AKTUELT SOM INDLÆG

ØMU REFORMER I BLINDGYDE

Franskmændene frygter med god grund, at Emmanuel Macrons visioner for øget europæisk integration falder fuldstændig til jorden – og at de med sig ned tager ethvert håb, EU-Kommissionen og ligesindede måtte have om væsentlige reformer af den Økonomiske og Monetære Union, der ligger til grund for euroen. Men ret beset er reformprojektet allerede faldet. Tilbage står spørgsmålet, om det lykkes at lyddæmpe braget en smule.

Read More

DRAMAET UNDER RADAREN: EU’S KAPITALMARKEDSUNIONEN

Trods årtiers snak om kapitalens fri bevægelighed, så er kapitalmarkederne i Europa fortsat stærkt fragmenterede. Det skal en ny EU’s nye kapitalmarkedsunion råde bod. Initiativet sælges til borgerne som et projekt, der handler om at skabe vækst og arbejdspladser. Men først og sidst handler det om at fremme lønsomheden i den europæiske finanssektor på bekostning af regulering. Et af værktøjerne er såkaldt sekuritisering, der anses som en central faktor bag finanskrisen.

Read More

BANKUNIONEN SENDT TIL TÆLLING

Det er kun et par uger siden, at Emmanuel Macron udbad sig svar fra Tyskland på de reform visioner, den franske præsident har brugt en stor del af det første år af sin embedsperiode til at slå til lyd for. ”Ikke siden 2.verdenskrig, har der været et moment med så stor historisk betydning”, sagde Macron. Det europæiske projekt afhænger af Europas handlekraft i en situation præget af konflikter med vores ”traditionelle allierede”, en global orden under opbrud, og udfordringer med vores egen ”interne solidaritet” i EU. Tiden er inde til at træffe beslutninger, understregede han. Netop i den forgangne weekend kom så Merkels svar. I et stort interview i Frankfurter Allgemeine skød Merkel Macrons idéer ned.

Read More

KAMPEN FOR EUROEN

Om mindre end en måned skal der efter planen træffes bindende beslutninger om de reformer af ØMU samarbejdet, som det politiske establishment i Bruxelles har arbejdet på siden 2012. Men politiske mulighedsbetingelser ser alt andet end gode ud. Både Merkel og Macron fremstår svækkede indenrigspolitisk; de presses af en ny alliance bestående af en række små men stærke nordeuropæiske økonomier; og senest udstiller markedsturbulensen omkring Italien og den italienske politiske krise på én gang, hvor magtpåliggende reformer af ØMU’en er – og hvor umådelig lang vej der er til mål.

Read More

PARADISE PAPERS BØR FØRE TIL NY GLOBAL SKAT

Sidste søndag åbnede Det Internationale Konsortium for Undersøgende Journalister (ICIJ) og Politiken for dæmningen, der hidtil havde holdt kæmpelækket ”Paradise Papers” tilbage.  Selvom historierne om brug af skattely ikke nødvendigvis afslører noget ulovligt, kan vi se på reaktionerne, at det forarger borgere og politikere, når ledere og eliter i nogle af verdens rigeste lande er impliceret. Netop fordi det er lovligt, udstiller lækket en stor forskel mellem det, som almindelige mennesker ser som rimeligt, og de fordele, en global elite har adgang til.

Read More


ØMU REFORMER I BLINDGYDE

ØMU reformer i blindgyde

Af Jakob Vestergaard, lektor RUC

Frankrigs finansminister Bruno Le Maire havde en indtrængende opfordring til sine kolleger inden dagens EU-topmøde: Hold de to helt store dagsordner om migration og euroreformer adskilt, s’il vous plaît!

Franskmændene frygter med god grund, at Emmanuel Macrons visioner for øget europæisk integration falder fuldstændig til jorden – og at de med sig ned tager ethvert håb, EU-Kommissionen og ligesindede måtte have om væsentlige reformer af den Økonomiske og Monetære Union, der ligger til grund for euroen. Men ret beset er reformprojektet allerede faldet. Tilbage står spørgsmålet, om det lykkes at lyddæmpe braget en smule.

Eurobudget
På et slot i den lille tyske by, Meseberg, lidt nord for Berlin, mødtes Angela Merkel og Emmanuel Macron mandag i sidste uge, for at finde fælles fodslag forud for EU-topmødet. I en tid hvor flere og flere topmøder afrundes uden sluterklæringer, må det noteres på positiv-siden, at de to europæiske statsledere udsendte flere end seks sider med fælles positioner på alle de store emner fra indvandring over sikkerhedspolitik til bankunion og eurozonebudget.

Umiddelbart er der især tre elementer af den fransk-tyske aftale der kommer ud af mødet, som stikker ud: idéen om et særligt eurozone-budget, en ny finanspolitisk finansiering af bankunionen, og et forslag om at etablere en Europæisk Monetær Fond (EMF), som en videreudvikling af den europæiske stabiliseringsmekanisme (ESM).

Enhver snak om nye budgetter er svær at sælge til tyske vælgere og politikere, så Merkel har bevæget sig længere her, end mange havde forventet. Omvendt ligger fokus i erklæringen ikke på stabilisering, som var Frankrigs hovedtanke med et eurozone-budget, der skulle institutionalisere EU’s mulighed for at yde støtte, lån og garantier til lande, der rammes af recession. I stedet lægger erklæringen vægt på konkurrencedygtighed igennem investering i innovation og uddannelse.

Muligheden for en fælleseuropæisk arbejdsløshedsforsikring nævnes ganske vist også, men det understreges samtidig, at den skal konstrueres på en måde, der ikke indebærer »overførsler« på tværs af landegrænser. Ikke så meget som en tysk skattekrone, skal åå til at betale arbejdsløse sydeuropæeres dagpenge.

Eurozone-budgettet skal ifølge det fransk-tyske forslag træde i kraft i 2021, men det nævnes ikke, hvor store midler vi taler om. En del af finansieringen kan komme fra skatteindtæger, opkrævet på fælleseuropæisk basis. Det har længe været en hed drøm for franskmændene, og der nævnes konkret muligheden for at indføre europæisk skat på finansielle transaktioner.

Bankunion og ESM
Bankunionen har været kritiseret for at være alvorligt hæmmet af de relativt små midler, den fælles afviklingsmekanisme for nødlidende banker vil have til rådighed. Det fransk-tyske forslag går her på, at man bruger finanspolitiske midler til at supplere bankernes egne løbende indbetalinger til afviklingsmekanismen, så at det samlede finansielle skyts fordobles og når op over 100 milliarder euro i 2024. Mere konkret foreslår de, at disse finanspolitiske midler tilføres via den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM). Det understreges dog i den fransk-tyske aftale, at man vil sørge for, at ordningen kommer til at fungere på en finanspolitisk neutral måde; de midler, der måtte blive tilført fra ESM i forbindelse med rekapitalisering eller afvikling af en bank, vil blive finansieret af ekstraordinære indbetalinger fra banksektoren over en periode på tre til fem år.

Erklæringen understreger, at enhver udbetaling fra ESM’en vil være forbundet med en række betingelser til modtagerlandets økonomiske politik. Der foreslås desuden en helt ny form for stabilitetsstøtte, til medlemslande der oplever likviditetsproblemer, men her slår aftalen fast, at denne type støtte kun vil kunne gives til medlemslande, der har fuldt styr på de offentlige finanser.
Det store fokus på betingelser for støtte hænger sammen med tyskernes ret intense bekymring for, at ESM’en med sine generøse bidrag uforvarende kommer til at svække medlemslandenes incitamenter til at holde orden i eget hus. Tyskerne ser en pointe i at bruge støtte-betingelserne til at gøre ESM til motor for finanspolitisk disciplinering af medlemslandene.

Kritikken
De fleste analytikere har kritiseret den fransk-tyske aftale for at være utilstrækkelig. Politico anmeldte aftalen under overskriften »Tre vildledninger og en begravelse«. For det første er der ikke enighed om, hvordan pengene skal bruges i eurozone-budgettet, og der er enorm afstand mellem Merkels ønske om beskedne midler til investeringer og Macrons vision om makroøkonomisk stabiliseringspolitik med midler svarende til en eller flere procent af eurozonens BNP.

For det andet har Frankrig og Tyskland fundamentalt forskellige tilgange til at reformere ESM. Tyskernes stadigt stærkere fokus på betingelser for støtte, vil underminere dens mulighed for at fungere stabiliserende i de krisesituationer, den skal agere i.
Og for det tredje – og potentielt farligst anfører Politico – kan man mistænke Merkel for gode miner til slet spil, da hun ved, at andre lande vil skyde de elementer af aftalen ned, som reelt er uspiselige for tyske vælgere.

Og begravelsen? Den gælder planerne for en fælleseuropæisk indskudsgarantiordning (EDIS) for bankkunder; her havde iagttagere håbet, at der i fraværet af substantiel enighed i det mindste ville kunne fremlægges en tidsplan for de videre forhandlinger. Tavsheden om EDIS processen fortolkes vidt og bredt som en de facto skrinlægning.

En af de mest tankevækkende kommentarer til den fransk-tyske aftale kom fra Guntram Wolff, leder af tænketanken Bruegel. Wolfs kritik er særligt interessant fordi Bruegel ikke alene er en af verdens højst-rangerende tænketanke, men også en slags professionel intelligentsia for euroens fremme med finansielle bidrag fra en række medlemslande og nationalbanker (herunder den danske).

I et live interview med Bloomberg forklarer en tydeligt forpint Guntram Wolf, at de dele af den fransk-tyske aftale, der vedrører bankunionen, er »meget svage«. En fordobling af midlerne til afviklingsmekanismen, som erklæringen foreslår, er alt for lidt; det finansielle skyts skal være langt større for, at bankunionen kan blive en troværdig og effektiv konstruktion. Kritikken på det her punkt rammer ekstra hårdt, fordi EU-diplomater har beskrevet netop dette som EU-topmødets »eneste potentielle guldæg«.

