, NGO’erne. Skattepolitiske meningsudvekslinger er sædvanligvis forbeholdt de indviede, der støtter deres eneret til emnet på en diskurs, der er ligeså uforståelig som fordums katolske gejstliges latinske tale.

NGO’er har længe interesseret sig for globale skattespørgsmål, men ofte vaklet, når der skulle tages beslutninger om, hvad der skulle gøres ved dem. NGO’er satte skattely på den politiske dagsorden sidst i 70’erne, da Oxfam kortvarigt tog fat om problemet ved at sammensætte et team, der skulle undersøge skattelyenes effekt på udvikling – blot for at erklære, at emnet var for komplekst og for vanskeligt at navigere i. Da skat er et både kompliceret og politisk følsomt emne, og NGO’er er underlagt en bureaukratisk proces og er nødt til at føre kampagner om emner, der er lette at formidle, har de fleste NGO’er fundet det vanskeligt at tage affære i forhold til skat.

Til trods for vanskelighederne med at få adgang de rette steder finder man imidlertid nu en hær af aktivistorganisationer, der har dedikeret økonomiske midler og personale til en indsats på skatteområdet. NGO’er som Christian Aid, Oxfam IBIS og ActionAid lader nu deres røst høre – og de politiske planlæggere lytter. Denne markante ændring er skabt ved fælles lederskab og under ledelse af en helt særlig organisation.

Organisationen Tax Justice Network (TJN) blev dannet i 2002 for at skabe øget bevågenhed om finansielle offshore-aktiviteter, fremme alliancer mellem interessenter verden over, stimulere til og arrangere forskning og debat, tilskynde til og understøtte nationale og internationale kampagner og fungere som et redskab til at få multilaterale organisationer som FN, OECD, EU, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond til at beskæftige sig med fair beskatning. På det tidspunkt hørtes kun TJN’s spinkle stemme i en jungle af NGO’er. På et møde i en ad hoc-ekspertgruppe under FN afholdt i Geneve i december 2003 var således de eneste deltagere fra civilsamfundet to medlemmer af TJN samt det Internationale Handelskammer, der var repræsenteret ved skattechefen fra den schweiziske bankgigant UBS.

Vores forskning peger på, at der måtte en ejendommelig sammensmeltning af stærk moral og ekspertviden til for at ændre på tingenes tilstand. TJN er drevet af ”ekspertaktivister”. De er enten tidligere medlemmer af indercirklen i forskellige virksomheder, som efter at have set lyset nu bider den hånd, der tidligere fodrede dem, eller de er velbevandrede i de kryptiske spidsfindigheder i international beskatning og evner at kombinere en akademisk karriere med en bibeskæftigelse som agitatorer for økonomisk retfærdighed.

Kernen i TJN er en lille gruppe af højtstående fagfolk. Denne gruppe består af bl.a. Jerseys tidligere økonomiske chefrådgiver, der selv har fungeret som sælger for en finansiel rådgivningsvirksomhed på øen, en tidligere medarbejder fra en af de fire største globale revisionskoncerner og hvad der svarer til statsautoriseret revisor i England, en juraprofessor uddannet på et Fulbright-legat i USA, en økonom, en partner i et private equity-selskab og tidligere ansvarlig for forretningsudvikling i formandskontoret hos General Electric under Jack Welch og en professor i regnskab med kommerciel erfaring fra Londons City. Dette team favner tilsammen de mange discipliner, der indgår i international beskatning, og kan mønstre den ekspertise, der kræves for at bestige den tekniske fæstning, bag hvilken international skattepolitik udvikles.

Denne ejendommelige kombination af moralsk styrke og ekspertviden afspejles i TJN’s operationelle taktik. Erfaringer på ét område, fx videnskab eller handel, bruges nemlig som katalysator for handling på et andet, fx politik eller aktivisme. Gennem interviews og deltagerobservationer har vores forskning afdækket fire væsentlige taktikker.

Bersærkergang er, når ekspertaktivister bruger tidligere erfaring og faglige netværk på politisk og virksomhedsplan til at skaffe sig adgang til arrangementer og fora, hvor medlemmer af TJN så højlydt kan beklage sig over den manglende opmærksomhed omkring fair beskatning. Bersærkerne var nordiske soldater, der afstivet med alkohol og psykedeliske stoffer blev sendt i kamp, før et hovedslag skulle udkæmpes, med det formål at bringe uorden i fjendens linjer.

Historiefortælling handler om at fortælle alternative historier for at nedbryde en fremherskende fortælling. OECD’s sorte lister over skattely har ligesom EU’s liste, der er udgivet i december 2017, været tilbøjelige til at sætte allerede kendte, ubetydelige syndere som Trinidad og Tobago og Bahamaøerne i gabestokken, men ikke de store rige syndere blandt OECD’s egne medlemslande. Denne skævhed retter TJN’s Financial Secrecy Index op på med listen over verdens bedste skattely.

Løsningsmodellering går ud på at komme med løsninger på komplekse og tilsyneladende uløselige problemer i politik ved at trække på videnskabelig og kommerciel erfaring. Aktivister og politiske planlæggere indarbejder dernæst disse løsninger i deres daglige arbejde. Land for land-rapportering er et eksempel herpå. Ifølge denne aftale, der nu er vedtaget af OECD og EU, skal selskaber i rapporter indsendt til skattemyndighederne afdække, i hvilken grad allokeringen af indkomst står i et rimeligt forhold til, hvor den økonomiske værdi er skabt.

Når TJN’s eksperter dukker op som selvstændige fagfolk i den offentlige debat som repræsentanter for regnskabsvæsen, jura, civilsamfundet og universitetsverdenen udfører de kapring af debatten. Det handler om at kontrollere en debat ved at repræsentere forskellige autoritetskilder og om at bevare egen identitet fremfor at fremstå som én organisation. Denne taktik har BBC været genstand for.

Den internationale skattepolitik møder i tiden megen modstand og udvikler sig hurtigere end nogensinde. Civilsamfundet er nøglen til denne udvikling, og i front går en helt særlig organisation, der evner at udfolde ellers sjældne ekspertiser på helt bestemte måder. Som en aktivist baseret i USA fortalte os: ”Træk i en hvilken som helst tråd for at finde ud af, hvor ideerne vedrørende fair beskatning kommer fra, og du vil finde TJN i den anden ende.”

