af Inge Røpke, Aalborg Universitet

Reformer af pengeskabelsen
Krisen har tydeligt demonstreret problemerne ved uhæmmet privat pengeskabelse: stor finansiel og økonomisk ustabilitet, stigende ulighed og brug af reale ressourcer på luksusforbrug frem for løsning af centrale samfundsmæssige opgaver. Det er åbenlyst, at de fleste mennesker ville være bedre tjent med at indrette pengeskabelsen på en anden måde. Spørgsmålet er hvordan.

De mest oplagte tiltag består i at genindføre begrænsninger på bankernes pengeskabelse. Det skal være klart, at bankerne selv lider tab, hvis de tager for store risici. Der er brug for højere uvægtede kapitalkrav og reservekrav, afskaffelse af skattefradrag for bankers (og andre virksomheders) renteudgifter samt begrænsninger på sekuritisering o.l. Desuden må der genindføres begrænsninger på internationale kapitalstrømme, for at nationale reformer kan have effekt. Et af de forhold, der har bidraget væsentligt til finansiel ustabilitet, er udviklingen i boligfinansiering, hvor bankerne baserer langfristede udlån på meget kortsigtet pengemarkedsfinansiering. Det er problematisk, at bankernes boliglån bliver regnet for sikre i bankernes vægtningssystemer (fordi de virker sikre for den enkelte bank), når de i den grad øger den systemiske risiko. Det ville være langt mere sikkert at adskille boligfinansiering fra bankerne og indføre et system, der ligner det gamle danske realkreditsystem.

Samtidig er det vigtigt at komme ud af sparepolitikkens jerngreb og genindføre muligheden for statslig pengeskabelse. Det kan åbne for en langt mere bæredygtig udnyttelse af de reale ressourcer og for fremme af større lighed. Men som sagt er det heller ikke hensigtsmæssigt med uhæmmet statslig pengeskabelse, der kan føre til overophedning af økonomien, mangel på arbejdskraft, inflation, betalingsbalanceproblemer og underminering af valutaens værdifasthed. Det er en udfordring, at politikere let kan føle sig fristet til at køre med for store underskud, hvis det institutionelle og ideologiske jerngreb løsnes. Nogle tilhængere af øget statslig pengeskabelse foreslår derfor begrænsninger, der tager udgangspunkt i en forestilling om penge som mængde, der kan styres ud fra nogle kriterier om prisstabilitet og hensyn til beskæftigelsen. Mens andre tilhængere af øget statslig pengeskabelse (post-keynesianere m.fl.) mener, at denne tankegang vender problemet på hovedet, fordi penge er processer og ikke en mængde, og fordi pengestrømmene snarere er en konsekvens af end en årsag til den realøkonomiske aktivitet. Da jeg tilslutter mig det sidstnævnte synspunkt, ser jeg ingen vej uden om en styring af de realøkonomiske aktiviteter ud fra politiske overvejelser. De offentlige udgifter påvirker direkte, hvad samfundets reale ressourcer bruges til at fremstille, herunder hvad der fremstilles i den private sektor (når staten f.eks. yder støtte til høreapparater, bruges der relativt flere ressourcer til dette formål). Hvis de offentlige udgifter (ekskl. overførsler) er store, bliver der, i en situation med fuld beskæftigelse, færre reale ressourcer til privat forbrug. Det mest grundlæggende spørgsmål drejer sig således om prioriteringen mellem kollektive og private formål. Hvor meget købekraft der er brug for at opsuge gennem skatter, må afhænge af, om der er risiko for overophedning. Den centrale pointe er her, at udgangspunktet må være politiske prioriteringer af realøkonomisk art, der siden afspejler sig i, hvad størrelsen af det statslige underskud bliver. Det er åbenlyst, at politisk styring stiller store krav til kvaliteten af den demokratiske debat, men der er nu engang ikke et teknisk svar på, hvad der er en passende størrelse for hverken de offentlige udgifter eller det statslige underskud. I praksis ville reformer i denne retning med øget statslig pengeskabelse inden for EU indebære radikale institutionelle forandringer, der muligvis ikke er forenelige med videreførelse af euroen. Hvad der kan lade sig gøre i Danmark, er tæt knyttet til forandringer i EU.

Ovenfor lægges der op til at ændre forholdet mellem statslig og privat pengeskabelse ved at øge den statslige på bekostning af den private pengeskabelse. Foreningen Gode Penge foreslår at tage skridtet fuldt ud og simpelthen forbyde bankers skabelse af lovlige betalingsmidler, sådan at alle statsanerkendte penge fremover udelukkende skal bringes ind i økonomien via statslige underskud eller via udlån fra centralbanken til bankerne, der så kan videreudlåne det samme beløb. Efter min opfattelse er det ikke nogen god model. Så længe vi diskuterer forandringer inden for rammerne af en kapitalistisk økonomi, anser jeg det for en nyttig social innovation, at banker har mulighed for at skabe købekraft til at sætte ting i gang og til at muliggøre handler, uden at nogen har sparet op først. Det er nødvendigt at sætte rammer, der hindrer uhæmmet pengeskabelse, spekulative aktiviteter og urimelig høj indtjening, men i en overskuelig fremtid anser jeg det for mest hensigtsmæssigt at fordele magten til pengeskabelse mellem statslige og private institutioner. Samtidig er der brug for at styrke diversifikationen inden for bankverdenen, så f.eks. lokale og værdibaserede banker kan få større betydning, ligesom statslige udviklingsbanker kan være et nyttigt supplement. Desuden er der brug for at vende tendensen til koncentration af magt i meget store enheder i bankverdenen f.eks. gennem opsplitninger. Denne type tiltag hører hjemme inden for rammerne af en kapitalistisk økonomi, men de forudsætter, at kriserne for det neoliberale system efterhånden kommer til at danne grundlag for en ny social kontrakt. Hvis kriserne derimod fører til mere radikale samfundsmæssige sammenbrud, bliver der måske i stedet grundlag for opbygning af helt andre økonomiske strukturer. I så fald vil en mere grundlæggende gentænkning af pengeskabelsen være et vigtigt element.

Kobling til andre emner
En mere fyldestgørende behandling af emnet pengeskabelse forudsætter inddragelse af flere emner, end jeg har kunnet dække her. Særligt to emner er oplagte. For det første ville det være interessant at se på den aktuelle udvikling af nye betalingsløsninger og af kryptovalutaer: Hvad betyder tendenserne for pengeskabelsen? Bidrager de til en interesse for at indføre digitale centralbankpenge? Hvad drejer debatten om digitale centralbankpenge sig om? For det andet er det nærliggende at koble til den makroøkonomiske debat om, hvad der kan gøres ved gældsbjerget: Kan dele af statsgælden monetiseres? Hvad ville det betyde? Er der brug for at afskrive privat gæld? Kan det gøres på en retfærdig måde? Derudover er der klare koblinger til emner som finansialisering, kapitalistiske vækstmodeller, euroen samt boligfinansiering. Men her må sættes et foreløbigt punktum.