Vi har forsømt det vigtigste opgør efter finanskrisen

Af Frederik Lassere og Kristian Weise (CEVEA)

Lørdag 15. september 2008 indvarslede et tabt årti. Det kan vi konstatere her ti år efter, at Lehman Brothers gik konkurs og udløste en global finanskrise, der bragte flere års økonomisk recession og massearbejdsløshed. Og som i øvrigt ligeledes hidkaldte en katastrofal europæisk sparepolitik og en kriserespons, der satte fut under udviklingen i den allerede galoperende ulighed.

Storbankernes overdrevne spekulation og kompromisløse profitjagt i stræben efter at etablere finansimperier var drivkraften bag krisen, hvis efterdønninger banede vejen for den politiske polarisering og de opbrud, vi har set i Europa og USA de seneste år.
I tillæg til de politiske og sociale omkostninger kommer den økonomiske regning. Ifølge Rangvid-udvalget kostede finanskrisen Danmark alene 400 milliarder kroner, hvoraf 200 milliarder kroner udgør et permanent velstandstab. Det vil sige en regning, som vores og fremtidige generationer må bære rundt på til tid og evighed.

Vi har altså af bitter erfaring lært, at finanskriser mildt sagt er vanvittigt dyre. Derfor er det altafgørende, at den finansielle regulering bidrager til at sikre en velfungerende og robust finanssektor. Ser vi på de mange nationale og internationale reformer siden 2008, er det dog ikke tydeligt, at reguleringen har været tilstrækkeligt ambitiøs til at opnå det formål.

De store banker er stadig for fede til at fejle
Det altoverskyggende mantra for det styrkede internationale samarbejde og den skærpede regulering efter krisen var, at skatteydernes penge aldrig igen skulle bruges til at redde konkurstruede banker. Som nationalbanksdirektør Lars Rohde for nylig slog fast, er vi ikke der endnu. Selvom vi på det principielle plan er på plads med lovgivning om, at aktionærer og kreditorer – fremfor småopsparende og skatteydere – skal holde først for, når en bank skal afvikles, er det endnu ikke troværdigt, at skatteyderne slipper helt.

De seneste ti års reformarbejde har ikke realiseret det løfte, politikerne gav skatteyderne. For en af de vigtigste underliggende årsager til finanskrisen er endnu ikke løst: Vi har fortsat banker, der er for fede til at fejle.
De politiske reformbestræbelser har i altovervejende grad været fokuseret på smalle institutionelle reformer – øgede krav til bankernes kapital- og likviditetsposition samt skærpede rammer for kreditgivning. Selvom vi i Danmark stiller mindre krav til bankernes kapitalfinansiering end vores nordiske nabolande, er den øgede polstring isoleret set positiv. Med større kapitalbuffere kan bankerne nemlig bedre modstå store, pludselige tab.

Mens man har forsøgt at reducere muligheden for, at banker kommer i økonomisk uføre, er der ikke gjort nok for at fjerne den uudtalte statsgaranti, der frister storbankerne til at optage de store risici, som fører dem ud i problemer i første omgang. De større strukturelle reformer af bankmarkederne og bankernes størrelse blev efterladt på perronen, så snart det stærke politiske momentum for gennemgribende reformer begyndte at ebbe ud i årene efter krisen.

Det er problematisk, fordi risikoen for at gå nedenom og hjem og selv stå tilbage med regningen er det stærkeste og simpleste markedskorrektiv for enhver privat virksomheds risikovillighed.

Den brændende platform for det etiske selvopgør mangler
Når vi har set både Danske Bank, Jyske Bank og Nordea være involveret i hvidvask og skattely til trods for tættere regulering siden krisen, og når vi samtidig ser tidlige krisetegn i en faretruende udlånsvækst, som hovedsaligt er koncentreret i storbankerne, tyder det på, at deres etiske selvransagelse efter krisen er udeblevet.

Det er fristende at konkludere, at det skyldes fraværet af en brændende platform. Storbankerne jagter fortsat urealistisk høje afkast, som tvinger dem ud i tvivlsom adfærd. Og de tager ofte, bevidst eller ubevidst, større risici, end de burde, fordi banker kan forvente at putte overskuddet på de unødigt risikobetonede aktiviteter i lommen, men blive reddet af staten, hvis det skulle gå helt galt.

Hvis vi vil undgå, at finansiel spekulation atter påfører os en årelang politisk og økonomisk krise, er vores vigtigste opgave derfor at sikre troværdighed omkring, at bankerne selv betaler gildet, hvis de bringer sig selv i uføre igen.

Oprydning i de finansielle supermarkeder
Den gode nyhed er, at vi ikke behøver gøre noget nyt og potentielt farligt for at undgå, at vores store banker er for fede til at fejle. Vi skal faktisk bare arbejde henimod at genetablere nogle af de vandtætte skodder mellem forskellige typer af finansiel virksomhed, som blev udvandet i løbet af 1980’erne og 1990’erne.

De finansielle supermarkeder er som sådan blot en parentes i 170 års dansk bankhistorie. Kombinationen af finansiel deregulering, juridisk kreativitet og en bølge af fusioner og opkøb udviskede de ellers faste grænseopdelinger mellem pengeinstitutvirksomhed, forsikringsvirksomhed, realkreditvirksomhed og fondsmæglervirksomhed, som igennem årtier havde sikret en sund og stabil finanssektor i Danmark.

Samlingen af finansielle aktiviteter har med andre ord banet vejen for konsolideringen, som har givet os banker, der er for store til selv at skulle stå til regnskab for selvpåførte problemer. Derfor kan en gradvis adskillelse af de forskellige former for virksomhed også være en vej til at fjerne storbankernes uudtalte statsgaranti.

Det er oplagt at starte med realkreditten, fordi man samtidig vil kunne løse den monopollignende markedssituation, der i de seneste år har gjort det ekstra dyrt at være boligejer. Danske Bank, Nykredit og Jyske Bank sidder på 80 procent af realkreditmarkedet, som med en værdi på 6.500 milliarder kroner svarer til cirka tre gange Danmarks samlede økonomi. Konkurrenceudfordringen understreges af, at realkreditinstitutternes samlede indtjening per omkostningskrone er mere end fordoblet fra 1,8 i 2013 til 4,1 i 2017.

Når bankerne har hævet bidragssatserne for kunderne, afspejler det altså ikke nødvendigvis, at det er blevet dyrere at drive realkreditvirksomhed. Tværtimod indikerer den øgede lønsomhed, at de finansielle supermarkeder har kunnet lukrere på fraværet af reel konkurrence, når der var lavvande i de øvrige forretningsområder.

Et krav om, at de finansielle supermarkeder skal reducere deres balancer ved at udskille realkreditten i selvstændige virksomheder, ville være et vigtigt skridt i forhold til at sikre, at storbankerne kun tager de risici, de selv kan betale for. Samtidig ville vi værne om den særlige danske realkreditmodel, politikerne normalt vil gøre alt for at beholde.

Ti år efter krisen kan politikerne med fordel tage ved lære af fortiden for at sikre en robust og velfungerende finanssektor i fremtiden.

Frederik Lassere og Kristian Weise. Først bragt på Altinget.dk, den 29. september 2019.