rulletrappe

DET FORGÆLDEDE DANSKE FOLK

Magnus Barsøe: "Gud bevare afdragsfriheden. De forgældede danskere og bankernes guldalder". 

Boganmeldelse af Rune Møller Stahl, Institut for Statskundskab, KU

Danskerne er verdens mest forgældede folk. Med en samlet gældsmængde, der er mere end tre gange så høj som det samlede bruttonationalprodukt, er vi allesammen dybt afhængige af en finanssektor, der ikke bare kræver større og større dele af vores årlige indtægt i renter og gebyrer, men også, på grund af sin risikable og højtgearede investeringsstruktur, risikerer at kaste resten af økonomien ud i en dyb krise.

Konsekvenserne af denne gældsbyrde er emnet for Magnus Barsøes Gud bevare afdragsfriheden, som meget veltimet udkommer ti år efter Lehman Brothers kollaps. Barsøe er til daglig debatredaktør på Finans.dk - JP/ Politikens finansmedie, hvor han bl. a. har markeret sig som en skarp kritiker af Danske Bank og fortaler for alvorligere sanktioner over for finansiel kriminalitet.

Emnet for bogen er dog ikke den form for svindel og lyssky bankforretninger, der fylder medier i disse måneder, men i stedet de problemer som knytter sig til bankernes helt normale og legale forretningsmodel. Vi har nemlig ifølge Barsøe opbygget en usund og dyr finanssektor, der hvert år tjener milliarder på et oppustet boligmarked med monopollignende forhold for de finansielle superkoncerner som Danske Bank, Nordea og Nykredit. Denne situation er god for bankerne og deres ejere, der i disse år kan høste udbytter, der slår de ophedede år før finanskrisen.

Guldkalven for den finansielle sektor er boligmarkedet. Danmark har historisk set haft et højt niveau af boliggæld, fordi det har været relativt nemt for brede dele af befolkningen at få adgang til et billigt boliglån via realkreditinstitutionerne.

Men situationen har ændret sig radikalt i de sidste 20 år, hvor både gæld og boligpriser er stukket af i forhold til resten af økonomien. På den ene side har liberaliseringer af lånemarkedet tilladt de finansielle institutioner at tilbyde flere, større, billigere og mere risikable lånetyper til forbrugerne, især de variabelt forrentede flexlån og de afdragsfrie lån. På den anden side har man set en konsolidering af markedet, hvor tidligere tiders branddøre mellem f. eks. bankdrift og realkredit er blevet revet ned og åbnet for såkaldt ' finansielle supermarkeder', hvor kæmpekoncerner, som Danske Bank og Nordea, har frit spil til at tilbyde kredit til alle mulige formål. Dette har betydet en udvikling mod højere og højere gældsniveau. I 1982 var den private gæld blot 22 procent af BNP, 25 år senere i 2007 var den over 300 procent.

Denne opbygning af gæld er gået hånd i hånd med en oppustning af priserne på boligmarkedet med en mangedobling af priserne på huse og lejligheder. En udvikling der har øget uligheden markant, idet det har gavnet dem, der allerede ejede boliger, mens det har gjort det svært eller umuligt for unge mennesker med almindelige indkomster at købe en bolig i de store byer. De rigeste 10 procent sidder på en lige så stor del af boligformuen som de fattigste 70 procent af befolkningen og har dermed været de helt store vindere i denne udvikling.

Stor gæld, stor risiko

Det helt store problem ved den gældsfinansiserede boligboble, som nu igen er ved at bygge sig op, ligger dog for Magnus Barsøe i risikoen for økonomiske kriser. Jo større gældsmængde, desto større er den systemiske risiko. Denne risiko ved gæld handler om belåningsgrader eller gearing: Hvis du finansierer 90 procent af dit huskøb med gæld, en gearing på 1: 10, så skal der kun et prisfald på 10 procent til for at fjerne hele din egenkapital og gøre dig insolvent.

Det samme gør sig gældende for virksomheder, jo større gældsmængde i forhold til egenkapital, desto mere skrøbelig er virksomheden over for udsving i markedet.

Det var det, der skete i 2008, hvor store banker havde ekspanderet for lånte penge og derfor lynhurtigt blev drevet ud i insolvens, da boblen på det amerikanske boligmarked brast. I Danmark har den økonomiske recession, der fulgte finanskrisen betydet, at det har taget næsten et årti igen at nå op på samme BNP, som før krisen. Der er derfor store samfundsmæssige grunde til at sikre, at bankerne er polstret med nok egenkapital, når den næste krise rammer.

Problemet er ifølge Barsøe, at dette langtfra er tilfældet. Ti år efter finanskrisen er situationen blevet forbedret, men langtfra nok til at sikre mod en ny finansiel nedsmeltning - han citerer Financial Times' økonomiske redaktør Martin Wolf, for at sige, at situation er gået fra »vanvittig« til blot »latterlig«. Når der ikke er kommet det nødvendig opgør i forhold til den fi-nansielle stabilitet, handler det ifølge Barsøe om, at svingdøren mellem finanssektoren og politik og embedsværk, kører på højtryk.

På et tidspunkt forsvandt i løbet af få uger næsten hele direktionen i Finanstilsynet til job i den finansielle sektor. Med muligheden for at tilbyde vellønnede lobbystillinger til politikere og embedsmænd er det ikke svært for bankerne at beskytte sig mod indgreb, der kan true deres indtjening.

Gud bevare afdragsfriheden er velskrevet og præcis og bogen har held med at præsentere sit komplicerede materiale på en letforståeligt måde uden at fordumme. Det er godt analytisk og formidlingsmæssigt håndværk. Barsøe overbeviser langt hen ad vejen om sine pointer, der underbygges af flittig reference til den økonomiske litteratur og finansielle iagttagere som Martin Wolf. Især aflivningen af den form for liberalistisk ønsketænkning, som mener at alle problemer kan løses med mere deregulering er effektiv. Nogle gange mister man dog orienteringen i de mange tal og procenter, man præsenteres for i teksten, og de medfølgende tabeller og grafer er ikke specielt vellykkede. Lidt ekstra redaktionsarbejde i forhold til præsentationen af data ville klart have gjort fremstillingen lettere at følge.

Nedbring gælden

Barsøes erklærede mål er at begrænse de store finansielle monopoler for at styrke konkurrencen og skabe en sundere form for markedsøkonomi.

Det fører til en række klare politiske løsninger, der inkluderer at nedbringe gældsmængden, afskaffe rentefradraget, opsplitte de store finanshuse og at stille højere kapitalkrav til bankerne. Dette er alle fornuftige tiltag, der ikke blot ville styrke den finansielle stabilitet fremover, men også have en positiv fordelingspolitisk effekt.

Men spørgsmålet er om det er så simpelt at gå tilbage til situationen før finanssektoren fik vokseværk.

Blandt mange af finanssektorens kritikere i den økonomiske debat, finder man en forestilling om finanssektoren som en form for parasit, der suger investeringer til sig fra den ' reelle økonomi'. Men det økonomiske system er integreret, og man kan ikke blot adskille ' sunde', produktive investeringer, fra ' usunde' spekulative investeringer - begge dele er drevet af profit, og der er en dyb integration mellem de to sfærer, som er opbygget igennem årtier.

Den finansielle liberalisering kommer ikke ud af det blå eller er udelukkende et produkt af dogmatisk liberal ideologi (selvom det selvfølgelig spiller en rolle). Desværre er det sådan, at væksten i de sidste årtier stort set har været afhængig af en fortsat serie af gældsfinansierede investeringsbooms drevet frem af løs regulering og stadig løsere pengepolitik - i midten af halvfemserne var det de boomende markeder i Sydøstasien indtil den asiatiske krise i 1997 satte en stopper for det. Så var det dot.

com-boblen i IT-aktier, indtil den bristede ved årtusindeskiftet. Derefter blev det boligbobler i lande som Danmark, Spanien og USA, indtil krisen i 2008.

Væk med vækstmotoren

Grundlæggende er denne model et produkt af den form for neoliberal kapitalisme, som materialiserede sig med Reagan og Thatcher i 1980' erne. Her var vækstmotoren, i modsætning til efterkrigstiden med sin statsstyrede industripolitik, at vækst skulle sikres gennem private investeringer og finansiel deregulering.

Hvis man, som Barsøe foreslår, vil fjerne den vækstmotor som den private gældsopbygning har været, er det nødvendigt at tænke over, hvad alternativet er. Ideen om at ville tilbage til en god, gammeldags form for fornuftig kapitalisme er sympatisk, men ikke nødvendigvist særligt realistisk. En kapitalistisk økonomi uden gældsbobler, vil sandsynligvis betyde en økonomi i kronisk krise og lavvækst.

Hvis man vil undgå sådan en situation, må man være parat til en langt større statslig intervention i økonomien eller finde andre kanaler til at sikre et tilstrækkeligt investeringsniveau. Det synes jeg personligt er en god idé, men det stiller andre og større spørgsmål, end Barsøe kan svare på i sin analyse.

Denne artikel er først bragt i Information den 23. november 2018.


VI HAR FORSØMT DET VIGTIGSTE OPGØR EFTER FINANSKRISEN

Vi har forsømt det vigtigste opgør efter finanskrisen

Af Frederik Lassere og Kristian Weise (CEVEA)

Lørdag 15. september 2008 indvarslede et tabt årti. Det kan vi konstatere her ti år efter, at Lehman Brothers gik konkurs og udløste en global finanskrise, der bragte flere års økonomisk recession og massearbejdsløshed. Og som i øvrigt ligeledes hidkaldte en katastrofal europæisk sparepolitik og en kriserespons, der satte fut under udviklingen i den allerede galoperende ulighed.

Storbankernes overdrevne spekulation og kompromisløse profitjagt i stræben efter at etablere finansimperier var drivkraften bag krisen, hvis efterdønninger banede vejen for den politiske polarisering og de opbrud, vi har set i Europa og USA de seneste år.
I tillæg til de politiske og sociale omkostninger kommer den økonomiske regning. Ifølge Rangvid-udvalget kostede finanskrisen Danmark alene 400 milliarder kroner, hvoraf 200 milliarder kroner udgør et permanent velstandstab. Det vil sige en regning, som vores og fremtidige generationer må bære rundt på til tid og evighed.