Wolf forklarede videre, at meget tyder på, at man så vidt angår ESM’ens bidrag til afviklingsmekanismen, holder fast i en mellemstatslig konstruktion, hvor ingen midler kan udbetales, uden at alle medlemslande kan tilslutte sig. En sådan beslutningsproces – med de facto veto til alle medlemslande – er håbløs, når det gælder spørgsmål om afvikling af nødlidende banker, hvor myndighederne ofte kun har få døgn til at få en plan på plads.

I den mere alvorlige evne må det bemærkes, at den fransk-tyske aftale helt afviser EU-Kommissionens forslag om at sanktionere og fremme udstedelse af særlige værdipapirer baseret på puljer af europæiske statsobligationer (såkaldte sovereign bond-backed securities, SBBS). Det er bemærkelsesværdigt fordi forslaget om at skabe et sikkert, fælleseuropæisk værdipapir, af Kommissionen blev anset som helt centralt for dens bestræbelse på at afmontere de undergangsspiraler mellem bank- og statsgæld, som er så truende for euroens sammenhængskraft.

Tanken var, at når markederne bliver grebet af panik, kunne de finde sikker havn i sådanne paneuropæiske gældspapirer – i stedet for at vælge den vante rute ud af Sydeuropa og ind i Bundesbank. Men den idé synes nu begravet: »Forslagets ulemper er langt større end dets potentielle fordele og bør derfor ikke forfølges yderligere,« lyder den fransk-tyske position, kort og lakonisk.

Modstanden fra nord
At den fransk-tyske aftale langt hen ad vejen er en tynd kop te, forhindrer den ikke i at være under massiv kritik fra andre medlemslande for at være slet og ret for meget. Anført af den hollandske finansminister, Wopke Hoekstra har 12 mindre medlemslande sendt et brev til eurogruppens leder, Mario Centeno, for at understrege koalitionens dybe uenighed med store dele af aftalen. Koalitionen blev først etableret i marts måned, bestående af Holland, Irland og de nordiske og baltiske lande, men siden er Benelux-landende, Østrig og Malta kommet til.

Disse lande udfordrer i samlet flok ikke blot størrelsen af et eventuelt eurozone-budget, men selve idéen om at det skulle være nødvendigt eller hensigtsmæssigt. Idéen om et eurozone-budget ses som en farlig udvikling som på sigt kan underminere medlemslandenes incitamenter til at holde styr på deres offentlige finanser. Den franske finansminister Bruno Le Maire svarede igen ved at beskrive eurozone-budgettet som et ultimativt krav fra fransk side; ganske enkelt ikke til forhandling.

Hvor peger pilen så hen for de kommende to dages EU forhandlinger, på allerhøjeste niveau? Der er meget, der tyder på, at ØMU reformerne får det svært. Så sent som i går, kunne en række medier rapportere, at Mario Centeno skal have sendt et brev til Donald Tusk, den polske formand for det europæiske råd, hvori han gør det klart, at om end han personligt støtter den fransk-tyske aftale, så må han konstatere, at der er meget lidt konsensus om kursen for ØMU-reformerne. Det eneste der reelt er enighed om, konstaterer Centeno, er at bruge ESM’en til at skabe en finanspolitisk understøttelse af den fælleseuropæiske afviklingmekanisme.

Trods mere end fem års intenst forarbejde og skubben på fra EU-Kommissionens side, ser det ud til, at det topmøde, der på forhånd var udråbt som den centrale milepæl i ØMU reform processen, ender med i bedste fald fortvivlende små fremskridt.

Denne artikel er først bragt i Information den 28. juni 2018.


DRAMAET UNDER RADAREN: EU'S KAPITALMARKEDSUNIONEN

Dramaet under radaren: EU’s kapitalmarkedsunion

Af Jakob Vestergaard, lektor RUC

Trods årtiers snak om kapitalens fri bevægelighed, så er kapitalmarkederne i Europa fortsat stærkt fragmenterede. Det skal en ny EU’s nye kapitalmarkedsunion råde bod. Initiativet sælges til borgerne som et projekt, der handler om at skabe vækst og arbejdspladser. Men først og sidst handler det om at fremme lønsomheden i den europæiske finanssektor på bekostning af regulering. Et af værktøjerne er såkaldt sekuritisering, der anses som en central faktor bag finanskrisen.

Idéen om at have et integreret kapitalmarked i Europa har mere end 50 år på bagen. Det, kapitalmarkedsunionen handler om, er at skabe et indre marked for kapital, og den dagsorden går helt tilbage til den såkaldte Segre-rapport, udarbejdet på EØF-Kommissionens foranledning i 1966. Den politiske ambition om at skabe et integreret kapitalmarked i EU er altså en ældre herre; betydeligt ældre end for eksempel euroen.

Ikke desto mindre var det med stor bravade og trompetfanfarer, kapitalmarkedsunionen i november 2014 blev lanceret af den dengang nyligt udnævnte finanskommissær lord Jonathan Hill. Det var det mest afgørende initiativ i et helt årtis europæisk integrationshistorie, proklamerede Hill.

Når man kender forhistorien, kan det være fristende at feje Hills fanfarer af bordet, og rubricere kapitalmarkedsunionen som gammel vin på nye flasker. Men det ville være en fejl. For faktisk er det er i lige så høj grad det modsatte: ny vin på gamle flasker.
Det er gammel vin på nye flasker i den forstand, at det er en revitalisering af en årtier lang bestræbelse på at harmonisere finansielle regelsæt på tværs af landegrænser, italesat i et nyt sprog, der betoner det europæiske samarbejde som en union (fremfor som et marked).

Men samtidig har initiativet altså nogle elementer, der er helt nye, og som kræver særlig opmærksomhed, fordi den måde, de præsenteres på i kapitalmarkedsunionen, langt hen ad vejen er ufuldstændig og misvisende. De nye elementer er især knyttet til det, man kalder ’simpel og transparent sekuritisering’. Det er udtryk for en forbløffende politisk magi, at man så hurtigt efter finanskrisen er lykkedes med at give sekuritisering en helt ny, positiv framing.

Det var ellers lige præcis denne type finansiel praksis, som i kølvandet på finanskrisen gav anledning til, at udtryk som ’skyggebanker’ og ’systemisk risiko’ blev en etableret del af ordforrådet i en stærkt bekymret politisk diskussion.
De finansielle praksisser har nu gennemgået en form for esoterisk renselse. Efter at have været anset som en af de helt centrale årsager til finanskrisen og det kun nødtørftigt undgåede kollaps af det finansielle system, er disse selvsamme praksisser nu pludselig nøglen til finansiel stabilitet og økonomisk vækst i Europa.

Idéen om, at man har fundet en måde at gøre sekuritisering sikker på, er desværre ualmindelig tvivlsom. Det ser vi nærmere på, når vi har været en tur omkring den del af initiativet, som har dybere historiske rødder med enkelte senmoderne tvists. Allerførst giver det dog mening kort at opsummere de rationaler, som kommissionen har bragt i spil i sin politiske markedsføring af projektet.

De politiske rationaler
I EU-Kommissionens skåltaler præsenteres kapitalmarkedsunionen som en række initiativer, der har til formål at stimulere ny finansiering til små og mellemstore virksomheder (SMV’er). Den ambition har både en mobiliserings- og en allokeringsdimension. Det handler både om at mobilisere nye finansieringskilder og at sikre den bedst mulige allokering af finansieringen i EU på tværs af landegrænser.

Overordnet set kan man se initiativet som en bestræbelse på at skabe et finansielt system, som minder mere om det amerikanske, hvor kapitalmarkederne spiller en langt større rolle i finansieringen af virksomheder, end tilfældet er i Europa. Man ønsker slet og ret, at virksomhederne bliver mindre afhængige af bankerne som deres primære finansieringskilde. Konkret håber man på, at man kan formå at skabe en langt større rolle for institutionelle investorer, såsom pensionsfonde og forsikringsselskaber, samtidig med at også private husholdningers opsparing mobiliseres på en mere direkte måde til finansiering af virksomheder.

For så vidt angår allokeringen af den finansiering, man kan mobilisere, opfatter kommissionen det som afgørende, at en række regler og retningslinjer harmoniseres og standardiseres, således at kapitalens fri bevægelighed sikres. Den del af det kan lyde håbløst forældet, men faktum er, at trods årtiers snak om kapitalens fri bevægelighed, så er kapitalmarkederne i Europa fortsat stærkt ’fragmenterede’, som det hedder i Bruxelles-lingo.

Men først og sidst i kommissionens legitimering af kapitalmarkedsunionen står løftet om vækst og arbejdspladser. Grønbogens allerførste sætning slår således med en vis højtidelighed fast, at det ikke alene er kommissionens højeste prioritet, men hele Europas højeste prioritet at skabe beskæftigelse og vækst. »Hvis der igen skal skabes vækst i Europa,« forklarer kommissionen, »består vores udfordring i at frigøre investeringer i Europas virksomheder og infrastruktur.« Der er imidlertid grund til at betvivle, at kapitalmarkedsunionen vil have væsentlig effekt på vækst og beskæftigelse; det vender vil tilbage til.

Forenkling, harmonisering og standardisering
Et centralt aspekt af de tiltag, Kommissionen identificerer, går på at reducere de barrierer, der måtte være for SMV’ers adgang til finansiering. Kommissionen har sat sig for at vurdere den dokumentation, som virksomheder forudsættes at offentliggøre for at kunne rejse finansiering på kapitalmarkederne. Eftersom denne type information kan være omkostningstung, er det kommissionens mål at forenkle og standardisere informationskravene, således at det ad den vej bliver nemmere og billigere for virksomheder at få adgang til kapitalmarkederne.

