af Inge Røpke

Fra guldfod til rene kreditpenge
Som bekendt er guldfodssystemet lagt i graven. Formelt set skete det, da USA suspenderede guldindløseligheden i 1971, men processen havde været undervejs længe. Guldfoden havde sin storhedstid fra 1870’erne til udbruddet af Første Verdenskrig, hvor den hvilede på Storbritanniens status som helt dominerende magt. Under krigen blev guldindløseligheden suspenderet, og siden indførtes et modificeret system, idet nogle lande forsøgte at strække guldreserverne ved at indføre guldbarrefod, hvor kun beløb svarende til værdien af en hel guldbarre kunne indløses. Alligevel blev presset mod guldreserverne for stort under Depressionen i 1930’erne, så stadig flere lande igen måtte ophæve guldindløseligheden. Da Bretton Woods-systemet blev etableret efter Anden Verdenskrig, var kun dollaren indløselig med guld, og guldindløseligheden blev begrænset til at gælde mellem centralbanker. Ligesom den traditionelle guldfod kun fungerer, hvis kun få faktisk veksler til guld, så kunne Bretton Woods-systemet kun fungere, så længe andre centralbanker var villige til at holde dollars som reserver og til at bidrage til at holde guldprisen nede i forhold til dollaren. Med stadigt stigende europæiske reserver af dollar og amerikanske statsobligationer i 1960’erne og med et USA, der var udfordret af Vietnamkrigen og sociale uroligheder, forsvandt tilliden til systemet, der dermed ikke længere kunne forsvares mod spekulation i guldet. Det blev enden på guldfoden, men centralbankerne holder dog fortsat guldreserver, om end meget færre end tidligere.

Med ophævelsen af forbindelsen til guldet er pengesystemet nu baseret på rene kreditpenge. Reelt har der været tale om en glidende overgang over lang tid, og flere mekanismer i pengesystemet fungerer på nogenlunde samme måde som tidligere. Penge skabes stadig både gennem offentlige underskud og gennem de private bankers långivning, og centralbanken er fortsat både statens bank og bankernes bank, der står for clearing-systemet og varetager funktionen som långiver i sidste instans. Opgaven med at sikre pengenes værdifasthed kan ikke længere defineres i relation til en guldværdi, men tager form af en målsætning om, at inflationen helst ikke skal overstige 2 % om året, målt ud fra forbrugerprisindekset. I Danmark, hvor udenrigshandel spiller en meget stor rolle, ses værdifasthed for kronen i forhold til udenlandske valutaer som afgørende for, at inflationsmålsætningen kan nås. Fastkurspolitikken har derfor været i fokus for den danske nationalbank i årtier.

Næste afsnit: Pengeskabelsens dynamiske funktion