Aktivister i kamp om global beskatning

Leonard Seabrooke og Duncan Wigan, Copenhagen Business School

Der er fuld fart på global skattepolitik. OECD, EU og en række stater indfører nye standarder, blandt andet om automatisk udveksling af skatteoplysninger mellem skattemyndigheder og en stor ændring i, hvordan multinationale selskaber skal rapportere om deres aktiviteter rent skattemæssigt. Råderummet for skatteundgåelse og -unddragelse skrumper ind. Den globale finanskrise i 2008 gav stødet til at gå op i gear, med en række lækager blev momentum bevaret, og i førersædet sidder der aktivister.

Men hvordan får aktivister skabt handling omkring global økonomisk retfærdighed, når emnet er så komplekst og den politiske proces skjult bag et tætmasket teknokratisk net? Det kæver både regnskabsmæssig, juridisk, politisk og økonomisk ekspertise at blande sig i international beskatning. Og denne flerfaglige ekspertise er en mangelvare hos de ikke-statslige organisationer, NGO’erne. Skattepolitiske meningsudvekslinger er sædvanligvis forbeholdt de indviede, der støtter deres eneret til emnet på en diskurs, der er ligeså uforståelig som fordums katolske gejstliges latinske tale.

NGO’er har længe interesseret sig for globale skattespørgsmål, men ofte vaklet, når der skulle tages beslutninger om, hvad der skulle gøres ved dem. NGO’er satte skattely på den politiske dagsorden sidst i 70’erne, da Oxfam kortvarigt tog fat om problemet ved at sammensætte et team, der skulle undersøge skattelyenes effekt på udvikling – blot for at erklære, at emnet var for komplekst og for vanskeligt at navigere i. Da skat er et både kompliceret og politisk følsomt emne, og NGO’er er underlagt en bureaukratisk proces og er nødt til at føre kampagner om emner, der er lette at formidle, har de fleste NGO’er fundet det vanskeligt at tage affære i forhold til skat.

Til trods for vanskelighederne med at få adgang de rette steder finder man imidlertid nu en hær af aktivistorganisationer, der har dedikeret økonomiske midler og personale til en indsats på skatteområdet. NGO’er som Christian Aid, Oxfam IBIS og ActionAid lader nu deres røst høre – og de politiske planlæggere lytter. Denne markante ændring er skabt ved fælles lederskab og under ledelse af en helt særlig organisation.

Organisationen Tax Justice Network (TJN) blev dannet i 2002 for at skabe øget bevågenhed om finansielle offshore-aktiviteter, fremme alliancer mellem interessenter verden over, stimulere til og arrangere forskning og debat, tilskynde til og understøtte nationale og internationale kampagner og fungere som et redskab til at få multilaterale organisationer som FN, OECD, EU, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond til at beskæftige sig med fair beskatning. På det tidspunkt hørtes kun TJN’s spinkle stemme i en jungle af NGO’er. På et møde i en ad hoc-ekspertgruppe under FN afholdt i Geneve i december 2003 var således de eneste deltagere fra civilsamfundet to medlemmer af TJN samt det Internationale Handelskammer, der var repræsenteret ved skattechefen fra den schweiziske bankgigant UBS.

Vores forskning peger på, at der måtte en ejendommelig sammensmeltning af stærk moral og ekspertviden til for at ændre på tingenes tilstand. TJN er drevet af ”ekspertaktivister”. De er enten tidligere medlemmer af indercirklen i forskellige virksomheder, som efter at have set lyset nu bider den hånd, der tidligere fodrede dem, eller de er velbevandrede i de kryptiske spidsfindigheder i international beskatning og evner at kombinere en akademisk karriere med en bibeskæftigelse som agitatorer for økonomisk retfærdighed.

Kernen i TJN er en lille gruppe af højtstående fagfolk. Denne gruppe består af bl.a. Jerseys tidligere økonomiske chefrådgiver, der selv har fungeret som sælger for en finansiel rådgivningsvirksomhed på øen, en tidligere medarbejder fra en af de fire største globale revisionskoncerner og hvad der svarer til statsautoriseret revisor i England, en juraprofessor uddannet på et Fulbright-legat i USA, en økonom, en partner i et private equity-selskab og tidligere ansvarlig for forretningsudvikling i formandskontoret hos General Electric under Jack Welch og en professor i regnskab med kommerciel erfaring fra Londons City. Dette team favner tilsammen de mange discipliner, der indgår i international beskatning, og kan mønstre den ekspertise, der kræves for at bestige den tekniske fæstning, bag hvilken international skattepolitik udvikles.

Denne ejendommelige kombination af moralsk styrke og ekspertviden afspejles i TJN’s operationelle taktik. Erfaringer på ét område, fx videnskab eller handel, bruges nemlig som katalysator for handling på et andet, fx politik eller aktivisme. Gennem interviews og deltagerobservationer har vores forskning afdækket fire væsentlige taktikker.

Bersærkergang er, når ekspertaktivister bruger tidligere erfaring og faglige netværk på politisk og virksomhedsplan til at skaffe sig adgang til arrangementer og fora, hvor medlemmer af TJN så højlydt kan beklage sig over den manglende opmærksomhed omkring fair beskatning. Bersærkerne var nordiske soldater, der afstivet med alkohol og psykedeliske stoffer blev sendt i kamp, før et hovedslag skulle udkæmpes, med det formål at bringe uorden i fjendens linjer.

Historiefortælling handler om at fortælle alternative historier for at nedbryde en fremherskende fortælling. OECD’s sorte lister over skattely har ligesom EU’s liste, der er udgivet i december 2017, været tilbøjelige til at sætte allerede kendte, ubetydelige syndere som Trinidad og Tobago og Bahamaøerne i gabestokken, men ikke de store rige syndere blandt OECD’s egne medlemslande. Denne skævhed retter TJN’s Financial Secrecy Index op på med listen over verdens bedste skattely.

Løsningsmodellering går ud på at komme med løsninger på komplekse og tilsyneladende uløselige problemer i politik ved at trække på videnskabelig og kommerciel erfaring. Aktivister og politiske planlæggere indarbejder dernæst disse løsninger i deres daglige arbejde. Land for land-rapportering er et eksempel herpå. Ifølge denne aftale, der nu er vedtaget af OECD og EU, skal selskaber i rapporter indsendt til skattemyndighederne afdække, i hvilken grad allokeringen af indkomst står i et rimeligt forhold til, hvor den økonomiske værdi er skabt.

