Inge Røpke, professor MSO, Aalborg Universitet

Løsningsforslag knyttet til kortsigtethed og risiko
Udgangspunktet for løsningsforslag inden for mainstream er den tankegang, at det gælder om at skabe bedre overensstemmelse mellem på den ene side investorernes interesser mht. afkast og risiko og på den anden side samfundets interesser i bæredygtig omstilling. Det står klart i EU-rapporten, at denne overensstemmelse ikke kommer af sig selv: ”Frie markeder” klarer ikke problemet automatisk – politisk formning af markederne er nødvendig.

For at gøre noget ved kortsigtetheden lægger rapporten op til at omforme de institutionelle regler, der fastholder kortsigtetheden. Der er allerede taget skridt til at fjerne kravet til aktieselskaber om kvartalsrapportering, men det har ikke haft meget effekt, for ”markedet kræver det” stadig. Et mere langsigtet sæt af forslag drejer sig om at ændre perspektivet på risiko. En metode består i at stille krav til aktieselskaber og finansielle institutioner om, at de skal rapportere, i hvilken grad de er udsat for risiko i forbindelse med fossilt baserede aktiviteter: Er der med andre ord risiko for, at deres aktiver bliver til ’strandede aktiver’? Rapporteringen (disclosure) skal bidrage til at skærpe virksomheders, institutioners og markeders opmærksomhed på denne form for risiko, som også tilsynsmyndighederne skal begynde at beskæftige sig med. Samtidig skal mandaterne for finansielle institutioner som pensionskasser og forsikringsselskaber ændres, så der lægges mindre vægt på likviditetsrisiko og mere vægt på risikoen for ’strandede aktiver’.

Desuden foreslås det, at rapporteringen skal omfatte virksomhedernes indsats i forhold til miljømæssige og sociale målsætninger (ESG, Environmental, Social and Governance). For at gøre rapporteringen meningsfuld skal der udvikles standarder for, hvordan den skal foretages, hvilke indikatorer der er relevante osv. Også her skal mandaterne for pensions- og forsikringsselskaber ændres, så de i højere grad får pligt til at understøtte samfundsmæssige målsætninger gennem deres investeringsstrategi. I den forbindelse skal der stilles krav om, at bestyrelserne har medlemmer med ekspertise i bæredygtighedsspørgmål. Der foreslås også krav til formueforvaltere om, at de skal være i dialog med deres kunder om kundernes ESG-præferencer – altså om f.eks. et pensionsselskab lægger vægt på at bidrage til bæredygtig omstilling. Det nævnes også som nyttigt, hvis investorerne i højere grad engagerer sig i de virksomheder, de investerer i, og dermed erstatter det finansielle markeds kontrolmekanismer med aktivt ejerskab. Blandt de mere luftige forslag er en idé om at beskytte de virksomheder, der tager langsigtede beslutninger, mod presset fra de finansielle markeder, men metoden konkretiseres ikke.