Inge Røpke, professor MSO, Aalborg Universitet

Problemforståelser
EU-rapporten om Sustainable Finance giver en god illustration af både problemforståelser og løsningsforslag inden for mainstream. Først er det værd at bemærke rapportens påpegning af, at statslige politikker på miljøområdet ofte gør det vanskeligt for det finansielle system at inddrage hensyn til bæredygtighed. Det mest oplagte problem er den alt for lave beskatning af kulstofudledninger, der reelt opfordrer investorerne til fortsat at investere i de fossilt baserede teknologier frem for i udviklingen af alternativer. Desuden er statslige politikker til subsidiering af de nye teknologier ofte underlagt skiftende politiske vinde, så investorerne oplever, at grundlaget for deres beregninger af støtte, priser, forrentning osv. undergraves. Det er simpelthen mere sikkert at investere i det kendte. Hvis der er et politisk ønske om, at den finansielle sektor skal understøtte bæredygtig omstilling, må ambitionerne afspejle sig i mere klare politiske prioriteringer og signaler på miljøområdet.

Inden for rammerne af det finansielle system selv påpeger rapporten det centrale problem, at tidshorisonten for investorer typisk er meget kortere end den, der er nødvendig for at håndtere samfundets væsentlige udfordringer. Igennem længere tid er kortsigtethed blevet institutionaliseret i det finansielle system i en sådan grad, at selv investorer med en lang tidshorisont som pensions- og forsikringsselskaber foretager investeringer ud fra et fokus på kortsigtet afkast. Rapporten kommer dog ikke nærmere ind på den historiske baggrund for kortsigtetheden, der er forbundet med finansialiseringen af økonomien fra 1980’erne og frem. Kort fortalt var perioden præget af en væsentlig svækkelse af lønmodtagerne i forhold til arbejdsgiverne efter krisen i 1970’erne og af en stigende betydning af finansielle aktører på bekostning af de aktører, der beskæftigede sig med produktion. Det betød, at virksomhedslederne i højere grad koncentrerede sig om at varetage ejernes interesse i at opnå størst muligt afkast og nedprioriterede hensyn til andre interessenter som ansatte og samfundet i bredere forstand. I den økonomiske debat afspejlede det sig i begrebet ’shareholder value’, der sigter på at maksimere det udbytte, man kan få som aktionær gennem afkast og især gennem kursstigninger. Aktionæren ses som en finansiel investor, der tjener sine penge på at handle med aktiver snarere end på at være involveret i udviklingen af en virksomhed gennem en lang periode. Skiftet i forståelsen af aktionærens rolle hang bl.a. sammen med den stigende betydning af store institutionelle investorer som kapitalfonde og pensionsfonde, der først og fremmest fokuserede på forrentning af kapitalen. Imidlertid er en virksomheds ledelse typisk interesseret i virksomhedens overlevelse på langt sigt, også selvom det koster noget på kort sigt at investere i forskning og udvikling, nyt udstyr, medarbejderudvikling, relationer til lokalsamfundet osv. For at få virksomhedsledelserne til at opprioritere aktionærernes interesse i størst muligt udbytte på kort sigt førte ’shareholder value’-tankegangen til nye aflønningssystemer for ledelserne i form af aktieoptioner og bonusser knyttet til afkast og aktiekurser. Fokuseringen på det kortsigtede afkast blev efterhånden institutionaliseret i krav til aktieselskaber om kvartalsregnskaber, ligesom forskellige finansielle institutioner i stigende grad blev sammenlignet med hinanden på grundlag af kortsigtet afkast. Som EU-rapporten bemærker, er denne prioritering kontraproduktiv for langsigtede investorer som pensionsselskaber, men pensionsselskabernes formuer administreres ofte af formueforvaltere, der konkurrerer på kortsigtet afkast. Selv når pensionsselskaberne ønsker at lægge vægt på langsigtet afkast, kan det være vanskeligt at gennemføre. Problemet forstærkes af reguleringen, der ofte stiller krav om, at pensionsselskaber skal prioritere afkast frem for andre hensyn. I de senere år er nogle få pensionsselskaber dog begyndt at bryde med dette mønster ved enten selv at engagere sig i investeringerne eller ved at stille krav til formueforvalterne om at anlægge et langsigtet perspektiv.

Kortsigtetheden forstærkes af det syn på risiko, der dominerer i det finansielle system. Risiko drejer sig her først og fremmest om aktivers likviditet, altså om hvorvidt de vil kunne sælges på kort sigt uden at tabe i værdi. Derimod er der stort set intet fokus på langsigtet risiko som f.eks. de risici, der knytter sig til investeringer i udvindingen af fossile brændsler eller til aktiviteter, der er baseret på brugen af fossile brændsler. Hvis det lykkes at udvikle bedre og billigere konkurrerende teknologier, eller hvis politikerne bliver presset til at tage klimaproblemet alvorligt, kan de fossilt baserede aktiviteter miste værdi meget hurtigt, og aktiverne blive til ’strandede aktiver’. Desuden kan finansielle institutioner, der investerer i miljøskadelige aktiviteter, løbe en risiko for, at deres omdømme lider skade. Også på dette område forstærker reguleringen kortsigtetheden ved f.eks. at kræve, at en stor del af pensionskassernes aktiver skal være likvide.

Ud over problemet med kortsigtethed fremhæver rapporten problemet med at identificere de investeringer, der kan understøtte samfundsmæssige målsætninger bl.a. på det miljømæssige område. Selv for de investorer, der ønsker at investere langsigtet og grønt, er det ikke oplagt, hvad de skal investere i. Der mangler markeder, der synliggør de grønne investeringsmuligheder.