Download denne artikel som PDF


Globale formuekæder og ulighed

af Leonard Seabrooke og Duncan Wigan, Copenhagen Business School

Et veletableret arbejdsområde i den akademiske og politiske verden beskæftiger sig med globale værdikæder. Dette arbejde følger varernes vej fra mark til butikshylde og kortlægger asymmetrier i magt og kapacitet mellem købere og sælgere af produkter, hvis fremstilling er spredt ud over mange steder i verden. På den måde viser de globale værdikæder, hvor der findes muligheder og forhindringer for at placere en større del af den økonomiske værdiskabelse i firmaer i udviklingslandene. Begrebet globale værdikæder er meget udbredt og hyldes af Verdensbanken, OECD og andre internationale organisationer.

Hvor analyser af globale værdikæder følger varen, så følger analyser af globale formuekæder pengene. Som et spejlbillede af globale værdikæder anskueliggør globale formuekæder, hvordan finansiering, regnskab, jura og skat afgør, hvem der får hvad ud af en global økonomisk aktivitet. Revisorer, finansmænd, advokater og skatteplanlæggere fordrejer ofte resultatet, så formuen ikke kommer det sted til gode, hvor værdien faktisk skabes.

Derfor giver spejlbilledet af produktionsprocesserne i formuekæderne ikke det sande billede af, hvem der skaber formuerne og hvor. Regnskabspraksis sørger for, at producenter uden fabrikker – f.eks. Apple (som hovedsageligt outsourcer) – kan vinde konkurrencen om at blive de største virksomheder i verden. De finansielle markeder er så store, at værdien af de finansielle aktiver langt overstiger det globale BNP. Juridiske nyskabelser kan betyde, at en privat taxachauffør i København viser sig at være ansat af en virksomhed beliggende i Amsterdam. Internationale skatteregler kan betyde, at de mest indbringende produktionsprocesser og virksomheder ikke bidrager til de offentlige indtægter i værtslandet eller noget andet land. Disse åbenlyse misforhold vidner om de globale formuekæders betydning.

Hvis disse misforhold var harmløse, kunne vi blot betragte dem som kuriositeter. Men der går ofte en lige linje fra globale værdikæder gennem globale formuekæder til global ulighed. Ulighed reducerer vækst og giver næring til den slags desillusionering og vrede, som har givet Trump præsidentposten og højrenationalismen medvind. Det drejer sig grundlæggende om global økonomisk retfærdighed. Dette kommer til udtryk i følgende historie, hvor finansielle nyskabelser og den digitale økonomi er vævet ind i hinanden.

Indtil 1. januar 2018 fungerede Robert Mercer som co-CEO for hedgefonden Renaissance Technologies (Rentec) med hovedkontor i USA. Han trådte efter sigende tilbage, fordi Rentecs ansatte ikke brød sig om hans støtte til Breitbart News og dets tidligere administrerende direktør Steve Bannon. Han har længe støttet den amerikanske højrefløj og har spillet en afgørende rolle for dens nuværende magtposition.

De formuer, Robert Mercer kan øremærke til politiske projekter, er delvis opnået ved systematisk skatteunddragelse gennem globale formuekæder. I 2013 afslørede en undersøgelsesrapport fra det amerikanske senat, at Deutsche Bank havde tjent 570 millioner dollars ved at sælge optionskontrakter til 13 hedgefonde. Produktet indebar, at højt beskattede kortfristede gevinster blev konverteret til lavt beskattede langfristede gevinster. Deutsche Bank havde udviklet sit optionsprodukt, Managed Account Product Structure (MAPS), i 1998. Banken solgte 36 af sine 156 MAPS til hedgefonden Rentec, og her genererede de et overskud på 17 milliarder dollars.

Cambridge Analytica, et dataanalysefirma ejet af Robert Mercer og tidligere ledet af Steve Bannon, udnyttede personlige oplysninger, som firmaet havde skaffet sig uden tilladelse i begyndelsen af 2014, til at opbygge et system, der kunne profilere individuelle amerikanske stemmeberettigede med det formål at målrette personaliserede politiske annoncer mod dem. Resultatet var 50 millioner psykologiske profiler, som blev afgørende for, at Trump kunne indtage det Hvide Hus. De var høstet hos Facebook.

Facebook har som mange andre amerikanske teknologivirksomheder placeret et internationalt driftscenter i Irland, hvor selskabsskatten er 12,5 %, og skræddersyede skattesatser kan være betydeligt lavere. I 2015 havde Facebook Ireland en indtjening på 4,86 milliarder dollars og betalte 3,4 millioner i skat. En skatteprocent, som en gennemsnitlig dansk sygeplejerske må spejde langt efter. Facebook Ireland betaler licensafgift til Facebook Holdings Limited for brugen af Facebooks teknologi. Facebook Holdings Limited har hovedkontor i Irland, men skattemæssigt hjemsted på Cayman-øerne. Selskabsskatten på Cayman-øerne er 0 %.

Skattesystemer er pr. definition nationale. Der findes ikke noget Internationalt Skattevæsen til at tage sig af globale økonomiske aktiviteter. De nationale skattesystemer bygger på tre grundbegreber: Skat opkræves på grundlag af, hvor en aktivitet finder sted, hvornår en skattepligtig indkomststrøm genereres, og hvilken form den pågældende indkomststrøm har. Forskelle i, hvor, hvornår, hvad og hvor meget skat der pålægges, lader sig nu let udnytte. Det ved finans- og teknologivirksomhederne udmærket godt.

Strukturerede finansielle produkter kan få det til at se ud, som om en direkte investering i et land med høj skat, og som normalt skal beskattes i det pågældende land, stammer fra et land med lav eller ingen skat og derfor pålægges en lav eller slet ingen skat. Teknologivirksomheder nyder godt af at sælge i lande med højt skattetryk, men placerer deres immaterielle ejendom, servere og finansfunktioner i lande med lavt skattetryk eller nul skat. Deres overskud kanaliseres så ud af de lande, hvor de er opnået. Millioner af kortfristede transaktioner kan pakkes i en optionskontrakt, som udnyttes efter 366 dage. Kortfristede transaktioner kan for skattemyndighederne se ud som langfristede investeringer. Selv når skattemyndighederne forsøger at beskatte abstrakte, f.eks. immaterielle, aktiver, er det vanskeligt at sige, hvor meget aktivet, ideen, er værd. Hvor meget er Facebooks logo værd? Det svar åbner op for et slagsmål om definition. Og den slags slagsmål har de største virksomheder i verden ressourcerne til at vinde.

