Om sitet
OmFinans er blevet til i et samarbejde mellem Tænketanken Cevea og en række eksperter. I tillæg til dette site omfatter OmFinans en række debatarrangementer. Projektets opstart er finansieret med midler fra Europa-Nævnet og fra et projekt på Aalborg Universitet, der er støttet af Velux Fonden. Navnet OmFinans refererer til, at sitet både beskæftiger sig med oplysning om det finansielle system og samtidig opfordrer til en gentænkning – en ”ommer” – af den måde, reguleringen af det finansielle system er indrettet på. Det forudsætter også en gentænkning af den måde, den offentlige debat om finans foregår på.

Det finansielle system står over for store udfordringer:

  • Krisen fra 2007-2008 og frem illustrerer behovet for at gøre systemet mere stabilt
  • Stadig mere påtrængende klima- og miljøproblemer kalder på finansiering af grøn omstilling
  • Voksende ulighed og politisk uro kalder på opgør med skattely og sikring af solidarisk finansiering af velfærdsstaten.

Fornuftige reformer af det finansielle system forudsætter grundig diskussion af problemer og løsningsmodeller. Vores mission er at gøre problemstillingerne tilgængelige for en bredere skare og at forbedre grundlaget for en kritisk debat gennem formidling af baggrundsstof og perspektiver på aktuelle udviklinger. Hensigten er

  • at forbedre mulighederne for at se de dagsaktuelle nyheder i et bredere perspektiv
  • at forbedre journalisters evne til at stille kritiske spørgsmål til sektorens interessenter
  • at bidrage med input til politiske partier, der vil udforme reformdagsordner på området.

Reformer kan kun i begrænset omfang gennemføres af Danmark alene, da hovedparten af reguleringen på det finansielle område kommer via Basel-aftalerne og ikke mindst gennem EU. Men forudsætningerne for en reformproces må skabes gennem kritisk debat i alle lande. Vores hensigt er derfor at fremme en debat i Danmark, som er parallel til den, der allerede foregår i flere andre europæiske lande.

Hjemmesiden bygger på skriftlige bidrag fra eksperter inden for de mange aspekter af debatten om det finansielle system. Alle bidrag har en tydelig angivelse af forfatter(e), og OmFinans’ skribenter er kun personligt ansvarlige for det indhold, de selv har produceret.

Siden redigeres af seniorforsker Jakob Vestergaard, DIIS, og professor MSO Inge Røpke, Aalborg Universitet. De fleste bidrag skrives med udgangspunkt i redaktørernes henvendelse til relevante eksperter, men forslag til bidrag er altid meget velkomne.

Henvendelse: Jakob Vestergaard javest@ruc.dk eller Inge Røpke ir@plan.aau.dk

 

Sitet er støttet af :