Når TJN’s eksperter dukker op som selvstændige fagfolk i den offentlige debat som repræsentanter for regnskabsvæsen, jura, civilsamfundet og universitetsverdenen udfører de kapring af debatten. Det handler om at kontrollere en debat ved at repræsentere forskellige autoritetskilder og om at bevare egen identitet fremfor at fremstå som én organisation. Denne taktik har BBC været genstand for.

Den internationale skattepolitik møder i tiden megen modstand og udvikler sig hurtigere end nogensinde. Civilsamfundet er nøglen til denne udvikling, og i front går en helt særlig organisation, der evner at udfolde ellers sjældne ekspertiser på helt bestemte måder. Som en aktivist baseret i USA fortalte os: ”Træk i en hvilken som helst tråd for at finde ud af, hvor ideerne vedrørende fair beskatning kommer fra, og du vil finde TJN i den anden ende.”

Download denne artikel som PDF


Globale formuekæder og ulighed

af Leonard Seabrooke og Duncan Wigan, Copenhagen Business School

Et veletableret arbejdsområde i den akademiske og politiske verden beskæftiger sig med globale værdikæder. Dette arbejde følger varernes vej fra mark til butikshylde og kortlægger asymmetrier i magt og kapacitet mellem købere og sælgere af produkter, hvis fremstilling er spredt ud over mange steder i verden. På den måde viser de globale værdikæder, hvor der findes muligheder og forhindringer for at placere en større del af den økonomiske værdiskabelse i firmaer i udviklingslandene. Begrebet globale værdikæder er meget udbredt og hyldes af Verdensbanken, OECD og andre internationale organisationer.

Hvor analyser af globale værdikæder følger varen, så følger analyser af globale formuekæder pengene. Som et spejlbillede af globale værdikæder anskueliggør globale formuekæder, hvordan finansiering, regnskab, jura og skat afgør, hvem der får hvad ud af en global økonomisk aktivitet. Revisorer, finansmænd, advokater og skatteplanlæggere fordrejer ofte resultatet, så formuen ikke kommer det sted til gode, hvor værdien faktisk skabes.

Derfor giver spejlbilledet af produktionsprocesserne i formuekæderne ikke det sande billede af, hvem der skaber formuerne og hvor. Regnskabspraksis sørger for, at producenter uden fabrikker – f.eks. Apple (som hovedsageligt outsourcer) – kan vinde konkurrencen om at blive de største virksomheder i verden. De finansielle markeder er så store, at værdien af de finansielle aktiver langt overstiger det globale BNP. Juridiske nyskabelser kan betyde, at en privat taxachauffør i København viser sig at være ansat af en virksomhed beliggende i Amsterdam. Internationale skatteregler kan betyde, at de mest indbringende produktionsprocesser og virksomheder ikke bidrager til de offentlige indtægter i værtslandet eller noget andet land. Disse åbenlyse misforhold vidner om de globale formuekæders betydning.

Hvis disse misforhold var harmløse, kunne vi blot betragte dem som kuriositeter. Men der går ofte en lige linje fra globale værdikæder gennem globale formuekæder til global ulighed. Ulighed reducerer vækst og giver næring til den slags desillusionering og vrede, som har givet Trump præsidentposten og højrenationalismen medvind. Det drejer sig grundlæggende om global økonomisk retfærdighed. Dette kommer til udtryk i følgende historie, hvor finansielle nyskabelser og den digitale økonomi er vævet ind i hinanden.

Indtil 1. januar 2018 fungerede Robert Mercer som co-CEO for hedgefonden Renaissance Technologies (Rentec) med hovedkontor i USA. Han trådte efter sigende tilbage, fordi Rentecs ansatte ikke brød sig om hans støtte til Breitbart News og dets tidligere administrerende direktør Steve Bannon. Han har længe støttet den amerikanske højrefløj og har spillet en afgørende rolle for dens nuværende magtposition.

De formuer, Robert Mercer kan øremærke til politiske projekter, er delvis opnået ved systematisk skatteunddragelse gennem globale formuekæder. I 2013 afslørede en undersøgelsesrapport fra det amerikanske senat, at Deutsche Bank havde tjent 570 millioner dollars ved at sælge optionskontrakter til 13 hedgefonde. Produktet indebar, at højt beskattede kortfristede gevinster blev konverteret til lavt beskattede langfristede gevinster. Deutsche Bank havde udviklet sit optionsprodukt, Managed Account Product Structure (MAPS), i 1998. Banken solgte 36 af sine 156 MAPS til hedgefonden Rentec, og her genererede de et overskud på 17 milliarder dollars.

Cambridge Analytica, et dataanalysefirma ejet af Robert Mercer og tidligere ledet af Steve Bannon, udnyttede personlige oplysninger, som firmaet havde skaffet sig uden tilladelse i begyndelsen af 2014, til at opbygge et system, der kunne profilere individuelle amerikanske stemmeberettigede med det formål at målrette personaliserede politiske annoncer mod dem. Resultatet var 50 millioner psykologiske profiler, som blev afgørende for, at Trump kunne indtage det Hvide Hus. De var høstet hos Facebook.

Facebook har som mange andre amerikanske teknologivirksomheder placeret et internationalt driftscenter i Irland, hvor selskabsskatten er 12,5 %, og skræddersyede skattesatser kan være betydeligt lavere. I 2015 havde Facebook Ireland en indtjening på 4,86 milliarder dollars og betalte 3,4 millioner i skat. En skatteprocent, som en gennemsnitlig dansk sygeplejerske må spejde langt efter. Facebook Ireland betaler licensafgift til Facebook Holdings Limited for brugen af Facebooks teknologi. Facebook Holdings Limited har hovedkontor i Irland, men skattemæssigt hjemsted på Cayman-øerne. Selskabsskatten på Cayman-øerne er 0 %.

Skattesystemer er pr. definition nationale. Der findes ikke noget Internationalt Skattevæsen til at tage sig af globale økonomiske aktiviteter. De nationale skattesystemer bygger på tre grundbegreber: Skat opkræves på grundlag af, hvor en aktivitet finder sted, hvornår en skattepligtig indkomststrøm genereres, og hvilken form den pågældende indkomststrøm har. Forskelle i, hvor, hvornår, hvad og hvor meget skat der pålægges, lader sig nu let udnytte. Det ved finans- og teknologivirksomhederne udmærket godt.

