Af Jakob Vestergaard (lektor, RUC)

De politiske rationaler
Man kan forstå EU-Kommissionens lancering af kapitalmarkedsunionen som et kludetæppe af initiativer, der alle er målrettet stimulering af långivning til især små og mellemstore virksomheder (SME’er) uden om bankerne. Den ambition har både en mobiliserings- og en allokeringsdimension. Det handler altså både om at mobilisere nye finansieringskilder og at sikre den bedst mulige allokering af finansieringen i EU på tværs af landegrænser.

Overordnet set kan man se initiativet som en bestræbelse på at skabe et finansielt system, som minder mere om det amerikanske, hvor kapitalmarkederne spiller en langt større rolle i finansieringen af virksomheder, end tilfældet er i Europa. En anden måde at sige det på er, at man ønsker, at virksomhederne bliver mindre afhængige af bankerne som deres primære finansieringskilde. Konkret håber man på, at man kan formå at skabe en langt større rolle for institutionelle investorer, såsom pensionsfonde og forsikringsselskaber, samtidig med at også private husholdningers opsparing mobiliseres på en mere direkte måde til finansiering af virksomheder.

For så vidt angår allokeringen af den finansiering, man kan mobilisere, opfatter kommissionen det som afgørende, at en række regler og retningslinjer harmoniseres og standardiseres, således at kapitalens fri bevægelighed sikres. Den del af det kan lyde håbløst forældet, men faktum er, at trods årtiers snak om kapitalens fri bevægelighed, så er kapitalmarkederne i Europa fortsat stærkt fragmenterede. Og tendensen til, at kapitalmarkederne forbliver overvejende nationale, er bestemt ikke blevet mindre i kølvandet på finanskrisen. Tværtimod foranledigede krisen en renationaliserings-tendens.

Banker og investorer med internationale engagementer trak sig i stor stil tilbage til de nationale markeder. Dette efterlod naturligvis de virksomheder og husholdninger som overvejende havde forladt sig på udenlandske banker og investorer med betydeligt sværere adgang til finansiering, når de skulle forny deres lån. Når det derfor nu forsøges at revitalisere kapitalmarkeds-integrationen, så er det blandt andet med henvisning til, at et fuldt integreret europæisk kapitalmarked vil give både husholdninger og virksomheder adgang til en langt større vifte af investorer og dermed sikre en bedre og mere ensartet adgang til finansiering på tværs af medlemslande.

Men først og sidst i kommissionens legitimering af CMU-initiativet står løftet om vækst og arbejdspladser. Grønbogens allerførste sætning slår således med en vis højtidelighed fast, at det ikke alene er kommissionens højeste prioritet, men hele Europas højeste prioritet at skabe beskæftigelse og vækst. ”Hvis der igen skal skabes vækst i Europa,” forklarer kommissionen, ”består vores udfordring i at frigøre investeringer i Europas virksomheder og infrastruktur.” At der er alvorlig grund til at tvivle på, at kapitalmarkedsunionen vil have synderlig effekt på vækst og beskæftigelse, vender vi tilbage til, når vi har beskrevet initiativets hovedelementer.

Retningen er klar: Vi skal opbygge et indre marked for kapital fra bunden, udpege hindringerne og fjerne dem én for én, skabe en følelse af dynamik og bidrage til at udløse en stigende følelse af tillid til investeringer i Europas fremtid. Frie kapitalbevægelser er et af de grundlæggende principper, som EU blev bygget på. Mere end halvtreds år efter Romtraktaten bør vi gribe denne mulighed for at gøre denne vision til virkelighed.