af Inge Røpke

Penges oprindelse
I dag er de tre funktioner integreret i det, vi forstår ved penge. Men historisk set har det ikke altid været tilfældet. Man har for eksempel i det gamle Mesopotamien haft værdimål til opgørelse af gældsrelationer, længe før man brugte byttemidler, og i faraonernes Ægypten brugte man kobber i vægt som værdimål, mens selve betalingerne blev foretaget i andre goder. Senere, i middelalderen, var det udbredt at bruge romerske møntenheder som måleenheder i opgørelser af værdier og gæld, selvom mønterne ikke længere var i cirkulation. Den mulige adskillelse af funktionerne rejser spørgsmålet om, hvad der så er definerende for penge, og hvilke funktioner der kom først. Den diskussion tager ofte udgangspunkt i fortællinger om penges oprindelse. Der er groft sagt to hovedfortællinger, vareteorien og fordringsteorien: Den ene tager afsæt i penge som en særlig vare, der egner sig til at fungere som byttemiddel, mens den anden fremhæver penge som værdimål, der muliggør opgørelse af fordringer (gæld).

Den ene fortælling, som ofte findes i traditionelle økonomiske lærebøger, går ud på, at penge er opstået ud af bytteøkonomier. Forestillingen er, at folk specialiserede sig, og at de derfor havde brug for at bytte varer med hinanden. Det viste sig imidlertid upraktisk og hæmmende for handelen at bytte varer for varer, fordi de handlende ikke nødvendigvis havde brug for hinandens varer, men for nogle helt andre. Ud af dette problem udkrystalliserede sig den løsning, at en bestemt vare kunne tjene som generelt og alment accepteret byttemiddel. Det skulle helst være en vare, som havde værdi i sig selv, som kunne forventes at bevare sin værdi over et godt stykke tid, og som var af homogen kvalitet, let at bære og egnet til at dele op i mindre enheder. Tidlige former for penge levede ikke op til alle disse krav, men efterhånden fandt man frem til, at metaller var særligt egnede. I første omgang kunne metaller bruges med udgangspunkt i deres vægt, men efterhånden kom metaller til at danne grundlag for møntning. Da der senere blev brug for flere penge til at lette handelen, blev det almindeligt at anvende sedler, der kunne repræsentere det generelle byttemiddel. I denne fortælling opstår penge spontant ud af transaktioner, uden at der er brug for nogen statslig intervention. Den kommer først senere som led i konger og regeringers forsøg på at skaffe penge til egne formål. Fortællingen om bytteøkonomier lægger op til at se penge som den universelle vare, der kan byttes mod alle andre, fordi den har værdi i sig selv. Den grundlæggende kvalitet ved penge er således at være et byttemiddel, mens andre funktioner følger af det. Da vareteorien lægger stor vægt på metallers rolle, kaldes den også metal-teorien (metallisme).

Den største svaghed ved den fortælling er, at den mangler empirisk belæg. Det er en teoretisk konstruktion, der tager udgangspunkt i et funktionalistisk ræsonnement: Fordi penge nu er nyttige som byttemiddel, må de være opstået for at løse problemer i bytteøkonomier. Men der er ikke dækning for, at sådanne bytteøkonomier reelt har eksisteret. Dertil kommer, at der er et logisk problem i fortællingen. Tankegangen er, at byttemidlet skal gøre transaktioner lettere (mindske transaktionsomkostninger), men i praksis er det meget svært for lægmænd at vurdere kvaliteten og vægten af uforarbejdede metaller som sølv og guld. Der er brug for en form for kontrolinstans, der kan stå inde for kvaliteten, og det kommer først med møntning. Selvom møntning i princippet kunne gennemføres af private aktører, har myndigheder næsten altid været involveret i processen. Der er altså ikke tale om, at møntning opstår spontant i relation til handel.