Vi har altså af bitter erfaring lært, at finanskriser mildt sagt er vanvittigt dyre. Derfor er det altafgørende, at den finansielle regulering bidrager til at sikre en velfungerende og robust finanssektor. Ser vi på de mange nationale og internationale reformer siden 2008, er det dog ikke tydeligt, at reguleringen har været tilstrækkeligt ambitiøs til at opnå det formål.

De store banker er stadig for fede til at fejle
Det altoverskyggende mantra for det styrkede internationale samarbejde og den skærpede regulering efter krisen var, at skatteydernes penge aldrig igen skulle bruges til at redde konkurstruede banker. Som nationalbanksdirektør Lars Rohde for nylig slog fast, er vi ikke der endnu. Selvom vi på det principielle plan er på plads med lovgivning om, at aktionærer og kreditorer – fremfor småopsparende og skatteydere – skal holde først for, når en bank skal afvikles, er det endnu ikke troværdigt, at skatteyderne slipper helt.

De seneste ti års reformarbejde har ikke realiseret det løfte, politikerne gav skatteyderne. For en af de vigtigste underliggende årsager til finanskrisen er endnu ikke løst: Vi har fortsat banker, der er for fede til at fejle.
De politiske reformbestræbelser har i altovervejende grad været fokuseret på smalle institutionelle reformer – øgede krav til bankernes kapital- og likviditetsposition samt skærpede rammer for kreditgivning. Selvom vi i Danmark stiller mindre krav til bankernes kapitalfinansiering end vores nordiske nabolande, er den øgede polstring isoleret set positiv. Med større kapitalbuffere kan bankerne nemlig bedre modstå store, pludselige tab.

Mens man har forsøgt at reducere muligheden for, at banker kommer i økonomisk uføre, er der ikke gjort nok for at fjerne den uudtalte statsgaranti, der frister storbankerne til at optage de store risici, som fører dem ud i problemer i første omgang. De større strukturelle reformer af bankmarkederne og bankernes størrelse blev efterladt på perronen, så snart det stærke politiske momentum for gennemgribende reformer begyndte at ebbe ud i årene efter krisen.

Det er problematisk, fordi risikoen for at gå nedenom og hjem og selv stå tilbage med regningen er det stærkeste og simpleste markedskorrektiv for enhver privat virksomheds risikovillighed.

Den brændende platform for det etiske selvopgør mangler
Når vi har set både Danske Bank, Jyske Bank og Nordea være involveret i hvidvask og skattely til trods for tættere regulering siden krisen, og når vi samtidig ser tidlige krisetegn i en faretruende udlånsvækst, som hovedsaligt er koncentreret i storbankerne, tyder det på, at deres etiske selvransagelse efter krisen er udeblevet.

Det er fristende at konkludere, at det skyldes fraværet af en brændende platform. Storbankerne jagter fortsat urealistisk høje afkast, som tvinger dem ud i tvivlsom adfærd. Og de tager ofte, bevidst eller ubevidst, større risici, end de burde, fordi banker kan forvente at putte overskuddet på de unødigt risikobetonede aktiviteter i lommen, men blive reddet af staten, hvis det skulle gå helt galt.

Hvis vi vil undgå, at finansiel spekulation atter påfører os en årelang politisk og økonomisk krise, er vores vigtigste opgave derfor at sikre troværdighed omkring, at bankerne selv betaler gildet, hvis de bringer sig selv i uføre igen.

Oprydning i de finansielle supermarkeder
Den gode nyhed er, at vi ikke behøver gøre noget nyt og potentielt farligt for at undgå, at vores store banker er for fede til at fejle. Vi skal faktisk bare arbejde henimod at genetablere nogle af de vandtætte skodder mellem forskellige typer af finansiel virksomhed, som blev udvandet i løbet af 1980’erne og 1990’erne.

De finansielle supermarkeder er som sådan blot en parentes i 170 års dansk bankhistorie. Kombinationen af finansiel deregulering, juridisk kreativitet og en bølge af fusioner og opkøb udviskede de ellers faste grænseopdelinger mellem pengeinstitutvirksomhed, forsikringsvirksomhed, realkreditvirksomhed og fondsmæglervirksomhed, som igennem årtier havde sikret en sund og stabil finanssektor i Danmark.

Samlingen af finansielle aktiviteter har med andre ord banet vejen for konsolideringen, som har givet os banker, der er for store til selv at skulle stå til regnskab for selvpåførte problemer. Derfor kan en gradvis adskillelse af de forskellige former for virksomhed også være en vej til at fjerne storbankernes uudtalte statsgaranti.

Det er oplagt at starte med realkreditten, fordi man samtidig vil kunne løse den monopollignende markedssituation, der i de seneste år har gjort det ekstra dyrt at være boligejer. Danske Bank, Nykredit og Jyske Bank sidder på 80 procent af realkreditmarkedet, som med en værdi på 6.500 milliarder kroner svarer til cirka tre gange Danmarks samlede økonomi. Konkurrenceudfordringen understreges af, at realkreditinstitutternes samlede indtjening per omkostningskrone er mere end fordoblet fra 1,8 i 2013 til 4,1 i 2017.

Når bankerne har hævet bidragssatserne for kunderne, afspejler det altså ikke nødvendigvis, at det er blevet dyrere at drive realkreditvirksomhed. Tværtimod indikerer den øgede lønsomhed, at de finansielle supermarkeder har kunnet lukrere på fraværet af reel konkurrence, når der var lavvande i de øvrige forretningsområder.

Et krav om, at de finansielle supermarkeder skal reducere deres balancer ved at udskille realkreditten i selvstændige virksomheder, ville være et vigtigt skridt i forhold til at sikre, at storbankerne kun tager de risici, de selv kan betale for. Samtidig ville vi værne om den særlige danske realkreditmodel, politikerne normalt vil gøre alt for at beholde.

Ti år efter krisen kan politikerne med fordel tage ved lære af fortiden for at sikre en robust og velfungerende finanssektor i fremtiden.

Frederik Lassere og Kristian Weise. Først bragt på Altinget.dk, den 29. september 2019.


ØMU REFORMER I BLINDGYDE

ØMU reformer i blindgyde

Af Jakob Vestergaard, lektor RUC

Frankrigs finansminister Bruno Le Maire havde en indtrængende opfordring til sine kolleger inden dagens EU-topmøde: Hold de to helt store dagsordner om migration og euroreformer adskilt, s’il vous plaît!

Franskmændene frygter med god grund, at Emmanuel Macrons visioner for øget europæisk integration falder fuldstændig til jorden – og at de med sig ned tager ethvert håb, EU-Kommissionen og ligesindede måtte have om væsentlige reformer af den Økonomiske og Monetære Union, der ligger til grund for euroen. Men ret beset er reformprojektet allerede faldet. Tilbage står spørgsmålet, om det lykkes at lyddæmpe braget en smule.

Eurobudget
På et slot i den lille tyske by, Meseberg, lidt nord for Berlin, mødtes Angela Merkel og Emmanuel Macron mandag i sidste uge, for at finde fælles fodslag forud for EU-topmødet. I en tid hvor flere og flere topmøder afrundes uden sluterklæringer, må det noteres på positiv-siden, at de to europæiske statsledere udsendte flere end seks sider med fælles positioner på alle de store emner fra indvandring over sikkerhedspolitik til bankunion og eurozonebudget.

Umiddelbart er der især tre elementer af den fransk-tyske aftale der kommer ud af mødet, som stikker ud: idéen om et særligt eurozone-budget, en ny finanspolitisk finansiering af bankunionen, og et forslag om at etablere en Europæisk Monetær Fond (EMF), som en videreudvikling af den europæiske stabiliseringsmekanisme (ESM).

Enhver snak om nye budgetter er svær at sælge til tyske vælgere og politikere, så Merkel har bevæget sig længere her, end mange havde forventet. Omvendt ligger fokus i erklæringen ikke på stabilisering, som var Frankrigs hovedtanke med et eurozone-budget, der skulle institutionalisere EU’s mulighed for at yde støtte, lån og garantier til lande, der rammes af recession. I stedet lægger erklæringen vægt på konkurrencedygtighed igennem investering i innovation og uddannelse.

Muligheden for en fælleseuropæisk arbejdsløshedsforsikring nævnes ganske vist også, men det understreges samtidig, at den skal konstrueres på en måde, der ikke indebærer »overførsler« på tværs af landegrænser. Ikke så meget som en tysk skattekrone, skal åå til at betale arbejdsløse sydeuropæeres dagpenge.

Eurozone-budgettet skal ifølge det fransk-tyske forslag træde i kraft i 2021, men det nævnes ikke, hvor store midler vi taler om. En del af finansieringen kan komme fra skatteindtæger, opkrævet på fælleseuropæisk basis. Det har længe været en hed drøm for franskmændene, og der nævnes konkret muligheden for at indføre europæisk skat på finansielle transaktioner.

Bankunion og ESM
Bankunionen har været kritiseret for at være alvorligt hæmmet af de relativt små midler, den fælles afviklingsmekanisme for nødlidende banker vil have til rådighed. Det fransk-tyske forslag går her på, at man bruger finanspolitiske midler til at supplere bankernes egne løbende indbetalinger til afviklingsmekanismen, så at det samlede finansielle skyts fordobles og når op over 100 milliarder euro i 2024. Mere konkret foreslår de, at disse finanspolitiske midler tilføres via den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM). Det understreges dog i den fransk-tyske aftale, at man vil sørge for, at ordningen kommer til at fungere på en finanspolitisk neutral måde; de midler, der måtte blive tilført fra ESM i forbindelse med rekapitalisering eller afvikling af en bank, vil blive finansieret af ekstraordinære indbetalinger fra banksektoren over en periode på tre til fem år.