En anden standardiseringsbestræbelse består i at udvikle særlige kvantitative metodologier til at vurdere virksomhedens kreditværdighed. Målet i den bestræbelse er at gøre det lettere for ikke-eksperter og potentielle långivere uden for banksektoren (som f.eks. forsikringsselskaber og formueforvaltere) at tilgå de informationer, de har brug for, for at vurdere om de ønsker at låne penge til en given virksomhed. Fælleseuropæiske formater og metodologier skal altså nedbryde en række af de barrierer, der er for investering i virksomheder på tværs af landegrænserne.

Det er der isoleret set ikke noget problem i. Kritikere fremfører dog, at idéen om, at en paneuropæiske standardisering af det informationsflow, der guider virksomhedsfinansiering via kapitalmarkeder, skulle kunne give en hårdt tiltrængt kreditindsprøjtning til SMV’er, har en grundliggende brist.

Alt tyder på, at en solid kreditvurdering af virksomheder kræver noget andet og mere end standardiserede data. Solid kreditvurdering kræver kendskab til den økonomi, en given virksomhed opererer i, til dens konkurrencesituation og til dens ledelse. Det er lige præcis den form for viden, som en lokal bank har. Og som en investor i den anden ende af Europa ikke har. Det vidensgab kan man ikke ’informations-standardisere’ sig ud af.

Dertil kommer, at det forekommer naivt at forestille sig, at en tysk eller finsk pensionskasse ville føle sig mere tilskyndet til at investere i f.eks. italienske eller spanske virksomheder, blot fordi informationerne om dem følger en bestemt standardiseret skabelon. Jeg tror, man skal have siddet på et kontor i Bruxelles i meget lang tid for at kunne tro på, at sådan noget vil gøre en seriøs forskel for den intraeuropæiske allokering af kredit.

Ikke nemt at gennemskue hvad sekuritisering er
En måske endnu mere central del af kapitalmarkedesunionen er idéen om ’sikker sekuritisering’ – en politisk vare, der ikke burde kunne sælges. At den alligevel er blevet en central del af initiativet, og ligefrem dens bærende og mest dynamiske element, kan formentlig tilskrives, at få politikere og borgere, forstår, hvad sekuritisering er. Det er lige så plausibelt at gøre sekuritisering simpel, transparent og sikker, som det ville være at få vandpytter til at rejse sig og tage et par skridt til siden af hensyn til at holde den gående trafik tørskoet.

Sekuritisering benævner den praksis, hvorved bankers udlån samles i puljer, pakkes om og sælges videre til investorer som omsættelige gældspapirer (værdipapirer), som eksempelvis obligationer. Investorerne køber værdipapirerne og får til gengæld de løbende afbetalinger på lånene, efterhånden som de tilbagebetales.

Sekuritisering blev anset for en central faktor i finanskrisen, men Kommissionens projekt er ikke desto mindre nu at gøre sekuritisering ’stueren’ igen. Helt central for den øvelse er idéen om, at der kan skabes en særlig form for ’godartet’ sekuritisering, med enkelthed og transparens i højsædet, hvis udbredelse kan fremmes regulatorisk. Denne ’godartede’ form for sekuritisering vil man begunstige med en blødere form for regulering – ikke mindst i form af lavere kapitalkrav – for derved at gøre det attraktivt for investorerne at købe denne type værdipapirer igen.

Ved at tillade såkaldt ’tranching’ af de nye godartede sekuritiseringer, har Kommissionen nærmest per definition og på forhånd afskåret initiativet fra at kunne opnå blot en svag skygge af simpelhed. ’Tranching’ går kort fortalt ud på, at den pulje af lån, man sælger til investorer, deles op i underpuljer, inden der foretages salg, så der ud af den samme lånepulje kommer flere gældsværdipapirer.

Ironien er, at det er lige præcis disse ’tranching’-praksisser, som gør det særlig vanskeligt for investorer at gennemskue, hvilke risici der er forbundet med de forskellige sekuritiserede produkter. Hvis man virkelig havde ment det alvorligt, at man ville lave en ny og mere simpel form for sekuritisering, så ville første krav have været, at ’tranching’ ikke kunne komme på tale.

Virker det som vækstpolitik?
Den helt centrale politiske præmis for kapitalmarkedsunionen er, at manglen på vækst og jobskabelse skyldes en mangel på kreditudbud, især til SMV’erne, hvorfor vi må booste kreditudbuddet ved at stimulere kapitalmarkedsfinansiering i almindelighed og ved at gestalte nye former for sekuritisering i særdeleshed.

Realiteten er imidlertid, at den begrænsende faktor for virksomhedernes vækst og jobskabelse ikke har været manglende adgang til kredit, men snarere af en afmattet forbrugerefterspørgsel siden finanskrisens start. At satse markant på at øge udbuddet af kredit i økonomien uden i det mindste samtidig at sørge for at stimulere efterspørgslen er lidt som at forsøge at sælge øl på et stadion uden tilskuere.

Der er isoleret set ikke noget i vejen med hverken banklån eller kapitalmarkedsfinansiering. Begge dele har en vigtig rolle at spille. Men det er paradoksalt, at man med kapitalmarkedsunion-initiativet sætter præcis den form for virksomhedsfinansiering under pres, som ellers har vist sig at være den mest robuste.

Bankvirksomhed af den traditionelle slags, som man bedriver i mindre, lokale banker, hvor udlån er baseret på relationen mellem bank og låntager, er langt mere robust og mere fokuseret på långivning til realøkonomien, end tilfældet har været for de store universelle banker og investeringsbankerne. Kommissionens forsøg på at revitalisere sekuritisering fremmer i stedet den form for bankvirksomhed, som førte til finanskrisen.

Kritikere anfører, at kapitalmarkedsunionen reelt ikke så meget handler om at skabe vækst og nye arbejdspladser, som den handler om at booste de store europæiske finanshuses lønsomhed. Den agenda er Kommissionen optaget af, blandt andet fordi den bekymrer sig om den europæiske banksektors internationale konkurrenceevne. Hvor naturligt det end er, at den dagsorden fylder en del i Kommissionens arbejde, så er der grund til bekymring for initiativets implikationer for den finansielle stabilitet i Europa. Det er næsten som om finanskrisen allerede er glemt, hvilket i sig selv er ganske foruroligende.

Denne artikel blev først bragt i Information den 18. juni 2018.


BANKUNIONEN SENDT TIL TÆLLING

Bankunionen sendt til tælling
Af Jakob Vestergaard, RUC

Det er kun et par uger siden, at Emmanuel Macron udbad sig svar fra Tyskland på de reform visioner, den franske præsident har brugt en stor del af det første år af sin embedsperiode til at slå til lyd for. ”Ikke siden 2.verdenskrig, har der været et moment med så stor historisk betydning”, sagde Macron. Det europæiske projekt afhænger af Europas handlekraft i en situation præget af konflikter med vores ”traditionelle allierede”, en global orden under opbrud, og udfordringer med vores egen ”interne solidaritet” i EU. Tiden er inde til at træffe beslutninger, understregede han. Frustrationen over Merkels langmodige reaktion på spørgsmålet om reformer af EU’s økonomiske og monetære union (ØMU) lod sig ikke skjule.

Macron og Merkel

Netop i den forgangne weekend kom så Merkels svar. I et stort interview i Frankfurter Allgemeine skød Merkel Macrons idéer ned. Der bliver ingen eurozone finansminister; der bliver ikke taget skridt i retning af fælleseuropæisk finanspolitik; og vi kan godt give den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM) et nyt navn og kalde den for Den Europæiske Monetære Fund (EMF), men den forbliver mellemstatslig og dermed ikke overnational, sådan som integrationisterne ønsker.

Så stort og rungende er Merkels nej, at Macron formentlig ville ønske, at han aldrig havde forsøgt sig med sin integrations-dagsorden, kommenterede Politico. I blandt Merkels afvisninger var der dog plads til, at hun udtrykte fortsat støtte til bankunionen. Netop dét kunne være et lille lys i mørket for Macron. I alt fald er det nok til at spændingen er bevaret forud for EU topmødet i slutningen af juni. Måske lykkes det faktisk at lande en aftale om bankunionen, trods store forudgående uenigheder? Det ville være et tyndt grundlag for fornyet optimisme, for meget tyder på, at Merkel har noget ganske andet i tankerne end Macron, når hun taler om bankunion.

Doom loop
Bankunionen kom på EU’s politiske dagsorden i EU i juni 2012. I årene der gik forud, var den europæiske bankkrise blevet til en europæisk statsgældskrise – som især havde ramt Irland, Portugal, Grækenland og Spanien hårdt. Den urovækkende kombination, at en svag banksektor kunne give en stat store gældsproblemer, og at en stat med store gældsproblemer kunne svække dens banksektor, gav anledning til betegnelsen krise-spiral (’doom loop’) i Bruxelles lingo. Et centralt aspekt af krisespiraler er, at forventninger om snarlige gældsproblemer kan blive helt eller delvist selvopfyldende og selvforstærkende, således at krisen spreder til stadigt flere lande.

Da den europæiske statsgældskrise nåede til Italien – eurozonens tredje største økonomi – blev det hurtigt til et spørgsmål om euroens overlevelse. Få var i tvivl om, at hvis Italiens låneomkostninger forblev høje eller steg yderligere, så ville det true Italiens medlemskab af euroen – og resultatet kunne blive en disintegration, der trak andre lande, måske endda Frankrig, med i faldet. Den Europæiske Centralbank (ECB) kom til undsætning, og markederne for statsobligationer stabiliseredes. Det var bestemt ikke uden sværdslag, at ECB påtog sig rollen som Eurozonens brand- og redningsdivision. Især i Tyskland var opstandelsen stor. Det var magtpåliggende for tyskerne og deres ligesindede i eurozonen, at der blev tale om et undtagelsesmæssigt indgreb; fremover måtte andre mekanismer sikre EU imod en gentagelse.