Finans- og teknologivirksomheder tegner sig for en stigende del af den globale økonomi. Finansområdet bliver mere og mere likvidt og mobilt, og gennem finansielle nyskabelser gøres aktivers placering, identitet og realiserede overskud til genstand for bevidst manipulation. Teknologivirksomhederne bruger nye forretningsmodeller, som gør, at overskud tilflyder lande med lavt skattetryk eller slet ingen skat og underskud lande med højt skattetryk. En af følgerne er, at kapital ikke længere er bundet af en social kontrakt med de mennesker og steder, hvorfra overskuddet hentes. En anden følge er stigende ulighed og lande uden ressourcer til at finansiere de fornødne sundhedsydelser og pensionssystemer eller den fornødne infrastruktur og uddannelse. En tredje følge er udbredt vrede og politisk polarisering.

Download denne artikel som PDF


De fire revisionsgiganter ”Big Four” i skattely

af Saila Stausholm, Copenhagen Business School

Panama Papers, LuxLeaks og senest Paradise Papers har gjort det klart for alle: Hvis man er rig nok som virksomhed eller individ, kan man undgå størstedelen af sin skattebillet ad eksotiske omveje med selskaber i skattely. Den globale udfordring med skatteunddragelse er muliggjort af lande, der er villige til at levere hemmeligholdelse og lave skatterater – og af professionelle, der er villige til at hjælpe klienter med at finde og oprette strukturer, der udnytter smuthullerne i det globale skattenet. Iblandt disse professionelle er formueforvaltere, advokatfirmaer, bankrådgivere og revisorer.

Et erhverv, det er særligt interessant at undersøge, er revisionsfirmaer. Revisorernes rolle i økonomien er vigtig: De sikrer, at vi kan stole på virksomheders regnskaber og hjælper virksomheder med at overholde de forpligtelser, de har over for myndigheder og aktionærer. De fire store revisionsselskaber – KPMG, Deloitte, PWC og EY – foretager revisionen af ​​stort set alle de største virksomheder i den danske og den globale økonomi. Gennem deres rolle som revisorer har de automatisk adgang til de største selskaber, og de har opbygget deres forretningsmodeller, så de også kan tilbyde skatterådgivning til de samme firmaer. Dette er en vigtig rolle i økonomien og kræver dygtige eksperter. Men når det udføres af firmaer, som samtidig udfører skatterådgivning, giver det anledning til en dobbeltrolle, som leder til øget brug af skattely.

Der er ikke i sig selv noget mærkværdigt eller suspekt i, at et firma udbyder skatterådgivning. Men når det er det selv samme firma, som myndighederne stoler på til at tjekke, om et firma har levet op til lovgivningens krav, udgør det et paradoks. Skatteundgåelse er nemlig ofte på kanten af loven eller i en gråzone. Så selvom firmaerne kun rådgiver om løsninger, de vurderer til at være inden for lovens ramme, kan rådgivningen stride mod lovens ånd – og det kan også ende med rent faktisk at blive dømt ulovligt, men kun efter en længere undersøgelse og retssag. Derfor kan disse firmaer være med til at understøtte skattestrategier, der undergraver skattelovgivningen.

Ud over revisionsgiganternes arbejde for private aktører er de også ofte konsulenter for regeringer, når skattesystemet skal udvikles. Dette giver dem derfor en helt særlig ekspertise i kringelkrogene af skattesystemet, når de tager sig godt betalt for at hjælpe regeringerne med skat samt deres øvrige konsulentarbejde for offentlige myndigheder. Dette betyder naturligvis, at de opnår en unik ekspertise i spørgsmålet om, hvad der er inden for lovens rammer, som de kan udnytte i deres servicer til private kunder.

Det er svært at sige, hvor stor en del af de store revisionsselskabers forretningsmodel, der er baseret på skattely. Men hvis man gennemgår, hvor de har kontorer og ansatte, kan man se, at de er massivt til stede i de lande, som mange betragter som skattely. Dette rejser naturligvis spørgsmål om aktiviteterne i de fire store revisionsfirmaer i disse lande. Når man ser nærmere på, hvor mange ansatte de har i forskellige lande, kan man se, at de i gennemsnit har langt flere ansatte i skattely, end hvad der er i overensstemmelse med landets størrelse og BNP – og i gennemsnit også har flere ansatte per kontor. Antallet af ansatte er en god indikator for, hvor meget økonomisk aktivitet og hvor mange kunder de har i disse lande. Hvis man ser på, hvor de til sammen har flest ansatte ift. størrelsen af den lokale befolkning, er Bermuda, Cayman Islands og Luxembourg i top-3.

Revisionsselskaberne varetager en central funktion for økonomien ved at sikre, at virksomhederne overholder den gældende lovgivning. Men de spiller en dobbeltrolle, når de vinder private gevinster på deres tilstedeværelse i de skattely, der aktivt undergraver andre landes lovgivning samt evne og ret til selvbestemmelse. Derfor kan man stille spørgsmålstegn ved, hvordan disse selskaber skal reguleres, når de har så stor magt over markedet.

Revisionsgiganternes juridiske struktur gør det svært at regulere dem. Det skyldes, at de er splittet op i forskellige juridiske enheder, så deres kontorer i fx Danmark ikke har nogen forpligtelse over for deres kontorer i skattelylande. Det implicerer i praksis, at selvom de danske kontorer tilbyder deres kunder koncernens samlede ekspertise og dermed også rådgivning fra de afdelinger, som er placeret i skattely, kan de danske afdelinger ikke holdes juridisk ansvarlige, hvis rådgivningen fra afdelingerne i skattely anviser kunderne en praksis, som er i modstrid med dansk lovgivning. Det medfører, at selvom de fra kundernes synspunkt er globale firmaer der kan tilbyde ekspertise fra hele verden, kan man ikke pålægge ansvaret for skattelyrådgivernes arbejde på de kontorer, som er placeret i Danmark eller EU.

Et af de store problemer med de store revisionsfirmaer er, at de på den ene side har mandat til at udføre lovpligtig revision af virksomheder og på den anden side tilbyder rådgivning i den mest ”effektive” skattestrategi. Derfor kunne et forslag være at kræve en opsplitning af disse to funktioner, så firmaerne ikke står i en dobbeltrolle. Revisorerne selv foreslår desuden klarere regler, så skatteunddragelse ikke er muligt, da dobbeltrollen så vil være mindre problematisk.