Strukturerede finansielle produkter kan få det til at se ud, som om en direkte investering i et land med høj skat, og som normalt skal beskattes i det pågældende land, stammer fra et land med lav eller ingen skat og derfor pålægges en lav eller slet ingen skat. Teknologivirksomheder nyder godt af at sælge i lande med højt skattetryk, men placerer deres immaterielle ejendom, servere og finansfunktioner i lande med lavt skattetryk eller nul skat. Deres overskud kanaliseres så ud af de lande, hvor de er opnået. Millioner af kortfristede transaktioner kan pakkes i en optionskontrakt, som udnyttes efter 366 dage. Kortfristede transaktioner kan for skattemyndighederne se ud som langfristede investeringer. Selv når skattemyndighederne forsøger at beskatte abstrakte, f.eks. immaterielle, aktiver, er det vanskeligt at sige, hvor meget aktivet, ideen, er værd. Hvor meget er Facebooks logo værd? Det svar åbner op for et slagsmål om definition. Og den slags slagsmål har de største virksomheder i verden ressourcerne til at vinde.

Finans- og teknologivirksomheder tegner sig for en stigende del af den globale økonomi. Finansområdet bliver mere og mere likvidt og mobilt, og gennem finansielle nyskabelser gøres aktivers placering, identitet og realiserede overskud til genstand for bevidst manipulation. Teknologivirksomhederne bruger nye forretningsmodeller, som gør, at overskud tilflyder lande med lavt skattetryk eller slet ingen skat og underskud lande med højt skattetryk. En af følgerne er, at kapital ikke længere er bundet af en social kontrakt med de mennesker og steder, hvorfra overskuddet hentes. En anden følge er stigende ulighed og lande uden ressourcer til at finansiere de fornødne sundhedsydelser og pensionssystemer eller den fornødne infrastruktur og uddannelse. En tredje følge er udbredt vrede og politisk polarisering.

Download denne artikel som PDF


De fire revisionsgiganter ”Big Four” i skattely

af Saila Stausholm, Copenhagen Business School

Panama Papers, LuxLeaks og senest Paradise Papers har gjort det klart for alle: Hvis man er rig nok som virksomhed eller individ, kan man undgå størstedelen af sin skattebillet ad eksotiske omveje med selskaber i skattely. Den globale udfordring med skatteunddragelse er muliggjort af lande, der er villige til at levere hemmeligholdelse og lave skatterater – og af professionelle, der er villige til at hjælpe klienter med at finde og oprette strukturer, der udnytter smuthullerne i det globale skattenet. Iblandt disse professionelle er formueforvaltere, advokatfirmaer, bankrådgivere og revisorer.

Et erhverv, det er særligt interessant at undersøge, er revisionsfirmaer. Revisorernes rolle i økonomien er vigtig: De sikrer, at vi kan stole på virksomheders regnskaber og hjælper virksomheder med at overholde de forpligtelser, de har over for myndigheder og aktionærer. De fire store revisionsselskaber – KPMG, Deloitte, PWC og EY – foretager revisionen af ​​stort set alle de største virksomheder i den danske og den globale økonomi. Gennem deres rolle som revisorer har de automatisk adgang til de største selskaber, og de har opbygget deres forretningsmodeller, så de også kan tilbyde skatterådgivning til de samme firmaer. Dette er en vigtig rolle i økonomien og kræver dygtige eksperter. Men når det udføres af firmaer, som samtidig udfører skatterådgivning, giver det anledning til en dobbeltrolle, som leder til øget brug af skattely.

Der er ikke i sig selv noget mærkværdigt eller suspekt i, at et firma udbyder skatterådgivning. Men når det er det selv samme firma, som myndighederne stoler på til at tjekke, om et firma har levet op til lovgivningens krav, udgør det et paradoks. Skatteundgåelse er nemlig ofte på kanten af loven eller i en gråzone. Så selvom firmaerne kun rådgiver om løsninger, de vurderer til at være inden for lovens ramme, kan rådgivningen stride mod lovens ånd – og det kan også ende med rent faktisk at blive dømt ulovligt, men kun efter en længere undersøgelse og retssag. Derfor kan disse firmaer være med til at understøtte skattestrategier, der undergraver skattelovgivningen.

Ud over revisionsgiganternes arbejde for private aktører er de også ofte konsulenter for regeringer, når skattesystemet skal udvikles. Dette giver dem derfor en helt særlig ekspertise i kringelkrogene af skattesystemet, når de tager sig godt betalt for at hjælpe regeringerne med skat samt deres øvrige konsulentarbejde for offentlige myndigheder. Dette betyder naturligvis, at de opnår en unik ekspertise i spørgsmålet om, hvad der er inden for lovens rammer, som de kan udnytte i deres servicer til private kunder.

Det er svært at sige, hvor stor en del af de store revisionsselskabers forretningsmodel, der er baseret på skattely. Men hvis man gennemgår, hvor de har kontorer og ansatte, kan man se, at de er massivt til stede i de lande, som mange betragter som skattely. Dette rejser naturligvis spørgsmål om aktiviteterne i de fire store revisionsfirmaer i disse lande. Når man ser nærmere på, hvor mange ansatte de har i forskellige lande, kan man se, at de i gennemsnit har langt flere ansatte i skattely, end hvad der er i overensstemmelse med landets størrelse og BNP – og i gennemsnit også har flere ansatte per kontor. Antallet af ansatte er en god indikator for, hvor meget økonomisk aktivitet og hvor mange kunder de har i disse lande. Hvis man ser på, hvor de til sammen har flest ansatte ift. størrelsen af den lokale befolkning, er Bermuda, Cayman Islands og Luxembourg i top-3.

Revisionsselskaberne varetager en central funktion for økonomien ved at sikre, at virksomhederne overholder den gældende lovgivning. Men de spiller en dobbeltrolle, når de vinder private gevinster på deres tilstedeværelse i de skattely, der aktivt undergraver andre landes lovgivning samt evne og ret til selvbestemmelse. Derfor kan man stille spørgsmålstegn ved, hvordan disse selskaber skal reguleres, når de har så stor magt over markedet.

Revisionsgiganternes juridiske struktur gør det svært at regulere dem. Det skyldes, at de er splittet op i forskellige juridiske enheder, så deres kontorer i fx Danmark ikke har nogen forpligtelse over for deres kontorer i skattelylande. Det implicerer i praksis, at selvom de danske kontorer tilbyder deres kunder koncernens samlede ekspertise og dermed også rådgivning fra de afdelinger, som er placeret i skattely, kan de danske afdelinger ikke holdes juridisk ansvarlige, hvis rådgivningen fra afdelingerne i skattely anviser kunderne en praksis, som er i modstrid med dansk lovgivning. Det medfører, at selvom de fra kundernes synspunkt er globale firmaer der kan tilbyde ekspertise fra hele verden, kan man ikke pålægge ansvaret for skattelyrådgivernes arbejde på de kontorer, som er placeret i Danmark eller EU.