Den anden fortælling finder baggrunden for penge i gældsrelationer (fordringer), hvor der har været brug for at anvende et værdimål. Litteraturen fokuserer på to forskellige former for historiske gældsrelationer. Den ene tager udgangspunkt i dokumentation for, at myndighederne i agrare imperier langt tilbage i tiden har benyttet sig af komplekse systemer til opgørelser af gæld, formentlig både i forbindelse med skatter og lån. Når opgørelserne var formaliserede, som de for eksempel var i Mesopotamien for godt 4.000 år siden, var de baseret på værdimål, der ikke var knyttet til noget byttemiddel, men fastsat af myndighederne. De tidlige værdimål var ofte vægtenheder, der opgjorde mængden af korn eller metaller. Den anden form tager udgangspunkt i den skyld (= gæld), man kunne pådrage sig ved at overtræde samfundets regler i personlige relationer mellem samfundets medlemmer. En af de tidlige funktioner af penge menes således at have været at undgå, at voldelige konflikter udviklede sig til blodhævn og fejder. Hvis en person i et slagsmål havde beskadiget eller ligefrem slået en anden ihjel, ville vedkommende i nogle tilfælde kunne kompensere offeret eller offerets familie gennem betaling af skadeserstatning, som det for eksempel kendes fra mandebod i de islandske sagaer (i tekster om penges historie anvendes ofte det tyske udtryk Wergeld). Langt op i middelalderen fandtes straffesystemer, hvor kompensationerne kunne bestå i mange forskellige goder, men som samtidig forudsatte en form for ækvivalenstænkning, altså et værdimål. Det er karakteristisk for denne fortælling, at der lægges vægt på myndigheders centrale rolle for udvikling af penge, både gennem fastsættelsen af værdimål, opgørelser af gældsrelationer og håndhævelsen af straffesystemer. Her er administration og politik mere i fokus end handel i pengenes oprindelseshistorie. Da perspektivet lægger afstand til metal-teoriens fokus på penges værdi som varer i sig selv og i stedet fokuserer på penge som tegn eller beviser med symbolsk værdi, kaldes det chartalisme fra det latinske charta (tegn, værdikupon mv.).

I denne fortælling spiller magthavere også den afgørende rolle for udviklingen af møntning fra omkring det sjette århundrede f.v.t. Møntning ses som knyttet til lokale autoriteters magt og ofte til krigsførelse. Den periode, hvor møntning opstod, var præget af krige, hvor mindre kongedømmer efterhånden blev samlet i imperier, bl.a. i det græsk-romerske område. Store hære var samlet ved frontlinjerne, og det var en betydelig udfordring at bespise dem. For at få lokalbefolkningerne i de undertvungne områder til at bidrage blev de pålagt at betale skatter i form af mønter udstedt af det krigsførende imperium selv. Mønterne kom i omløb i form af løn til soldaterne, der så kunne betale for forsyninger og dermed gøre det muligt for borgerne at betale skatterne. Fra dette perspektiv er mønternes værdi baseret på, at indehaveren kan indfri en gæld til staten. Det er ikke afgørende, om mønterne består af et materiale, der er værdifuldt i sig selv. Derimod er det afgørende, om staten har magt til at pålægge borgerne en gæld, dvs. pligten til at betale skatter, afgifter og bøder. Mønten kan derfor forstås om et gældsbevis: Statsmagten skylder indehaveren et beløb – og derfor kan indehaveren indfri sin gæld til staten ved hjælp af mønten. Samtidig illustreres den pointe, at mønter skal bringes i omløb, før de kan kræves ind igen.

Selvom en mønts værdi er baseret på en myndigheds løfte om at tage imod pengene som betaling (ligesom myndigheden kan fastsætte, at pengene kan bruges til at indfri gæld mellem borgerne indbyrdes), så får møntens metalindhold alligevel betydning gennem historien, fordi det spiller en rolle for møntens værdifasthed over tid i forhold til reale goder og dermed for møntens egnethed til værdiopbevaring. Dertil kommer, at mønten kun er gangbar inden for myndighedens lokale monetære rum, så metalindholdet betyder noget for udvekslingen med andre valutaer. Selvom metal-teorien ikke giver mening som historisk forklaring på penges oprindelse med udgangspunkt i bytteøkonomier, så har perspektivet relevans for den senere udvikling af pengesystemer.

Næste afsnit: Pengeskabelse som to systemer