Erklæringen understreger, at enhver udbetaling fra ESM’en vil være forbundet med en række betingelser til modtagerlandets økonomiske politik. Der foreslås desuden en helt ny form for stabilitetsstøtte, til medlemslande der oplever likviditetsproblemer, men her slår aftalen fast, at denne type støtte kun vil kunne gives til medlemslande, der har fuldt styr på de offentlige finanser.
Det store fokus på betingelser for støtte hænger sammen med tyskernes ret intense bekymring for, at ESM’en med sine generøse bidrag uforvarende kommer til at svække medlemslandenes incitamenter til at holde orden i eget hus. Tyskerne ser en pointe i at bruge støtte-betingelserne til at gøre ESM til motor for finanspolitisk disciplinering af medlemslandene.

Kritikken
De fleste analytikere har kritiseret den fransk-tyske aftale for at være utilstrækkelig. Politico anmeldte aftalen under overskriften »Tre vildledninger og en begravelse«. For det første er der ikke enighed om, hvordan pengene skal bruges i eurozone-budgettet, og der er enorm afstand mellem Merkels ønske om beskedne midler til investeringer og Macrons vision om makroøkonomisk stabiliseringspolitik med midler svarende til en eller flere procent af eurozonens BNP.

For det andet har Frankrig og Tyskland fundamentalt forskellige tilgange til at reformere ESM. Tyskernes stadigt stærkere fokus på betingelser for støtte, vil underminere dens mulighed for at fungere stabiliserende i de krisesituationer, den skal agere i.
Og for det tredje – og potentielt farligst anfører Politico – kan man mistænke Merkel for gode miner til slet spil, da hun ved, at andre lande vil skyde de elementer af aftalen ned, som reelt er uspiselige for tyske vælgere.

Og begravelsen? Den gælder planerne for en fælleseuropæisk indskudsgarantiordning (EDIS) for bankkunder; her havde iagttagere håbet, at der i fraværet af substantiel enighed i det mindste ville kunne fremlægges en tidsplan for de videre forhandlinger. Tavsheden om EDIS processen fortolkes vidt og bredt som en de facto skrinlægning.

En af de mest tankevækkende kommentarer til den fransk-tyske aftale kom fra Guntram Wolff, leder af tænketanken Bruegel. Wolfs kritik er særligt interessant fordi Bruegel ikke alene er en af verdens højst-rangerende tænketanke, men også en slags professionel intelligentsia for euroens fremme med finansielle bidrag fra en række medlemslande og nationalbanker (herunder den danske).

I et live interview med Bloomberg forklarer en tydeligt forpint Guntram Wolf, at de dele af den fransk-tyske aftale, der vedrører bankunionen, er »meget svage«. En fordobling af midlerne til afviklingsmekanismen, som erklæringen foreslår, er alt for lidt; det finansielle skyts skal være langt større for, at bankunionen kan blive en troværdig og effektiv konstruktion. Kritikken på det her punkt rammer ekstra hårdt, fordi EU-diplomater har beskrevet netop dette som EU-topmødets »eneste potentielle guldæg«.

Wolf forklarede videre, at meget tyder på, at man så vidt angår ESM’ens bidrag til afviklingsmekanismen, holder fast i en mellemstatslig konstruktion, hvor ingen midler kan udbetales, uden at alle medlemslande kan tilslutte sig. En sådan beslutningsproces – med de facto veto til alle medlemslande - er håbløs, når det gælder spørgsmål om afvikling af nødlidende banker, hvor myndighederne ofte kun har få døgn til at få en plan på plads.

I den mere alvorlige evne må det bemærkes, at den fransk-tyske aftale helt afviser EU-Kommissionens forslag om at sanktionere og fremme udstedelse af særlige værdipapirer baseret på puljer af europæiske statsobligationer (såkaldte sovereign bond-backed securities, SBBS). Det er bemærkelsesværdigt fordi forslaget om at skabe et sikkert, fælleseuropæisk værdipapir, af Kommissionen blev anset som helt centralt for dens bestræbelse på at afmontere de undergangsspiraler mellem bank- og statsgæld, som er så truende for euroens sammenhængskraft.

Tanken var, at når markederne bliver grebet af panik, kunne de finde sikker havn i sådanne paneuropæiske gældspapirer – i stedet for at vælge den vante rute ud af Sydeuropa og ind i Bundesbank. Men den idé synes nu begravet: »Forslagets ulemper er langt større end dets potentielle fordele og bør derfor ikke forfølges yderligere,« lyder den fransk-tyske position, kort og lakonisk.

Modstanden fra nord
At den fransk-tyske aftale langt hen ad vejen er en tynd kop te, forhindrer den ikke i at være under massiv kritik fra andre medlemslande for at være slet og ret for meget. Anført af den hollandske finansminister, Wopke Hoekstra har 12 mindre medlemslande sendt et brev til eurogruppens leder, Mario Centeno, for at understrege koalitionens dybe uenighed med store dele af aftalen. Koalitionen blev først etableret i marts måned, bestående af Holland, Irland og de nordiske og baltiske lande, men siden er Benelux-landende, Østrig og Malta kommet til.

Disse lande udfordrer i samlet flok ikke blot størrelsen af et eventuelt eurozone-budget, men selve idéen om at det skulle være nødvendigt eller hensigtsmæssigt. Idéen om et eurozone-budget ses som en farlig udvikling som på sigt kan underminere medlemslandenes incitamenter til at holde styr på deres offentlige finanser. Den franske finansminister Bruno Le Maire svarede igen ved at beskrive eurozone-budgettet som et ultimativt krav fra fransk side; ganske enkelt ikke til forhandling.

Hvor peger pilen så hen for de kommende to dages EU forhandlinger, på allerhøjeste niveau? Der er meget, der tyder på, at ØMU reformerne får det svært. Så sent som i går, kunne en række medier rapportere, at Mario Centeno skal have sendt et brev til Donald Tusk, den polske formand for det europæiske råd, hvori han gør det klart, at om end han personligt støtter den fransk-tyske aftale, så må han konstatere, at der er meget lidt konsensus om kursen for ØMU-reformerne. Det eneste der reelt er enighed om, konstaterer Centeno, er at bruge ESM’en til at skabe en finanspolitisk understøttelse af den fælleseuropæiske afviklingmekanisme.

Trods mere end fem års intenst forarbejde og skubben på fra EU-Kommissionens side, ser det ud til, at det topmøde, der på forhånd var udråbt som den centrale milepæl i ØMU reform processen, ender med i bedste fald fortvivlende små fremskridt.

Denne artikel er først bragt i Information den 28. juni 2018.


DRAMAET UNDER RADAREN: EU'S KAPITALMARKEDSUNIONEN

Dramaet under radaren: EU's kapitalmarkedsunion

Af Jakob Vestergaard, lektor RUC

Trods årtiers snak om kapitalens fri bevægelighed, så er kapitalmarkederne i Europa fortsat stærkt fragmenterede. Det skal en ny EU’s nye kapitalmarkedsunion råde bod. Initiativet sælges til borgerne som et projekt, der handler om at skabe vækst og arbejdspladser. Men først og sidst handler det om at fremme lønsomheden i den europæiske finanssektor på bekostning af regulering. Et af værktøjerne er såkaldt sekuritisering, der anses som en central faktor bag finanskrisen.

Idéen om at have et integreret kapitalmarked i Europa har mere end 50 år på bagen. Det, kapitalmarkedsunionen handler om, er at skabe et indre marked for kapital, og den dagsorden går helt tilbage til den såkaldte Segre-rapport, udarbejdet på EØF-Kommissionens foranledning i 1966. Den politiske ambition om at skabe et integreret kapitalmarked i EU er altså en ældre herre; betydeligt ældre end for eksempel euroen.

Ikke desto mindre var det med stor bravade og trompetfanfarer, kapitalmarkedsunionen i november 2014 blev lanceret af den dengang nyligt udnævnte finanskommissær lord Jonathan Hill. Det var det mest afgørende initiativ i et helt årtis europæisk integrationshistorie, proklamerede Hill.

Når man kender forhistorien, kan det være fristende at feje Hills fanfarer af bordet, og rubricere kapitalmarkedsunionen som gammel vin på nye flasker. Men det ville være en fejl. For faktisk er det er i lige så høj grad det modsatte: ny vin på gamle flasker.
Det er gammel vin på nye flasker i den forstand, at det er en revitalisering af en årtier lang bestræbelse på at harmonisere finansielle regelsæt på tværs af landegrænser, italesat i et nyt sprog, der betoner det europæiske samarbejde som en union (fremfor som et marked).

Men samtidig har initiativet altså nogle elementer, der er helt nye, og som kræver særlig opmærksomhed, fordi den måde, de præsenteres på i kapitalmarkedsunionen, langt hen ad vejen er ufuldstændig og misvisende. De nye elementer er især knyttet til det, man kalder ’simpel og transparent sekuritisering’. Det er udtryk for en forbløffende politisk magi, at man så hurtigt efter finanskrisen er lykkedes med at give sekuritisering en helt ny, positiv framing.

Det var ellers lige præcis denne type finansiel praksis, som i kølvandet på finanskrisen gav anledning til, at udtryk som ’skyggebanker’ og ’systemisk risiko’ blev en etableret del af ordforrådet i en stærkt bekymret politisk diskussion.
De finansielle praksisser har nu gennemgået en form for esoterisk renselse. Efter at have været anset som en af de helt centrale årsager til finanskrisen og det kun nødtørftigt undgåede kollaps af det finansielle system, er disse selvsamme praksisser nu pludselig nøglen til finansiel stabilitet og økonomisk vækst i Europa.

Idéen om, at man har fundet en måde at gøre sekuritisering sikker på, er desværre ualmindelig tvivlsom. Det ser vi nærmere på, når vi har været en tur omkring den del af initiativet, som har dybere historiske rødder med enkelte senmoderne tvists. Allerførst giver det dog mening kort at opsummere de rationaler, som kommissionen har bragt i spil i sin politiske markedsføring af projektet.

