af Inge Røpke, Aalborg Universitet

Pengeskabelsens to nationale kredsløb
Det ene kredsløb, der har en lang historie, tager udgangspunkt i staten. En stat, der har sin egen valuta, kan skabe sine egne penge og give dem ud som betaling for reale goder eller arbejdsydelser. Det kan foregå, ved at staten lader sedler og mønter fremstille og betaler med dem, eller ved at staten udbetaler elektroniske penge fra sin konto i centralbanken. Modtagerne accepterer pengene som betaling for deres arbejde eller for varer, fordi pengene er alment accepterede i økonomien og kan bruges til at betale skat. Nogle af de udstedte penge trækker staten tilbage gennem skatter, men hvis pengeskabelsen i et samfund i væsentlig grad hviler på statsskabte penge, må en pæn del af pengene forblive i omløb i økonomien. Ellers vil de økonomiske aktiviteter blive bremset. En stat, der har sin egen valuta, kan aldrig løbe tør for penge, men som det beskrives senere, kan der være andre grunde til at holde igen med udstedelsen.

Det andet kredsløb tager udgangspunkt i bankernes pengeskabelse. Banker har også gennem en lang historie kunnet skabe likviditet gennem handel med andres gældsbreve og ved at udstede gældsbreve på sig selv, f.eks. i form af deres egne pengesedler. Sådanne private gældsbeviser eller pengesedler kunne cirkulere i samfundet og holde gang i økonomiske aktiviteter, men de var ikke lovlige betalingsmidler i den forstand, at de juridisk set ville kunne anvendes til at indfri ethvert gældskrav, og at staten ville acceptere dem som skattebetaling. Med den gradvise udvikling af hybride systemer, hvor statslig og privat pengeskabelse integreres, kommer anfordringsindskud i bankerne imidlertid i stigende grad til at fungere på lige fod med mønter og sedler fra stat og centralbank. I dag fungerer bankindeståender i praksis fuldt ud som lovlige betalingsmidler, der direkte kan bruges til skattebetaling, selvom de sådan set stadig ikke er formelt ligestillede med mønter og sedler (Wendt, s. 126). Den reelle ligestilling betyder, at bankerne kan skabe statsanerkendte penge gennem det dobbelte bogholderi, hvor der på én gang oprettes et lånedokument og samtidig indsættes et tilsvarende beløb på lånerens konto i banken. Da bankindeståendet har alle de fornødne egenskaber, der karakteriserer ”rigtige” penge, herunder at kunne indløse gæld og betale skat, så har operationen bragt flere penge i cirkulation. Når låneren omvendt betaler sin gæld tilbage, destrueres der penge. Det samme sker, hvis låneren betaler et beløb til en anden borger, der så bruger pengene til at indløse bankgæld.

Der er ikke tale om, at staten udsteder én slags penge, og bankerne en anden. Staten kan f.eks. skabe bankindeståender ved at trække på sin konto i centralbanken, når der betales løn til statsansatte: På bankens balance opskrives den statsansattes bankkonto på passivsiden, mens bankens konto i centralbanken opskrives på aktivsiden. Tilsvarende kan banker udbetale sedler og mønter til bankkunder ved at købe dem i centralbanken og betale med f.eks. obligationer.

I en åben økonomi kan penge også komme i omløb gennem relationen til udlandet. Hvis der er overskud på de løbende poster, kommer der flere penge ind i økonomien, når valutaindtægter veksles til indskud på indenlandske bankkonti. Dertil kommer, at dereguleringen af internationale kapitalstrømme nu kan føre til hurtige og omfattende bevægelser i pengestrømmene i en økonomi.

Næste afsnit: Udfordringer og interesser knyttet til de to former for pengeskabelse