Bankunionen blev det EU initiativ, der skulle kortslutte fremtidige krisespiraler og dermed sikre, at EU ikke igen kom i en situation, hvor nogle forholdsvis afgrænsede gældsproblemer kunne true hele euro-samarbejdet. Tanken var, at fremtidige krisespiraler kunne forebygges ved at lave et fælleseuropæisk sikkerhedsnet for bankvirksomhed. Når en bank kom i problemer, så var det ikke den enkelte stat, der skulle betale regningen alene, men derimod bankunionens medlemslande i fællesskab. Den indskudsgaranti vi nyder, som civile kunder i vores banker, skulle være fælleseuropæisk, og på samme måde skulle eventuelle hjælpepakker til bankerne ikke hvile på det enkelte lands smalle skuldre, men på fællesskabet som helhed. Dermed ville den selvforstærkende spiral-effekt kunne brydes. Hvis eurozonelandene står på mål for bankerne – en for alle, alle for en – så vil der ikke være noget spillerum for selvopfyldende kriseforventninger på de finansielle markeder; og eurozonen vil alene derved være blevet langt sikrere finansielt set.

Bankunionens mange betydninger
Bankunionens to centrale søjler havde med netop disse to aspekter at gøre: fælles håndtering af nødlidende banker og fælles indskudsforsikring for bankkunder. EU vedtog i 2014 direktivet om genopretning og afvikling af finansielle institutioner, og det er planen at de nationale afviklingsfonde, der er knyttet til direktivet, i 2024 kan erstattes af en egentlig fælleseuropæisk afviklingsfond (baseret på bankernes egne indbetalinger til de nationale fonde i den mellemliggende periode).

Der er desværre ikke mange uden for det politiske establishment i Bruxelles, der forestiller sig, at fondens tilstræbte størrelse på 1 % af banksektorens samlede indskud vil være tilstrækkelig til at håndtere en situation, hvor en af de store europæiske banker kom i problemer, men der er dog (på sigt) tale om en egentlig europæisk konstruktion. Den fælleseuropæiske indskudsgaranti – som skulle sikre alle private indskud op til 100.000 euro – er man derimod ikke rigtig kommet længere med, siden Kommissionen kom med sit første udspil i 2015.

En central del af forklaringen på den manglende fremdrift  med bankunionen er selvfølgelig, at politisk enighed på tværs af landegrænser er betydeligt sværere, når skatteydernes penge er på spil. Det er formentlig også grunden til, at den mest udviklede dimension af bankunionen er det fælleseuropæiske banktilsyn. Det er begrænset, hvad det koster at holde øje – og det er et politisk budskab, det er relativt nemt at sælge, at store europæiske banker der opererer transnationalt, bør overvåges af overnationale europæiske institutioner, der har ressourcerne og kompetencerne til det.

De fleste er klar over, at bankunionen er en ufuldstændig konstruktion, hvor mindst et par af de bærende søjler hænger i luften, eller helt mangler. Det skorter således heller ikke på anråb til fuldbyrdelse af projektet, hverken fra politikere eller analytikere. For blot et par uger siden stillede økonomerne Isabel Schnabel og Nicolas Véron et penibelt spørgsmål. Hvad ville der egentlig skulle til for at fuldbyrde bankunionen? Hvor langt er vi fra målstregen? Schabel og Véron lægger ud med at konstatere, at svaret afhænger af hvad man mener med ’bankunion’. Er det et fuldt realiseret indre marked for bankvirksomhed, man har i tankerne, hvor banker og deres kunder orienterer sig europæisk snarere end nationalt, og overnationalt regulerede? Eller er det snarere en primært politisk konstruktion, hvor der er fælleseuropæisk indskudsgaranti og afviklingsmekanismer, sådan at krisespiraler ikke underminerer det europæiske projekt?

En egentlig bankunion – forstået som et indre marked for bankvirksomhed – har meget lange udsigter, konstaterer de to økonomer. Men selv den mere snævre bankunion, hvor fokus alene er på at blokere for fremtidige krisespiraler, synes ikke længere at være på tegnebrættet, ifølge Schnabel og Véron. De reformer, politikerne har i tanke, når de taler om fuldbyrdelse af bankunionen, er noget langt mere beskedent end det, der som minimum er påkrævet for at blokere for at krisespiraler fremover underminerer euro-samarbejdet.

Bankunion uden risikoreduktion?
For mindre end to uger siden annoncerede Kommissionen, at det Europæiske Råd var nået til enighed om den bankpakke, som netop har været omdrejningspunktet for den politiske indsats i forhold til nedbringelse af risici i medlemslandenes banksektorer. Valdis Dombrovskis, EU’s kommissær for finansiel stabilitet, udtalte sin begejstring for at flere års ihærdigt arbejde havde båret frugt, og udtrykte sit håb om hurtig ekspedition i Europaparlamentet, sådan at fundamentet for det videre arbejde med bankunionen er på plads.

Det er imidlertid nemt at oversælge bankpakkens betydning. Langt størstedelen består i europæisk implementering af de reformer af internationale standarder for finansiel regulering, som den såkaldte Basel komité nåede til enighed om i kølvandet på den finansielle krise for snart ti år siden. Og de to helt centrale aspekter af de risikoreduktioner, som de nordlige medlemslande især holder øje med, var vel at mærke ikke en del af pakken. Der er tilsyneladende fortsat ikke enighed om hverken reduktion af dårlige lån eller indførsel af begrænsninger på bankernes beholdninger af værtslandets statsobligationer.

Schnabel og Véron er da heller ikke i tvivl. Isoleret set er det udmærket, at bankpakken er i hus, men hverken den eller de andre tiltag der er i spil, vil være tilstrækkeligt til at fuldende bankunionen og dermed blokere for fremtidige krisespiraler i eurozonen.

Allerede i december måned var der tydelige tegn på at bestræbelserne på at komme videre med bankunionen var i dyb krise. Kommissionen lancerede her sit senest opdaterede udspil om den videre proces med ØMU reformerne, og det var i bedste fald en tynd kop te. Daniel Gros, en fremtrædende EU økonom, kommenterede at ambitionen syntes reduceret til kosmetiske ændringer, mens egentlige, omfattende reformer syntes skrinlagt. Det eneste nævneværdige forslag i Kommissionens udspil var tanken om at indarbejde den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) i traktaten, og i den forbindelse give den nyt navn; Den Europæiske Monetære Fond (EMF). ”Det er overraskende”, kommenterede Daniel Gros, ”at Kommissionen intet nyt bringer på banen i forhold til at fuldende bankunionen, som ellers forekommer at være det eneste område, hvor reelle fremskridt synes mulige”.

Det skal dog her retfærdigvis nævnes, at en del af udfaldsrummet for en Europæisk Monetær Fond er, at den får en vigtig rolle som finanspolitisk bagstopper for den fælleseuropæiske afviklingsfond, hvilket vil styrke og øge troværdigheden af den fælles afviklingsmekanisme betydeligt.

Det kan samtidig forventes, at tildeling af midler fra den Europæiske Monetære Fond vil blive forbundet med strenge krav til reformer. På den måde bliver det den finanspolitiske disciplinering, der kommer i centrum for ØMU reformerne, og den oprindelige tanke med bankunionen er reduceret til en skygge af sig selv.

En central del af ØMU reform diskursen har været en idé om at risikoreduktion kunne bane vejen for risikodeling. Lidt firkantet formuleret; bankpakken kunne bane vejen for bankunionen. Nu ser virkeligheden anderledes ud. Alt tyder på, at hvis der er noget, der har lange udsigter, så er det en fælles oplevelse af, at nu er de sydeuropæiske lande nået langt nok med at håndtere de risici deres svage banker og forgældede stater indebærer, til at andre lande føler sig klar til at gå videre med risikodelingen, på tværs af landegrænser.

Som konsekvens af den politiske virkelighed synes bankunionen gjort til genstand for politisk genopfindelse. Når ESM bliver til EMF – og kobles til bankunionen via den fælles afviklingsfond – så laves en ny forankring af det opsyn og tilsyn med alle EU landenes økonomier, og deres offentlige budgetter, som vægtes så højt i de nordeuropæiske lande. Hverken konvergenskrav eller markedskræfterne har i sig selv været tilstrækkeligt, så nu spændes ØMU reformerne og bankunionen for det projekt det er, at opnå en finanspolitisk disciplinering af medlemslandene. Bankunionen refererer ikke længere til en fælleseuropæisk håndtering af de risici, der er forbundet med frie kapitalbevægelser i en monetær union uden fælles finanspolitik, men slet og ret til at stater ikke overholder EU’s budgetregler, så må de i bogstavelig forstand bankes på plads.

ØMU reformernes endeligt?
Det kompromis, der skal findes mellem risikodeling og risikoreduktion for at ØMU reformerne og bankunionen kan komme tilbage på sporet – og den forbrødring et sådan kompromis forudsætter – er der ikke tilløb til længere. I den offentlige debat i de to lande, der lige nu står helt centralt i konflikten om vejen frem for euro-samarbejdet – nemlig Tyskland og Italien – synes den modsatte tendens at gøre sig gældende.

En forside illustration i det tyske magasin, Der Spiegel, vakte opstandelse tidligere på ugen. Forsiden viser et billede af en gaffel med spaghetti, der former en selvmordsløkke; ”Farvel min elskede!”, lyder teksten til illustrationen, ”Italien ødelægger sig selv – og knuser Europa”. Lederen til artiklen er om muligt endnu barskere i tonen. Under overskriften Nasserne fra Rom (’Die Schnorrer von Rom’), skriver Jan Fleischbauer med foragt om et land, der lever det søde liv på andres bekostning; ”ihr schönes Leben von anderen finanzieren zu lassen”. Tiggeren er i det mindste taknemmelig, modsat italienerne, bemærker Fleischbauer.

Macron sagde i sin tale i maj, at denne sommer ville blive ”sandhedens time” for det europæiske projekt. Mange steder i Europa er sommeren kommet tidligt i år; det synes også for at være tilfældet for ØMU reformerne, på den triste måde. Med kun tre uger til EU topmødet ser det alt andet end godt ud. Spørgsmålet er, om der overhovedet vil være noget af Kommissionens oprindelige visioner for reformer af EU’s økonomiske og monetære union når juni måned rinder ud?

