af Inge Røpke

Pengeskabelsens dynamiske funktion
Pengenes funktioner som værdimål og betalingsmiddel kan bidrage til at gøre transaktioner lettere, og funktionen som værdiopbevaring kan gøre det muligt at udjævne forbruget over tid. Samtidig spiller pengeskabelsen en vigtig rolle i forhold til mobilisering af de reale ressourcer (naturens ressourcer, arbejdskraften) i økonomien: Den, der kan skabe penge, har stor indflydelse på, hvilke transaktioner der kan gennemføres, og hvad der kan sættes i gang i økonomien. Som omtalt kan politiske herskere bruge deres magt til at pålægge borgerne en gæld (pligt til at betale skat), som skal indfris med herskerens penge. Disse penge kan herskeren bruge til at lægge beslag på reale ressourcer for eksempel til at udstyre en hær. Måske går de reale ressourcer fra andre formål som for eksempel bedre mad til bønderne selv; måske mobiliseres ressourcer, der ellers ville have været uudnyttede. Når private banker skaber penge, er der en tilsvarende problematik: Gennem udlån har bankerne indflydelse på, hvad de reale ressourcer bliver brugt til, og om ledige ressourcer kommer i anvendelse. I en økonomisk udviklingsproces kan bankernes mulighed for at skabe penge åbne for, at der kan sættes mere i gang, end det ville være muligt at gøre, hvis projektmagere var henvist til kun at låne allerede eksisterende penge fra velhavende individer eller institutioner. Hvis en bank vurderer, at en projektmager har en idé, der kan tjenes penge på, så kan banken skabe nye penge og dermed købekraft gennem udlån, så projektmageren kan gå i gang, uden at andre skal afstå fra at bruge deres købekraft. Heri ligger en betydelig dynamisk kraft, ikke mindst fordi renten på lånene typisk bliver væsentlig lavere end i samfund, hvor bankvæsenet er svagt udviklet. Bankerne har indflydelse på den reale økonomi gennem valget af, hvem de vil yde lån til, men omvendt er de afhængige af låneefterspørgslen. Hvis der ikke er nogen projektmagere, der vil sætte noget i gang, kan bankerne ikke tvinge dem til det. Projektmagere kan også have alternative finansieringskilder gennem kapitalmarkeder, for eksempel ved at udstede aktier eller virksomhedsobligationer. Her kan bankernes pengeskabelse evt. spille en indirekte rolle ved at låne penge til dem, der vil købe værdipapirerne.

Låneefterspørgslen er ikke nødvendigvis knyttet til igangsættelse af nye aktiviteter. Nogle vil låne til at købe eksisterende aktiver som boliger, der allerede er bygget, eller aktier, der ikke kommer fra en ny emission. Det kan selvfølgelig være nyttigt, at eksisterende aktiver kan skifte ejer, men det har ikke en tilsvarende dynamisk effekt.

Næste afsnit: Finansiel ustabilitet