af Inge Røpke

Pengeskabelse som to systemer
Med Romerrigets fald kom mønter ud af brug i en længere periode, men fra omkring 1000-tallet blev møntning taget op igen i de små feudale konge- og hertugdømmer. I middelalderens Europa spillede penge en forholdsvis begrænset rolle i lokalsamfundenes hverdag, men blandt de velstående dele af samfundet udvikledes flere former for pengeskabelse med udspring i henholdsvis politiske og økonomiske magthavere. Lokale politiske herskere anvendte deres magt til at pålægge borgerne skatter, afgifter og bøder, som skulle betales i mønter eller andre former for gældsbeviser udstedt af magthaveren (for eksempel tally sticks). Over tid var magthaverne tilbøjelige til at mindske metalindholdet i mønterne for at reducere produktionsomkostningerne ved møntningen og opnå større kortsigtet købekraft for en given mængde metal. Den proces bidrog til at undergrave mønternes værdifasthed over tid og kunne give anledning til social uro. Desuden blev møntsystemerne uoverskuelige.

Det monetære anarki med brug af mange forskellige mønter, der i stigende grad cirkulerede uden for deres oprindelige udstedelsesområde, skabte behov for pengevekslere – en funktion, der blev varetaget af en simpel form for banker, der også tog imod indlån og kunne foretage clearing mellem deres kunder. Det var en indbringende forretning, der bl.a. blev grundlaget for Medici-familiens rigdom. Bankerne i den tidlige middelalder udstedte derimod endnu ikke egne sedler eller andre gældsbeviser.

Parallelt med møntningen udviklede købmændene deres egne former for kreditarrangementer i stedet for at gøre brug af de politiske magthaveres penge. Inden for købmændenes egne netværk kunne gældsbeviser cirkulere baseret på tillid, fordi det var nødvendigt at have ry for hæderlighed og integritet, hvis man skulle klare sig som købmand. Handelen kunne også involvere guld eller sølv enten i umøntet form eller som privat udstedte mønter, der blev anvendt som sikkerhed og ikke til cirkulation. Fra slutningen af 1300-tallet blev købmændenes kreditarrangementer i stigende grad integreret med bankernes netværk, så brugen af veksler tog fart og bidrog til stigende handel. Men det var stadig karakteristisk, at veksler og andre gældsbeviser kun cirkulerede inden for købmænd og bankers egne netværk, så de var ikke generelt anvendelige som penge, heller ikke efter at de gennem 1500-tallet så småt begyndte at cirkulere uden for netværket. Fra 1500-tallet begyndte nogle banker (såkaldte guldsmedebanker) at tage guld (eller sølv) i depot og udstede kvitteringer på deponeringen. Kvitteringerne kunne overdrages til andre og kom derved til at fungere som pengesedler, om end stadig i lukkede kredse. Da ikke alle indløste deres kvitteringer på samme tid, kunne guldsmedebankerne udstede flere kvitteringer end svarende til guldmængden og dermed tjene penge på at låne kvitteringerne ud mod en rente. Brugen af kvitteringer som en form for pengesedler (endnu ikke med standardiseret pålydende) skabte ny købekraft, der dels kunne sætte gang i økonomiske aktiviteter, dels indebære en ny form for risiko for finansiel ustabilitet.

De to primære pengesystemer, statslige mønter og private gældsbeviser, udviklede sig gennem flere århundreder i et indbyrdes konfliktfyldt forhold. Kongerne havde interesse i at have monopol på pengeskabelse både som symbolsk magt og som middel til at få adgang til reale ressourcer, mens købmænd og banker var bedre tjent med at bruge deres egne kreditsystemer. Der var forbindelse mellem de to systemer, når kongerne havde brug for at låne guld og sølv i købmændene og bankernes netværk for at kunne føre krige. Hvis metalindholdet i kongens egne penge var blevet udtyndet, kunne det knibe med købekraften uden for kongens egen magtbase og derfor også med mulighederne for at købe for eksempel lejetropper. Hvis det gik godt for kongen, kunne udlånet være indbringende, men det kunne også være risikabelt. Ganske vist kunne konger stille en vis sikkerhed i kommende skatteindtægter, men så længe konger var uden for loven, kunne det være svært for udlånere at få pengene igen.

Det konfliktfyldte forhold mellem de to systemer blev afløst, først i England og senere i andre lande, af hybride systemer, der integrerede statslig møntning og bankernes private pengeskabelse. En del af baggrunden var etableringen af mere sammenhængende nationalstater, der kunne håndhæve hver deres monetære rum for nationale værdimål (kronen som måleenhed) og valutaer (kroner som mønter og sedler). Desuden blev kongerne med den begyndende udvikling af parlamentarisme i højere grad bragt ind under lovene, så det blev oplevet som mere sikkert for de velstående at låne ud til staten. Processen med at skabe sammenhæng mellem de to systemer forløb forskelligt i forskellige lande og over en periode på flere hundrede år, men integrationsprocessen var ofte knyttet til behovet for krigsfinansiering, hvor staten fik lån mod at garantere bankerne særlige privilegier i forbindelse med pengeskabelse. I England var etableringen af Bank of England i slutningen af 1600-tallet således baseret på privat kapital, der blev lånt ud til staten, som til gengæld, ud over forrentningen, gav den privatejede bank retten til at tage imod indlån, udstede pengesedler og diskontere veksler. Fra starten af 1700-tallet blev den statslige garanti bag den private pengeskabelse således fundamentet for, at forskellige typer af gældsbeviser (sedler, gældsbreve, veksler mv.) i stigende grad kunne cirkulere uden for de personlige netværk og blive mere generelt anvendelige som penge.

Næste afsnit: Guldfoden som det dominerende hybride system