Denne artikel blev først bragt i Information den 6. juni 2018.

 


KAMPEN FOR EUROEN

Kampen for euroen
af Jakob Vestergaard, RUC

På denne tid sidste år var Emmanuel Macron netop valgt til præsident i Frankrig, med en ambitiøs Europapolitisk dagsorden. Macron tog straks til Berlin, hvor Merkel tog imod ham, og her erklærede de deres fælles commitment til et tæt samarbejde om fortsat europæisk integration. Få uger efter lancerede Kommissionen et ambitiøst visionspapir for reformer af den Økonomiske Monetære Union, fundamentet for euroen.

Vi befandt os i et europæisk forår, med fornyet optimisme for Europa – efter adskillige år med finansiel og økonomisk krise, og stigende bekymring i den politiske elite for den stadigt større opbakning til såkaldte anti-establishment partier, man så rundt om i medlemslandene.

Om mindre end en måned skal der efter planen træffes bindende beslutninger om de reformer af ØMU samarbejdet, som det politiske establishment i Bruxelles har arbejdet på siden 2012. Men politiske mulighedsbetingelser ser alt andet end gode ud. Både Merkel og Macron fremstår svækkede indenrigspolitisk; de presses af en ny alliance bestående af en række små men stærke nordeuropæiske økonomier; og senest udstiller markedsturbulensen omkring Italien og den italienske politiske krise på én gang, hvor magtpåliggende reformer af ØMU’en er – og hvor umådelig lang vej der er til mål.

Italien er, trods politiske og økonomiske problemer, Eurozonens tredje største økonomi, og regnes sammen med Tyskland og Frankrig for en af de ”tre store” i spørgsmålet om ØMU reformer. Skulle topmødet blive lammet af en politisk krise i Italien, vil det være et stort slag for reformprocessen, ikke mindst i forhold til den del af det, der handler om at komme i mål med den europæiske bankunion.

Finansmarkederne og nationalstaterne
En kollega tweetede forleden et tankevækkende uddrag af en mere end 25 år gammel dialog mellem den daværende franske præsident, Francois Mitterand, og hans italienske kollega, premierminister Giuliano Amato. Mitterand var i oprør over at francen, den franske valuta, kort forinden (i september 1992) havde været på nippet til at bukke under for at spekulativt angreb; en foreteelse han beskrev som aldeles uacceptabel. Mitterand forklarede: ”Hvis ikke det var for samspillet mellem de forskellige EU medlemslandes valutaer, så ville valutaspekulationen ikke eksistere”. ”Der er absolut ingen grund til, at en stat kun kan føre politik på finansmarkedernes nåde”, fortsatte han; ”det er en utålelig form for amoral”.

For Mitterand forekom en fælleseuropæisk valuta, euroen, at være løsningen på problemet. Men i dag ved vi, at euroen i sig selv ikke er nok. Det er nu mere end fem år siden, men stadig i frisk erindring, at euro-samarbejdet var under alvorligt pres. Nok havde man nu en fælles valuta, men flere medlemslande oplevede låneomkostninger, der var så voldsomt stigende, at det stillede spørgsmålstegn ved deres mulighed for at forblive i euroen. Da Italien blev trukket ind i den dynamik, var selve euroens overlevelse også pludselig truet. De ØMU reformer, man har diskuteret siden 2012, er først og sidst en bestræbelse på at gøre euroen betydeligt mere robust, i tråd med Mitterands oprindelige vision.

Selvom euroen nærmer sig et imponerende 20 års jubilæum, så minder disse dages begivenheder i Italien os om, at finansmarkedernes magt over de europæiske nationalstater på ingen måde er forduftet, som Mitterand forventede. Finansmarkederne reagerede på regeringsdannelsen for de to euroskeptiske partier, Lega og Femstjernebevægelsen, med stigende låneomkostninger for italiensk statsgæld. Rentespændet mellem tyske og italienske statsobligationer steg til næsten 2 procent point, det højeste niveau siden 2014, og flere internationale kreditvurderings bureauer advarede om muligheden for snarlige nedjusteringer.

Søndag tog den italienske præsident, Sergio Mattarella, det radikale skridt at benytte sin konstitutionelle ret til at afvise den ministerliste, som Guiseppe Conte præsenterede ham for. Mattarella anså Italiens position i euro-samarbejdet for truet af Paulo Savona, den økonom der blev indstillet til den vigtige post som finansminister. ”Usikkerheden om vores position i euro-samarbejdet har alarmeret italienske og udenlandske investorer”, forklarede præsidenten. ”Stigningen i rentespændet øger vores gæld … og indebærer store risici for italienske familier og borgere”.

Efter Mattarellas afvisning af ministerlisten, opgav Conte sit mandat til at forme koalitionsregeringen og præsidenten udpegede i stedet Carlo Cottarelli, en tidligere italiensk embedsmand i IMF, som leder af midlertidig administrativ regering. Trods præsidentens indgreb fortsatte markedsuroen mandag. I løbet af formiddagen nærmede rentespændet sig 2,5 procent point, og der var bekymrende spredning til Spanien og Portugal, som begge oplevede mindre stigninger i rentespændet for deres statsobligationer.

De fleste forventer nu et nyvalg, formentlig på den anden side af sommerferien.  I mens undrer mange sig over præsidentens drastiske skridt. For mange italienske vælgere er det til svært at forstå, at Paolo Savona ikke skulle være en fuldt ud kompetent og legitim italiensk finansminister. Savona er en respektabel økonom med ansættelser i både den italienske nationalbank og det italienske finansministerium, samt en periode som industriminister i en tidligere regeringsdannelse. Men det CV var angiveligt ikke nok til at opveje for noget i Mattarellas øjne langt mere alvorligt, nemlig at Savona er erklæret euro-skeptiker. Savona havde ganske vist søndag eftermiddag usendt en pressemeddelelse, hvor han understregede, at han i sit virke som italiensk finansminister ville arbejde for ”fuld implementering af Maastricht og Lissabon-traktaterne”. Too little too late? Noget kunne tyde på det.

Finansielle aktører lægger ikke skjul på, at de ser deres rolle som disciplinerende i forhold til nationalstaternes økonomiske politik. Nicolo Mai, analytiker for den amerikansk finansgigant, Pimco, udtalte således forleden i en direkte kommentar til situationen i Italien, at markederne kunne forventes, at ville presse den nye italienske regering til at ”rette ind” – ikke mindst rette ind til en mere moderat kurs over for EU. Det er ikke uden ironi, at det er svært at komme uden om, at det netop er finansmarkedernes såkaldte disciplinering, der er den største trussel mod euroen og det europæiske projekt.

Alvorlig slagside for ØMU reformerne
De seneste dages udvikling i Italien er især bekymrende fordi processen med reformer af ØMU’en i forvejen var alvorligt udfordret. Sidste års europæiske forår blev kortere end de fleste havde forventet. Efteråret sænkede sig forbløffende hurtigt, og Kommissionens har allerede i måneder kæmpet for at forhindre at vinteren lægger sig tungt over reformprocesserne.

Kommmissionsformanden Jean Claude Junckers tale til Europaparlamentet i september havde ellers forstærket fornemmelsen af, at nu var tiden kommet til at få gjort alvor af de reformer, der skulle fremtidssikre EU og euroen. Med en reformivrig Francois Macron i Frankrig og en stærk Angela Merkel på kurs mod genvalg i Tyskland, så tiden ud til at være moden.

Men så tikkede resultaterne af det tyske valg ind. Valget blev et stort slag både for Angela Merkels kristendemokrater og for det tyske socialdemokrati, mens en række euroskeptiske partier stormede frem. Efter adskillige måneders forhandlinger stod det dog klart, at Angela Merkel kunne fortsætte som regeringsleder, men det stod også klart, at Forbundsdagen var blevet betydeligt mere skeptisk overfor yderligere politisk og økonomisk integration i EU. Lidt længere mod syd har selv Macron, den ellers så populære franske præsident, måttet sande at et år er lang tid i politik. Macrons meningsmålinger er støt nedadgående, således at nu kun 32 % af de franske vælgere erklærer sig tilfredse med ham, mens hele 58 % er utilfredse.

Længere mod nord blæste der også nye vinde. Den hollandske statsminister, Marc Rutte, lancerede i starten af året en ny alliance, som en vittig finansiel presse var hurtig til at døbe, Hoekstra og de syv små dværge, efter den hollandske finansminister, Wopke Hoekstra. Foruden Holland, Irland og de tre baltiske lande, indgår Danmark, Finland og Sverige i alliancen, og det centrale budskab er, at yderligere europæisk integration ikke kan komme på tale før alle medlemslande har vist, at man har styr på de offentlige finanser, og forpligtet sig troværdigt og endegyldigt på, at sådan vil man fortsætte, så langt øje rækker. ”Opskriften på en større europæisk lagkage er ikke centraliserede redningspakker og fuldt fart på seddelpressen, men strukturelle reformer og ansvarlig finanspolitik”, forklarede Rutte.

Om end der er relativt stor enighed blandt medlemslandene om vigtigheder af reformer af ØMU’en, så har bekymringen blandt iagttagere af processen været støt stigende de seneste mange måneder.  Allerede længe inden resultatet af det italienske valg forelå, var der stor bekymring for reformprocessen blandt uafhængige eksperter og analytikere. I en sjælden akademisk intervention, udgav 14 franske og tyske økonomer i januar en rapport, der konstaterede at der siden 2014 reelt ikke havde været nogen ”meningsfulde fremskridt” med reformerne, på grund af dybe politiske uenigheder i mellem medlemslandene, hvorfor økonomerne i fællesskab identificerede den reformpakke, man anså for nødvendig.

