af Inge Røpke, Aalborg Universitet

Udfordringer og interesser knyttet til de to former for pengeskabelse
Da den samme slags statsanerkendte penge nu kan bringes i omløb på to måder – gennem statslige underskud og gennem bankers udlånsvirksomhed – bliver det økonomisk interessant, hvordan balancen mellem de to former for pengeskabelse udvikler sig. Det er vigtigt af flere grunde. For det første har pengeskabelsen betydning for, hvad økonomiens reale ressourcer (arbejdskraft, naturressourcer, maskineri, bygninger) bliver brugt til at fremstille. I kongernes storhedstid blev statslig pengeskabelse ofte omsat i krigsførelse og luksus ved hoffet, mens udviklingen af mere demokratiske styreformer som regel fører til, at statslig pengeskabelse styrer flere reale ressourcer over til uddannelses- og sundhedssystemer, infrastruktur, forskning mv. Bankernes pengeskabelse retter sig imod aktiviteter, der på én gang er profitable og sikre. I klassisk bankvirksomhed drejer det sig f.eks. om at sikre driftskapital til virksomheder og i et vist omfang også om at låne ud til investeringer i udbygning af produktionsapparatet. Dertil kommer udlån til husholdninger i form af boliglån samt forbrugs- og studielån, der omsættes i forbrugsgoder. Mens klassisk bankvirksomhed understøtter udvikling af produktion, har pengeskabelsen i de seneste årtier sigtet mere på at finansiere handel med eksisterende aktiver (ikke mindst boliger) samt spekulative aktiviteter. Det giver grundlag for stor indtjening både gennem bonusordninger for toppen af den finansielle sektor og gennem kapitalgevinster, der tilfalder ejere af aktiver med stigende værdi. Når indtjeningen omsættes i øget forbrug, betyder det, at reale ressourcer dirigeres hen til fremstilling af ofte luksuriøse forbrugsgoder.

For det andet har de to former for pengeskabelse betydning for den økonomiske stabilitet. Begge former kan overdrives og give anledning til overophedning og økonomisk ustabilitet. Både statslige underskud og bankudlån kan igangsætte reale aktiviteter, der fører til mangel på arbejdskraft og et inflationært pres, der f.eks. kan give betalingsbalanceproblemer. Mens staten på eget initiativ kan sætte sådanne aktiviteter i gang, er bankerne afhængige af, at nogen efterspørger lån. Ud over direkte påvirkning af realøkonomien kan pengeskabelsen have mere indirekte effekter. Staten kan gennemføre omfordeling gennem skatter og overførsler, der indirekte kan påvirke realøkonomien, hvis købekraften øges hos grupper, der forbruger en større del af deres indkomst. Tilsvarende har bankudlån til køb af eksisterende aktiver en mere indirekte effekt, fordi de kan bidrage til stigende aktivpriser og dermed til oppustning af formueværdier, som kan danne grundlag for øget forbrug. Nogle gange skaber bankudlån grundlag for oppustning af bobler, der senere sprænges og fører til finansielle kriser, der også kan ramme realøkonomien. Jo større den samlede kreditgivning bliver til husholdninger og virksomheder, des mere sårbar bliver samfundsøkonomien, fordi risikoen for insolvens øges ved rentestigninger og prisfald på aktiver.

For det tredje har forholdet mellem de to former for pengeskabelse betydning for fordelingen af den såkaldte møntningsgevinst. Produktionsomkostningerne ved fremstilling af penge er minimale i forhold til den købekraft, pengene besidder. Mens en stat kan få den fulde fordel af denne gevinst, vil en bank opnå en noget mindre fordel i form af rentemarginalen, dvs. forskellen på renten på udlånet og renten på det tilsvarende indestående. Selvom den oprindelige låner hæver sit nye bankindestående for at betale en kunde i en anden bank, vil udlånet alligevel som regel ved dagens slutning blive modsvaret enten af et andet indlån eller af et lån fra en anden bank. I løbet af en dag er der mange bevægelser frem og tilbage mellem bankernes kunder, og hvis en bank ved dagens slutning har udbetalt flere penge, end den har fået ind, vil den typisk låne hos en anden bank eller eventuelt i centralbanken for ikke at bringe den likvide beholdning af reserver i centralbanken for langt ned. Selvom bankernes møntningsgevinst derfor er mindre end den, staten ville kunne opnå, er der tale om meget betydelige beløb.

Af de ovennævnte grunde er der samtidig væsentlige interesser knyttet til forholdet mellem de to former for pengeskabelse. Det er naturligvis i bankernes interesse at stå for så stor en del af pengeskabelsen som muligt, fordi det udgør en stor del af deres indtjeningsgrundlag. På den anden side vil de grupper i samfundet, der nyder godt af den fælles tilvejebringelse af goder som uddannelse og sundhed, have interesse i en vis statslig pengeskabelse. Det er dog ikke nødvendigvis i deres interesse, at penge udelukkende bringes i omløb via statslige underskud, hvis bankerne kan bringes til at fungere på en måde, så de understøtter realøkonomien.

Næste afsnit: Skiftet til privat pengeskabelse