Et af de store problemer med de store revisionsfirmaer er, at de på den ene side har mandat til at udføre lovpligtig revision af virksomheder og på den anden side tilbyder rådgivning i den mest ”effektive” skattestrategi. Derfor kunne et forslag være at kræve en opsplitning af disse to funktioner, så firmaerne ikke står i en dobbeltrolle. Revisorerne selv foreslår desuden klarere regler, så skatteunddragelse ikke er muligt, da dobbeltrollen så vil være mindre problematisk.

Højere grad af transparens er desuden nødvendigt, hvis vi skal kunne regulere multinationale selskaber i almindelighed og professionelle servicefirmaer i særdeleshed. Et bud på, hvordan dette kunne gøres, er fx land-for-land-rapportering, hvor selskaberne skal offentliggøre, præcis hvor mange ansatte, hvor meget indtjening og hvor stor skattebetaling de har i hvert land. I en udvidet version skal de derudover fortælle, hvilke aktiviteter disse er fordelt ud over. Denne transparens vil kunne bruges til at afgøre, om virksomheder betaler en skat, der er i overensstemmelse med, hvor deres reelle økonomiske aktivitet ligger. For revisionsgiganterne kunne det derudover bruges til at få et indblik i, hvor stor en del af deres forretningsmodel der rent faktisk er rådgivning i og om skattely.

Når de store revisionsfirmaer har den rolle, de har, er det, fordi de har licens til at drive revisionsvirksomhed. Derfor kan licensordningen bruges til at stille krav til virksomhederne om, hvad de skal leve op til for at opnå denne rettighed. Dette kunne fx være at stille krav om land-til-land-rapportering, men mere vidtgående kunne man også kræve afgrænsning eller komplet opsplitning mellem revisionsdelen og skatterådgivningen inden for hvert selskab.

I EU-Parlamentet har PANA-komiteen gennemgået en række aspekter af skatteunddragelse og hvidvask, herunder også de store revisionsfirmaers rolle i skattely. I deres endelige rapport indgår også forslag om, at revisionsfirmaer i højere grad bør reguleres globalt og være mere transparente. Udvalgets anbefalinger udtrykker også et ønske om, at EU Kommissionen skrider til handling mod Big Fours mange interessekonflikter, når de rådgiver både regeringer og skatteydere. Arbejdet med dette foregår fortsat i EU-regi.

 

Se kort over Big 4 kontorer verden over

Download denne artikel som PDF


Hvad er skattekonkurrence?

af Saila Stausholm, Copenhagen Business School

I en verden, hvor internationale virksomheder kan flytte deres investeringer fra land til land, er konkurrencen om at tiltrække disse investeringer kommet i politikernes søgelys. Investeringer skaber nemlig job og vækst, og det modsatte – udflytninger – udsætter områder for lavvækst, landsbydød og arbejdsløshed. I kampen for at få hvert land til at se mere attraktivt ud i virksomhedernes øjne er skattepolitikken blevet et centralt virkemiddel. Skattepolitikken bruges til at incentivere virksomheder på forskellige måder – både med en nedsat rate for virksomhedsskat, midlertidige skatterabatter og gavmilde løsninger for, hvor meget der kan trækkes fra i skat. På trods af at de fleste virksomheder rent faktisk ikke vægter landes skattepolitik særligt højt, når de vælger, hvor de skal placere deres investeringer, bliver disse politikker mere og mere udbredte.

Teorier om virksomheders investeringer forudsiger, at lavere kapitalomkostninger vil forøge antallet af investeringer, fordi det så bedre kan betale sig for virksomheder at blive ved med at investere. Derudover kan skatterabatter bruges til at ”udligne” eller kompensere for andre omkostninger eller usikkerheder i investeringslandet. Men det er en blandet affære, når man ser på evidensen af, hvorvidt skat virker på investeringer. Blandt udviklede lande som fx EU og USA er der en klar tendens til, at udenlandske investeringer er højere, hvor skatten er lavere. Men for det første holder denne tendens overhovedet ikke vand i lande, hvor institutioner og infrastruktur er mindre udviklet. For det andet er der utroligt meget andet, der påvirker, hvor investeringer placeres, såsom befolkningens uddannelsesniveau, energipriser, beliggenhed, arbejdsmarkedspolitik og så videre. Og selv hvis skatten rent faktisk er effektiv til at tiltrække investeringer, er der ikke altid tale om den type investeringer, et land har brug for og godt af. Fx er nogle af den slags investeringer, som bliver rykket af skatteincitamenter, “footloose”, dvs. mere mobile og kan rykke igen og har tendenser til dårlige og udnyttende vilkår for natur og mennesker – og er sjældent integreret med den lokale økonomi, så der ikke opstår udvikling og opgradering i forbindelse med investeringen.

Skatterabatter koster penge i statskassen, som skal findes andre steder. Det betyder, at staten må kradse de manglende indtægter ind andetsteds – fx fra lønmodtagere og forbrugere eller fra hjemlige firmaer frem for udenlandske – eller ved at optage gæld. Det er derfor en risikabel strategi, for hvis de tabte indtægter betyder nedskæringer på infrastruktur eller uddannelse, kan dette forringe investeringsklimaet yderligere. Og selv hvis det virker, er det ikke sikkert, at den øgede økonomiske aktivitet er nok til at gøre op for tabet af skatteprovenu.

I det omfang, at lavere skatter har en positiv effekt på gode investeringer, er faren selvfølgelig, at det er nemt at kopiere. Derfor kan nabolande hurtigt føle sig fristet – og endda presset – til at følge trop, når et land sænker skatten. Det kan enten ske gennem direkte at følge trop eller ved at blive presset eller spillet ud mod hinanden af virksomheder, som overvejer – eller lader som om de overvejer – flere forskellige lande til et stort projekt og derfor lobbyer for at få de bedste forhold. Det skaber et ræs mod bunden, hvor alle lande blot sænker skatten, hvilket ingen lande har fordel af. I nogle tilfælde risikerer det også at ende i ”vinderforbandelsen”, hvor landet har overspillet sin hånd og givet virksomhederne så store rabatter, at det mere end udligner, hvor meget de tilfører til landet.

Det er umuligt at sige, hvad der er det ”rigtige” niveau for beskatning. Det har hvert land og dets befolkning ret til at bestemme, fordi det er et valg om størrelsen af den offentlige sektor. At komme skattekonkurrence til livs er ikke et spørgsmål om at forpligte alle til samme niveau, men derimod at sikre, at alle lande har reel frihed til selv at sætte niveauet frem for at blive presset af andre landes handlinger. Der er tale om et klassisk koordineringsproblem, idet regeringer skal passe deres eget lands interesser, men dermed ændrer andre landes interesser. Derfor kan løsningen være øget transparens og koordinering mellem regeringer. Dette kan ske på EU-niveau og sker i dag også i høj grad i OECD. Hvis man i højere grad vil inkludere udviklingslande, er en ny Verdensskatteorganisation huset af FN også en god løsning på, hvordan man kan sikre fælles informationsdeling og koordinering blandt landene.