De politiske rationaler
I EU-Kommissionens skåltaler præsenteres kapitalmarkedsunionen som en række initiativer, der har til formål at stimulere ny finansiering til små og mellemstore virksomheder (SMV’er). Den ambition har både en mobiliserings- og en allokeringsdimension. Det handler både om at mobilisere nye finansieringskilder og at sikre den bedst mulige allokering af finansieringen i EU på tværs af landegrænser.

Overordnet set kan man se initiativet som en bestræbelse på at skabe et finansielt system, som minder mere om det amerikanske, hvor kapitalmarkederne spiller en langt større rolle i finansieringen af virksomheder, end tilfældet er i Europa. Man ønsker slet og ret, at virksomhederne bliver mindre afhængige af bankerne som deres primære finansieringskilde. Konkret håber man på, at man kan formå at skabe en langt større rolle for institutionelle investorer, såsom pensionsfonde og forsikringsselskaber, samtidig med at også private husholdningers opsparing mobiliseres på en mere direkte måde til finansiering af virksomheder.

For så vidt angår allokeringen af den finansiering, man kan mobilisere, opfatter kommissionen det som afgørende, at en række regler og retningslinjer harmoniseres og standardiseres, således at kapitalens fri bevægelighed sikres. Den del af det kan lyde håbløst forældet, men faktum er, at trods årtiers snak om kapitalens fri bevægelighed, så er kapitalmarkederne i Europa fortsat stærkt ’fragmenterede’, som det hedder i Bruxelles-lingo.

Men først og sidst i kommissionens legitimering af kapitalmarkedsunionen står løftet om vækst og arbejdspladser. Grønbogens allerførste sætning slår således med en vis højtidelighed fast, at det ikke alene er kommissionens højeste prioritet, men hele Europas højeste prioritet at skabe beskæftigelse og vækst. »Hvis der igen skal skabes vækst i Europa,« forklarer kommissionen, »består vores udfordring i at frigøre investeringer i Europas virksomheder og infrastruktur.« Der er imidlertid grund til at betvivle, at kapitalmarkedsunionen vil have væsentlig effekt på vækst og beskæftigelse; det vender vil tilbage til.

Forenkling, harmonisering og standardisering
Et centralt aspekt af de tiltag, Kommissionen identificerer, går på at reducere de barrierer, der måtte være for SMV’ers adgang til finansiering. Kommissionen har sat sig for at vurdere den dokumentation, som virksomheder forudsættes at offentliggøre for at kunne rejse finansiering på kapitalmarkederne. Eftersom denne type information kan være omkostningstung, er det kommissionens mål at forenkle og standardisere informationskravene, således at det ad den vej bliver nemmere og billigere for virksomheder at få adgang til kapitalmarkederne.

En anden standardiseringsbestræbelse består i at udvikle særlige kvantitative metodologier til at vurdere virksomhedens kreditværdighed. Målet i den bestræbelse er at gøre det lettere for ikke-eksperter og potentielle långivere uden for banksektoren (som f.eks. forsikringsselskaber og formueforvaltere) at tilgå de informationer, de har brug for, for at vurdere om de ønsker at låne penge til en given virksomhed. Fælleseuropæiske formater og metodologier skal altså nedbryde en række af de barrierer, der er for investering i virksomheder på tværs af landegrænserne.

Det er der isoleret set ikke noget problem i. Kritikere fremfører dog, at idéen om, at en paneuropæiske standardisering af det informationsflow, der guider virksomhedsfinansiering via kapitalmarkeder, skulle kunne give en hårdt tiltrængt kreditindsprøjtning til SMV’er, har en grundliggende brist.

Alt tyder på, at en solid kreditvurdering af virksomheder kræver noget andet og mere end standardiserede data. Solid kreditvurdering kræver kendskab til den økonomi, en given virksomhed opererer i, til dens konkurrencesituation og til dens ledelse. Det er lige præcis den form for viden, som en lokal bank har. Og som en investor i den anden ende af Europa ikke har. Det vidensgab kan man ikke ’informations-standardisere’ sig ud af.

Dertil kommer, at det forekommer naivt at forestille sig, at en tysk eller finsk pensionskasse ville føle sig mere tilskyndet til at investere i f.eks. italienske eller spanske virksomheder, blot fordi informationerne om dem følger en bestemt standardiseret skabelon. Jeg tror, man skal have siddet på et kontor i Bruxelles i meget lang tid for at kunne tro på, at sådan noget vil gøre en seriøs forskel for den intraeuropæiske allokering af kredit.

Ikke nemt at gennemskue hvad sekuritisering er
En måske endnu mere central del af kapitalmarkedesunionen er idéen om ’sikker sekuritisering’ – en politisk vare, der ikke burde kunne sælges. At den alligevel er blevet en central del af initiativet, og ligefrem dens bærende og mest dynamiske element, kan formentlig tilskrives, at få politikere og borgere, forstår, hvad sekuritisering er. Det er lige så plausibelt at gøre sekuritisering simpel, transparent og sikker, som det ville være at få vandpytter til at rejse sig og tage et par skridt til siden af hensyn til at holde den gående trafik tørskoet.

Sekuritisering benævner den praksis, hvorved bankers udlån samles i puljer, pakkes om og sælges videre til investorer som omsættelige gældspapirer (værdipapirer), som eksempelvis obligationer. Investorerne køber værdipapirerne og får til gengæld de løbende afbetalinger på lånene, efterhånden som de tilbagebetales.

Sekuritisering blev anset for en central faktor i finanskrisen, men Kommissionens projekt er ikke desto mindre nu at gøre sekuritisering ’stueren’ igen. Helt central for den øvelse er idéen om, at der kan skabes en særlig form for ’godartet’ sekuritisering, med enkelthed og transparens i højsædet, hvis udbredelse kan fremmes regulatorisk. Denne ’godartede’ form for sekuritisering vil man begunstige med en blødere form for regulering – ikke mindst i form af lavere kapitalkrav – for derved at gøre det attraktivt for investorerne at købe denne type værdipapirer igen.

Ved at tillade såkaldt ’tranching’ af de nye godartede sekuritiseringer, har Kommissionen nærmest per definition og på forhånd afskåret initiativet fra at kunne opnå blot en svag skygge af simpelhed. ’Tranching’ går kort fortalt ud på, at den pulje af lån, man sælger til investorer, deles op i underpuljer, inden der foretages salg, så der ud af den samme lånepulje kommer flere gældsværdipapirer.

Ironien er, at det er lige præcis disse ’tranching’-praksisser, som gør det særlig vanskeligt for investorer at gennemskue, hvilke risici der er forbundet med de forskellige sekuritiserede produkter. Hvis man virkelig havde ment det alvorligt, at man ville lave en ny og mere simpel form for sekuritisering, så ville første krav have været, at ’tranching’ ikke kunne komme på tale.

Virker det som vækstpolitik?
Den helt centrale politiske præmis for kapitalmarkedsunionen er, at manglen på vækst og jobskabelse skyldes en mangel på kreditudbud, især til SMV’erne, hvorfor vi må booste kreditudbuddet ved at stimulere kapitalmarkedsfinansiering i almindelighed og ved at gestalte nye former for sekuritisering i særdeleshed.

Realiteten er imidlertid, at den begrænsende faktor for virksomhedernes vækst og jobskabelse ikke har været manglende adgang til kredit, men snarere af en afmattet forbrugerefterspørgsel siden finanskrisens start. At satse markant på at øge udbuddet af kredit i økonomien uden i det mindste samtidig at sørge for at stimulere efterspørgslen er lidt som at forsøge at sælge øl på et stadion uden tilskuere.

Der er isoleret set ikke noget i vejen med hverken banklån eller kapitalmarkedsfinansiering. Begge dele har en vigtig rolle at spille. Men det er paradoksalt, at man med kapitalmarkedsunion-initiativet sætter præcis den form for virksomhedsfinansiering under pres, som ellers har vist sig at være den mest robuste.

Bankvirksomhed af den traditionelle slags, som man bedriver i mindre, lokale banker, hvor udlån er baseret på relationen mellem bank og låntager, er langt mere robust og mere fokuseret på långivning til realøkonomien, end tilfældet har været for de store universelle banker og investeringsbankerne. Kommissionens forsøg på at revitalisere sekuritisering fremmer i stedet den form for bankvirksomhed, som førte til finanskrisen.

Kritikere anfører, at kapitalmarkedsunionen reelt ikke så meget handler om at skabe vækst og nye arbejdspladser, som den handler om at booste de store europæiske finanshuses lønsomhed. Den agenda er Kommissionen optaget af, blandt andet fordi den bekymrer sig om den europæiske banksektors internationale konkurrenceevne. Hvor naturligt det end er, at den dagsorden fylder en del i Kommissionens arbejde, så er der grund til bekymring for initiativets implikationer for den finansielle stabilitet i Europa. Det er næsten som om finanskrisen allerede er glemt, hvilket i sig selv er ganske foruroligende.

Denne artikel blev først bragt i Information den 18. juni 2018.


BANKUNIONEN SENDT TIL TÆLLING

Bankunionen sendt til tælling
Af Jakob Vestergaard, RUC

Det er kun et par uger siden, at Emmanuel Macron udbad sig svar fra Tyskland på de reform visioner, den franske præsident har brugt en stor del af det første år af sin embedsperiode til at slå til lyd for. ”Ikke siden 2.verdenskrig, har der været et moment med så stor historisk betydning”, sagde Macron. Det europæiske projekt afhænger af Europas handlekraft i en situation præget af konflikter med vores ”traditionelle allierede”, en global orden under opbrud, og udfordringer med vores egen ”interne solidaritet” i EU. Tiden er inde til at træffe beslutninger, understregede han. Frustrationen over Merkels langmodige reaktion på spørgsmålet om reformer af EU's økonomiske og monetære union (ØMU) lod sig ikke skjule.

