af Jakob Vestergaard, lektor, RUC

Introduktion
Der er delte meninger om, hvor stor en rolle finansiel regulering, eller mangel på samme, havde i det forløb, der ledte frem til finanskrisen i 2008. Men de fleste synes dog at kunne enes om, at finanskrisen viste, at det, man kalder en ”mikroprudentiel” tilgang til regulering af finansielle institutioner, var utilstrækkelig. Fremadrettet ville der være brug for en ”makroprudentiel” tilgang, sagde man.

Kort fortalt går forskellen ud på, om man tænker, at finansiel stabilitet kan sikres ved, at man sørger for, at den enkelte finansielle institution lever op til nogle retningslinjer for solid bankvirksomhed – eller om man anerkender, at der er risici i det finansielle system, der rækker ud over, hvad der kan begribes og indfanges i en optik, der ser hver finansiel institution for sig. Det makroprudentielle perspektiv anerkender, at hvad der forekommer at være ansvarlig og forsigtig finansiel praksis set fra den enkelte institutions synsvinkel, kan skabe store risici og ustabilitet i det finansielle system, hvis en stor gruppe af finansielle institutioner har den pågældende adfærd samtidigt.

Grundtanken kan illustreres med en metafor. Det vil for nogle mennesker give mening at gardere sig mod eventuelle indbrud og overgreb ved at anskaffe sig en revolver eller to og gemme dem på udvalgte steder i huset. Derved forekommer ens liv, alt andet lige, at blive mere sikkert. Men hvis alle gør det, er sagen straks en anden. Et samfund, hvor alle har våben, er næppe et mere sikkert og mindre voldeligt samfund end et samfund, hvor ingen eller kun de færreste har våben.

For en finansiel institution, der kommer i problemer med sin likviditet, vil der ikke være meget andet at gøre end at forsøge at skaffe likviditet ved at omsætte nogle af sine aktiver. Men hvis mange finansielle institutioner gør dette samtidigt, kan det skabe en nedadgående spiral, hvor mange finansielle institutioners samtidige salg af aktiver får markedsværdien af dem til at styrtdykke, hvorved de likviditetsproblemer, man forsøgte at løse i udgangspunktet, bliver endnu værre – og så fremdeles. En sådan likviditetsspiral var en central dynamik i finanskrisen. Det, der virker ikke bare nødvendigt og uomgængeligt set fra den enkelte finansielle institutions perspektiv, men også som fuldt tilstrækkeligt set fra den regulerende myndigheds side, viser sig at være ikke bare utilstrækkeligt, men faktisk også decideret farligt.

Den type risici, der opstår mere eller mindre uventet som resultat af et dynamisk samspil mellem forskellige aktører i det finansielle system, har fået benævnelsen ”systemisk risiko”. Men det gælder her, som i så mange andre tilfælde, at kært navn har mange børn. Systemisk risiko bruges af nogle til at betegne det fænomen, at en enkelt finansiel institutions kollaps kan destabilisere hele det finansielle system, mens andre bringer det i spil i en beskrivelse af de finansielle produkter og mekanismer, der forbinder finansielle institutioner i et tæt sammenvævet net.

Uanset betoning så er systemisk risiko det problem, makroprudentiel regulering forsøger at løse. Det er i al fald sådan, det fremstilles af de toneangivende internationale organisationer på området, fra Basel-komitéen og IMF til EU’s systemiske risikoråd. Om makroprudentiel regulering så faktisk er en plausibel løsning på systemisk risiko, det er en anden snak. Den vender vi tilbage til. Først en beskrivelse af de instrumenter, der ligger i den makroprudentielle redskabskasse.