Af Jakob Vestergaard (lektor, RUC)

Sikker sekuritisering?
Idéen om ”sikker sekuritisering” er en politisk vare, der ikke burde kunne sælges. At den alligevel er blevet en central del af KMU-initiativet, og ligefrem dens bærende og mest dynamiske element, må tilskrives, at det er et forsvindende lille segment af politikere og borgere, der forstår, hvad sekuritisering er. Det er lige så plausibelt at gøre sekuritisering simpel, transparent og sikker, som det ville være at få vandpytter til at rejse sig og tage et par skridt til siden af hensyn til at holde den gående trafik tørskoet.

Det kan være relevant at ihukomme, hvad sekuritisering er. Sekuritisering benævner den praksis, hvorved bankers udlån samles i puljer, pakkes om og sælges videre til investorer som omsættelige gældspapirer (værdipapirer), som eksempelvis obligationer. Investorerne køber værdipapirerne og får til gengæld de løbende afbetalinger på lånene, efterhånden som de tilbagebetales.

Kilde: Finance Watch 2015

Sekuritisering blev anset for en central faktor i finanskrisen, fordi det var en finansiel praksis, der gjorde det muligt for banker at ”transformere” lån af relativt lav kvalitet (såkaldte subprime-lån) til værdipapirer med den højest mulige rating (AAA). Kommissionens projekt er nu at definere en række kriterier for ”god” sekuritisering med særligt fokus på enkelhed og transparens.

Denne ”godartede” form for sekuritisering vil man begunstige med en blødere form for regulering – eksempelvis ved at stille lavere kapitalkrav for denne type aktiv – for derved at gøre det attraktivt for investorerne at købe denne type værdipapirer igen. Det kan ikke være anderledes end, at det vil være de større investeringsbanker, der kommer til at stå for sekuritiseringsprocessen – fra ompakning af lån og design af nye værdipapirer til garantistillelse – og derfor vil en revitalisering af sekuritisering automatisk fremme de europæiske bankers forretningsvolumen set i forhold til de traditionelle bankers. Ethvert tiltag, der bidrager til at gøre store banker større og presse mindre, lokale banker yderligere, er dårligt nyt for både den finansielle stabilitet og långivningen til SME’er.

Dertil kommer, at kommissionen, ved at tillade såkaldt ’tranching’ af de nye godartede sekuritiseringer nærmest per definition og på forhånd har afskåret initiativet fra at kunne opnå blot en svag skygge af simpelhed. ’Tranching’ går kort fortalt ud på, at den pulje af lån, man sælger til investorer, deles op i underpuljer, inden der foretages salg, så der ud af den samme lånepulje kommer flere gældsværdipapirer. I den simpleste model laves der tre ’tranches’ (se figur nedenfor): en ’equity tranche’, som vil blive ramt hårdt af eventuelle tab på de underliggende lån, men som til gengæld giver den højeste forrentning; en ’senior tranche’, som vil være beskyttet imod tab, ved at tab dækkes af ’tranches’, der har mindre senioritet, og som derfor giver mindre forrentning; og der ind imellem kommer så det, der kaldes ’mezzanine tranches’.

kilde: Finance Watch (2015b)

Ironien er, at det er lige præcis disse ’tranching’-praksisser, som gør det særlig vanskeligt for investorer at gennemskue, hvilke risici der er forbundet med de forskellige sekuritiserede produkter. Hvis man virkelig havde ment det alvorligt, at man ville lave en ny og mere simpel form for sekuritisering, så ville første krav have været, at ’tranching’ ikke kunne komme på tale.