Højere grad af transparens er desuden nødvendigt, hvis vi skal kunne regulere multinationale selskaber i almindelighed og professionelle servicefirmaer i særdeleshed. Et bud på, hvordan dette kunne gøres, er fx land-for-land-rapportering, hvor selskaberne skal offentliggøre, præcis hvor mange ansatte, hvor meget indtjening og hvor stor skattebetaling de har i hvert land. I en udvidet version skal de derudover fortælle, hvilke aktiviteter disse er fordelt ud over. Denne transparens vil kunne bruges til at afgøre, om virksomheder betaler en skat, der er i overensstemmelse med, hvor deres reelle økonomiske aktivitet ligger. For revisionsgiganterne kunne det derudover bruges til at få et indblik i, hvor stor en del af deres forretningsmodel der rent faktisk er rådgivning i og om skattely.

Når de store revisionsfirmaer har den rolle, de har, er det, fordi de har licens til at drive revisionsvirksomhed. Derfor kan licensordningen bruges til at stille krav til virksomhederne om, hvad de skal leve op til for at opnå denne rettighed. Dette kunne fx være at stille krav om land-til-land-rapportering, men mere vidtgående kunne man også kræve afgrænsning eller komplet opsplitning mellem revisionsdelen og skatterådgivningen inden for hvert selskab.

I EU-Parlamentet har PANA-komiteen gennemgået en række aspekter af skatteunddragelse og hvidvask, herunder også de store revisionsfirmaers rolle i skattely. I deres endelige rapport indgår også forslag om, at revisionsfirmaer i højere grad bør reguleres globalt og være mere transparente. Udvalgets anbefalinger udtrykker også et ønske om, at EU Kommissionen skrider til handling mod Big Fours mange interessekonflikter, når de rådgiver både regeringer og skatteydere. Arbejdet med dette foregår fortsat i EU-regi.

 

Se kort over Big 4 kontorer verden over

Download denne artikel som PDF


Hvad er skattekonkurrence?

af Saila Stausholm, Copenhagen Business School

I en verden, hvor internationale virksomheder kan flytte deres investeringer fra land til land, er konkurrencen om at tiltrække disse investeringer kommet i politikernes søgelys. Investeringer skaber nemlig job og vækst, og det modsatte – udflytninger – udsætter områder for lavvækst, landsbydød og arbejdsløshed. I kampen for at få hvert land til at se mere attraktivt ud i virksomhedernes øjne er skattepolitikken blevet et centralt virkemiddel. Skattepolitikken bruges til at incentivere virksomheder på forskellige måder – både med en nedsat rate for virksomhedsskat, midlertidige skatterabatter og gavmilde løsninger for, hvor meget der kan trækkes fra i skat. På trods af at de fleste virksomheder rent faktisk ikke vægter landes skattepolitik særligt højt, når de vælger, hvor de skal placere deres investeringer, bliver disse politikker mere og mere udbredte.

Teorier om virksomheders investeringer forudsiger, at lavere kapitalomkostninger vil forøge antallet af investeringer, fordi det så bedre kan betale sig for virksomheder at blive ved med at investere. Derudover kan skatterabatter bruges til at ”udligne” eller kompensere for andre omkostninger eller usikkerheder i investeringslandet. Men det er en blandet affære, når man ser på evidensen af, hvorvidt skat virker på investeringer. Blandt udviklede lande som fx EU og USA er der en klar tendens til, at udenlandske investeringer er højere, hvor skatten er lavere. Men for det første holder denne tendens overhovedet ikke vand i lande, hvor institutioner og infrastruktur er mindre udviklet. For det andet er der utroligt meget andet, der påvirker, hvor investeringer placeres, såsom befolkningens uddannelsesniveau, energipriser, beliggenhed, arbejdsmarkedspolitik og så videre. Og selv hvis skatten rent faktisk er effektiv til at tiltrække investeringer, er der ikke altid tale om den type investeringer, et land har brug for og godt af. Fx er nogle af den slags investeringer, som bliver rykket af skatteincitamenter, “footloose”, dvs. mere mobile og kan rykke igen og har tendenser til dårlige og udnyttende vilkår for natur og mennesker – og er sjældent integreret med den lokale økonomi, så der ikke opstår udvikling og opgradering i forbindelse med investeringen.

Skatterabatter koster penge i statskassen, som skal findes andre steder. Det betyder, at staten må kradse de manglende indtægter ind andetsteds – fx fra lønmodtagere og forbrugere eller fra hjemlige firmaer frem for udenlandske – eller ved at optage gæld. Det er derfor en risikabel strategi, for hvis de tabte indtægter betyder nedskæringer på infrastruktur eller uddannelse, kan dette forringe investeringsklimaet yderligere. Og selv hvis det virker, er det ikke sikkert, at den øgede økonomiske aktivitet er nok til at gøre op for tabet af skatteprovenu.

I det omfang, at lavere skatter har en positiv effekt på gode investeringer, er faren selvfølgelig, at det er nemt at kopiere. Derfor kan nabolande hurtigt føle sig fristet – og endda presset – til at følge trop, når et land sænker skatten. Det kan enten ske gennem direkte at følge trop eller ved at blive presset eller spillet ud mod hinanden af virksomheder, som overvejer – eller lader som om de overvejer – flere forskellige lande til et stort projekt og derfor lobbyer for at få de bedste forhold. Det skaber et ræs mod bunden, hvor alle lande blot sænker skatten, hvilket ingen lande har fordel af. I nogle tilfælde risikerer det også at ende i ”vinderforbandelsen”, hvor landet har overspillet sin hånd og givet virksomhederne så store rabatter, at det mere end udligner, hvor meget de tilfører til landet.

Det er umuligt at sige, hvad der er det ”rigtige” niveau for beskatning. Det har hvert land og dets befolkning ret til at bestemme, fordi det er et valg om størrelsen af den offentlige sektor. At komme skattekonkurrence til livs er ikke et spørgsmål om at forpligte alle til samme niveau, men derimod at sikre, at alle lande har reel frihed til selv at sætte niveauet frem for at blive presset af andre landes handlinger. Der er tale om et klassisk koordineringsproblem, idet regeringer skal passe deres eget lands interesser, men dermed ændrer andre landes interesser. Derfor kan løsningen være øget transparens og koordinering mellem regeringer. Dette kan ske på EU-niveau og sker i dag også i høj grad i OECD. Hvis man i højere grad vil inkludere udviklingslande, er en ny Verdensskatteorganisation huset af FN også en god løsning på, hvordan man kan sikre fælles informationsdeling og koordinering blandt landene.