Både kommisæren for finansiel stabilitet, Valdis Dobrovskis, og Klaus Regling, chefen for den europæiske afviklingsfond, har i løbet af foråret advaret om at hvis medlemslandende ikke kommer i mål med reformerne nu, så vil de formentlig komme til at hænge helt til den anden side af valget til Europaparlamentet i efteråret 2019, med risiko for at blive underløbet af en ny europæisk finanskrise inden da.

Senest var det den aftrædende næstformand for Den Europæiske Centralbank (ECB), Vitor Constancio, der gav udtryk for bekymring for den manglende fremdrift i reformprocessen. I et interview med Financial Times udtrykte han alvorlig nervøsitet for at medlemslandene ikke ville være i stand til at nå til enighed om at gøre en større del af ansvaret for bankkriser i EU til et fælles anliggende og ansvar – og at man derfor ikke ville kunne lægge den praksis bag sig, at det først og sidst er noget de enkelte medlemslande og deres skatteydere må skuldre hver for sig.

Der er udbredt enighed om, at euroen kun for alvor bliver robust den dag medlemslandene hæfter solidarisk for hinanden – både når det gælder bankproblemer og statsgæld. Men den form for ”risikodeling” kan ikke komme på tale – siger en række lande anført af Tyskland og Holland – før der er opnået en passende ”risikoreduktion” i hvert enkelt medlemsland. EU kan kort sagt ikke forvente at komme ikke et skridt videre med bankunionen, før medlemslandene er i mål med risikoreduktionen.

Det var da også netop det spørgsmål, Vitor Constancio brugte alt sit krudt og sin symbolske kapital på, i sit fratrædelses-interview med Financial Times. Både i Spanien, Portugal, Grækenland og Irland har man gennemført så grundlæggende reformer, forklarede Constancio, at man er lykkedes med at gå fra store underskud til at være i fuld overensstemmelse med EU’s regler.  ”Risikoreduktionen i disse lande har været rigelig til at berettige, at man nu går videre med de dele af reformerne, der handler om risikodeling”, understregede Constancio. Men den fortælling er der ikke megen tillid til i Tyskland, Holland og andre ligesindede lande.

Frem mod topmødet
I morgen er det præcis et år siden, EU kommissionen lancerede sit visionspapir, og i det år der er gået, er det gået voldsomt ned ad bakke med de politiske mulighedsbetingelser for at medlemslandene kan nå til enighed om reformerne. Det bliver europæisk politisk drama af højeste karat, at følge hvordan EU landenes finansministre og deres statsledere i de kommende uger håndterer de reformplaner, der har cirklet så længe over EU samarbejdet, at en form for landing næppe kan udskydes længere.

De kommende uger vil afgøre hvilken skæbne ØMU reformerne får. Om end den længe ønskede fuldendelse af bankunionen står centralt i billedet, så står den langt fra alene. Hverken i Kommissionens vision, eller i de reformer, som de franske og tyske økonomer beskriver som nødvendige. Der har allerede i et stykke tid været fuld fart frem på to andre reformforslag, nemlig etableringen af en europæisk kapitalmarkedsunion og fælleseuropæisk udstedelse af værdipapirer. Måske kan de reformer flyve videre, i højt tempo og under radaren for almen politisk opmærksomhed?

Denne artikel blev først bragt i Information, den 30. maj 2018.

 


Aktivister i kamp om global beskatning

Leonard Seabrooke og Duncan Wigan, Copenhagen Business School

Der er fuld fart på global skattepolitik. OECD, EU og en række stater indfører nye standarder, blandt andet om automatisk udveksling af skatteoplysninger mellem skattemyndigheder og en stor ændring i, hvordan multinationale selskaber skal rapportere om deres aktiviteter rent skattemæssigt. Råderummet for skatteundgåelse og -unddragelse skrumper ind. Den globale finanskrise i 2008 gav stødet til at gå op i gear, med en række lækager blev momentum bevaret, og i førersædet sidder der aktivister.

Men hvordan får aktivister skabt handling omkring global økonomisk retfærdighed, når emnet er så komplekst og den politiske proces skjult bag et tætmasket teknokratisk net? Det kæver både regnskabsmæssig, juridisk, politisk og økonomisk ekspertise at blande sig i international beskatning. Og denne flerfaglige ekspertise er en mangelvare hos de ikke-statslige organisationer, NGO’erne. Skattepolitiske meningsudvekslinger er sædvanligvis forbeholdt de indviede, der støtter deres eneret til emnet på en diskurs, der er ligeså uforståelig som fordums katolske gejstliges latinske tale.

NGO’er har længe interesseret sig for globale skattespørgsmål, men ofte vaklet, når der skulle tages beslutninger om, hvad der skulle gøres ved dem. NGO’er satte skattely på den politiske dagsorden sidst i 70’erne, da Oxfam kortvarigt tog fat om problemet ved at sammensætte et team, der skulle undersøge skattelyenes effekt på udvikling – blot for at erklære, at emnet var for komplekst og for vanskeligt at navigere i. Da skat er et både kompliceret og politisk følsomt emne, og NGO’er er underlagt en bureaukratisk proces og er nødt til at føre kampagner om emner, der er lette at formidle, har de fleste NGO’er fundet det vanskeligt at tage affære i forhold til skat.

Til trods for vanskelighederne med at få adgang de rette steder finder man imidlertid nu en hær af aktivistorganisationer, der har dedikeret økonomiske midler og personale til en indsats på skatteområdet. NGO’er som Christian Aid, Oxfam IBIS og ActionAid lader nu deres røst høre – og de politiske planlæggere lytter. Denne markante ændring er skabt ved fælles lederskab og under ledelse af en helt særlig organisation.

Organisationen Tax Justice Network (TJN) blev dannet i 2002 for at skabe øget bevågenhed om finansielle offshore-aktiviteter, fremme alliancer mellem interessenter verden over, stimulere til og arrangere forskning og debat, tilskynde til og understøtte nationale og internationale kampagner og fungere som et redskab til at få multilaterale organisationer som FN, OECD, EU, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond til at beskæftige sig med fair beskatning. På det tidspunkt hørtes kun TJN’s spinkle stemme i en jungle af NGO’er. På et møde i en ad hoc-ekspertgruppe under FN afholdt i Geneve i december 2003 var således de eneste deltagere fra civilsamfundet to medlemmer af TJN samt det Internationale Handelskammer, der var repræsenteret ved skattechefen fra den schweiziske bankgigant UBS.

Vores forskning peger på, at der måtte en ejendommelig sammensmeltning af stærk moral og ekspertviden til for at ændre på tingenes tilstand. TJN er drevet af ”ekspertaktivister”. De er enten tidligere medlemmer af indercirklen i forskellige virksomheder, som efter at have set lyset nu bider den hånd, der tidligere fodrede dem, eller de er velbevandrede i de kryptiske spidsfindigheder i international beskatning og evner at kombinere en akademisk karriere med en bibeskæftigelse som agitatorer for økonomisk retfærdighed.

Kernen i TJN er en lille gruppe af højtstående fagfolk. Denne gruppe består af bl.a. Jerseys tidligere økonomiske chefrådgiver, der selv har fungeret som sælger for en finansiel rådgivningsvirksomhed på øen, en tidligere medarbejder fra en af de fire største globale revisionskoncerner og hvad der svarer til statsautoriseret revisor i England, en juraprofessor uddannet på et Fulbright-legat i USA, en økonom, en partner i et private equity-selskab og tidligere ansvarlig for forretningsudvikling i formandskontoret hos General Electric under Jack Welch og en professor i regnskab med kommerciel erfaring fra Londons City. Dette team favner tilsammen de mange discipliner, der indgår i international beskatning, og kan mønstre den ekspertise, der kræves for at bestige den tekniske fæstning, bag hvilken international skattepolitik udvikles.

Denne ejendommelige kombination af moralsk styrke og ekspertviden afspejles i TJN’s operationelle taktik. Erfaringer på ét område, fx videnskab eller handel, bruges nemlig som katalysator for handling på et andet, fx politik eller aktivisme. Gennem interviews og deltagerobservationer har vores forskning afdækket fire væsentlige taktikker.

Bersærkergang er, når ekspertaktivister bruger tidligere erfaring og faglige netværk på politisk og virksomhedsplan til at skaffe sig adgang til arrangementer og fora, hvor medlemmer af TJN så højlydt kan beklage sig over den manglende opmærksomhed omkring fair beskatning. Bersærkerne var nordiske soldater, der afstivet med alkohol og psykedeliske stoffer blev sendt i kamp, før et hovedslag skulle udkæmpes, med det formål at bringe uorden i fjendens linjer.

Historiefortælling handler om at fortælle alternative historier for at nedbryde en fremherskende fortælling. OECD’s sorte lister over skattely har ligesom EU’s liste, der er udgivet i december 2017, været tilbøjelige til at sætte allerede kendte, ubetydelige syndere som Trinidad og Tobago og Bahamaøerne i gabestokken, men ikke de store rige syndere blandt OECD’s egne medlemslande. Denne skævhed retter TJN’s Financial Secrecy Index op på med listen over verdens bedste skattely.

Løsningsmodellering går ud på at komme med løsninger på komplekse og tilsyneladende uløselige problemer i politik ved at trække på videnskabelig og kommerciel erfaring. Aktivister og politiske planlæggere indarbejder dernæst disse løsninger i deres daglige arbejde. Land for land-rapportering er et eksempel herpå. Ifølge denne aftale, der nu er vedtaget af OECD og EU, skal selskaber i rapporter indsendt til skattemyndighederne afdække, i hvilken grad allokeringen af indkomst står i et rimeligt forhold til, hvor den økonomiske værdi er skabt.

Når TJN’s eksperter dukker op som selvstændige fagfolk i den offentlige debat som repræsentanter for regnskabsvæsen, jura, civilsamfundet og universitetsverdenen udfører de kapring af debatten. Det handler om at kontrollere en debat ved at repræsentere forskellige autoritetskilder og om at bevare egen identitet fremfor at fremstå som én organisation. Denne taktik har BBC været genstand for.

