af Inge Røpke

Guldfoden som det dominerende hybride system
De hybride systemer blev forskellige i forskellige lande, men generelt blev guld- eller sølvfoden (eller en kombination) efterhånden udbredt. I stiliseret form kan de centrale elementer i guldfodssystemet, der over en længere periode blev dominerende, beskrives som følger. Staten fastsætter måleenheden for værdi (for eksempel kronen) som svarende til en vis mængde guld. Det fungerende transaktionsmiddel er imidlertid kun i ringe grad guldmønter, men består af andre mønter og sedler, der udstedes af en national bank (over en længere periode kunne også lokale banker udstede deres egne sedler). Den nationale bank, der ofte er privatejet i starten og først senere bliver statslig eller selvejende, er forpligtet til at omveksle sine egne mønter og sedler til guld på forlangende. Etableringen af banken er således baseret på en guldbeholdning. Kontanterne (mønter og sedler) kommer ind i økonomien, ved at staten låner penge i den nationale bank og giver dem ud. Banken har sikkerhed i statens kommende skatteindtægter og får på den måde lånene forrentet. Imidlertid har staten typisk underskud, så tilbagebetalingen sker også gennem optagelse af nye lån. På den måde øges pengemængden over tid gennem en stigende statsgæld (for eksempel steg statsgælden i England fra 12 mio. pund i 1700 til 850 mio. pund ved Napoleonskrigenes afslutning i 1815, jf. Bank of England). Når pengemængden øges langt mere end guldbeholdningen, kan tilliden til guldindløseligheden trues. I perioder har det da også været nødvendigt at suspendere eller begrænse guldindløseligheden.

Ud over skabelsen af penge baseret på statslig gæld skabes der også penge i de private banker i form af andre typer af gældsbeviser som veksler og andre gældsbreve, bankindeståender, checks mv. Bankerne skaber likviditet i den forstand, at de muliggør handler, der ellers ikke ville finde sted. Når en virksomhed for eksempel har brug for at købe råvarer fra en underleverandør, kan virksomheden være i den situation, at den først er i stand til at betale for leverancen, når den har solgt de varer, som råvarerne skal indgå i. Samtidig kan underleverandøren være i den situation, at den har brug for betaling med det samme. Her kommer banken ind og gør handlen mulig ved at købe gældsbreve: Den virksomhed, der køber råvarer, betaler underleverandøren med et gældsbrev (et løfte om at betale et beløb senere). Underleverandøren kan så sælge gældsbrevet til banken til en lavere pris og på den måde få kontanter med det samme. Når banken skaber likviditet, har det således en pris. Selve købet af gældsbrevet er egentlig en udveksling af gældsbeviser: Banken får gældsbrevet fra varekøberen, mens underleverandøren til gengæld får et indskud i banken, der er et løfte om, at det kan veksles til den slags penge, som den nationale bank udsteder, dvs. kontanter. Denne form for långivning var central for udviklingen af det britiske banksystem, og i den periode, hvor England var den dominerende industrimagt, udviklede London sig til centrum for international handel med gældsbreve. Ud over gældsbreve knyttet til varehandel udvikles andre former for långivning som for eksempel checks, der også indebærer, at bankerne kan låne mere ud end svarende til den beholdning af kontanter, de kan skaffe sig gennem egenkapital og indlån fra kunderne. Begrænsningen for udlånet ligger i, at banken skal have styr på likviditeten: Der skal hver dag være tilstrækkelig mange kontanter i kassen til at møde de krav, banken har forpligtet sig til. For at kunne tilbyde at købe et gældsbrev skal banken være sikker på at have tilstrækkelig mange penge på det relevante tidspunkt, og det afhænger af tidsforløbet for de tilbagebetalinger, der kommer ind på de tidligere købte gældsbreve.