Få denne artikel som PDF


PENGESKABELSE

af Inge Røpke, Aalborg Universitet

Indledning
Samfundets økonomiske aktiviteter understøttes gennem cirkulation af penge. Penge fungerer som værdimål (måleenhed for priser), som betalingsmiddel i handel med varer og tjenester og som værdiopbevaringsmiddel. Når vi i almindelighed taler om penge, tænker vi på den slags penge, der samtidig er lovlige betalingsmidler. Hermed menes, at pengene er anerkendt af staten som midler, der kan bruges til at betale skat og til at indfri gæld. Det gælder typisk kontanter (sedler og mønter) samt anfordringsindskud i banker, men f.eks. ikke obligationer, der først skal sælges. Obligationer kan ses som næsten-penge, fordi de som regel er ret lette at få omsat i penge. Kryptovalutaer som bitcoin opfylder i princippet de tre krav til penge: For det første er 1 bitcoin i sig selv en måleenhed modsat obligationer, hvis pålydende værdi er fastsat i kroner; for det andet kan bitcoin bruges til betalinger i nogle sammenhænge; og for det tredje kan bitcoin bruges til værdiopbevaring, omend der er tale om stærkt spekulativ værdiopbevaring, da kursen svinger meget. Men bitcoin er ikke et lovligt betalingsmiddel, da de ikke accepteres af staten til indbetaling af skat, ligesom man ikke kan forlange at kunne indfri sin gæld i bitcoin. I det følgende fokuseres primært på skabelse af lovlige betalingsmidler, mens kryptovalutaer o.l. må finde plads i et andet indlæg.

Manges forestilling om penge er præget af penge i form af mønter og sedler, der lægger op til at se penge som en ting. Når man ser penge som en ting, er det også nærliggende at forestille sig, at der er en vis mængde af disse pengeting, der så kan cirkulere i samfundet. Forestillingen understøttes af brugen af begrebet pengemængde. Ganske vist omfatter begrebet pengemængde ikke kun mønter og sedler, men også anfordringsindskud i bankerne (og evt. endnu flere aktiver, afhængigt af hvilket pengemængdebegreb der henvises til – M1, M2 osv.). Men inddragelsen af bankindskud i pengemængdebegrebet ændrer ikke ved, at selve begrebet antyder, at en given mængde cirkulerer.

Denne forestilling er imidlertid misvisende. Penge er der ikke som en mængde – de skal udstedes og sendes ind i økonomien gennem en løbende social proces. Penge skabes og destrueres hele tiden i tilknytning til de økonomiske aktiviteter. I moderne samfund kan penge skabes og destrueres på to måder, der principielt kan anskues som to forskellige kredsløb.

Næste afsnit: Pengeskabelsens to nationale kredsløb


Kapitalmarkedsunionen

Af Jakob Vestergaard (DIIS)

Introduktion
Idéen om at have et integreret kapitalmarked i Europa har mere end 50 år på bagen. Det, kapitalmarkedsunionen handler om, er jo at skabe et indre marked for kapital. Og den dagsorden går helt tilbage til den såkaldte Segre-rapport, udarbejdet på EU-Kommissionens foranledning i 1966. Den politiske ambition om at skabe et integreret kapitalmarked i EU er altså en ældre herre; betydeligt ældre end for eksempel ØMU’en, den økonomiske og monetære union.

Ikke desto mindre blev kapitalmarkedsunionen i 2015 lanceret af den dengang nyligt udnævnte finanskommissær lord Jonathan Hill med stor bravado og trompetfanfare. Det var det mest afgørende initiativ i et helt årtis europæisk integrationshistorie, proklamerede Hill. Når man kender forhistorien, kan det være fristende at feje Hills fanfarer af bordet, og rubricere kapitalmarkedsunionen som gammel vin på nye flasker. Men det ville være en fejl. For faktisk er det er i lige så høj grad det modsatte: ny vin på gamle flasker.

Det er gammel vin på nye flasker i den forstand, at det er en revitalisering af en tudsegammel bestræbelse på at harmonisere nogle regelsæt på tværs af landegrænser, italesat i et nyt sprog, der betoner det europæiske samarbejde som en union (fremfor som et marked). Men samtidig har initiativet altså nogle elementer, der er helt nye, og som kræver særlig opmærksomhed, fordi den måde, de præsenteres på i kapitalmarkedsunionen, langt hen ad vejen er ufuldstændig og misvisende.

De nye elementer er især knyttet til det, man kalder ”simpel og transparent sekuritisering”. Det er udtryk for en forbløffende politisk magi, at man så hurtigt efter finanskrisen er lykkedes med at give sekuritisering en helt ny, positiv framing. Det var ellers lige præcis denne type finansiel praksis, som i kølvandet på finanskrisen gav anledning til, at ”skyggebanker” og ”systemisk risiko” blev en etableret del af en stærkt bekymret politisk diskurs. De praksisser har nu gennemgået en form for esoterisk renselse. Efter at have været anset som en af de helt centrale årsager til finanskrisen og det kun nødtørftigt undgåede kollaps af det finansielle system er disse selvsamme praksisser nu pludselig nøglen til finansiel stabilitet og økonomisk vækst i Europa.

Idéen om, at man har fundet en måde at gøre sekuritisering sikker på, er desværre ualmindelig tvivlsom. Det ser vi nærmere på, når vi har været en tur omkring den del af initiativet, som har dybere historiske rødder med enkelte senmoderne tvists. Allerførst giver det dog mening kort at opsummere de rationaler, som kommissionen har bragt i spil i sin politiske markedsføring af projektet.


Makroprudentiel politik

af Jakob Vestergaard, Senior researcher, DIIS

Introduktion
Der er delte meninger om, hvor stor en rolle finansiel regulering, eller mangel på samme, havde i det forløb, der ledte frem til finanskrisen i 2008. Men de fleste synes dog at kunne enes om, at finanskrisen viste, at det, man kalder en ”mikroprudentiel” tilgang til regulering af finansielle institutioner, var utilstrækkelig. Fremadrettet ville der være brug for en ”makroprudentiel” tilgang, sagde man.

