Af Sarah Dieckmann, projektleder ved DEO

Grønne investeringer
Der er mange penge at hente til den grønne omstilling fra store investorer som forsikringsselskaber og pensionskasser. Oven på finanskrisen er renten på statsobligationer lave, og investorerne er på udkig efter andre måder at tjene penge på.

Grønne investeringer passer egentlig danske pensionskasser godt, lyder det fra Pelle Pedersen, der er chef for ansvarlige investeringer hos PKA.  Det er pensionskassen for sundhedsansatte og en af Danmarks største.

I modsætning til mange andre investorer og virksomheder er pensionskasser nemlig ikke på udkig efter høje og hurtige afkast. Selvom en virksomhed kan spare mange penge på at energieffektivisere sine bygninger, kan tilbagebetalingstiden på investeringen dog være 10-15 år. Mange virksomheder og investorer har svært ved at binde deres kapital i så lang tid. En pensionskasse har ikke problemer med at lave langsigtede investeringer med et relativt lavt afkast, så længe der også er lav risiko forbundet med dem.