Med guldfoden skabes et særligt hierarki af penge og tilhørende institutioner. Hierarkiet er baseret på en skelnen mellem penge og kredit, hvor penge er et middel til betaling (indløsning af en gæld), mens kredit er et løfte om at betale. Guldet er det ultimative betalingsmiddel, mens den nationale valuta i form af sedler og mønter er løfter om at betale i guld. I en simpel form af hierarkiet består det næste underliggende niveau af anfordringsindskud i banker, der er løfter om umiddelbart at betale i den nationale valuta, men derimod ikke direkte løfter om at betale i guld. Endnu et skridt længere nede er værdipapirer som de nævnte gældsbreve eller obligationer, der er løfter om at betale i kontanter over en længere periode. Ofte har det ikke nogen praktisk betydning, hvor i hierarkiet pengene hører til, men i krisetider viser det sig, at nogle penge er bedre end andre. En central udfordring i et hierarkisk pengesystem er således at bevare tilliden til, at pengene på de forskellige niveauer bliver ved med at holde den indbyrdes værdi. Hvis der opstår forventninger om, at kronens værdi i guld vil blive reduceret, vil alle forsøge at omveksle til guld hos centralbanken i tide. Eller hvis der opstår forventninger om, at en bank ikke kan klare sine forpligtelser, vil kunderne prøve at få udbetalt deres tilgodehavender i kontanter i tide. Selvom moderne pengesystemer ikke længere er baseret på guldfoden, kan de også ses som hierarkiske systemer (med et betydeligt større antal lag), og det er fortsat en udfordring at fastholde den indbyrdes værdi.

Brugerne af penge er også optaget af pengenes værdifasthed, altså om de bevarer deres værdi i forhold til reale goder over tid. Hvis pengenes købekraft over for reale goder udhules gennem inflation, er de ikke egnede til værdiopbevaring. Under guldfoden har denne udfordring desuden den særlige karakter, at guldet samtidig er en vare, der har en markedspris: Systemet undergraves, hvis det kan betale sig at omveksle kontanter til guld, der derefter kan sælges til en højere pris på markedet. Da værdifastheden ikke alene er relevant over for indenlandske goder, men også over for de goder, der købes i udlandet, kan også fastholdelse af valutakursen ses som en udfordring for pengesystemet. I den periode, hvor guldfodssystemet var udbredt i mange lande, var denne opgave identisk med at fastholde valutaens guldværdi.

Når både værdifasthed og indbyrdes værdi i pengehierarkiet udgør udfordringer for systemet, hænger det sammen med, at systemet har nogle indre drivkræfter i retning af fortsat kreditudvidelse. For staten er det nyttigt at kunne køre med løbende underskud, og centralbanken tjener penge på at udstede sedler og mønter, fordi deres pålydende værdi er større end omkostningerne ved at producere dem. Efterhånden som centralbankerne reelt bliver statsejede, havner denne såkaldte møntningsgevinst i statskassen i form af overskud på centralbankens virksomhed. Tilsvarende tjener bankerne penge på at øge deres udlån. Det kan som sagt ske gennem handelen med gældsbreve eller andre låneformer, hvor indtjeningen er baseret på rentemarginalen, dvs. forskellen på den rente, kunderne betaler for at låne, og den rente, kunderne opnår ved have et tilgodehavende i banken.

Der er imidlertid også grænser for kreditudvidelsen. For bankernes vedkommende ligger den daglige begrænsning for udlånet i likviditeten, for bankerne kan ikke selv skabe de kontanter, som det overliggende niveau i pengehierarkiet udsteder. Ganske vist kan bankerne tjene penge på at hjælpe andre banker ud af likviditetsproblemer ved at låne dem penge fra det overliggende niveau, så der i opgangstider er en betydelig elasticitet i systemets skabelse af likviditet. Men i nedgangstider er det for risikabelt for bankerne at låne til hinanden, så der bliver bankens reserver af kontanter en afgørende begrænsning. Selvom en bank er solvent – altså vil være i stand til at svare enhver sit over en periode – så kan utilstrækkelig likviditet få banken til at gå ned med det samme. Højere oppe i systemet er guldbeholdningen en begrænsning på centralbankens udstedelse af sedler og mønter, fordi banken ikke umiddelbart har mulighed for at øge beholdningen. Fra slutningen af 1800-tallet blev det almindeligt at kombinere guldindløseligheden med regler for, hvor store guldreserverne skulle være i forhold til mængden af udstedte sedler. Det gav systemet en høj grad af troværdighed, men også en stivhed, der i perioder kunne hæmme den økonomiske udvikling, mens nye guldfund i andre perioder gjorde kreditudvidelse lettere.