Få denne artikel som PDF


Download Pengeskabelse som PDF

Her kan du downloade alle afsnittene om Pengeskabelse som PDF.

 


Reformer af pengeskabelsen

af Inge Røpke, Aalborg Universitet

Reformer af pengeskabelsen
Krisen har tydeligt demonstreret problemerne ved uhæmmet privat pengeskabelse: stor finansiel og økonomisk ustabilitet, stigende ulighed og brug af reale ressourcer på luksusforbrug frem for løsning af centrale samfundsmæssige opgaver. Det er åbenlyst, at de fleste mennesker ville være bedre tjent med at indrette pengeskabelsen på en anden måde. Spørgsmålet er hvordan.

De mest oplagte tiltag består i at genindføre begrænsninger på bankernes pengeskabelse. Det skal være klart, at bankerne selv lider tab, hvis de tager for store risici. Der er brug for højere uvægtede kapitalkrav og reservekrav, afskaffelse af skattefradrag for bankers (og andre virksomheders) renteudgifter samt begrænsninger på sekuritisering o.l. Desuden må der genindføres begrænsninger på internationale kapitalstrømme, for at nationale reformer kan have effekt. Et af de forhold, der har bidraget væsentligt til finansiel ustabilitet, er udviklingen i boligfinansiering, hvor bankerne baserer langfristede udlån på meget kortsigtet pengemarkedsfinansiering. Det er problematisk, at bankernes boliglån bliver regnet for sikre i bankernes vægtningssystemer (fordi de virker sikre for den enkelte bank), når de i den grad øger den systemiske risiko. Det ville være langt mere sikkert at adskille boligfinansiering fra bankerne og indføre et system, der ligner det gamle danske realkreditsystem.

Samtidig er det vigtigt at komme ud af sparepolitikkens jerngreb og genindføre muligheden for statslig pengeskabelse. Det kan åbne for en langt mere bæredygtig udnyttelse af de reale ressourcer og for fremme af større lighed. Men som sagt er det heller ikke hensigtsmæssigt med uhæmmet statslig pengeskabelse, der kan føre til overophedning af økonomien, mangel på arbejdskraft, inflation, betalingsbalanceproblemer og underminering af valutaens værdifasthed. Det er en udfordring, at politikere let kan føle sig fristet til at køre med for store underskud, hvis det institutionelle og ideologiske jerngreb løsnes. Nogle tilhængere af øget statslig pengeskabelse foreslår derfor begrænsninger, der tager udgangspunkt i en forestilling om penge som mængde, der kan styres ud fra nogle kriterier om prisstabilitet og hensyn til beskæftigelsen. Mens andre tilhængere af øget statslig pengeskabelse (post-keynesianere m.fl.) mener, at denne tankegang vender problemet på hovedet, fordi penge er processer og ikke en mængde, og fordi pengestrømmene snarere er en konsekvens af end en årsag til den realøkonomiske aktivitet. Da jeg tilslutter mig det sidstnævnte synspunkt, ser jeg ingen vej uden om en styring af de realøkonomiske aktiviteter ud fra politiske overvejelser. De offentlige udgifter påvirker direkte, hvad samfundets reale ressourcer bruges til at fremstille, herunder hvad der fremstilles i den private sektor (når staten f.eks. yder støtte til høreapparater, bruges der relativt flere ressourcer til dette formål). Hvis de offentlige udgifter (ekskl. overførsler) er store, bliver der, i en situation med fuld beskæftigelse, færre reale ressourcer til privat forbrug. Det mest grundlæggende spørgsmål drejer sig således om prioriteringen mellem kollektive og private formål. Hvor meget købekraft der er brug for at opsuge gennem skatter, må afhænge af, om der er risiko for overophedning. Den centrale pointe er her, at udgangspunktet må være politiske prioriteringer af realøkonomisk art, der siden afspejler sig i, hvad størrelsen af det statslige underskud bliver. Det er åbenlyst, at politisk styring stiller store krav til kvaliteten af den demokratiske debat, men der er nu engang ikke et teknisk svar på, hvad der er en passende størrelse for hverken de offentlige udgifter eller det statslige underskud. I praksis ville reformer i denne retning med øget statslig pengeskabelse inden for EU indebære radikale institutionelle forandringer, der muligvis ikke er forenelige med videreførelse af euroen. Hvad der kan lade sig gøre i Danmark, er tæt knyttet til forandringer i EU.

Ovenfor lægges der op til at ændre forholdet mellem statslig og privat pengeskabelse ved at øge den statslige på bekostning af den private pengeskabelse. Foreningen Gode Penge foreslår at tage skridtet fuldt ud og simpelthen forbyde bankers skabelse af lovlige betalingsmidler, sådan at alle statsanerkendte penge fremover udelukkende skal bringes ind i økonomien via statslige underskud eller via udlån fra centralbanken til bankerne, der så kan videreudlåne det samme beløb. Efter min opfattelse er det ikke nogen god model. Så længe vi diskuterer forandringer inden for rammerne af en kapitalistisk økonomi, anser jeg det for en nyttig social innovation, at banker har mulighed for at skabe købekraft til at sætte ting i gang og til at muliggøre handler, uden at nogen har sparet op først. Det er nødvendigt at sætte rammer, der hindrer uhæmmet pengeskabelse, spekulative aktiviteter og urimelig høj indtjening, men i en overskuelig fremtid anser jeg det for mest hensigtsmæssigt at fordele magten til pengeskabelse mellem statslige og private institutioner. Samtidig er der brug for at styrke diversifikationen inden for bankverdenen, så f.eks. lokale og værdibaserede banker kan få større betydning, ligesom statslige udviklingsbanker kan være et nyttigt supplement. Desuden er der brug for at vende tendensen til koncentration af magt i meget store enheder i bankverdenen f.eks. gennem opsplitninger. Denne type tiltag hører hjemme inden for rammerne af en kapitalistisk økonomi, men de forudsætter, at kriserne for det neoliberale system efterhånden kommer til at danne grundlag for en ny social kontrakt. Hvis kriserne derimod fører til mere radikale samfundsmæssige sammenbrud, bliver der måske i stedet grundlag for opbygning af helt andre økonomiske strukturer. I så fald vil en mere grundlæggende gentænkning af pengeskabelsen være et vigtigt element.

