af Inge Røpke

Finansiel ustabilitet
Systemet har som nævnt nogle indre drivkræfter, der fremmer kreditudvidelse. Moderne politikere kan have fordel af at tilbyde vælgerne mere ved at køre med underskud på statsbudgettet, og bankerne tjener penge på at øge udlånet. Risikoen ved udlånsvæksten kan være, at pengenes værdifasthed undergraves af inflation og devaluering af valutaen. Dertil kommer risikoen for finansiel ustabilitet, hvor kreditvæksten resulterer i bobler, der brister og fører til kriser i den reale økonomi.

For at undgå, at store statslige underskud fører til inflationspres og devaluering af valutaen, har lovgiverne gennem tiden opereret med forskellige selvpålagte regler. Under guldfoden tjente regler om forholdet mellem seddeludstedelse og guldbeholdning sådan et disciplinerende formål. I dag opererer EU med selvpålagte regler om statsunderskuddets (det såkaldt strukturelle underskud) og statsgældens størrelse i forhold til BNP – regler, der i praksis har vist sig vanskelige at overholde. Både reglerne under guldfoden og de aktuelle regler er genstand for faglige og politiske kontroverser, fordi de har betydning for konjunkturforløbet og for varetagelsen af forskellige interesser.

Risikoen for finansiel ustabilitet med afsæt i bobler knytter sig især til den private pengeskabelse. Bobler kan starte med en lovende ny teknologi, der øger indtjeningsmulighederne i vigtige brancher (som IT-boblen i slutningen af 1990’ene), eller med politiske tiltag som de nye favorable lånemuligheder ved boligkøb i 00’erne. De nye muligheder øger efterspørgslen efter godet eller aktivet (hhv. IT-aktier og boliger). Når der er tale om et aktiv, hvor udbuddet er begrænset på kort sigt, begynder priserne på godet at stige. Det giver bankerne mulighed for at tjene penge på at låne ud til stadig flere købere, der gerne vil være med i boomet og dermed driver priserne endnu højere op. Det kan give anledning til en selvforstærkende spiral af prisstigninger, der bliver særlig kraftig, når aktivet samtidig kan bruges som pant for optagelse af lån, som for eksempel boliger og aktier kan. Som processen skrider frem, bliver der i stigende grad ydet lån ud fra den forventning, at prisstigningerne på aktivet i sig selv kan sikre tilbagebetaling. Derfor bliver det mindre vigtigt for långiverne, om låntagerne tjener nok til at betale lånet tilbage, så långiverne yder stadig mere risikable lån, renterne begynder at stige, og tilbagebetaling bliver endnu vanskeligere. På toppen af boomet begynder nogle af de mere forudseende investorer at trække sig ud. Efterhånden bliver det klart, at priserne ikke længere stiger, og at tiden er kommet til at stoppe udlånet og sælge aktivet. Så brister boblen, prisen på aktivet falder hurtigt, lån kan ikke tilbagebetales, og konkurserne tager til. Her kan bankerne komme i klemme på grund af tab på dårlige lån. Hvis bankkunder derfor bliver bekymrede for at tabe deres indeståender, eller hvis bankerne ikke tør låne til hinanden af frygt for at tabe penge, kan selv solvente banker komme i akutte likviditetsproblemer, der truer deres eksistens. Det er her, centralbanken kommer ind som långiver i sidste instans. Men hvis en bank også er insolvent, er den løsning utilstrækkelig. Så bliver det et politisk spørgsmål, om man skal lade banken gå konkurs, så både aktionærer, kunder med indeståender og bankens andre långivere lider tab – eller om staten skal træde til og lade skatteyderne betale for at redde banken. Hvis en eller flere konkurser truer pengesystemets funktion, vil staten have et stærkt incitament til at gå ind med redningsaktioner. Selvom de forskellige sikkerhedsnet sikrer, at pengesystemet ikke bryder sammen, kan den finansielle ustabilitet føre til alvorlige problemer i den reale økonomi. De, der har tabt en del af deres formue, mindsker deres forbrug, så produktion og beskæftigelse falder. Desuden bliver bankerne i en periode meget forsigtige med at låne ud til virksomhedernes drift og investeringer og til nye iværksættere. En social konsekvens kan være stigende ulighed, fordi de rigeste bedst kan bære tabene og har råd til at købe aktiver fra de mindre velstillede, mens priserne er i bund. Endelig kan stigende statsgæld som følge af redningsaktioner skade økonomien, især hvis de selvpålagte restriktioner ikke lempes.

Da finansiel ustabilitet kan være meget skadelig, er der gode grunde til at begrænse risikoen gennem regulering. En af de oplagte muligheder er at stille krav om, at bankerne skal have en tilpas stor egenkapital, sådan at der skal rigtig meget til, før deres solvens trues. Det vil gøre bankerne mere forsigtige med långivning under et boom, fordi aktionærerne selv kommer til at betale, hvis boblen brister. Hvis bankerne derimod ved, at de bliver reddet i krisesituationer, er de tilbøjelige til at løbe for store risici (moral hazard). Ud over kapitalkrav kan andre reguleringer af det finansielle system bidrage til at mindske ustabilitet. Mere generelt er det en konstant kontrovers, om der skal lægges mest vægt på det finansielle systems elasticitet, så det kan imødekomme de finansieringsbehov, der opstår, eller om det er vigtigere at sikre kontrol over kreditudvidelsen, så risikoen for ustabilitet mindskes.

Sådan som det finansielle system har udviklet sig især siden 1980’erne, er mekanismerne bag pengeskabelse og finansielle kriser blevet en del mere komplekse, end de er beskrevet her. Pengeskabelsen sker i stigende grad i det såkaldte skyggebanksystem, og finansielle kriser er tæt forbundet med globale kapitalstrømme. Sårbarheden i systemet er øget gennem de mange finansielle konstruktioner (sekuritisering, derivater), og langfristede udlån finansieres i stigende grad gennem meget kortfristede pengemarkedslån. Det har under krisen synliggjort, at centralbankernes rolle er blevet ændret på en måde, så de nu ikke bare fungerer som udlånere i sidste instans, men som aktive medspillere på markederne for værdipapirer. Det er et storskala-eksperiment, der kan vise sig meget risikabelt.