Af Lars Pehrson, administrerende direktør i Merkur Andelskasse

Tiltag efter krisen
De enorme sikkerhedsnet, som de enkelte lande måtte spænde ud under bankerne, gav voldsomme tømmermænd. I nogle lande som kraftigt stigende statsgæld, hvis bankernes dårlige lån var blevet ”nationaliseret”, eller i form af en generel økonomisk nedtur i kølvandet på finanskrisen. Alle var enige om, at det ikke måtte ske igen. Bankerne var nødt til at kunne stå på egne ben. Desværre blev et lovende tilløb til en mere grundlæggende diskussion om samfundets ønsker til bankvæsenet hurtigt kvalt i lange, tekniske diskussioner mellem bankernes lobbyister og tilsynsmyndighederne. De fleste borgere og så godt som alle politikere faldt hurtigt af. Den politiske vilje til at diskutere, hvordan ejendomsbobler kunne undgås eller dæmpes i fremtiden, kunne også ligge på et meget lille sted.

Først i 2014 blev den store EU-lovpakke for bankerne på flere tusinde sider endeligt vedtaget. Her forsøger man at sætte ind over for mange af de uheldige enkeltelementer, der førte til krisen. Først og fremmest ved at stramme de generelle krav til egenkapital, men uden at fjerne muligheden for de største banker til at arbejde med interne ratingmodeller. Lovgivningen er under fortsat indfasning de næste fire til fem år, og de sidste elementer er endda endnu ikke forhandlet færdigt. Den samlede virkning af alle de mange enkelttiltag er der næppe nogen, der har overblik over.

Dele af den nye lovgivning er klart fornuftig. For eksempel kravet om mere ”rigtig” egenkapital og mindre lånt kapital, der hæfter for banken – såkaldt ”ansvarlige lån”. Man kan dog allerede nu se en række konsekvenser, som mange formentlig vil opfatte som uheldige. Store banker favoriseres fortsat. Interne ratingmodeller lever videre, og alene kompleksiteten af lovgivningen er en fordel for de største. Som Nordeas formand Björn Wahlroos har udtrykt det: »Regulation keeps the fat cats alive« (regulering holder de fede katte i live). Det skal forstås sådan, at de store banker har ressourcerne til at håndtere kravene, mens det er forholdsmæssigt mere belastende for de mindre.

Et andet uheldigt element er de særlige krav til de største banker, de såkaldte SIFI (systemically important financial institutions). Det vil sige banker, der vurderes at være afgørende for hele systemets overlevelse. Denne mærkat bliver af markedet opfattet som en statsgaranti, selvom hensigten var det modsatte, nemlig at signalere at ingen banker vil blive reddet i fremtiden. Dilemmaet om banker, der er for store til at lade gå konkurs, eksisterer fortsat. Der er ingen politisk vilje til at sætte grænser for bankernes størrelse, selv om det kan være helt afgørende for den finansielle stabilitet.

Alt imens bankvirksomhed bliver mere og mere standardiseret, bliver det fortsat sværere at låne ud til mindre virksomheder, udkantsområder eller andre særlige formål, som man kunne have et særligt ønske om at fremme – for eksempel bæredygtige virksomheder. Der bliver færre banker, og de bliver mere ens. Også de danske realkreditinstitutter er i klemme, da den europæiske regulering er rettet mod ”universalbankerne”. Det betyder også, at mulighederne for kundeejede banker forringes, da adgang til at hente kapital på børsen er en forventning fra myndighedernes side.

Der er derfor fortsat god grund til at diskutere, hvordan bankernes rolle i samfundet skal forvaltes. Skal vi kun have 15 banker i Danmark, som for eksempel daværende Danske Bank direktør Peter Strårup slog til lyd for? Skal banker kun være ejet af ”professionelle”, så den menige dansker derfor ikke skal kunne være medejer af sin bank? Hvad betyder det for et lokalsamfund eller et kundesegment med særlig interesse for bæredygtighed, at der findes banker, der har en særlig indsigt i netop deres behov? Har bankerne et medansvar for det, de finansierer – for eksempel i forhold til klima, miljøforhold og sociale forhold?

Husk at bankvirksomhed grundlæggende er simpel. Der er ingen undskyldning for ikke at deltage i debatten eller tage stilling. Til syvende og sidst er vi alle bankfolk!