Af Lars Pehrson, administrerende direktør i Merkur Andelskasse

Banker i krise
Vi har nu set på bankvirksomhed fra et principielt og overordnet standpunkt. En af grundene til, at bankerne diskuteres så meget i dag, er, at det gik grueligt galt i 2008, hvor vi fik en finanskrise, som også spredte sine ringe til den generelle økonomi.

Det ville føre for vidt at komme ind på alle de elementer, der hver især har spillet en rolle for finanskrisens opståen. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, hvordan den generelle økonomiske tænkning og forestillingen om virksomhedernes rolle i samfundet har ændret sig – særligt siden begyndelsen af 1980’erne. Parallelt med en stigende tro på markedets selvregulerende kræfter voksede en ny dominerende virksomhedstænkning frem kaldet ”shareholder value” – altså ”værdi til ejerne”. Det indebærer, at en banks eller anden virksomheds vigtigste opgave er at tjene penge og skabe aktiekursstigninger, der kommer sine ejere til gode. Alle andre hensyn er underordnet dette hensyn, og det har haft mange konsekvenser for måden, der drives bank på i dag. Særligt i de store banker, men tankegangen bredte sig også til mange af de mindre.

Man troede, at bankerne var de bedste til at vurdere deres egne risici. Bankerne fik derfor lov til at lave deres egne såkaldte interne ratingmodeller, hvor de opstillede mål for, hvor meget kapital der var nødvendig. I praksis er det kun meget store banker, der kan udnytte denne mulighed, da der kræves store datamængder, og udviklingen er meget bekostelig. Ratingmodellerne og ønsket om at tjene flest mulig penge på den indskudte kapital øgede de største bankers gearing. Altså forholdet mellem egenkapital på den ene side og udlån og øvrige risici på den anden. Dermed steg deres sårbarhed dramatisk.

Mit tidligere eksempel viste en gearing på 6,5, men nogle banker havde op til krisen en gearing på over 30. Med en så høj gearing skal man kun tabe cirka tre procent af aktivernes værdi, før hele egenkapitalen er væk. Der kom også et meget stærkt fokus på kortsigtede resultater – populært kaldet kvartalskapitalisme. Til gengæld forsvandt fokus på de samfundsmæssige opgaver, og det blev i princippet ligegyldigt, hvad man tjente penge på. I bankerne kunne man for eksempel vælge at låne mere ud til spekulation, hvis det gav et højere afkast end lån til virksomheder.

Bankerne begyndte også at opkøbe hinanden og blev større og større, da fusioner var velegnede til at løfte aktiekurserne. Det skabte en hidtil uset magtkoncentration med meget store banker, hvis beslutninger har stor indflydelse på samfundets udvikling. Hertil kommer bankernes indflydelse på politikerne gennem lobbyvirksomhed.

For at øge indtjeningen til ejerne opstod desuden en bølge af finansiel opfindsomhed af mere spekulativ karakter i form af de såkaldte derivater. Det vil sige værdipapirer, der bygges oven på andre værdipapirer. De kan bruges til afdækning af risici, men kan også fungere som ren spekulation. Et derivat kan for eksempel bruges til at sikre en virksomhed mod valutakursudsving på sine ordrer, men kan også bruges til spekulation i valutakurser, uden at der behøver at ligge en reel handel med varer eller tjenester bag. Derudover var der i mange lande en bolig- og ejendomsboble, herunder i prisen på landbrugsjord, som bankerne red med på. Den var ofte skabt politisk, også i Danmark, gennem deregulering af låneregler, skattestop med mere.