Macron og Merkel

Netop i den forgangne weekend kom så Merkels svar. I et stort interview i Frankfurter Allgemeine skød Merkel Macrons idéer ned. Der bliver ingen eurozone finansminister; der bliver ikke taget skridt i retning af fælleseuropæisk finanspolitik; og vi kan godt give den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM) et nyt navn og kalde den for Den Europæiske Monetære Fund (EMF), men den forbliver mellemstatslig og dermed ikke overnational, sådan som integrationisterne ønsker.

Så stort og rungende er Merkels nej, at Macron formentlig ville ønske, at han aldrig havde forsøgt sig med sin integrations-dagsorden, kommenterede Politico. I blandt Merkels afvisninger var der dog plads til, at hun udtrykte fortsat støtte til bankunionen. Netop dét kunne være et lille lys i mørket for Macron. I alt fald er det nok til at spændingen er bevaret forud for EU topmødet i slutningen af juni. Måske lykkes det faktisk at lande en aftale om bankunionen, trods store forudgående uenigheder? Det ville være et tyndt grundlag for fornyet optimisme, for meget tyder på, at Merkel har noget ganske andet i tankerne end Macron, når hun taler om bankunion.

Doom loop
Bankunionen kom på EU’s politiske dagsorden i EU i juni 2012. I årene der gik forud, var den europæiske bankkrise blevet til en europæisk statsgældskrise – som især havde ramt Irland, Portugal, Grækenland og Spanien hårdt. Den urovækkende kombination, at en svag banksektor kunne give en stat store gældsproblemer, og at en stat med store gældsproblemer kunne svække dens banksektor, gav anledning til betegnelsen krise-spiral (’doom loop’) i Bruxelles lingo. Et centralt aspekt af krisespiraler er, at forventninger om snarlige gældsproblemer kan blive helt eller delvist selvopfyldende og selvforstærkende, således at krisen spreder til stadigt flere lande.

Da den europæiske statsgældskrise nåede til Italien – eurozonens tredje største økonomi – blev det hurtigt til et spørgsmål om euroens overlevelse. Få var i tvivl om, at hvis Italiens låneomkostninger forblev høje eller steg yderligere, så ville det true Italiens medlemskab af euroen – og resultatet kunne blive en disintegration, der trak andre lande, måske endda Frankrig, med i faldet. Den Europæiske Centralbank (ECB) kom til undsætning, og markederne for statsobligationer stabiliseredes. Det var bestemt ikke uden sværdslag, at ECB påtog sig rollen som Eurozonens brand- og redningsdivision. Især i Tyskland var opstandelsen stor. Det var magtpåliggende for tyskerne og deres ligesindede i eurozonen, at der blev tale om et undtagelsesmæssigt indgreb; fremover måtte andre mekanismer sikre EU imod en gentagelse.

Bankunionen blev det EU initiativ, der skulle kortslutte fremtidige krisespiraler og dermed sikre, at EU ikke igen kom i en situation, hvor nogle forholdsvis afgrænsede gældsproblemer kunne true hele euro-samarbejdet. Tanken var, at fremtidige krisespiraler kunne forebygges ved at lave et fælleseuropæisk sikkerhedsnet for bankvirksomhed. Når en bank kom i problemer, så var det ikke den enkelte stat, der skulle betale regningen alene, men derimod bankunionens medlemslande i fællesskab. Den indskudsgaranti vi nyder, som civile kunder i vores banker, skulle være fælleseuropæisk, og på samme måde skulle eventuelle hjælpepakker til bankerne ikke hvile på det enkelte lands smalle skuldre, men på fællesskabet som helhed. Dermed ville den selvforstærkende spiral-effekt kunne brydes. Hvis eurozonelandene står på mål for bankerne – en for alle, alle for en – så vil der ikke være noget spillerum for selvopfyldende kriseforventninger på de finansielle markeder; og eurozonen vil alene derved være blevet langt sikrere finansielt set.

Bankunionens mange betydninger
Bankunionens to centrale søjler havde med netop disse to aspekter at gøre: fælles håndtering af nødlidende banker og fælles indskudsforsikring for bankkunder. EU vedtog i 2014 direktivet om genopretning og afvikling af finansielle institutioner, og det er planen at de nationale afviklingsfonde, der er knyttet til direktivet, i 2024 kan erstattes af en egentlig fælleseuropæisk afviklingsfond (baseret på bankernes egne indbetalinger til de nationale fonde i den mellemliggende periode).

Der er desværre ikke mange uden for det politiske establishment i Bruxelles, der forestiller sig, at fondens tilstræbte størrelse på 1 % af banksektorens samlede indskud vil være tilstrækkelig til at håndtere en situation, hvor en af de store europæiske banker kom i problemer, men der er dog (på sigt) tale om en egentlig europæisk konstruktion. Den fælleseuropæiske indskudsgaranti – som skulle sikre alle private indskud op til 100.000 euro – er man derimod ikke rigtig kommet længere med, siden Kommissionen kom med sit første udspil i 2015.

En central del af forklaringen på den manglende fremdrift  med bankunionen er selvfølgelig, at politisk enighed på tværs af landegrænser er betydeligt sværere, når skatteydernes penge er på spil. Det er formentlig også grunden til, at den mest udviklede dimension af bankunionen er det fælleseuropæiske banktilsyn. Det er begrænset, hvad det koster at holde øje – og det er et politisk budskab, det er relativt nemt at sælge, at store europæiske banker der opererer transnationalt, bør overvåges af overnationale europæiske institutioner, der har ressourcerne og kompetencerne til det.

De fleste er klar over, at bankunionen er en ufuldstændig konstruktion, hvor mindst et par af de bærende søjler hænger i luften, eller helt mangler. Det skorter således heller ikke på anråb til fuldbyrdelse af projektet, hverken fra politikere eller analytikere. For blot et par uger siden stillede økonomerne Isabel Schnabel og Nicolas Véron et penibelt spørgsmål. Hvad ville der egentlig skulle til for at fuldbyrde bankunionen? Hvor langt er vi fra målstregen? Schabel og Véron lægger ud med at konstatere, at svaret afhænger af hvad man mener med ’bankunion’. Er det et fuldt realiseret indre marked for bankvirksomhed, man har i tankerne, hvor banker og deres kunder orienterer sig europæisk snarere end nationalt, og overnationalt regulerede? Eller er det snarere en primært politisk konstruktion, hvor der er fælleseuropæisk indskudsgaranti og afviklingsmekanismer, sådan at krisespiraler ikke underminerer det europæiske projekt?

En egentlig bankunion – forstået som et indre marked for bankvirksomhed – har meget lange udsigter, konstaterer de to økonomer. Men selv den mere snævre bankunion, hvor fokus alene er på at blokere for fremtidige krisespiraler, synes ikke længere at være på tegnebrættet, ifølge Schnabel og Véron. De reformer, politikerne har i tanke, når de taler om fuldbyrdelse af bankunionen, er noget langt mere beskedent end det, der som minimum er påkrævet for at blokere for at krisespiraler fremover underminerer euro-samarbejdet.

Bankunion uden risikoreduktion?
For mindre end to uger siden annoncerede Kommissionen, at det Europæiske Råd var nået til enighed om den bankpakke, som netop har været omdrejningspunktet for den politiske indsats i forhold til nedbringelse af risici i medlemslandenes banksektorer. Valdis Dombrovskis, EU's kommissær for finansiel stabilitet, udtalte sin begejstring for at flere års ihærdigt arbejde havde båret frugt, og udtrykte sit håb om hurtig ekspedition i Europaparlamentet, sådan at fundamentet for det videre arbejde med bankunionen er på plads.

Det er imidlertid nemt at oversælge bankpakkens betydning. Langt størstedelen består i europæisk implementering af de reformer af internationale standarder for finansiel regulering, som den såkaldte Basel komité nåede til enighed om i kølvandet på den finansielle krise for snart ti år siden. Og de to helt centrale aspekter af de risikoreduktioner, som de nordlige medlemslande især holder øje med, var vel at mærke ikke en del af pakken. Der er tilsyneladende fortsat ikke enighed om hverken reduktion af dårlige lån eller indførsel af begrænsninger på bankernes beholdninger af værtslandets statsobligationer.

Schnabel og Véron er da heller ikke i tvivl. Isoleret set er det udmærket, at bankpakken er i hus, men hverken den eller de andre tiltag der er i spil, vil være tilstrækkeligt til at fuldende bankunionen og dermed blokere for fremtidige krisespiraler i eurozonen.

Allerede i december måned var der tydelige tegn på at bestræbelserne på at komme videre med bankunionen var i dyb krise. Kommissionen lancerede her sit senest opdaterede udspil om den videre proces med ØMU reformerne, og det var i bedste fald en tynd kop te. Daniel Gros, en fremtrædende EU økonom, kommenterede at ambitionen syntes reduceret til kosmetiske ændringer, mens egentlige, omfattende reformer syntes skrinlagt. Det eneste nævneværdige forslag i Kommissionens udspil var tanken om at indarbejde den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) i traktaten, og i den forbindelse give den nyt navn; Den Europæiske Monetære Fond (EMF). ”Det er overraskende”, kommenterede Daniel Gros, ”at Kommissionen intet nyt bringer på banen i forhold til at fuldende bankunionen, som ellers forekommer at være det eneste område, hvor reelle fremskridt synes mulige”.

Det skal dog her retfærdigvis nævnes, at en del af udfaldsrummet for en Europæisk Monetær Fond er, at den får en vigtig rolle som finanspolitisk bagstopper for den fælleseuropæiske afviklingsfond, hvilket vil styrke og øge troværdigheden af den fælles afviklingsmekanisme betydeligt.

Det kan samtidig forventes, at tildeling af midler fra den Europæiske Monetære Fond vil blive forbundet med strenge krav til reformer. På den måde bliver det den finanspolitiske disciplinering, der kommer i centrum for ØMU reformerne, og den oprindelige tanke med bankunionen er reduceret til en skygge af sig selv.