Kobling til andre emner
En mere fyldestgørende behandling af emnet pengeskabelse forudsætter inddragelse af flere emner, end jeg har kunnet dække her. Særligt to emner er oplagte. For det første ville det være interessant at se på den aktuelle udvikling af nye betalingsløsninger og af kryptovalutaer: Hvad betyder tendenserne for pengeskabelsen? Bidrager de til en interesse for at indføre digitale centralbankpenge? Hvad drejer debatten om digitale centralbankpenge sig om? For det andet er det nærliggende at koble til den makroøkonomiske debat om, hvad der kan gøres ved gældsbjerget: Kan dele af statsgælden monetiseres? Hvad ville det betyde? Er der brug for at afskrive privat gæld? Kan det gøres på en retfærdig måde? Derudover er der klare koblinger til emner som finansialisering, kapitalistiske vækstmodeller, euroen samt boligfinansiering. Men her må sættes et foreløbigt punktum.


Skiftet til privat pengeskabelse

af Inge Røpke, Aalborg Universitet

Skiftet til privat pengeskabelse
I nyere tid er der sket en drastisk forskydning i forholdet mellem de to former for pengeskabelse. Mens begge former spiller en væsentlig rolle i efterkrigstidens vækstperiode, bliver krisen i 1970’erne en overgangsperiode og et afsæt for ændrede institutioner, der gør bankernes pengeskabelse dominerende. Overgangen drejer sig om et skifte fra én vækstmodel til en anden, baseret på ændrede magtforhold i de vestlige samfund. Den sociale kontrakt, der udgjorde grundlaget for efterkrigstidens vækstperiode, bliver ”sagt op” af de formuende, der stærkt understøttet af neoliberal ideologi får succes med at indrette de sociale institutioner på måder, der sikrer dem selv større indtjening.

Et af elementerne i den neoliberale omstillingsproces består i at undergrave statens muligheder for at skabe penge. Baseret på den korrekte pointe, at statens pengeskabelse kan blive for stor og skadelig for økonomien, drages den forkerte og ideologisk funderede konklusion, at staten slet ikke bør have underskud. Hvis staten alligevel har underskud, må den ikke trække på sin konto i centralbanken, men skal i stedet ”finansiere” underskuddet ved at udstede statsobligationer. Det mest alvorlige angreb på fællesskabets interesser består i promoveringen af den forestilling, at staten ikke bør have underskud på sit budget. Reelt betyder det, at mulighederne for at styre reale ressourcer hen imod løsning af fælles udfordringer begrænses til fordel for brug af ressourcer til privat luksusforbrug. Desuden mindskes mulighederne for at føre økonomisk politik, der kan modvirke konjunkturudsving.

I EU er forestillingen om det ønskelige i budgetligevægt blevet institutionelt forankret i forbindelse med forberedelserne til euroen. I vækst- og stabilitetspagten fastsættes grænser for størrelsen af statens budgetunderskud (3 % af BNP) og for den statsgæld, der opstår, når underskud ”finansieres” gennem udstedelse af statsobligationer (60 % af BNP). Pagtens regler gælder for alle medlemslande, men det er dog kun eurolandene, der kan idømmes bøder for at bryde dem. Reglerne er udformet sådan, at budgetunderskuddet kan være større i kortere perioder med økonomisk krise, hvor skatteindtægterne falder, og de sociale udgifter stiger, men det må kun være en midlertidig situation.

Budgetunderskud skal som sagt modsvares af udstedelse af statsobligationer. Statsobligationer har en lang historie, men regler om, at budgetunderskud nødvendigvis skal modsvares af statsobligationer, er af nyere dato. Tankegangen understøttes institutionelt af den formelle adskillelse af stater og centralbanker, der i mange tilfælde har en længere juridisk historie, men som fik større reel betydning i 1980’erne og i EU blev understreget gennem indskrivning i Maastrichttraktaten i 1992. Når centralbankens rolle som statens bank nedprioriteres i forhold til rollen som bankernes bank og som en uafhængig instans til varetagelse af en ”upolitisk” pengepolitik, er det ikke længere nærliggende, at staten kan have et større uforrentet ”overtræk” på sin konto i centralbanken. Udstedelsen af statsobligationer indebærer, at staten opbygger en gæld, der skal forrentes. Heri ligger der et ulighedsskabende element, fordi obligationerne købes af de grupper i samfundet, der har råd til det, mens alle skatteborgere skal betale forrentningen (et problem, der dog kan begrænses af et progressivt skattesystem). Umiddelbart er dette problem mindre væsentligt end det store problem, der knytter sig til begrænsning af budgetunderskuddet, fordi underskuddet trods kravet om udstedelse af obligationer sætter aktiviteter i gang. Men siden finanskrisens udbrud i 2007-2008 har finansieringskravet vist sig at føre til problematiske resultater.

Den finansielle krise i 2007-2008 er en krise for den neoliberale vækstmodel, der har udviklet sig siden 1980’erne. Modellen bryder med den tidligere vækstmodel, hvor hovedparten af befolkningen fik del i produktivitetsstigningerne gennem lønstigninger og udbygning af velfærdsstaten. I den neoliberale model begrænses begge dele som følge af ændrede styrkeforhold mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, mens efterspørgslen i nogle lande (USA, UK) holdes oppe af kredit og i andre lande (Tyskland) af eksport til de lande, hvor forbruget baseres på øget gældsætning. Den stigende private gældsætning muliggøres af bankernes pengeskabelse, der gradvis frigøres fra tidligere reguleringer og begrænsninger. Modellen er sårbar, bl.a. fordi den voksende private pengeskabelse baseret på gældsætning skaber grundlag for udvikling af bobler i priser på aktiver som aktier, boliger og andre ejendomme – bobler, der forstærkes af dereguleringen af de internationale kapitalstrømme, der hurtigt kan skifte retning. Når boblerne springer, vil mange være insolvente, hvilket kan reducere efterspørgslen i realøkonomien. Dertil kommer, at mange andre aspekter af periodens finansialisering bidrager til finansiel ustabilitet. Perioden fra 1980’erne og frem præges derfor af mange forskellige finansielle kriser, men centralbankernes håndtering af kriserne bidrager til den forestilling, at systemet kan styres. Desuden fører indgrebene til, at stadig større risici bygges op, indtil de udløses i en større krise i 2007-2008.

