Af Jakob Vestergaard, lektor, RUC

Introduktion
Banker adskiller sig fra andre virksomheder ved i langt højere grad at operere på grundlag af lånte penge. Hvor andre virksomheder oftest har en ligelig blanding af aktiekapital finansiering og gældsfinansiering, så udgør bankers aktiekapital sjældent mere end 5 % af den samlede finansiering. Resten er forskellige former for gældsfinansiering.

I modsætning til andre former for finansiering, kan aktie- og egenkapital bruges til at absorbere tab. Hvis værdien af en virksomheds aktiver falder med mere end dens aktiekapital kan absorbere, så er virksomheden teknisk insolvent. Bankers relativt lille aktiekapital finansiering gør, at de er særligt sårbare over for udsving i værdierne på deres aktiver.

Hvis en bank bliver insolvent og må dreje nøglen om, har det en langt større samfundsmæssig interesse end hvis en hvilken som helst anden form for virksomhed der går konkurs. Banken laver forretning med borgernes indskud, og hvis den går fallit, står en række borgere til at miste deres indskud i banken. Derfor har langt de fleste lande etableret indskydergaranti-ordninger, så staten dækker alle indskud (op til et vist beløb). Det giver masser af mening fra et samfundsmæssigt perspektiv, men alt andet lige så reducerer det bankens incitament til at drive påpasselig bankvirksomhed.

Men hvad med aktionærerne? Har banken ikke ansvaret for at passe på aktionærernes penge også, og er det ikke alt rigeligt til at sikre, at banken agerer påpasseligt og ansvarligt? På den ene side er det rigtigt, at dette er tilfældet. Dog må man ikke undervurdere betydningen af, at virksomheder i dag opererer under såkaldt ’limited liability’, hvor aktionærerne kun er økonomisk og juridisk ansvarlige for tab til og med deres oprindelige investering i virksomheden. Tidligere var det sådan, at virksomhedens aktionærer var ansvarlig med hele deres private formue – og faktisk var banker historisk set blandt de sidste virksomheder, der gik væk fra princippet om ’unlimited liability’.

For banker og andre virksomheder med en relativt lille aktiekapital finansiering, vil en konkurs altså gå ret hårdt ud over dens kreditorer, som kun i meget begrænset omfang, vil kunne få udlånte midler tilbage. I bankernes tilfælde gælder der dog det forhold, at staten står på mål for den del af bankens gæld, som består af borgernes indskud i banken. Dette er så til gengæld en væsentlig del af baggrunden for, at staten tillader sig at interessere sig en hel del mere for bankers forretningsmodel end tilfældet er for andre virksomheder.

Men der er mere på spil for staten end indskudsgarantien. Det er blevet en mere eller mindre accepteret del af moderne bankvirksomhed, at vi fra tid til anden løber ind i en decideret bankkrise, hvor omkostningerne for staten og samfundet, går langt ud over at hæfte for borgernes indskud i de banker, der måtte gå konkurs. Store bankredningspakker kan være særdeles omkostningstunge for staten, også selv om en del af udgifterne senere kan hentes hjem igen. Tungest vejer dog alle de indirekte omkostninger forbundet med de oftest langvarige recessioner, der følger i kølvandet på en bankkrise.

Stater har med andre ord al mulig grund til at forsøge at mindske forekomsten af bankkriser, samt tilstræbe at de kriser der ikke kan undgås, bliver så moderate og kortvarige som muligt. I den bestræbelse betjener stater sig typisk af to helt centrale regulerings-mekanismer: minimumskrav til bankers kapital og til deres likvide reserver.

Likviditetskravene er særligt vigtige i forhold til at forebygge bankkriser, mens kapitalkrav især har betydning for hvor hårdt en bankkrise rammer økonomien. Når bankerne har en solid likviditetsgrad, bliver bankkriser sjældnere, og når de har et robust niveau af aktiekapitalfinansiering, bliver bankkriser ikke så dybe og langvarige, som ellers ville have været tilfældet.