Kort fortalt går forskellen ud på, om man tænker, at finansiel stabilitet kan sikres ved, at man sørger for, at den enkelte finansielle institution lever op til nogle retningslinjer for solid bankvirksomhed – eller om man anerkender, at der er risici i det finansielle system, der rækker ud over, hvad der kan begribes og indfanges i en optik, der ser hver finansiel institution for sig. Det makroprudentielle perspektiv anerkender, at hvad der forekommer at være ansvarlig og forsigtig finansiel praksis set fra den enkelte institutions synsvinkel, kan skabe store risici og ustabilitet i det finansielle system, hvis en stor gruppe af finansielle institutioner har den pågældende adfærd samtidigt.

Grundtanken kan illustreres med en metafor. Det vil for nogle mennesker give mening at gardere sig mod eventuelle indbrud og overgreb ved at anskaffe sig en revolver eller to og gemme dem på udvalgte steder i huset. Derved forekommer ens liv, alt andet lige, at blive mere sikkert. Men hvis alle gør det, er sagen straks en anden. Et samfund, hvor alle har våben, er næppe et mere sikkert og mindre voldeligt samfund end et samfund, hvor ingen eller kun de færreste har våben.

For en finansiel institution, der kommer i problemer med sin likviditet, vil der ikke være meget andet at gøre end at forsøge at skaffe likviditet ved at omsætte nogle af sine aktiver. Men hvis mange finansielle institutioner gør dette samtidigt, kan det skabe en nedadgående spiral, hvor mange finansielle institutioners samtidige salg af aktiver får markedsværdien af dem til at styrtdykke, hvorved de likviditetsproblemer, man forsøgte at løse i udgangspunktet, bliver endnu værre – og så fremdeles. En sådan likviditetsspiral var en central dynamik i finanskrisen. Det, der virker ikke bare nødvendigt og uomgængeligt set fra den enkelte finansielle institutions perspektiv, men også som fuldt tilstrækkeligt set fra den regulerende myndigheds side, viser sig at være ikke bare utilstrækkeligt, men faktisk også decideret farligt.

Den type risici, der opstår mere eller mindre uventet som resultat af et dynamisk samspil mellem forskellige aktører i det finansielle system, har fået benævnelsen ”systemisk risiko”. Men det gælder her, som i så mange andre tilfælde, at kært navn har mange børn. Systemisk risiko bruges af nogle til at betegne det fænomen, at en enkelt finansiel institutions kollaps kan destabilisere hele det finansielle system, mens andre bringer det i spil i en beskrivelse af de finansielle produkter og mekanismer, der forbinder finansielle institutioner i et tæt sammenvævet net.

Uanset betoning så er systemisk risiko det problem, makroprudentiel regulering forsøger at løse. Det er i al fald sådan, det fremstilles af de toneangivende internationale organisationer på området, fra Basel-komitéen og IMF til EU’s systemiske risikoråd. Om makroprudentiel regulering så faktisk er en plausibel løsning på systemisk risiko, det er en anden snak. Den vender vi tilbage til. Først en beskrivelse af de instrumenter, der ligger i den makroprudentielle redskabskasse.


Hvad kan din pensionsopsparing gøre for klimaet?

Af Sarah Dieckmann, projektleder ved DEO

Teksten stammer fra et kapitel i bogen ”Kan EU redde klimaet? Debatoplæg om EU’s klimapolitik”, udgivet af DEO i 2017. Teksten er bl.a. baseret på interview med Lars Nautrup Jensen, Pelle Pedersen og Paul Brüniche-Olsen.

Hele bogen kan købes her: http://deo.dk/projekter/kan-eu-redde-klimaet/. Teksten anvendes med tilladelse fra forfatter og udgiver.

Hvad kan din pensionsopsparing gøre for klimaet?
Omstilling til et grønt samfund koster mange penge. Der er brug for investeringer i vedvarende energi, så vi kan mindske brugen af fossile brændsler, og der er brug for investeringer i et elnet på tværs af grænser, så vi stadig har strøm på en vindstille nat. EU-Kommissionen anslår, at der alene i energisektoren er brug for at investere mellem 712 og 1.087 milliarder kroner årligt fra 2021 til 2050 for at nå EU’s målsætninger for energi og klima. Her er det vigtigt, at både offentlige og private investorer bliver engageret, så vi råder over så mange penge som muligt til den bæredygtige omstilling. Jo før investeringerne gennemføres, desto mere CO2 kan vi spare.


Forrentning i et biofysisk perspektiv

Inge Røpke, professor MSO, Aalborg Universitet

Forrentning i et biofysisk perspektiv
Både inden for mainstream og blandt de kritiske stemmer bliver der taget udgangspunkt i den tankegang, at det gælder om at skabe bedre overensstemmelse mellem på den ene side investorernes interesser mht. afkast og risiko og på den anden side samfundets interesser i bæredygtig omstilling. De kritiske stemmer fremhæver dog, at nogle aktører er motiveret af en mere altruistisk tilgang og gerne vil yde ofre i form af en relativt lav forrentning for at fremme bæredygtig omstilling (man kunne også sige, at disse aktører har et langsigtet overlevelsesperspektiv i modsætning til de dominerende aktører, der af uvidenhed, kynisme eller ekstrem tiltro til teknologiske mirakler ofrer den langsigtede overlevelse for at opnå de kortsigtede gevinster). Men de kritiske stemmer får ikke for alvor stillet spørgsmålstegn ved den præmis, at investorer skal have deres kapital forrentet, endda med renters rente. Problemet er, at den præmis ikke er forenelig med bæredygtig omstilling.