Hvis pengesystemet skal fungere nogenlunde stabilt, er det ikke hensigtsmæssigt at lade solvente banker gå konkurs. Gennem en længere historisk proces, der forløber ret forskelligt i forskellige lande, får centralbanken efterhånden den rolle at blive udlåner i sidste instans (lender of last resort): Hvis en bank ikke kan opnå lån hos andre banker, træder centralbanken til og yder lån til en relativt højere rente mod god sikkerhed i værdipapirer (for eksempel gældsbreve der kan forventes indfriet). Denne praksis udvikles i England gennem en længere periode og får sin teoretiske udformning og legitimering i Walter Bagehots bog Lombard Street: A Description of the Money Market i 1873. I denne forstand bliver centralbanken bankernes bank, samtidig med at den som sagt er den bank, hvor staten låner penge. Centralbanken spiller således en dobbeltrolle, hvor vægtningen ændrer sig over tid: I krigstid er centralbanken først og fremmest statens bank, hvor store summer mobiliseres til krigsindsatsen, mens rollen som bankernes bank har større betydning i fredstid.

I fredstid har bankernes pengeskabelse gennem historien fået en stadig større rolle ift. centralbankens pengeskabelse. Set fra den private ikke-banksektors side skaber bankerne penge, når de låner ud, fordi et udlån fra en bank samtidig skaber et indlån, der af den private sektor kan bruges som penge. Bankernes likviditet sætter som sagt grænser for mængden af udlån, men der er ikke tale om, at banken kun kan udlåne penge, som andre har sat ind. Hvis banken ellers kan styre sin likviditet, kan den opskrive en kundes konto i banken med et beløb svarende til det beløb, der står på et samtidigt oprettet lånedokument. Ofte vil et lån optaget i én bank blive brugt til at betale en virksomhed, der er kunde i en anden bank. Hen over dagen er der mange transaktioner på tværs af de forskellige banker, så ved dagens slutning vil en del transaktioner gå ud mod hinanden. Bankerne foretager så en clearing for at opgøre, hvem der netto skylder hvem hvor meget. Hvis nettobeløbene ikke er for store, kan bankerne låne dem til hinanden indbyrdes, men hvis de ønsker at gøre regnskabet op, kommer centralbanken ind i billedet. I den forenklede beskrivelse ovenfor af centralbankens funktion som bankernes bank fremgår det, at centralbanken er klar til at udlåne kontanter til bankerne. Det er dog lidt mere komplekst, idet bankerne har konti i centralbanken, hvorfra indeståender kan bruges til at indfri lån hos andre banker. Centralbanken understøtter således clearingen mellem bankerne indbyrdes. Hvis en bank har brug for flere midler på sin indskudskonto i centralbanken for at betale andre banker, kan den så optage lån i centralbanken med sikkerhed i værdipapirer eller direkte sælge nogle værdipapirer til centralbanken.

De private banker kan også skabe likviditet på tværs af landegrænser i forbindelse med organiseringen af kreditarrangementer, for eksempel gennem gældsbreve knyttet til international handel. Men hvis der bliver brug for at foretage afregninger, kommer centralbankerne ind i billedet. Under guldfodssystemet er brugen af de nationale valutaer i princippet afgrænset til deres respektive nationale monetære rum, mens guldet gælder som det internationale betalingsmiddel. Her får bankerne således brug for at veksle nationale valutaer til guld, så nettotransaktioner kan gennemføres. I praksis gennemføres de fleste internationale transaktioner under guldfoden imidlertid i reservevalutaer, der er så efterspurgte, at de bliver betragtet som næsten lige så sikre som guld og derfor kan cirkulere uden for det nationale monetære rum. Frem til Første Verdenskrig var det engelske pund den dominerende reservevaluta, mens dollaren kom til at spille den rolle efter Anden Verdenskrig. Også valutaer indgår i et hierarki.

Næste afsnit: Fra guldfod til rene kreditpenge