De omfattende redningsaktioner for banker og andre finansielle institutioner i de efterfølgende år kommer til at koste staterne penge på flere forskellige måder. Der kan f.eks. være tale om opkøb af dårlige lån fra banker m.fl., kapitalindskud, nationaliseringer og realisering af garantier til indskydere og kreditorer. Det største tab er imidlertid knyttet til det økonomiske tilbageslag, der øger de sociale udgifter og får skatteindtægterne til at falde. Pga. reglerne om, at staten ikke kan skabe penge, fører underskuddene til stigende statsgæld og dermed udstedelse af statsobligationer. Da obligationerne primært købes af banker og andre finansielle institutioner, betyder processen reelt, at staten betaler renter for at låne af banker m.fl. bl.a. med henblik på at redde de samme institutioner. Samtidig betyder den stigende statsgæld i nogle lande, at der begynder at blive tvivl om sikkerheden af statspapirerne med det resultat, at staterne må betale højere renter. Risikoen flyttes med andre ord fra den finansielle sektor til staten og skatteyderne. Men når bankernes beholdninger af statspapirer så opfattes som mere usikre, kan også deres kreditværdighed mindskes, så flere må reddes med øget statsgæld til følge osv. i en ond spiral. Selvom perioden op til krisen er præget af frie internationale kapitalstrømme, så ender banker i krise med at være et nationalt ansvar, samtidig med at statens papirer i stigende grad holdes af nationens egne banker. Bl.a. for at bremse spiralen begynder centralbankerne, inkl. ECB, at opkøbe store mængder statspapirer (kaldet kvantitative lempelser, QE/Quantitative Easing), så kursen kan holdes oppe, og renten nede. Men processen bliver ikke brugt til at sløjfe den opkøbte statsgæld, der derfor bliver ved med at vokse.

Næste afsnit: Reformer af pengeskabelsen


Udfordringer og interesser knyttet til de to former for pengeskabelse

af Inge Røpke, Aalborg Universitet

Udfordringer og interesser knyttet til de to former for pengeskabelse
Da den samme slags statsanerkendte penge nu kan bringes i omløb på to måder – gennem statslige underskud og gennem bankers udlånsvirksomhed – bliver det økonomisk interessant, hvordan balancen mellem de to former for pengeskabelse udvikler sig. Det er vigtigt af flere grunde. For det første har pengeskabelsen betydning for, hvad økonomiens reale ressourcer (arbejdskraft, naturressourcer, maskineri, bygninger) bliver brugt til at fremstille. I kongernes storhedstid blev statslig pengeskabelse ofte omsat i krigsførelse og luksus ved hoffet, mens udviklingen af mere demokratiske styreformer som regel fører til, at statslig pengeskabelse styrer flere reale ressourcer over til uddannelses- og sundhedssystemer, infrastruktur, forskning mv. Bankernes pengeskabelse retter sig imod aktiviteter, der på én gang er profitable og sikre. I klassisk bankvirksomhed drejer det sig f.eks. om at sikre driftskapital til virksomheder og i et vist omfang også om at låne ud til investeringer i udbygning af produktionsapparatet. Dertil kommer udlån til husholdninger i form af boliglån samt forbrugs- og studielån, der omsættes i forbrugsgoder. Mens klassisk bankvirksomhed understøtter udvikling af produktion, har pengeskabelsen i de seneste årtier sigtet mere på at finansiere handel med eksisterende aktiver (ikke mindst boliger) samt spekulative aktiviteter. Det giver grundlag for stor indtjening både gennem bonusordninger for toppen af den finansielle sektor og gennem kapitalgevinster, der tilfalder ejere af aktiver med stigende værdi. Når indtjeningen omsættes i øget forbrug, betyder det, at reale ressourcer dirigeres hen til fremstilling af ofte luksuriøse forbrugsgoder.

For det andet har de to former for pengeskabelse betydning for den økonomiske stabilitet. Begge former kan overdrives og give anledning til overophedning og økonomisk ustabilitet. Både statslige underskud og bankudlån kan igangsætte reale aktiviteter, der fører til mangel på arbejdskraft og et inflationært pres, der f.eks. kan give betalingsbalanceproblemer. Mens staten på eget initiativ kan sætte sådanne aktiviteter i gang, er bankerne afhængige af, at nogen efterspørger lån. Ud over direkte påvirkning af realøkonomien kan pengeskabelsen have mere indirekte effekter. Staten kan gennemføre omfordeling gennem skatter og overførsler, der indirekte kan påvirke realøkonomien, hvis købekraften øges hos grupper, der forbruger en større del af deres indkomst. Tilsvarende har bankudlån til køb af eksisterende aktiver en mere indirekte effekt, fordi de kan bidrage til stigende aktivpriser og dermed til oppustning af formueværdier, som kan danne grundlag for øget forbrug. Nogle gange skaber bankudlån grundlag for oppustning af bobler, der senere sprænges og fører til finansielle kriser, der også kan ramme realøkonomien. Jo større den samlede kreditgivning bliver til husholdninger og virksomheder, des mere sårbar bliver samfundsøkonomien, fordi risikoen for insolvens øges ved rentestigninger og prisfald på aktiver.

For det tredje har forholdet mellem de to former for pengeskabelse betydning for fordelingen af den såkaldte møntningsgevinst. Produktionsomkostningerne ved fremstilling af penge er minimale i forhold til den købekraft, pengene besidder. Mens en stat kan få den fulde fordel af denne gevinst, vil en bank opnå en noget mindre fordel i form af rentemarginalen, dvs. forskellen på renten på udlånet og renten på det tilsvarende indestående. Selvom den oprindelige låner hæver sit nye bankindestående for at betale en kunde i en anden bank, vil udlånet alligevel som regel ved dagens slutning blive modsvaret enten af et andet indlån eller af et lån fra en anden bank. I løbet af en dag er der mange bevægelser frem og tilbage mellem bankernes kunder, og hvis en bank ved dagens slutning har udbetalt flere penge, end den har fået ind, vil den typisk låne hos en anden bank eller eventuelt i centralbanken for ikke at bringe den likvide beholdning af reserver i centralbanken for langt ned. Selvom bankernes møntningsgevinst derfor er mindre end den, staten ville kunne opnå, er der tale om meget betydelige beløb.

Af de ovennævnte grunde er der samtidig væsentlige interesser knyttet til forholdet mellem de to former for pengeskabelse. Det er naturligvis i bankernes interesse at stå for så stor en del af pengeskabelsen som muligt, fordi det udgør en stor del af deres indtjeningsgrundlag. På den anden side vil de grupper i samfundet, der nyder godt af den fælles tilvejebringelse af goder som uddannelse og sundhed, have interesse i en vis statslig pengeskabelse. Det er dog ikke nødvendigvis i deres interesse, at penge udelukkende bringes i omløb via statslige underskud, hvis bankerne kan bringes til at fungere på en måde, så de understøtter realøkonomien.