Ud fra et biofysisk perspektiv er samfundets produktionsmuligheder begrænset af de tilgængelige ressourcer i form af energi, råstoffer, jord, vand, arbejdskraft, viden, infrastruktur og redskaber. På det grundlag kan samfundet i et givet år fremstille en ’real kage af brugsværdier (i form af materielle goder og tjenester), der dels kan investeres i fremtidige produktionsmuligheder, dels kan fordeles til forbrug blandt samfundets medlemmer. Kagen fremstilles både i virksomheder, den offentlige sektor, hjemmene og civilsamfundet, og den enkelte får adgang til sin del af kagen dels gennem rettigheder som borger og gennem omsorg fra familie, venner og civilsamfund, dels gennem monetære krav. De monetære krav opstår ud fra arbejdsindkomst og fra de indkomster, der er knyttet til ejerskab af aktiver. De økonomiske systemer er sådan indrettet, at de monetære krav kan vokse langt mere over tid, end den reale kage kan. Det sker, f.eks. når bobler pustes op: Når prisen på et givet hus stiger som led i en boligboble, er brugsværdien af huset ikke vokset, men ejeren har fået en kapitalgevinst, der samtidig udgør et monetært krav på samfundets reale kage af brugsværdier. Det samme sker, når det generelle prisniveau på aktier stiger: Den virksomhed, som aktieejeren har en andel i, producerer det samme og har de samme bygninger og maskiner som tidligere, men aktieejeren har fået en kapitalgevinst, der kan omsættes i brugsværdier. Både markedsstandarder og reguleringen af den finansielle sektor kan bidrage til oppustningen af de monetære krav. Når f.eks. højt ratede og meget likvide aktiver præmieres i reguleringen (gennem lavere vægtning i kapitalkrav til bankerne og gennem krav til pensionskassers likviditet), vil mange meget store finansielle spillere (banker, pensionskasser, statsfonde) efterspørge den samme type aktiver, f.eks. de samme 5.000 mest likvide selskaber på børserne. Dermed vil aktiverne stige i pris og ”skabe deres eget afkast”. På samme måde betyder den lavere vægtning på boliglån (typisk 35 %, men endnu lavere i bankernes interne rating-modeller), at det bliver mere attraktivt for bankerne at låne ud til boligkøb end til mindre virksomheder. Når bankerne derfor konkurrerer om at yde boliglån, er de tilbøjelige til at vurdere boligernes værdi højt, hvilket bidrager til at drive boligpriserne op.

Kapitalgevinster øger den samlede efterspørgsel og kan dermed føre til øget produktion, men væksten i den reale kage er alligevel begrænset af de biofysiske muligheder. Derfor vil væksten i nogle personers krav på kagen gå ud over andres adgang til den. Processen resulterer bl.a. i, at sammensætningen af den monetære efterspørgsel (baseret på fordelingen af pengene mellem forskellige sociale grupper) gradvist afspejles i sammensætningen af de fremstillede brugsværdier: De riges betalingsevne gør det profitabelt at fremstille de goder, de rige efterspørger.

Den reale kage kan godt vokse, når der inddrages flere biofysiske ressourcer, og når der udvikles nye teknologier og metoder, der udnytter ressourcerne bedre. Men ”investeringer” i eksisterende huse og eksisterende aktier og andre finansielle aktiver bidrager ikke til udvikling. Det er derfor meget uhensigtsmæssigt, at vi ikke sprogligt skelner mellem ”investeringer” i eksisterende aktiver og investeringer i ny udvikling. Der er en forståelig og rimelig interesse i, at man kan værdisikre sin opsparing i den forstand, at den ikke udhules af inflation, men det er ikke særlig velbegrundet at præmiere ”investering” i eksisterende aktiver – ud fra en forestilling om, at penge skal ”yngle”. Hvis ”investeringer” i eksisterende aktiver ”yngler”, er der derimod god grund til at beskatte gevinsterne kraftigt.

Når det derimod drejer sig om innovation og reale investeringer, der bidrager til at øge den reale kage på en fornuftig måde, kan en præmie være velbegrundet. Det er dog afgørende, at det netop sker på en fornuftig måde og ikke ved at skabe salgbare produkter, der samtidig undergraver livsbetingelserne på længere sigt – gennem overudnyttelse af ressourcer, forureningsproblemer, social udnyttelse, ødelæggelse af lokalsamfund osv. Men selv når denne betingelse er opfyldt, bør præmien være beskeden og begrænset i tid. En god idé eller investering kan ganske vist øge den reale kage, men ikke på den eksponentielle måde, som renter og renters rente lægger op til. Dertil kommer, at der trods mange gode idéer er snævre grænser for, hvor meget den reale kage kan forøges, fordi grænserne for inddragelse af mange typer biofysiske ressourcer for længst er overskredet. Det betyder, at store præmier også ved reale investeringer opnås på bekostning af andre menneskers adgang til kagen. Som de økonomiske systemer er indrettet i dag, er der alt for gode muligheder for meget stor og langvarig præmiering, fordi der ofte opstår monopollignende tilstande baseret på netværksfordele og forskellige former for ejerrettigheder (patenter mv.). Når præmieringen for reale aktiviteter kombineres med brug af kreativ formueplacering og skattely, sikres en vækst i de monetære krav, der langt overstiger den mulige vækst i den reale kage.

Bæredygtig omstilling forudsætter, at de biofysiske ressourcer styres henimod investeringer i omformning af systemerne til forsyning med energi, fødevarer, mobilitet, boligydelser osv., samtidig med at de fattiges behov tilgodeses. Det er fornuftigt at gøre grønne investeringer relativt mere profitable i forhold til sorte investeringer gennem en aktiv klima- og miljøpolitik, hvor forurening og ressourceforbrug gøres dyrere. Men det er også vigtigt at nedbringe de absolutte forrentningskrav, sådan at bæredygtig omstilling ikke forudsætter, at ejerne af aktiver skal have så stor en del af kagen alene i kraft af deres ejerskab. Det øger indtjeningen hos de mest formuende og muliggør, at biofysiske ressourcer omsættes i luksusforbrug. Det er simpelthen ikke foreneligt med bæredygtig omstilling.

Der er ingen enkle veje til at reducere den indtjening, der er knyttet til ejerskab af aktiver. Det kræver indsatser på mange forskellige områder som finansiel politik, skattepolitik, arveregler, patentlovgivning, konkurrenceregulering, boligpolitik og meget andet. Men det er et afgørende skridt at erkende, at forrentningen af aktiver skal nedbringes. Selvom aktiverne er meget ulige fordelt, kan det imidlertid være vanskeligt at udbrede den tankegang. Mange mener, at det er i deres egen interesse med en høj forrentning af aktiver, fordi de selv sparer op til pension, er boligejere og i stigende grad også er småaktionærer. På den måde er den store middelklasse blevet kapret af en fortælling, der først og fremmest tjener de mest formuendes interesser. Bæredygtig omstilling forudsætter en alternativ fortælling, der ser forrentning i et biofysisk perspektiv og prioriterer den langsigtede overlevelse over den kortsigtede gevinst.


HÆVET OVER LOVEN

Brooke Harrington (ph.d.) er professor MSO ved CBS, Copenhagen Business School

Hævet over loven? Offshore og libertariansk anarki
Brooke Harrington (ph.d.) er professor MSO ved CBS, Copenhagen Business School. Hun er sociolog og uddannet formueforvalter og har i næsten 10 år beskæftiget sig med studiet af finansielle offshore-aktiviteter. Hun har skrevet adskillige tidsskriftsartikler om emnet samt bogen Kapital uden grænser: Om skattely, formueforvaltere og verdens rigeste.

