Af Lars Pehrson, adm. direktør i Merkur Andelskasse

Bankens opgave i samfundet
Da den tyske borgmester F. W. Raiffeisen i 1864 grundlagde den første tyske andelskasse var hans anliggende ikke at realisere en ny forretningside, men at myndiggøre sine borgere. De var afhængige af pengeudlånere, og afhængigheden drænede den lokale initiativkraft. Derfor gav han andelskassebevægelsen mottoet ”selv-hjælp, selv-ansvarlighed, selv-forvaltning”. Hvis borgerne lærte at tage hånd om forvaltningen af deres egen opsparing, ville de også kunne tage andre initiativer i økonomien og styrke den lokale udvikling. Det holdt stik.

Som noget specielt dansk oprettede låntagere i fællesskab kreditforeninger for at få adgang til billige lån gennem obligationsudstedelse og god sikkerhed.

Bankvæsenet har fra begyndelsen haft et formål, der rakte langt videre end til selv at være en forretning. Modtagelse af opsparing og distribution af lånekapital til produktive formål har fra det moderne samfunds begyndelse været en vigtig samfundsfunktion, som samfundsborgerne i vid udstrækning selv har taget hånd om. En bank eller en andelskasse skulle drives forretningsmæssigt, men forretningen var ikke formålet.

Efter 1920’ernes boble- og spekulationsexcesser og 1930’ernes depression, blev man for alvor opmærksom på behovet for regulering af bankvæsenet. I USA adskilte man den klassiske bankvirksomhed fra den mere risikable og spekulative investeringsbankvirksomhed.  Dette og andre initiativer fra præsident Roosevelt genoprettede det amerikanske bankvæsen, og det fungerede derefter stabilt og i det store hele fornuftigt i årtierne efter 2. verdenskrig, hvor et velstandsboom sikrede den brede befolkning en andel i den økonomiske udvikling.