Den internationale skattepolitik møder i tiden megen modstand og udvikler sig hurtigere end nogensinde. Civilsamfundet er nøglen til denne udvikling, og i front går en helt særlig organisation, der evner at udfolde ellers sjældne ekspertiser på helt bestemte måder. Som en aktivist baseret i USA fortalte os: ”Træk i en hvilken som helst tråd for at finde ud af, hvor ideerne vedrørende fair beskatning kommer fra, og du vil finde TJN i den anden ende.”

Download denne artikel som PDF


Globale formuekæder og ulighed

af Leonard Seabrooke og Duncan Wigan, Copenhagen Business School

Et veletableret arbejdsområde i den akademiske og politiske verden beskæftiger sig med globale værdikæder. Dette arbejde følger varernes vej fra mark til butikshylde og kortlægger asymmetrier i magt og kapacitet mellem købere og sælgere af produkter, hvis fremstilling er spredt ud over mange steder i verden. På den måde viser de globale værdikæder, hvor der findes muligheder og forhindringer for at placere en større del af den økonomiske værdiskabelse i firmaer i udviklingslandene. Begrebet globale værdikæder er meget udbredt og hyldes af Verdensbanken, OECD og andre internationale organisationer.

Hvor analyser af globale værdikæder følger varen, så følger analyser af globale formuekæder pengene. Som et spejlbillede af globale værdikæder anskueliggør globale formuekæder, hvordan finansiering, regnskab, jura og skat afgør, hvem der får hvad ud af en global økonomisk aktivitet. Revisorer, finansmænd, advokater og skatteplanlæggere fordrejer ofte resultatet, så formuen ikke kommer det sted til gode, hvor værdien faktisk skabes.

Derfor giver spejlbilledet af produktionsprocesserne i formuekæderne ikke det sande billede af, hvem der skaber formuerne og hvor. Regnskabspraksis sørger for, at producenter uden fabrikker – f.eks. Apple (som hovedsageligt outsourcer) – kan vinde konkurrencen om at blive de største virksomheder i verden. De finansielle markeder er så store, at værdien af de finansielle aktiver langt overstiger det globale BNP. Juridiske nyskabelser kan betyde, at en privat taxachauffør i København viser sig at være ansat af en virksomhed beliggende i Amsterdam. Internationale skatteregler kan betyde, at de mest indbringende produktionsprocesser og virksomheder ikke bidrager til de offentlige indtægter i værtslandet eller noget andet land. Disse åbenlyse misforhold vidner om de globale formuekæders betydning.

Hvis disse misforhold var harmløse, kunne vi blot betragte dem som kuriositeter. Men der går ofte en lige linje fra globale værdikæder gennem globale formuekæder til global ulighed. Ulighed reducerer vækst og giver næring til den slags desillusionering og vrede, som har givet Trump præsidentposten og højrenationalismen medvind. Det drejer sig grundlæggende om global økonomisk retfærdighed. Dette kommer til udtryk i følgende historie, hvor finansielle nyskabelser og den digitale økonomi er vævet ind i hinanden.

Indtil 1. januar 2018 fungerede Robert Mercer som co-CEO for hedgefonden Renaissance Technologies (Rentec) med hovedkontor i USA. Han trådte efter sigende tilbage, fordi Rentecs ansatte ikke brød sig om hans støtte til Breitbart News og dets tidligere administrerende direktør Steve Bannon. Han har længe støttet den amerikanske højrefløj og har spillet en afgørende rolle for dens nuværende magtposition.

De formuer, Robert Mercer kan øremærke til politiske projekter, er delvis opnået ved systematisk skatteunddragelse gennem globale formuekæder. I 2013 afslørede en undersøgelsesrapport fra det amerikanske senat, at Deutsche Bank havde tjent 570 millioner dollars ved at sælge optionskontrakter til 13 hedgefonde. Produktet indebar, at højt beskattede kortfristede gevinster blev konverteret til lavt beskattede langfristede gevinster. Deutsche Bank havde udviklet sit optionsprodukt, Managed Account Product Structure (MAPS), i 1998. Banken solgte 36 af sine 156 MAPS til hedgefonden Rentec, og her genererede de et overskud på 17 milliarder dollars.

Cambridge Analytica, et dataanalysefirma ejet af Robert Mercer og tidligere ledet af Steve Bannon, udnyttede personlige oplysninger, som firmaet havde skaffet sig uden tilladelse i begyndelsen af 2014, til at opbygge et system, der kunne profilere individuelle amerikanske stemmeberettigede med det formål at målrette personaliserede politiske annoncer mod dem. Resultatet var 50 millioner psykologiske profiler, som blev afgørende for, at Trump kunne indtage det Hvide Hus. De var høstet hos Facebook.

Facebook har som mange andre amerikanske teknologivirksomheder placeret et internationalt driftscenter i Irland, hvor selskabsskatten er 12,5 %, og skræddersyede skattesatser kan være betydeligt lavere. I 2015 havde Facebook Ireland en indtjening på 4,86 milliarder dollars og betalte 3,4 millioner i skat. En skatteprocent, som en gennemsnitlig dansk sygeplejerske må spejde langt efter. Facebook Ireland betaler licensafgift til Facebook Holdings Limited for brugen af Facebooks teknologi. Facebook Holdings Limited har hovedkontor i Irland, men skattemæssigt hjemsted på Cayman-øerne. Selskabsskatten på Cayman-øerne er 0 %.

Skattesystemer er pr. definition nationale. Der findes ikke noget Internationalt Skattevæsen til at tage sig af globale økonomiske aktiviteter. De nationale skattesystemer bygger på tre grundbegreber: Skat opkræves på grundlag af, hvor en aktivitet finder sted, hvornår en skattepligtig indkomststrøm genereres, og hvilken form den pågældende indkomststrøm har. Forskelle i, hvor, hvornår, hvad og hvor meget skat der pålægges, lader sig nu let udnytte. Det ved finans- og teknologivirksomhederne udmærket godt.

Strukturerede finansielle produkter kan få det til at se ud, som om en direkte investering i et land med høj skat, og som normalt skal beskattes i det pågældende land, stammer fra et land med lav eller ingen skat og derfor pålægges en lav eller slet ingen skat. Teknologivirksomheder nyder godt af at sælge i lande med højt skattetryk, men placerer deres immaterielle ejendom, servere og finansfunktioner i lande med lavt skattetryk eller nul skat. Deres overskud kanaliseres så ud af de lande, hvor de er opnået. Millioner af kortfristede transaktioner kan pakkes i en optionskontrakt, som udnyttes efter 366 dage. Kortfristede transaktioner kan for skattemyndighederne se ud som langfristede investeringer. Selv når skattemyndighederne forsøger at beskatte abstrakte, f.eks. immaterielle, aktiver, er det vanskeligt at sige, hvor meget aktivet, ideen, er værd. Hvor meget er Facebooks logo værd? Det svar åbner op for et slagsmål om definition. Og den slags slagsmål har de største virksomheder i verden ressourcerne til at vinde.

Finans- og teknologivirksomheder tegner sig for en stigende del af den globale økonomi. Finansområdet bliver mere og mere likvidt og mobilt, og gennem finansielle nyskabelser gøres aktivers placering, identitet og realiserede overskud til genstand for bevidst manipulation. Teknologivirksomhederne bruger nye forretningsmodeller, som gør, at overskud tilflyder lande med lavt skattetryk eller slet ingen skat og underskud lande med højt skattetryk. En af følgerne er, at kapital ikke længere er bundet af en social kontrakt med de mennesker og steder, hvorfra overskuddet hentes. En anden følge er stigende ulighed og lande uden ressourcer til at finansiere de fornødne sundhedsydelser og pensionssystemer eller den fornødne infrastruktur og uddannelse. En tredje følge er udbredt vrede og politisk polarisering.

Download denne artikel som PDF


De fire revisionsgiganter ”Big Four” i skattely

af Saila Stausholm, Copenhagen Business School

Panama Papers, LuxLeaks og senest Paradise Papers har gjort det klart for alle: Hvis man er rig nok som virksomhed eller individ, kan man undgå størstedelen af sin skattebillet ad eksotiske omveje med selskaber i skattely. Den globale udfordring med skatteunddragelse er muliggjort af lande, der er villige til at levere hemmeligholdelse og lave skatterater – og af professionelle, der er villige til at hjælpe klienter med at finde og oprette strukturer, der udnytter smuthullerne i det globale skattenet. Iblandt disse professionelle er formueforvaltere, advokatfirmaer, bankrådgivere og revisorer.

Et erhverv, det er særligt interessant at undersøge, er revisionsfirmaer. Revisorernes rolle i økonomien er vigtig: De sikrer, at vi kan stole på virksomheders regnskaber og hjælper virksomheder med at overholde de forpligtelser, de har over for myndigheder og aktionærer. De fire store revisionsselskaber – KPMG, Deloitte, PWC og EY – foretager revisionen af ​​stort set alle de største virksomheder i den danske og den globale økonomi. Gennem deres rolle som revisorer har de automatisk adgang til de største selskaber, og de har opbygget deres forretningsmodeller, så de også kan tilbyde skatterådgivning til de samme firmaer. Dette er en vigtig rolle i økonomien og kræver dygtige eksperter. Men når det udføres af firmaer, som samtidig udfører skatterådgivning, giver det anledning til en dobbeltrolle, som leder til øget brug af skattely.

Der er ikke i sig selv noget mærkværdigt eller suspekt i, at et firma udbyder skatterådgivning. Men når det er det selv samme firma, som myndighederne stoler på til at tjekke, om et firma har levet op til lovgivningens krav, udgør det et paradoks. Skatteundgåelse er nemlig ofte på kanten af loven eller i en gråzone. Så selvom firmaerne kun rådgiver om løsninger, de vurderer til at være inden for lovens ramme, kan rådgivningen stride mod lovens ånd – og det kan også ende med rent faktisk at blive dømt ulovligt, men kun efter en længere undersøgelse og retssag. Derfor kan disse firmaer være med til at understøtte skattestrategier, der undergraver skattelovgivningen.