Næste afsnit: Skiftet til privat pengeskabelse


Pengeskabelsens to nationale kredsløb

af Inge Røpke, Aalborg Universitet

Pengeskabelsens to nationale kredsløb
Det ene kredsløb, der har en lang historie, tager udgangspunkt i staten. En stat, der har sin egen valuta, kan skabe sine egne penge og give dem ud som betaling for reale goder eller arbejdsydelser. Det kan foregå, ved at staten lader sedler og mønter fremstille og betaler med dem, eller ved at staten udbetaler elektroniske penge fra sin konto i centralbanken. Modtagerne accepterer pengene som betaling for deres arbejde eller for varer, fordi pengene er alment accepterede i økonomien og kan bruges til at betale skat. Nogle af de udstedte penge trækker staten tilbage gennem skatter, men hvis pengeskabelsen i et samfund i væsentlig grad hviler på statsskabte penge, må en pæn del af pengene forblive i omløb i økonomien. Ellers vil de økonomiske aktiviteter blive bremset. En stat, der har sin egen valuta, kan aldrig løbe tør for penge, men som det beskrives senere, kan der være andre grunde til at holde igen med udstedelsen.

Det andet kredsløb tager udgangspunkt i bankernes pengeskabelse. Banker har også gennem en lang historie kunnet skabe likviditet gennem handel med andres gældsbreve og ved at udstede gældsbreve på sig selv, f.eks. i form af deres egne pengesedler. Sådanne private gældsbeviser eller pengesedler kunne cirkulere i samfundet og holde gang i økonomiske aktiviteter, men de var ikke lovlige betalingsmidler i den forstand, at de juridisk set ville kunne anvendes til at indfri ethvert gældskrav, og at staten ville acceptere dem som skattebetaling. Med den gradvise udvikling af hybride systemer, hvor statslig og privat pengeskabelse integreres, kommer anfordringsindskud i bankerne imidlertid i stigende grad til at fungere på lige fod med mønter og sedler fra stat og centralbank. I dag fungerer bankindeståender i praksis fuldt ud som lovlige betalingsmidler, der direkte kan bruges til skattebetaling, selvom de sådan set stadig ikke er formelt ligestillede med mønter og sedler (Wendt, s. 126). Den reelle ligestilling betyder, at bankerne kan skabe statsanerkendte penge gennem det dobbelte bogholderi, hvor der på én gang oprettes et lånedokument og samtidig indsættes et tilsvarende beløb på lånerens konto i banken. Da bankindeståendet har alle de fornødne egenskaber, der karakteriserer ”rigtige” penge, herunder at kunne indløse gæld og betale skat, så har operationen bragt flere penge i cirkulation. Når låneren omvendt betaler sin gæld tilbage, destrueres der penge. Det samme sker, hvis låneren betaler et beløb til en anden borger, der så bruger pengene til at indløse bankgæld.

Der er ikke tale om, at staten udsteder én slags penge, og bankerne en anden. Staten kan f.eks. skabe bankindeståender ved at trække på sin konto i centralbanken, når der betales løn til statsansatte: På bankens balance opskrives den statsansattes bankkonto på passivsiden, mens bankens konto i centralbanken opskrives på aktivsiden. Tilsvarende kan banker udbetale sedler og mønter til bankkunder ved at købe dem i centralbanken og betale med f.eks. obligationer.

I en åben økonomi kan penge også komme i omløb gennem relationen til udlandet. Hvis der er overskud på de løbende poster, kommer der flere penge ind i økonomien, når valutaindtægter veksles til indskud på indenlandske bankkonti. Dertil kommer, at dereguleringen af internationale kapitalstrømme nu kan føre til hurtige og omfattende bevægelser i pengestrømmene i en økonomi.

Næste afsnit: Udfordringer og interesser knyttet til de to former for pengeskabelse


PENGESKABELSE

af Inge Røpke, Aalborg Universitet

Indledning
Samfundets økonomiske aktiviteter understøttes gennem cirkulation af penge. Penge fungerer som værdimål (måleenhed for priser), som betalingsmiddel i handel med varer og tjenester og som værdiopbevaringsmiddel. Når vi i almindelighed taler om penge, tænker vi på den slags penge, der samtidig er lovlige betalingsmidler. Hermed menes, at pengene er anerkendt af staten som midler, der kan bruges til at betale skat og til at indfri gæld. Det gælder typisk kontanter (sedler og mønter) samt anfordringsindskud i banker, men f.eks. ikke obligationer, der først skal sælges. Obligationer kan ses som næsten-penge, fordi de som regel er ret lette at få omsat i penge. Kryptovalutaer som bitcoin opfylder i princippet de tre krav til penge: For det første er 1 bitcoin i sig selv en måleenhed modsat obligationer, hvis pålydende værdi er fastsat i kroner; for det andet kan bitcoin bruges til betalinger i nogle sammenhænge; og for det tredje kan bitcoin bruges til værdiopbevaring, omend der er tale om stærkt spekulativ værdiopbevaring, da kursen svinger meget. Men bitcoin er ikke et lovligt betalingsmiddel, da de ikke accepteres af staten til indbetaling af skat, ligesom man ikke kan forlange at kunne indfri sin gæld i bitcoin. I det følgende fokuseres primært på skabelse af lovlige betalingsmidler, mens kryptovalutaer o.l. må finde plads i et andet indlæg.

Manges forestilling om penge er præget af penge i form af mønter og sedler, der lægger op til at se penge som en ting. Når man ser penge som en ting, er det også nærliggende at forestille sig, at der er en vis mængde af disse pengeting, der så kan cirkulere i samfundet. Forestillingen understøttes af brugen af begrebet pengemængde. Ganske vist omfatter begrebet pengemængde ikke kun mønter og sedler, men også anfordringsindskud i bankerne (og evt. endnu flere aktiver, afhængigt af hvilket pengemængdebegreb der henvises til – M1, M2 osv.). Men inddragelsen af bankindskud i pengemængdebegrebet ændrer ikke ved, at selve begrebet antyder, at en given mængde cirkulerer.

Denne forestilling er imidlertid misvisende. Penge er der ikke som en mængde – de skal udstedes og sendes ind i økonomien gennem en løbende social proces. Penge skabes og destrueres hele tiden i tilknytning til de økonomiske aktiviteter. I moderne samfund kan penge skabes og destrueres på to måder, der principielt kan anskues som to forskellige kredsløb.

Næste afsnit: Pengeskabelsens to nationale kredsløb