Af Jakob Vestergaard (DIIS)

Introduktion
Idéen om at have et integreret kapitalmarked i Europa har mere end 50 år på bagen. Det, kapitalmarkedsunionen handler om, er jo at skabe et indre marked for kapital. Og den dagsorden går helt tilbage til den såkaldte Segre-rapport, udarbejdet på EU-Kommissionens foranledning i 1966. Den politiske ambition om at skabe et integreret kapitalmarked i EU er altså en ældre herre; betydeligt ældre end for eksempel ØMU’en, den økonomiske og monetære union.

Ikke desto mindre blev kapitalmarkedsunionen i 2015 lanceret af den dengang nyligt udnævnte finanskommissær lord Jonathan Hill med stor bravado og trompetfanfare. Det var det mest afgørende initiativ i et helt årtis europæisk integrationshistorie, proklamerede Hill. Når man kender forhistorien, kan det være fristende at feje Hills fanfarer af bordet, og rubricere kapitalmarkedsunionen som gammel vin på nye flasker. Men det ville være en fejl. For faktisk er det er i lige så høj grad det modsatte: ny vin på gamle flasker.

Det er gammel vin på nye flasker i den forstand, at det er en revitalisering af en tudsegammel bestræbelse på at harmonisere nogle regelsæt på tværs af landegrænser, italesat i et nyt sprog, der betoner det europæiske samarbejde som en union (fremfor som et marked). Men samtidig har initiativet altså nogle elementer, der er helt nye, og som kræver særlig opmærksomhed, fordi den måde, de præsenteres på i kapitalmarkedsunionen, langt hen ad vejen er ufuldstændig og misvisende.

De nye elementer er især knyttet til det, man kalder ”simpel og transparent sekuritisering”. Det er udtryk for en forbløffende politisk magi, at man så hurtigt efter finanskrisen er lykkedes med at give sekuritisering en helt ny, positiv framing. Det var ellers lige præcis denne type finansiel praksis, som i kølvandet på finanskrisen gav anledning til, at ”skyggebanker” og ”systemisk risiko” blev en etableret del af en stærkt bekymret politisk diskurs. De praksisser har nu gennemgået en form for esoterisk renselse. Efter at have været anset som en af de helt centrale årsager til finanskrisen og det kun nødtørftigt undgåede kollaps af det finansielle system er disse selvsamme praksisser nu pludselig nøglen til finansiel stabilitet og økonomisk vækst i Europa.

Idéen om, at man har fundet en måde at gøre sekuritisering sikker på, er desværre ualmindelig tvivlsom. Det ser vi nærmere på, når vi har været en tur omkring den del af initiativet, som har dybere historiske rødder med enkelte senmoderne tvists. Allerførst giver det dog mening kort at opsummere de rationaler, som kommissionen har bragt i spil i sin politiske markedsføring af projektet.