Ud over revisionsgiganternes arbejde for private aktører er de også ofte konsulenter for regeringer, når skattesystemet skal udvikles. Dette giver dem derfor en helt særlig ekspertise i kringelkrogene af skattesystemet, når de tager sig godt betalt for at hjælpe regeringerne med skat samt deres øvrige konsulentarbejde for offentlige myndigheder. Dette betyder naturligvis, at de opnår en unik ekspertise i spørgsmålet om, hvad der er inden for lovens rammer, som de kan udnytte i deres servicer til private kunder.

Det er svært at sige, hvor stor en del af de store revisionsselskabers forretningsmodel, der er baseret på skattely. Men hvis man gennemgår, hvor de har kontorer og ansatte, kan man se, at de er massivt til stede i de lande, som mange betragter som skattely. Dette rejser naturligvis spørgsmål om aktiviteterne i de fire store revisionsfirmaer i disse lande. Når man ser nærmere på, hvor mange ansatte de har i forskellige lande, kan man se, at de i gennemsnit har langt flere ansatte i skattely, end hvad der er i overensstemmelse med landets størrelse og BNP – og i gennemsnit også har flere ansatte per kontor. Antallet af ansatte er en god indikator for, hvor meget økonomisk aktivitet og hvor mange kunder de har i disse lande. Hvis man ser på, hvor de til sammen har flest ansatte ift. størrelsen af den lokale befolkning, er Bermuda, Cayman Islands og Luxembourg i top-3.

Revisionsselskaberne varetager en central funktion for økonomien ved at sikre, at virksomhederne overholder den gældende lovgivning. Men de spiller en dobbeltrolle, når de vinder private gevinster på deres tilstedeværelse i de skattely, der aktivt undergraver andre landes lovgivning samt evne og ret til selvbestemmelse. Derfor kan man stille spørgsmålstegn ved, hvordan disse selskaber skal reguleres, når de har så stor magt over markedet.

Revisionsgiganternes juridiske struktur gør det svært at regulere dem. Det skyldes, at de er splittet op i forskellige juridiske enheder, så deres kontorer i fx Danmark ikke har nogen forpligtelse over for deres kontorer i skattelylande. Det implicerer i praksis, at selvom de danske kontorer tilbyder deres kunder koncernens samlede ekspertise og dermed også rådgivning fra de afdelinger, som er placeret i skattely, kan de danske afdelinger ikke holdes juridisk ansvarlige, hvis rådgivningen fra afdelingerne i skattely anviser kunderne en praksis, som er i modstrid med dansk lovgivning. Det medfører, at selvom de fra kundernes synspunkt er globale firmaer der kan tilbyde ekspertise fra hele verden, kan man ikke pålægge ansvaret for skattelyrådgivernes arbejde på de kontorer, som er placeret i Danmark eller EU.

Et af de store problemer med de store revisionsfirmaer er, at de på den ene side har mandat til at udføre lovpligtig revision af virksomheder og på den anden side tilbyder rådgivning i den mest ”effektive” skattestrategi. Derfor kunne et forslag være at kræve en opsplitning af disse to funktioner, så firmaerne ikke står i en dobbeltrolle. Revisorerne selv foreslår desuden klarere regler, så skatteunddragelse ikke er muligt, da dobbeltrollen så vil være mindre problematisk.

Højere grad af transparens er desuden nødvendigt, hvis vi skal kunne regulere multinationale selskaber i almindelighed og professionelle servicefirmaer i særdeleshed. Et bud på, hvordan dette kunne gøres, er fx land-for-land-rapportering, hvor selskaberne skal offentliggøre, præcis hvor mange ansatte, hvor meget indtjening og hvor stor skattebetaling de har i hvert land. I en udvidet version skal de derudover fortælle, hvilke aktiviteter disse er fordelt ud over. Denne transparens vil kunne bruges til at afgøre, om virksomheder betaler en skat, der er i overensstemmelse med, hvor deres reelle økonomiske aktivitet ligger. For revisionsgiganterne kunne det derudover bruges til at få et indblik i, hvor stor en del af deres forretningsmodel der rent faktisk er rådgivning i og om skattely.

Når de store revisionsfirmaer har den rolle, de har, er det, fordi de har licens til at drive revisionsvirksomhed. Derfor kan licensordningen bruges til at stille krav til virksomhederne om, hvad de skal leve op til for at opnå denne rettighed. Dette kunne fx være at stille krav om land-til-land-rapportering, men mere vidtgående kunne man også kræve afgrænsning eller komplet opsplitning mellem revisionsdelen og skatterådgivningen inden for hvert selskab.

I EU-Parlamentet har PANA-komiteen gennemgået en række aspekter af skatteunddragelse og hvidvask, herunder også de store revisionsfirmaers rolle i skattely. I deres endelige rapport indgår også forslag om, at revisionsfirmaer i højere grad bør reguleres globalt og være mere transparente. Udvalgets anbefalinger udtrykker også et ønske om, at EU Kommissionen skrider til handling mod Big Fours mange interessekonflikter, når de rådgiver både regeringer og skatteydere. Arbejdet med dette foregår fortsat i EU-regi.

 

Se kort over Big 4 kontorer verden over

Download denne artikel som PDF


Hvad er skattekonkurrence?

af Saila Stausholm, Copenhagen Business School

I en verden, hvor internationale virksomheder kan flytte deres investeringer fra land til land, er konkurrencen om at tiltrække disse investeringer kommet i politikernes søgelys. Investeringer skaber nemlig job og vækst, og det modsatte – udflytninger – udsætter områder for lavvækst, landsbydød og arbejdsløshed. I kampen for at få hvert land til at se mere attraktivt ud i virksomhedernes øjne er skattepolitikken blevet et centralt virkemiddel. Skattepolitikken bruges til at incentivere virksomheder på forskellige måder – både med en nedsat rate for virksomhedsskat, midlertidige skatterabatter og gavmilde løsninger for, hvor meget der kan trækkes fra i skat. På trods af at de fleste virksomheder rent faktisk ikke vægter landes skattepolitik særligt højt, når de vælger, hvor de skal placere deres investeringer, bliver disse politikker mere og mere udbredte.

Teorier om virksomheders investeringer forudsiger, at lavere kapitalomkostninger vil forøge antallet af investeringer, fordi det så bedre kan betale sig for virksomheder at blive ved med at investere. Derudover kan skatterabatter bruges til at ”udligne” eller kompensere for andre omkostninger eller usikkerheder i investeringslandet. Men det er en blandet affære, når man ser på evidensen af, hvorvidt skat virker på investeringer. Blandt udviklede lande som fx EU og USA er der en klar tendens til, at udenlandske investeringer er højere, hvor skatten er lavere. Men for det første holder denne tendens overhovedet ikke vand i lande, hvor institutioner og infrastruktur er mindre udviklet. For det andet er der utroligt meget andet, der påvirker, hvor investeringer placeres, såsom befolkningens uddannelsesniveau, energipriser, beliggenhed, arbejdsmarkedspolitik og så videre. Og selv hvis skatten rent faktisk er effektiv til at tiltrække investeringer, er der ikke altid tale om den type investeringer, et land har brug for og godt af. Fx er nogle af den slags investeringer, som bliver rykket af skatteincitamenter, “footloose”, dvs. mere mobile og kan rykke igen og har tendenser til dårlige og udnyttende vilkår for natur og mennesker – og er sjældent integreret med den lokale økonomi, så der ikke opstår udvikling og opgradering i forbindelse med investeringen.

Skatterabatter koster penge i statskassen, som skal findes andre steder. Det betyder, at staten må kradse de manglende indtægter ind andetsteds – fx fra lønmodtagere og forbrugere eller fra hjemlige firmaer frem for udenlandske – eller ved at optage gæld. Det er derfor en risikabel strategi, for hvis de tabte indtægter betyder nedskæringer på infrastruktur eller uddannelse, kan dette forringe investeringsklimaet yderligere. Og selv hvis det virker, er det ikke sikkert, at den øgede økonomiske aktivitet er nok til at gøre op for tabet af skatteprovenu.

I det omfang, at lavere skatter har en positiv effekt på gode investeringer, er faren selvfølgelig, at det er nemt at kopiere. Derfor kan nabolande hurtigt føle sig fristet – og endda presset – til at følge trop, når et land sænker skatten. Det kan enten ske gennem direkte at følge trop eller ved at blive presset eller spillet ud mod hinanden af virksomheder, som overvejer – eller lader som om de overvejer – flere forskellige lande til et stort projekt og derfor lobbyer for at få de bedste forhold. Det skaber et ræs mod bunden, hvor alle lande blot sænker skatten, hvilket ingen lande har fordel af. I nogle tilfælde risikerer det også at ende i ”vinderforbandelsen”, hvor landet har overspillet sin hånd og givet virksomhederne så store rabatter, at det mere end udligner, hvor meget de tilfører til landet.

Det er umuligt at sige, hvad der er det ”rigtige” niveau for beskatning. Det har hvert land og dets befolkning ret til at bestemme, fordi det er et valg om størrelsen af den offentlige sektor. At komme skattekonkurrence til livs er ikke et spørgsmål om at forpligte alle til samme niveau, men derimod at sikre, at alle lande har reel frihed til selv at sætte niveauet frem for at blive presset af andre landes handlinger. Der er tale om et klassisk koordineringsproblem, idet regeringer skal passe deres eget lands interesser, men dermed ændrer andre landes interesser. Derfor kan løsningen være øget transparens og koordinering mellem regeringer. Dette kan ske på EU-niveau og sker i dag også i høj grad i OECD. Hvis man i højere grad vil inkludere udviklingslande, er en ny Verdensskatteorganisation huset af FN også en god løsning på, hvordan man kan sikre fælles informationsdeling og koordinering blandt landene.

Få denne artikel som PDF


Download Pengeskabelse som PDF

Her kan du downloade alle afsnittene om Pengeskabelse som PDF.