Jakob Vestergaard (DIIS)

Kapitalkrav
Det har ikke altid været sådan, at bankers aktiekapital udgjorde så lille en del af deres samlede finansiering, som tilfældet er i dag. I starten af 1900-tallet lå niveauet for bankers aktiekapital på cirka 25-30 % af den samlede finansiering. I løbet at det 20. århundrede faldt aktiekapital finansiering med en faktor fem, til cirka 5-6 % ved indgangen til det 21. århundrede. I samme periode voksede bankerne set i forhold til samfundsøkonomien med helt op imod en faktor ti. I Englands tilfælde, voksede bankernes samlede aktiver fra at have beløbet sig til cirka halvdelen (50%) af en Englands BNP til at være fem gange større med udgangen af det 20.århundrede (500 %).

Set fra et samfundsmæssigt perspektiv ville det have været hensigtsmæssigt, hvis den voldsomme stigning i bankernes størrelse set i forhold til den samlede samfundsøkonomi havde været ledsaget af en konsolidering og styrkelse af deres aktiekapitalfinansiering. Men i stedet gjorde den modsatte tendens sig altså gældende. Voldsomt voksende banker, der opererede på basis af en drastisk faldende buffer, var en opskrift, der gav anledning til stigende regulatorisk bekymring.

I 1974 etablerede centralbankerne i de ti førende industrialiserede lande den såkaldte Basel-komité, som et forum hvor bankernes vækst og deres stadigt stigende internationale aktiviteter kunne monitoreres og diskuteres. I de første år var det primært et forum for dialog og konsultation, men i starten af 1980’erne blev tonen i dens årlige rapporter stadig mere alvorlig. Bankernes faldende aktiekapital finansiering gav anledning til stigende bekymring, dels på grund af frygten for bankkriser men også fordi man frygtede hvad vi i dag ville kalde et ’race to the bottom’, hvor den internationale konkurrence pressede bankerne til at operere stadigt mere aggressivt og ekspansivt på grundlag af en stadigt tyndere aktiekapital finansiering.

Fra 1980 til 1988 skete der en markant udvikling i international bankvirksomhed. I 1980 var ni og verdens to største banker europæiske eller amerikanske, og kun en enkelt var japansk. Otte år senere var billedet det omvendte. Ni af de ti største banker var japanske, kun en enkelt europæisk kunne blande sig i top 10. Den udvikling fik sat voldsomt skub i de internationale forhandlingsprocesser, ikke mindst fordi USA og de store europæiske lande anså fælles minimums kapitalkrav som helt afgørende for at de kunne bevare og genvinde deres banksektorers internationale konkurrenceevne og markedsandele.

Når økonomer i dag taler om kapitalkrav begrundes deres nødvendighed ofte med, at der for bankers vedkommende gør sig en ”market failure” gældende, som andre virksomheder er fritaget for. Det, at man som nævnt har lavet indskydergaranti-ordninger i langt de fleste lande gør, at vi som borgere undlader for alvor at bekymre os om vores banks soliditet. Hvis den går konkurs, får vi vores penge at staten. Dertil kommer at bankerne også selv har en forventning om at staten kommer dem til undsætning; hvis de er på nippet til at gå konkurs, træder staten til med en eller flere redningspakker, indtil banken er på fode igen. Denne bail-out praksis, og fraværet af kunder der er bekymret for deres indskud, gør at bankerne har en tendens til at tage alt for let på om de har en passende aktiekapital finansiering, som kan beskytte deres solvens i mod uventede tab.

Det, man nåede frem til i 1988, da Basel komitéen lancerede sin første internationale standard, var at minimums kapitalkravet skulle være på 8 %. Det var et tal der var langt fra svundne tiders niveau på 25-30 %, men dog en væsentlig skærpelse i forhold til især de japanske banker, som i slut 1980’erne ofte opererede med kapital på under 3 % af deres samlede aktiver.

På trods af at Basel komitéen satte minimumskravet til aktiekapital finansiering til 8 % af bankens samlede aktiver, opererer mange banker (fortsat) med en aktiekapital på så lidt som omkring 4 % af deres samlede aktiver, altså helt ned til hvad der ligner blot halvdelen af det regulatoriske minimumskrav. Hvordan kan det hænge sammen? Svaret finder man i at kapitalkravet gjaldt aktiekapital set ikke i forhold til bankens samlede aktiver, men set i forhold til dens ”risikovægtede” aktiver.