Fokus i debatten om offshore-finansiering er ofte rettet mod dens rolle i forhold til skatteunddragelse, men sandheden er langt værre. Offshore-finansiering handler i virkeligheden om de superriges omgåelse af loven. Skatteproblematikken er kun toppen af isbjerget. Hvis de rige ikke ønsker at betale deres gæld eller lader hånt om de love, der gælder for alle andre – det være sig arvelovgivning eller handelsembargoer – så  gør offshore-finansiering det muligt for dem.

Den amerikanske forfatter Joan Didion har engang gjort den observation, at: ”Hemmeligheden ved magt og penge er hverken de ting, penge kan købe, eller magt for magtens egen skyld … men derimod fuldstændig personlig frihed, bevægelighed, fortrolighed.” Dette er en del af en filosofi om libertariansk anarki, som mange af nutidens milliardærer tilslutter sig: en radikalt anti-statslig holdning, der argumenterer for ”løsrivelse fra demokratiets snærende bånd” for samfundets rigeste. Kernen i offshore-finansiering er, at den skaber denne lovløshed blandt de rige, ”en verden uden regler” for dem, der gerne vil ”nyde godt af samfundets goder, men ikke betale for dem”.

Offshore-landenes rolle som facilitatorer for massiv, systematisk skatteundgåelse er efterhånden velkendt. Stater verden over går hvert år glip af mindst 200 milliarder dollars alene på grund af privates brug af skattely. Dertil kommer 500 milliarder dollars om året i tabte skatteindtægter fra selskabers skatteundgåelse. Bag denne bortledning af rigdom fra almenvellet til private lommer står en industri af eksperter, som er hele forudsætningen for offshore-markedet. For selskabers vedkommende er hovedaktørerne The Big Four, de fire største globale revisionskoncerner, samt i mindre grad nogle internationale advokatfirmaer. For private faciliteres skatteundgåelse af formueforvaltere – en profession af bl.a. sagkyndige advokater og revisorer, som har specialiseret sig i at beskytte verdens ultrarige elites formuer.

Da skandalen om Panama-papirerne brød ud i lys lue i 2016, fik offentligheden et langt bedre indblik end tidligere i formueforvalterne og deres betydning for offshore-markedet. Skandalen afslørede bl.a., hvordan Mossack Fonseca, det firma, hvis kundedata blev afsløret under Panama-lækagen, var med til at skrive lovene i adskillige offshore-jurisdiktioner og således fik dem skræddersyet til deres klienters ønsker om at undslippe ”de snærende bånd fra hjemlandenes suverænitet”. Via offshore-markedet blev det, der var forbudt i hjemlandet, pludselig muligt, endda uden nogen form for civil- eller strafferetlige sanktioner. Denne side af Panama-lækagen, skatteunddragelse set i et større perspektiv, har ikke fået den opmærksomhed, den fortjener.

Se blot på en enkelt offshore-jurisdiktion: Cookøerne. Denne lille øgruppe i det sydlige Stillehav har skabt sig en afgørende niche inden for offshore-finansiering ved i sin nationale lovgivning at have indarbejdet såkaldte asset protection trusts, dvs. fondsstrukturer som værn mod eventuelle kreditorer. Dette redskab er skatteneutralt og hjælper altså ikke nogen med skatteunddragelse. Det hjælper derimod privatpersoner med at omgå andre love, for eksempel bødekrav pålagt af domstolene eller krav om overholdelse af handelsrestriktioner.

Cookøernes lovgivning har hindret den amerikanske stat i at inddrive 37,6 millioner dollars, som den i 2007 vandt i en sag mod forfatteren Kevin Trudeau om ulovlig forretningspraksis, samt 8 millioner dollars i en anden sag vundet samme år mod en ejendomsspekulant i Oklahoma, der havde misligholdt lån fra USA’s føderale regering. Både Kevin Trudeau og ejendomsspekulanten havde deres aktiver placeret i fonde på Cookøerne. Samme konstruktion benyttede den spanske baronesse Carmen Thyssen-Bornemisza sig af for at omgå handelsrestriktioner indført af UNESCO, som ramte hendes private kunstsamling, der var vurderet til milliarder af dollars. Også den amerikanske finansmand Marc Rich benyttede konstruktionen, så den amerikanske stat ikke kunne beslaglægge hans formue, der ellers var skabt ved overtrædelse af USA’s handelsembargo mod Iran. 

Ingen har endnu kunnet knække en fond på Cookøerne. Mange stater og kreditorer forsøger end ikke at forfølge deres krav på øerne. Det ville nemlig kræve, at sagen skulle anlægges på Cookøerne, hvilket ville betyde, at et hold jurister skulle sendes ud på en lang og bekostelig rejse. Alene flyveturen fra New York tager 15 timer, og dertil kommer fakturerbar tid. Resultatet er, at ”mange kreditorer hellere tager til takke med en brøkdel af deres tilgodehavende frem for at betale regningen for en langtrukken og besværlig retssag ude midt i Stillehavet”.

Som følge af landets rolle som facilitator for lovomgåelser er Cookøerne to gange blevet sortlistet som ”ikke-samarbejdsvillig jurisdiktion” i det internationale finansielle system. Det skete første gang i 2000 af den mellemstatslige organisation Financial Action Task Force og igen i 2015 af EU’s Eksekutivkomité. Ikke desto mindre blomstrer fondsindustrien fortsat. Cookøernes totale succes med at obstruere andre nationers juridiske beføjelser har ført til, at 25 andre jurisdiktioner verden over har kopieret landets fondslovgivning.

Eksempler som dette kan alene illustrere problemets globale omfang. Faciliteringen af de riges lovløshed er et af de væsentligste, men også mindst forståede fænomener i offshore-markedet. Fremadrettet giver dette anledning til følgende:

  • For forskerne betyder det, at studiet af offshore-finansiering bør udvides til at omfatte ikke blot skatteundgåelse, men også omgåelse af love og de dermed forbundne politiske, økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser.
  • For de politiske planlæggeres vedkommende er et af de få virkningsfulde redskaber, de har til rådighed, den offentlige gabestok, som lovundvigere havner i efter lækager som i tilfældet Panama. Stater og NGO’er må gøre det muligt for whistleblowers at følge eksemplet fra Panama-papirerne, hvor den pågældende whistleblower kunne lække papirerne anonymt og dermed ikke fik sit liv ødelagt.