En central del af ØMU reform diskursen har været en idé om at risikoreduktion kunne bane vejen for risikodeling. Lidt firkantet formuleret; bankpakken kunne bane vejen for bankunionen. Nu ser virkeligheden anderledes ud. Alt tyder på, at hvis der er noget, der har lange udsigter, så er det en fælles oplevelse af, at nu er de sydeuropæiske lande nået langt nok med at håndtere de risici deres svage banker og forgældede stater indebærer, til at andre lande føler sig klar til at gå videre med risikodelingen, på tværs af landegrænser.

Som konsekvens af den politiske virkelighed synes bankunionen gjort til genstand for politisk genopfindelse. Når ESM bliver til EMF – og kobles til bankunionen via den fælles afviklingsfond – så laves en ny forankring af det opsyn og tilsyn med alle EU landenes økonomier, og deres offentlige budgetter, som vægtes så højt i de nordeuropæiske lande. Hverken konvergenskrav eller markedskræfterne har i sig selv været tilstrækkeligt, så nu spændes ØMU reformerne og bankunionen for det projekt det er, at opnå en finanspolitisk disciplinering af medlemslandene. Bankunionen refererer ikke længere til en fælleseuropæisk håndtering af de risici, der er forbundet med frie kapitalbevægelser i en monetær union uden fælles finanspolitik, men slet og ret til at stater ikke overholder EU's budgetregler, så må de i bogstavelig forstand bankes på plads.

ØMU reformernes endeligt?
Det kompromis, der skal findes mellem risikodeling og risikoreduktion for at ØMU reformerne og bankunionen kan komme tilbage på sporet – og den forbrødring et sådan kompromis forudsætter – er der ikke tilløb til længere. I den offentlige debat i de to lande, der lige nu står helt centralt i konflikten om vejen frem for euro-samarbejdet – nemlig Tyskland og Italien – synes den modsatte tendens at gøre sig gældende.

En forside illustration i det tyske magasin, Der Spiegel, vakte opstandelse tidligere på ugen. Forsiden viser et billede af en gaffel med spaghetti, der former en selvmordsløkke; ”Farvel min elskede!”, lyder teksten til illustrationen, ”Italien ødelægger sig selv – og knuser Europa”. Lederen til artiklen er om muligt endnu barskere i tonen. Under overskriften Nasserne fra Rom (’Die Schnorrer von Rom’), skriver Jan Fleischbauer med foragt om et land, der lever det søde liv på andres bekostning; ”ihr schönes Leben von anderen finanzieren zu lassen”. Tiggeren er i det mindste taknemmelig, modsat italienerne, bemærker Fleischbauer.

Macron sagde i sin tale i maj, at denne sommer ville blive ”sandhedens time” for det europæiske projekt. Mange steder i Europa er sommeren kommet tidligt i år; det synes også for at være tilfældet for ØMU reformerne, på den triste måde. Med kun tre uger til EU topmødet ser det alt andet end godt ud. Spørgsmålet er, om der overhovedet vil være noget af Kommissionens oprindelige visioner for reformer af EU's økonomiske og monetære union når juni måned rinder ud?

Denne artikel blev først bragt i Information den 6. juni 2018.

 


KAMPEN FOR EUROEN

Kampen for euroen
af Jakob Vestergaard, RUC

På denne tid sidste år var Emmanuel Macron netop valgt til præsident i Frankrig, med en ambitiøs Europapolitisk dagsorden. Macron tog straks til Berlin, hvor Merkel tog imod ham, og her erklærede de deres fælles commitment til et tæt samarbejde om fortsat europæisk integration. Få uger efter lancerede Kommissionen et ambitiøst visionspapir for reformer af den Økonomiske Monetære Union, fundamentet for euroen.

Vi befandt os i et europæisk forår, med fornyet optimisme for Europa – efter adskillige år med finansiel og økonomisk krise, og stigende bekymring i den politiske elite for den stadigt større opbakning til såkaldte anti-establishment partier, man så rundt om i medlemslandene.

Om mindre end en måned skal der efter planen træffes bindende beslutninger om de reformer af ØMU samarbejdet, som det politiske establishment i Bruxelles har arbejdet på siden 2012. Men politiske mulighedsbetingelser ser alt andet end gode ud. Både Merkel og Macron fremstår svækkede indenrigspolitisk; de presses af en ny alliance bestående af en række små men stærke nordeuropæiske økonomier; og senest udstiller markedsturbulensen omkring Italien og den italienske politiske krise på én gang, hvor magtpåliggende reformer af ØMU’en er – og hvor umådelig lang vej der er til mål.

Italien er, trods politiske og økonomiske problemer, Eurozonens tredje største økonomi, og regnes sammen med Tyskland og Frankrig for en af de ”tre store” i spørgsmålet om ØMU reformer. Skulle topmødet blive lammet af en politisk krise i Italien, vil det være et stort slag for reformprocessen, ikke mindst i forhold til den del af det, der handler om at komme i mål med den europæiske bankunion.

Finansmarkederne og nationalstaterne
En kollega tweetede forleden et tankevækkende uddrag af en mere end 25 år gammel dialog mellem den daværende franske præsident, Francois Mitterand, og hans italienske kollega, premierminister Giuliano Amato. Mitterand var i oprør over at francen, den franske valuta, kort forinden (i september 1992) havde været på nippet til at bukke under for at spekulativt angreb; en foreteelse han beskrev som aldeles uacceptabel. Mitterand forklarede: ”Hvis ikke det var for samspillet mellem de forskellige EU medlemslandes valutaer, så ville valutaspekulationen ikke eksistere”. ”Der er absolut ingen grund til, at en stat kun kan føre politik på finansmarkedernes nåde”, fortsatte han; ”det er en utålelig form for amoral”.

For Mitterand forekom en fælleseuropæisk valuta, euroen, at være løsningen på problemet. Men i dag ved vi, at euroen i sig selv ikke er nok. Det er nu mere end fem år siden, men stadig i frisk erindring, at euro-samarbejdet var under alvorligt pres. Nok havde man nu en fælles valuta, men flere medlemslande oplevede låneomkostninger, der var så voldsomt stigende, at det stillede spørgsmålstegn ved deres mulighed for at forblive i euroen. Da Italien blev trukket ind i den dynamik, var selve euroens overlevelse også pludselig truet. De ØMU reformer, man har diskuteret siden 2012, er først og sidst en bestræbelse på at gøre euroen betydeligt mere robust, i tråd med Mitterands oprindelige vision.

Selvom euroen nærmer sig et imponerende 20 års jubilæum, så minder disse dages begivenheder i Italien os om, at finansmarkedernes magt over de europæiske nationalstater på ingen måde er forduftet, som Mitterand forventede. Finansmarkederne reagerede på regeringsdannelsen for de to euroskeptiske partier, Lega og Femstjernebevægelsen, med stigende låneomkostninger for italiensk statsgæld. Rentespændet mellem tyske og italienske statsobligationer steg til næsten 2 procent point, det højeste niveau siden 2014, og flere internationale kreditvurderings bureauer advarede om muligheden for snarlige nedjusteringer.

Søndag tog den italienske præsident, Sergio Mattarella, det radikale skridt at benytte sin konstitutionelle ret til at afvise den ministerliste, som Guiseppe Conte præsenterede ham for. Mattarella anså Italiens position i euro-samarbejdet for truet af Paulo Savona, den økonom der blev indstillet til den vigtige post som finansminister. ”Usikkerheden om vores position i euro-samarbejdet har alarmeret italienske og udenlandske investorer”, forklarede præsidenten. ”Stigningen i rentespændet øger vores gæld … og indebærer store risici for italienske familier og borgere”.

Efter Mattarellas afvisning af ministerlisten, opgav Conte sit mandat til at forme koalitionsregeringen og præsidenten udpegede i stedet Carlo Cottarelli, en tidligere italiensk embedsmand i IMF, som leder af midlertidig administrativ regering. Trods præsidentens indgreb fortsatte markedsuroen mandag. I løbet af formiddagen nærmede rentespændet sig 2,5 procent point, og der var bekymrende spredning til Spanien og Portugal, som begge oplevede mindre stigninger i rentespændet for deres statsobligationer.

De fleste forventer nu et nyvalg, formentlig på den anden side af sommerferien.  I mens undrer mange sig over præsidentens drastiske skridt. For mange italienske vælgere er det til svært at forstå, at Paolo Savona ikke skulle være en fuldt ud kompetent og legitim italiensk finansminister. Savona er en respektabel økonom med ansættelser i både den italienske nationalbank og det italienske finansministerium, samt en periode som industriminister i en tidligere regeringsdannelse. Men det CV var angiveligt ikke nok til at opveje for noget i Mattarellas øjne langt mere alvorligt, nemlig at Savona er erklæret euro-skeptiker. Savona havde ganske vist søndag eftermiddag usendt en pressemeddelelse, hvor han understregede, at han i sit virke som italiensk finansminister ville arbejde for ”fuld implementering af Maastricht og Lissabon-traktaterne”. Too little too late? Noget kunne tyde på det.

Finansielle aktører lægger ikke skjul på, at de ser deres rolle som disciplinerende i forhold til nationalstaternes økonomiske politik. Nicolo Mai, analytiker for den amerikansk finansgigant, Pimco, udtalte således forleden i en direkte kommentar til situationen i Italien, at markederne kunne forventes, at ville presse den nye italienske regering til at ”rette ind” – ikke mindst rette ind til en mere moderat kurs over for EU. Det er ikke uden ironi, at det er svært at komme uden om, at det netop er finansmarkedernes såkaldte disciplinering, der er den største trussel mod euroen og det europæiske projekt.

Alvorlig slagside for ØMU reformerne
De seneste dages udvikling i Italien er især bekymrende fordi processen med reformer af ØMU’en i forvejen var alvorligt udfordret. Sidste års europæiske forår blev kortere end de fleste havde forventet. Efteråret sænkede sig forbløffende hurtigt, og Kommissionens har allerede i måneder kæmpet for at forhindre at vinteren lægger sig tungt over reformprocesserne.

