af Jakob Vestergaard, lektor, RUC

De makroprudentielle redskaber
Hensigten med makroøkonomisk politik er ikke at erstatte den mikroprudentielle regulering af banker og andre finansielle institutioner. Målet er at supplere og komplementere den eksisterende regulering. Faktisk er de redskaber, hvis brug betones mest af de internationale organisationer, i udgangspunktet mikroprudentielle redskaber. Det er forvirrende, men ikke desto mindre sandt. Et centralt virkemiddel i den makroprudentielle politik er således kapitalkravene, fuldstændig som det er tilfældet i den mikroprudentielle regulering. To eksempler kan illustrere det.

En af de største systemiske risici er det store antal af meget store banker. Banker, hvis aktiver er næsten lige så store eller større end den økonomi, de har hovedsæde i. Dette gælder hollandske ING, svenske Nordea og spanske Santander, men også en bank, danskerne kender bedre. Danske Banks samlede aktiver var i 2016 på 494 mia. dollars, svarende til hele 161 % af det danske BNP. Samlet set har de 20 største europæiske banker aktiver svarende til ca. 120 % af det samlede BNP for EU’s medlemslande.

Hvordan tackler makroprudentiel regulering den risiko, sådanne meget store såkaldt systemisk-vigtige banker udgør for såvel det finansielle system som realøkonomien? Svaret er, at man pålægger disse banker et ekstra kapitalkrav, et såkaldt G-SIB capital surcharge, på mellem 1 og 2,5 % (af bankens risikovægtede aktiver). Det samlede kapitalkrav for disse banker er altså større end for andre banker. Spørgsmålet om den makroprudentielle effekt vender vi tilbage til. Inden da videre til det næste eksempel på, at det er kapitalkravene, der er blevet omdrejningspunktet for den makroprudentielle politik.

Det højst besungne makroprudentielle instrument er uden sammenligning de modcykliske kapitalkrav. Idéen er kort fortalt, at man kan afdæmpe kreditcyklussernes udsving – altså dæmpe kreditekspansionen i et opsving og reducere kreditkrampen i nedturen – ved at gøre kapitalkravene modcykliske. Hvis en banks kapitalkrav stiger, jo mere den ekspanderer kreditten, så er det tanken, at dette vil have en afdæmpende effekt på kreditekspansionen. Omvendt kan man så reducere de kapitalkrav, man stiller til bankerne, når kreditcyklus vender, således at også nedturen bliver mindre udtalt, end den ellers ville have været.

I begge disse eksempler er omdrejningspunktet for den makroprudentielle politik det primære mikroprudentielle redskab: kapitalkravene til bankerne. Der er dog en række andre redskaber i spil også (se oversigten nedenfor). Likviditetskravene kan således også mobiliseres i den makroprudentielle politik og gøres modcykliske på samme måde som kapitalkravene. Dertil kommer, at der kan sættes særlige krav til haircuts på repohandler og margin på derivathandler som et redskab til at mindske den systemiske risiko. Sådanne krav var helt centrale for de forslag til håndtering af systemisk risiko, som FSB, det internationale agentur for finansiel stabilitet, udviklede i kølvandet på krisen. Det vender vi tilbage til.

Den tredje og sidste kategori af makroprudentielle redskaber tilstræber at begrænse bankernes långivning til husholdninger ved at opstille et maksimumskrav for låntagning. De to primære redskaber sætter et loft for, hvor stort lånet må være i forhold til ejendommens værdi (loan-to-value, LTV), og for, hvor stor husstandens samlede gæld må være set i forhold til husstandsindkomsten.