Af Lars Pehrson, adm. direktør i Merkur Andelskasse

 Vi skal investere i realøkonomien og ikke i finansøkonomien
Pensionskasserne er til dels som følge af lovgivningen, til dels af egen drift, blevet overdrevent interesserede i likvide og børsnoterede aktiver, dvs. værdipapirer, der let kan omsættes og som værdiansættes dagligt. Dette til trods for, at netop en pensionskasses behov for likviditet er begrænset og kan forudsiges langt ud i fremtiden, nemlig i form af udbetalinger til pensionisterne.

Et ekstremt eksempel er den norske ”Statens Pensjonsfond Utland”, populært kaldet Oliefonden.

Den gigantiske pengetank havde pr 31.12.2015 følgende sammensætning af sine investeringer

Aktier               3.958 mia. NOK
Obligationer   2.350 mia. NOK
Ejendomme    106 mia. NOK
I alt                  6.414 mia. NOK

Bortset fra nogle få ejendomme har nordmændene altså vekslet deres fossile ressourcer til en gigantisk portefølje af værdipapirer, særligt aktier, som var på markedet i forvejen. Dvs. man har i stor udstrækning forsømt at investere tilbage i realøkonomien. Selv om risikoen er spredt mellem tusindvis af virksomheder, kan man ikke tale om nogen særlig risikospredning mellem aktivklasser, hvilket faktisk er forbløffende.

Danske pensionskasser er ikke så ekstreme, men der er ingen tvivl om, at også de konkurrerer sammen med den norske oliefond og andre store investorer om at placere midler i de samme få tusinde store selskaber på børserne. Det driver aktiepriserne op – problemet er bare, at man ikke kan skelne reel værdiskabelse fra en aktieboble. Begge komponenter optræder som ”afkast”, så længe det går godt.

Dette forhold er analogt til det ovenfor beskrevne om bankerne – også pensionskasserne presses til at levere mere og mere ensartede, strømlinede investeringer, der er likvide, lette at værdiansætte og lette at måle ”afkast” fra i penge. Investeringerne sker i høj grad i en global finansøkonomi, hvor man kappes om at købe allerede eksisterende aktier og hvor pengene derfor cirkulerer rundt mellem investorerne, uden at der nødvendigvis sker så meget ”nede på jorden” i realøkonomien.

Den norske oliefond er et ekstremt eksempel. Faktisk har de danske pensionskasser foretaget en del investeringer, f.eks. i vindmølleparker, og man diskuterer såkaldte Offentlig-Private-Partnerskaber (OPP) Det er et momentum, der bør udnyttes til at kanalisere flere af pensionsmilliarderne tilbage til samfundet i form af investeringer i realøkonomien. Vedvarende energi, intelligente energisystemer og kollektive trafikanlæg er oplagte muligheder, der både kan generere et kontant afkast og en analog værdiskabelse for samfundet i form af en oplevet, forhøjet livskvalitet.

Selvfølgelig vil pensionssektoren også i fremtiden eje mange værdipapirer – men der er både plads til og fornuft i at investere langt mere i fysiske anlæg. Det hænger også sammen med, at omstillingen til et samfund, der kan holde langt ud i fremtiden, nødvendiggør, at økonomien i langt højere grad drives af investeringer end af privat masseforbrug.