Kommmissionsformanden Jean Claude Junckers tale til Europaparlamentet i september havde ellers forstærket fornemmelsen af, at nu var tiden kommet til at få gjort alvor af de reformer, der skulle fremtidssikre EU og euroen. Med en reformivrig Francois Macron i Frankrig og en stærk Angela Merkel på kurs mod genvalg i Tyskland, så tiden ud til at være moden.

Men så tikkede resultaterne af det tyske valg ind. Valget blev et stort slag både for Angela Merkels kristendemokrater og for det tyske socialdemokrati, mens en række euroskeptiske partier stormede frem. Efter adskillige måneders forhandlinger stod det dog klart, at Angela Merkel kunne fortsætte som regeringsleder, men det stod også klart, at Forbundsdagen var blevet betydeligt mere skeptisk overfor yderligere politisk og økonomisk integration i EU. Lidt længere mod syd har selv Macron, den ellers så populære franske præsident, måttet sande at et år er lang tid i politik. Macrons meningsmålinger er støt nedadgående, således at nu kun 32 % af de franske vælgere erklærer sig tilfredse med ham, mens hele 58 % er utilfredse.

Længere mod nord blæste der også nye vinde. Den hollandske statsminister, Marc Rutte, lancerede i starten af året en ny alliance, som en vittig finansiel presse var hurtig til at døbe, Hoekstra og de syv små dværge, efter den hollandske finansminister, Wopke Hoekstra. Foruden Holland, Irland og de tre baltiske lande, indgår Danmark, Finland og Sverige i alliancen, og det centrale budskab er, at yderligere europæisk integration ikke kan komme på tale før alle medlemslande har vist, at man har styr på de offentlige finanser, og forpligtet sig troværdigt og endegyldigt på, at sådan vil man fortsætte, så langt øje rækker. ”Opskriften på en større europæisk lagkage er ikke centraliserede redningspakker og fuldt fart på seddelpressen, men strukturelle reformer og ansvarlig finanspolitik”, forklarede Rutte.

Om end der er relativt stor enighed blandt medlemslandene om vigtigheder af reformer af ØMU’en, så har bekymringen blandt iagttagere af processen været støt stigende de seneste mange måneder.  Allerede længe inden resultatet af det italienske valg forelå, var der stor bekymring for reformprocessen blandt uafhængige eksperter og analytikere. I en sjælden akademisk intervention, udgav 14 franske og tyske økonomer i januar en rapport, der konstaterede at der siden 2014 reelt ikke havde været nogen ”meningsfulde fremskridt” med reformerne, på grund af dybe politiske uenigheder i mellem medlemslandene, hvorfor økonomerne i fællesskab identificerede den reformpakke, man anså for nødvendig.

Både kommisæren for finansiel stabilitet, Valdis Dobrovskis, og Klaus Regling, chefen for den europæiske afviklingsfond, har i løbet af foråret advaret om at hvis medlemslandende ikke kommer i mål med reformerne nu, så vil de formentlig komme til at hænge helt til den anden side af valget til Europaparlamentet i efteråret 2019, med risiko for at blive underløbet af en ny europæisk finanskrise inden da.

Senest var det den aftrædende næstformand for Den Europæiske Centralbank (ECB), Vitor Constancio, der gav udtryk for bekymring for den manglende fremdrift i reformprocessen. I et interview med Financial Times udtrykte han alvorlig nervøsitet for at medlemslandene ikke ville være i stand til at nå til enighed om at gøre en større del af ansvaret for bankkriser i EU til et fælles anliggende og ansvar – og at man derfor ikke ville kunne lægge den praksis bag sig, at det først og sidst er noget de enkelte medlemslande og deres skatteydere må skuldre hver for sig.

Der er udbredt enighed om, at euroen kun for alvor bliver robust den dag medlemslandene hæfter solidarisk for hinanden – både når det gælder bankproblemer og statsgæld. Men den form for ”risikodeling” kan ikke komme på tale – siger en række lande anført af Tyskland og Holland – før der er opnået en passende ”risikoreduktion” i hvert enkelt medlemsland. EU kan kort sagt ikke forvente at komme ikke et skridt videre med bankunionen, før medlemslandene er i mål med risikoreduktionen.

Det var da også netop det spørgsmål, Vitor Constancio brugte alt sit krudt og sin symbolske kapital på, i sit fratrædelses-interview med Financial Times. Både i Spanien, Portugal, Grækenland og Irland har man gennemført så grundlæggende reformer, forklarede Constancio, at man er lykkedes med at gå fra store underskud til at være i fuld overensstemmelse med EU’s regler.  ”Risikoreduktionen i disse lande har været rigelig til at berettige, at man nu går videre med de dele af reformerne, der handler om risikodeling”, understregede Constancio. Men den fortælling er der ikke megen tillid til i Tyskland, Holland og andre ligesindede lande.

Frem mod topmødet
I morgen er det præcis et år siden, EU kommissionen lancerede sit visionspapir, og i det år der er gået, er det gået voldsomt ned ad bakke med de politiske mulighedsbetingelser for at medlemslandene kan nå til enighed om reformerne. Det bliver europæisk politisk drama af højeste karat, at følge hvordan EU landenes finansministre og deres statsledere i de kommende uger håndterer de reformplaner, der har cirklet så længe over EU samarbejdet, at en form for landing næppe kan udskydes længere.

De kommende uger vil afgøre hvilken skæbne ØMU reformerne får. Om end den længe ønskede fuldendelse af bankunionen står centralt i billedet, så står den langt fra alene. Hverken i Kommissionens vision, eller i de reformer, som de franske og tyske økonomer beskriver som nødvendige. Der har allerede i et stykke tid været fuld fart frem på to andre reformforslag, nemlig etableringen af en europæisk kapitalmarkedsunion og fælleseuropæisk udstedelse af værdipapirer. Måske kan de reformer flyve videre, i højt tempo og under radaren for almen politisk opmærksomhed?

Denne artikel blev først bragt i Information, den 30. maj 2018.

 


PARADISE PAPERS BØR FØRE TIL NY GLOBAL SKAT

Paradise Papers bør føre til ny global skat

Af Rasmus Corlin Christensen og Saila Naomi Stausholm, ph.d.-stipendiater, Copenhagen Business School. Først bragt i Politiken, 16/11-2017. 

Sidste søndag åbnede Det Internationale Konsortium for Undersøgende Journalister (ICIJ) og Politiken for dæmningen, der hidtil havde holdt kæmpelækket ”Paradise Papers” tilbage.  Selvom historierne om brug af skattely ikke nødvendigvis afslører noget ulovligt, kan vi se på reaktionerne, at det forarger borgere og politikere, når ledere og eliter i nogle af verdens rigeste lande er impliceret. Netop fordi det er lovligt, udstiller lækket en stor forskel mellem det, som almindelige mennesker ser som rimeligt, og de fordele, en global elite har adgang til.

Paradise Papers viser tydeligt de strukturelle problemer, der er med et skattesystem, som er forankret lokalt, men for mobil kapital fungerer globalt. Det er forældet, og der er behov for ikke bare forargelse og politisk fokus, men også nye konkrete idéer og mod til at ændre systemet grundlæggende. Det er ikke nok med små ’quick fixes’ hist og her, tværtimod er vi nødt til at lave skattesystemet om, i takt med at den globale økonomi har ændret sig.

Som illustreret i de sidste par års læk, er muligheden for at bruge skattely i ”offshore-verdenen” et symptom på et skattesystem, hvor reguleringen ikke er fulgt med globaliseringen. Før Paradise Papers var der Panama Papers, som i 2016 skabte stor furore og blandt andet implicerede den islandske premierminister Sigmundur Davíð Gunnlaugsson, Saudi-Arabiens kong Salman, Pakistans premierminister Nawaz Sharif, fodboldstjernen Messi og skuespilleren Jackie Chan. Også i Danmark havde Panama Papers konsekvenser: SKAT er fortsat i gang med at undersøge forhold vedrørende mindst 500 danskere.

Før Panama Papers var det LuxLeaks, som afslørede, at rådgivningsvirksomheden PwC havde hjulpet en perlerække af store selskaber til at opnå yderst favorable skattevilkår i Luxembourg, samtidig med at nuværende Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker var på posten som premierminister i det lille fyrstedømme.

LuxLeaks affødte også store politiske reaktioner og blev startskuddet til Margrethe Vestagers højt profilerede statsstøttesager mod Luxembourg for de ekstra favorable vilkår, man havde givet til Amazon, Fiat og McDonald’s.

Og før LuxLeaks var det Offshore Leaks fra 2013. Sideløbende har der været de såkaldte SwissLeaks og BahamasLeaks. De mange lækager skal ses i lyset af et stigende fokus på skattely og de problemer, som det internationale skattesystem skaber for verdens rigeste − og fattigste − nationer.

Siden den globale finanskrise satte ind i 2007/08 har nationalstater i stigende grad set en styrkelse af deres skattesystemer som en central del af løsningen på de store økonomiske udfordringer, der opleves i dag − gældskrise, pressede offentlige budgetter, lavvækst og stigende ulighed.

Som følge heraf har både nationale regeringer og det internationale samfund skruet voldsomt op for politiske initiativer mod skattely, mod aggressiv skatteplanlægning, mod hvidvaskning og mod skatteunddragelse.

Vi har i dag langt mere gennemsigtighed, udveksling af informationer landene imellem, vi har lukket en række af de værste smuthuller, og vi har sænket niveauet for, hvad skattely kan tilbyde af bankhemmelighed, skuffeselskaber mv.

Men de politiske reformer, vi har vedtaget i løbet af det sidste årti, tager ikke hånd om de helt grundlæggende årsager til de problemer, som skattely og det internationale skattesystem giver os.

Alle de centrale dele af fundamentet for det internationale skattesystem, som blev etableret i 1920’erne, har ikke rykket sig synderligt. Landene kan fortsat undergrave hinanden ved at markedsgøre deres suverænitet og tilbyde favorable vilkår til udenlandsk kapital og dermed reducere deres naboers økonomiske og demokratiske kapacitet. Og på trods af nyere initiativer i EU og OECD er den internationale regulering stadig meget snæver og i høj grad styret af en lille kerne af aktører fra verdens rigeste lande.

Globale selskaber beskattes som for hundrede år siden, hvor det var de små regionale netværk, der primært handlede med fysiske varer. Det betyder, at global kapital − store selskaber og rige individer − fortsat kan flytte aktiver gnidningsfrit mellem lande, mens regeringer er bundet af deres geografiske og territoriale grænser.

Hvis man vil de grundlæggende udfordringer til livs, så kræver det en total omvæltning af kampen mod skattely og af det internationale skattesystem.

Der er behov for global nytænkning. Nytænkning er krævet, fordi gamle løsninger ikke rækker. Globalt omfang er krævet, fordi løsningerne er nødt til at omfatte alle relevante lande og interessenter, hvis man har nogen ambitioner om at finde bæredygtige og vedvarende svar.

Først og fremmest er der behov for nytænkning i forhold til at inddrage flere interessenter i de politiske beslutningsprocesser.

Det gælder særligt på internationalt plan, hvor kredsen af beslutningstagere historisk har været utrolig snæver.

Vores forskning viser, at nogle få lande spiller uproportionelt centrale roller, og at kernen af tekniske eksperter omkring OECD bidrager til at sætte en konservativ retning for det internationale skattesystem langt væk fra den bredere politiske og offentlige årvågenhed. International skattepolitik er vigtig politik og bør have større deltagelse fra offentligheden, civilsamfundet, forskere, interesseorganisationer og politikere fra alle sider. Det øger kvaliteten af det demokratiske system og de politiske beslutningsprocesser.

En model for udbredelse af debatten er en verdensskatteorganisation. I dag er skat omtrent det eneste store globale politiske spørgsmål, hvor der ikke findes en global organisation med aktiv deltagelse fra hele verden, hvor globale udfordringer kan diskuteres, og der kan fastlægges fælles retningslinjer. Vi har en Verdenshandelsorganisation, en Verdensbank, en Verdenssundhedsorganisation og Det Mellemstatslige Panel om Klimaforandring.

Men vi har ingen verdensskatteorganisation. Dermed ikke sagt, at disse organisationer er fejlfri eller i sig selv løser alle problemerne − men de giver et fælles globalt forum, hvor problemerne kan tages op og adresseres, hvilket ikke findes på skatteområdet. De fleste diskussioner finder i dag sted i rige landes klubber − OECD, G20 og EU − som i høj grad sætter dagsordenen

Det gør det svært for andre lande at være med til at påvirke retningen og sætte standarder, på trods af at de udfordringer, som eksempelvis skattely medfører, rammer udviklingslande og nye markeder særlig hårdt.

Uden at foregribe hele designet af en verdensskatteorganisation kan man som minimum forestille sig, at den vil fungere som et globalt forum, der kunne tage spørgsmål om international skattepolitik og skattely op, igangsætte politiske reformdiskussioner, holde konsultationer, udstikke retningslinjer mv.

En mere ekspansiv organisation kunne, som Verdenshandelsorganisationen, have magt til at vurdere, hvorvidt enkelte landes skattesystemer lever op til globalt fastlagte minimumsstandarder for at sikre, at man ikke skader andre lande eller tillader skadelig forskelsbehandling af virksomheder og enkeltpersoner.

Ud over at finde et bedre forum for at forhandle nye, fælles spilleregler så kræver det også en nytænkning af, hvordan man beskatter grænseoverskridende handel i en global økonomi.

I dag kan særligt globale virksomheder og mobile rige individer sænke deres skattebetaling ved at flytte mobile aktiver og profit fra det ene land til det andet på kreativ vis, fordi vores globale skattesystem er bygget op omkring en forældet forståelse af, hvor og hvordan værdi skabes. I dag består en stor del af globale selskabers aktiver eksempelvis i immaterielle rettigheder − patenter, copyright osv. Kort sagt: idéer. I modsætning til traditionelle aktiver som fabrikker er idéer utroligt mobile og manipulérbare.

Hvor og hvornår opstår en idé, og hvordan skaber den værdi? På trods af hundredevis af sider regulering og vejledning så har multinationale selskaber i dag stor fleksibilitet til at svare på disse spørgsmål og dermed til at fastlægge, hvor deres skattepligtige indkomst skal bogføres. Store og komplekse globale ejerskabsnetværk tillader selskaber at flytte idéer, ydelser og profit gnidningsløst på tværs af landegrænser.

Derfor bør beskatningen af virksomheder og personer, som reelt opererer globalt, også skrues sammen på globalt plan.

På selskabsområdet kan det eksempel gøres ved såkaldt enhedsbeskatning, hvor virksomhedens globale skattepligtige indkomst sammenlægges, før den fordeles ud til enkelte lande på baggrund af en fastlagt model. På den måde bliver det langt mindre vigtigt, hvor virksomheder placerer deres profit og derfor sværere at undgå beskatning. På personniveauet kan det gøres ved øget brug af fælles skatteligning og skatterevision, som man i dag har det mellem nogle lande.

For at denne globale nytænkning skal kunne lade sig gøre kræver det en nytænkning af vores suverænitet.

En væsentlig årsag til det snævre internationale skattesamarbejde og modstand mod en verdensskatteorganisation er, at regeringer verden over er rædselsslagne for at opgive deres absolutte autoritet til at bestemme deres egne skatteregler.

Men som den tyske filosof Peter Dietsch har illustreret, så handler skattesamarbejde ikke om at opgive suveræniteten, men om at styrke den.

I dag har vi de facto tabt suverænitet, når skattely medfører en indskrænkning af vores økonomiske og politiske råderum. Paradoksalt nok har insisteren på andre landes suverænitet derfor indskrænket vores egen. Hvis en nytænkning af skattepolitik og samarbejde skal blive mulig, er vi nødt til at erkende, at globalt samarbejde er en unik mulighed for at genvinde den tabte suverænitet.

En anden central erkendelse, der er nødvendig for global nytænkning, er, at international skattepolitik ikke er et nulsumsspil.

 

I dag modsætter mange regeringer sig gode idéer til at reformere det internationale skattesystem, fordi man frygter en absolut nedgang i skatteindtægter. Den danske regering har eksempelvis udtrykt skepsis over for et fælles selskabsskattesystem i Europa, foreslået af Europa-Kommissionen, som blandt andet har til formål at eliminere en lang række af de væsentligste kanaler til skatteundgåelse brugt af multinationale selskaber i Europa. Skepsissen skyldes, at man frygter, at den danske statskasse vil lide tab på grund af vores lille markedsstørrelse.

Der er absolut fornuftige grunde til at være skeptisk over for Europa-Kommissionens forslag, men provenutab bør ses i lyset af, at et fælles selskabsskattesystem i Europa medfører en lang række indirekte gevinster for statskassen, som ganske givet kan opveje eventuelt provenutab, eksempelvis administrative besparelser og nedbringelse af skatteundgåelse.

Der er utallige lignende eksempler på tøven over for nye politiske idéer grundet nulsumsmentaliteten. Men her er det helt nødvendigt at se global nytænkning som en unik mulighed for at sikre et bæredygtigt internationalt skattesystem fremadrettet.

Global nytænkning kan være en fremtidssikring af vores skattesystem og dermed af vores offentlige finanser. Med et finansministerielt udtryk så er de dynamiske effekter af global nytænkning potentielt enorme. En verdensskatteorganisation løser ikke problemerne alene, omend det er et vigtigt skridt på vejen − det er usandsynligt, at man komme de grundlæggende udfordringer til livs uden en effektiv global organisatorisk støtte.

Men i dag er globale fora af denne art også præget af stor ulighed grundet ulige ressourcer, kompetencer og kapacitet imellem repræsentanter − og det løses ikke i sig selv af oprettelsen af en ny organisation.

Derfor er det også nødvendigt at erkende den bredere globale ulighed, som fører til manglen på samarbejde, både manglende vilje og manglende kapacitet. En central årsag til, at mange små østater i dag fører en aktiv “skattely”-strategi, er, at de simpelthen ikke har identificeret farbare alternativer for deres økonomiske udvikling, og at de er blevet opfordret til at forfølge den strategi, eksempelvis af skiftende britiske regeringer.

En anden udfordring ligger i den dominans, som store vestlige stater yder i globalt samarbejde. De skræddersyr globale skatteregler til deres fordel, mens små skattely-lande og udviklingslande stort set ikke har nogen indflydelse. Det giver større incitament til at gå imod strømmen og modarbejde global fremgang. USA har eksempelvis spillet en væsentlig rolle i at nedbringe bankhemmeligheden i Schweiz, men har parallelt udviklet sin egen hemmelighedsindustri.

Denne form for global ulighed er vi også nødt til at erkende og adressere, hvis en global nytænkning af kampen mod skattely, herunder en ny verdensskatteorganisation, skal lykkes.

Og det er der gode grunde til at forsøge på. Paradise Papers og den stigende offentlige opmærksomhed på skattely-udfordringen understreger nødvendigheden af en omlægning af den hidtidige politiske kurs. Småreparationer på et forældet internationalt skattesystem rækker ikke. Vi kan håbe, at den løbende strøm af lækker ikke blot fører til forargelse, men også en form for disruption i hele tilgangen til spørgsmålene om global ulighed, globalisering og beskatning af globale virksomheder. Der er behov for en bredere inddragelse i globale politiske diskussioner omkring skattely − og en verdensskatteorganisation er et oplagt sted at starte.

Det kræver dog en nytænkning af vores tilgang til suverænitet og en afgang fra nulsumsmentaliteten. Og ikke mindst kræver det, at vi adresserer den globale ulighed, som er en væsentlig barriere for fremdrift i kampen mod skattely. Hvis vi kan begynde at bevæge os i dén retning bare en smule, så ser fremtiden pludseligt langt lysere ud for det internationale skattesystem, for vores offentlige finanser og for den moderne økonomi.